Ze Låvestowy

I julemåneden var jeg alene. Jeg valgte at være meget alene. Jeg havde brug for at være meget alene. Det holdt hårdt, men da jeg fik sagt det til dem omkring mig, fik jeg også lov til at være i fred i min alenetid. Ikke ensomhed. Alenetid. Det er ikke ensomt at være alene. Det er langt mere ensomt at være sammen med de gale mennesker.

Nogle gange ved jeg ikke, om jeg vælger alenetiden, eller om den er en nødvendighed. Min teori er, at behovet opstår, hvis jeg ikke rummer mig selv 100 procent i selskab med andre. Hvis jeg lige udviser lidt mere gå-på-mod, ja-hat eller en anden prisværdig personkvalitet, som jeg ikke føler helhjertet i situationen. Hvis jeg skal indskrænke mig selv, fordi jeg ellers forventer at komme i en eller anden form for konflikt. Det ville nok aldrig ske, hvis jeg bare var mig selv 100 procent og sagde til og fra, som jeg lystede. Men alt er en lektie, og jeg øver mig, og når jeg ikke øver mig godt nok på at være lige præcis den, jeg er i dag, så bliver jeg træt af andre mennesker. Så skal der lidt alenetid, en bog og et savn efter en af de gode til, før jeg igen gider blande molekyler med andre.

I november var jeg i Lalandia.

Jeg var ikke i New York og heppe ved et marathon, som vi ellers tidligere havde talt om. Det var ikke længere en mulighed for nogen af os. Det var fint. Altså, jeg vil stadig gerne til NY igen. Men det var helt, helt fint, at det ikke blev med en ekskæreste, som havde en ny kæreste. Selv hvis han ikke havde haft en ny kæreste, tror jeg, vi begge var begyndt at indse, at man ikke kan skippe ahead til at blive venner. Vi ved begge, at det er en mulighed, og at det vil være sindssygt trist at skære et menneske endegyldigt ud af sit liv, som har spillet en så stor rolle i så mange år. Men vi var for tidligt ude i forhold til at tro, at vi kunne gøre ting sammen som venner. Og vi havde også helt misforstået, hvor stor en rolle man fremtidigt kan spille i hinandens liv. Tanken var sød, da vi havde den, men den var også helt, helt forkert. Måske skal man holde sig til at spise en burger som venner – ikke rejse til USA som venner. Så ved vi det…

Så i stedet tog jeg i Lalandia med verdens bedste nevø og niece – og deres mor og far. Jeg tog i biffen med Wille og ud og sejle i et flydende opvarmet badekar med en flok af de bedste, jeg ved.

Jeg tog til DMA og fik en diskolampe til mit værelse. Senere fik jeg også en til min stue og i dag har jeg endda også en, som ikke bor hos mig. Jeg blev disko-kugle-damen. En titel, jeg kan leve med.

I oktober gav jeg lidt slip på værtinde-kontrollen. Jeg er altid værtinden. Fordi jeg elsker det. Jeg elsker at invitere, gøre klar, tilberede, planlægge, byde op og forkæle. Men det er faktisk lidt hårdt. Det er et benhårdt princip for mig, at hvis man orker at holde en fest, så skal man da gøre det. Men andre må faktisk også gerne samle mennesker – og jeg må gerne være et af de mennesker i stedet for ansvarshavende festredaktør. Det kan mit liv gå hen og blive både nemmere og lækrere af. Så er det heller ikke mig selv, der står med hovedet i wc-kummen og en kæmpe oprydning næste morgen.

På den måde var oktober herligt begivenhedsrig for andre. Jeg kom til bryllup hos min bror. Til 30 års fødselsdag på d’Angleterre hos en veninde. Ud og spise med nogle slipsetyper. Hjem til veninde N og spise. Andre lagde planerne. Jeg skulle bare lade være med at barbere mig under armene og møde op. Helt ustyrligt nemt og lækkert og dejligt.

Kan man uddrage en lektie af det? Måske at jeg skal huske at lade andre gøre det lækkert også og ikke altid selv springe til som den (oplagte) værtinde. Det er stadig lækkert at invitere. Det praktiserer jeg hver uge og kommer ikke til at stoppe. Men andre menneskers mad og vin smager fandme også godt.

I september forlængede sommeren sig selv igen og igen, og jeg nød det og strakte mine dage med bare ben i det uendelige. Jeg tog i Tivoli i sommerkjole og til Malmø til solnedgangsrosé.

Han skrev stadig, men noget havde ændret sig. Hans henvendelser havde ændret sig. Energien i beskederne. Vi havde også mødtes til en burger, men en lille snas i hans fysiske tilstedeværelse var anderledes. Så jeg skrev til ham, at jeg hellere snart måtte hente mine sidste ting, for han havde vist fundet en ny.

Han ringede. Bekræftede. Ny dame. Jeg fandt en halvtredser på gaden.

Jeg lærte, at selv om jeg ikke vil have ham tilbage, så er jeg ikke for fin til at få min stolthed såret, når jeg endegyldigt ikke kan bilde mig ind at være den vigtigste kvinde i hans liv mere. Men det gik og gik over. Hurtigt. Lettere end frygtet. I bund og grund må han jo gerne være glad. ”Så skal du også bare finde dig en kæreste hurtigt, så har vi begge en”, sagde han. ”Nej”, svarede jeg og mente det af hele mit hjerte.

I august tog jeg en uge ned i mine forældres sommerhus på den smukkeste plet i verden. Her grillede grøntsager fra den lokale vejbod, læste bøger, badede og drak kaffe. Jeg passede hunden Mitzi og brugte mange timer på ikke at tale med nogen.

Sidst på ugen kom der mennesker, og jeg tog artilleridrengene med til den smukkeste ø i verden, som helt, helt tilfældigt ligger tæt på den smukkeste plet i verden. De fiskede. Vi sov under stjernerne. Jeg badede. Der var stjerneskud, selvlysende alger i vandet, rådyr og mufloner på stien, sejlbåde langs kysten og ikke en eneste fisk, der bed på. Der var ro.

Jeg var på en date. Jeg tog et billede af den svane, mens vi var ude og padle på en af Søerne i København. Bagefter skrev jeg til ham, at der ikke rigtigt var nogen grund til, at vi skulle se hinanden igen. Han tog det pænt. Så pænt, at jeg næsten fortrød. Og blev lidt skræmt over mit eget pleaser-gen, der sætter ind på de underligste tidspunkter og truer med at få mig til at gøre ting for at please andres ego og stolthed. Jeg slugte trangen og blev således lidt bedre til at date.

I juli indførte kollegiet på Bryggen det, vi i populær tale kalder “grædereglen”.

Reglen er inspireret af de mennesker, som er så forelskede, at de ikke længere kan passe på sig selv. Så selv om de bliver holdt hen, holdt på afstand eller ligefrem holdt for nar, af den person de er forelskede i, så bliver de ved med at komme tilbage. Også selv om det gør ondt. Også selv om de græder.

Historien findes i alt for mange variationer, men det var da min ene ellers utroligt søde mandeven fortalte om en pige, han en gang havde set, som havde siddet og grædt foran ham i sin afmagt over egne følelser og hans distance – og han så alligevel havde nuppet en nat mere med hende, for “hun kunne jo bare sige nej”, at jeg helt diktatorisk insisterede på, at mennesker jeg skal være venner med, at skal være gode nok til at afvise sådan en person. Hvis du godt selv ved, at du ikke har de samme følelser i klemme, så skal du vide, at du er en nar, hvis du ikke passer på den anden person og sørger for at lukke forbindelsen så eftertrykkeligt, at de ikke står i din dørtelefon efter en druktur næste weekend igen.

Så jeg indførte grædereglen. Også i mit hjem, hvor jeg bor sammen med to mænd.

Og blev selv den første, der måtte efterleve den. De indledende datingøvelser efter den Sunde og Raske gik godt. Men de var også bare for sjov for mig. Og selv om man siger det højt, så er det ikke altid, andre tror på det. Så efter en herlig festival-flirt blev jeg selv den første, der måtte acceptere at vinke farvel til en late-night-pizza-makker, fordi hans følelser blev sårede af det, vi lavede. Reel gråd kom det aldrig til (i hvert fald ikke over lige det). Men nogle ting, som knap så passive-aggressive sms’er, skæld ud og sårethed tæller også.

Grædereglen. Brug den. Spred den. Lad os passe bedre på hverandre.

I juni lærte jeg, at livet er godt, når man gør gode ting.

Jeg tog til Rom med den ven, som havde indstillet mig til en pris. Opholdet var præmien. Vi tog den ven med, som senere på måneden sikrede mig en tur til Roskilde Festival. Vi drak gin og tonics og så på smukke ting. Vi talte dybt og nogle gange rablede vi bare. Vi talte om vores kroppe og vores sind og lærte os selv og hinanden at acceptere os selv og andre bedre. Uden forbehold. På andre tidspunkter talte vi bare om drenge. Eller dansede. Når vi ikke spiste. Pasta. Og ost. Og pizza.

På Roskilde Festival fik jeg for første gang nogensinde ikke Roskilde-blues sidst på ugen. Jeg ville faktisk ikke rigtigt hjem. Jeg var rullet ind i en tosomhed med min ven, som var så befriende og givende, at jeg ikke blev ensom i flokken. Jeg indså, at jeg kommer til at være en af de der virkelig gamle tosser, som nogle om 30 år kommer til at rulle lidt med øjnene over og spørge ”om jeg ikke er for gammel”, hvortil jeg vil grine kaglende og højt og sparke dem over skinnebenet.

Men jeg var glad. Selvfølgelig giver sommer også usandsynlig meget gratis lykke bare på solskinskontoen. Men jeg var glad for mere. For mig selv. For at vokse. For at være alene. Jeg græd af grin og kyssede for sjov og for livet og jeg grillede bøffer og læste bøger. Ind imellem var jeg vist også på arbejde, men det kan jeg ikke huske.

I maj lærte jeg, at ting, der er slut, skal slutte før eller siden.

Vi lavede stadig planer sammen, spiste sammen, fik en burger i ny og næ. Så en film på min gamle sofa i den lejlighed, der nu kun var hans. Han kom og sov på Christianshavn i en weekend, fordi hans lejlighed var udlejet til AirBnb. Men da jeg satte hans telefon i opladeren for ham, og en ny besked på hans Tinder poppede op, stod det klart. Han skulle jo ikke være her. Hos mig. Vi skulle ikke trække ting i langdrag. Jeg vidste godt, han var på Tinder og deslige. Det var ikke det. Det var mere det, at der ikke var nogen som helst grund i hele solsystemet, galaksen eller universet til, at jeg skulle konfronteres med det. Jeg gjorde det ved mig selv ved at fortsætte med at have ham i mit liv på en måde, der var mere end godt var. Det måtte stoppe.

Jeg vidste også, det måtte stoppe, da han løb et marathon og jeg stod på sidelinjen og heppede, som jeg havde gjort år efter år i forskellige byer, da vi var kærester. Jeg vinkede og heppede og havde ekstra vand med og en snickers, og jeg støttede hans vabelømme krop tilbage til cyklen, roste ham, krammede ham, og så satte han sig op på cyklen og kørte hjem, og jeg gik den anden vej hjem med forræderiske tårer løbende ned ad kinderne over noget, jeg ikke kunne sætte ord på, men som var uendeligt trist.

Så da jeg rykkede fra min tidsbegrænsese fremleje på Christianshavn ind til to fremmede mænd, tog jeg i IKEA.

Her købte jeg en ny seng. Nye madrasser. Nye dyner og puder og nyt sengetøj. Jeg besluttede, at han aldrig skulle op i den seng og det sengetøj. Det var mit. Ubesmittet af min fortid.

Nå ja, og så mødte jeg Rick Astley. Det var også en slags højdepunkt.

I april blev jeg fuld på Nørrebro, og det virkede nemt og godt og trygt at tage hjem til ham og sove. Ingen hanky panky. Tryghed og tosomhed til mine tømmermænd.

Jeg passede mit job, satte ring om vigtige møder, overstregede gode eller dårlige passager. Jeg tog til messer.

Jeg fik en næsepiercing efter flere års drømmerier. Bestemte mig for ikke at være så bange for alting. Jeg ville gerne gøre lidt flere dumme ting, bare fordi jeg havde lyst. Så jeg tog til Paris med to damer og brugte alle mine penge på ost og vin og sminke. Det var en mageløs beslutning.

Samtidig løb mit lejemål snart ud, og jeg opdagede, at jeg ikke anede, hvad jeg ville. Hvor jeg ville bo. Hvor længe. Men hvor mange eller alene. Jeg antog, at alene ville være bedst. Jeg orkede ikke at sælge mig selv. Så min pariser-veninde gjorde arbejdet for mig og fremskaffede to unge mænd i hendes bekendtskabskreds, der ledte efter en kvindelig roommate. Jeg tog derhen en mandag, de serverede lasagne. Bagefter skrev de, at jeg gerne måtte flytte ind. Nanna insisterede på, at jeg gjorde det. Så det gjorde jeg. Sagde ja. Uden at kende dem, jeg vidste knap, hvad værelset kostede. Måske var det dumt, men det var en chance jeg tog.

I april begyndte jeg at tage chancer.

I marts lærte jeg, at man godt kan proppe 15 mennesker, uendelige mængder hotdogs og en temmelig sjusket omgang med ”rygning ud af vinduet” sammen i en etværelses lejlighed og bare feste igennem.

Ingen tårer over det der var. Lutter gode mennesker, som er. Og helt ærligt, ingen grund til at tale udenom, når folk spurgte. For en del af dem havde set det komme længe. På den måde hvor man ser det gå skævt for en veninde, men man siger ikke noget. Man lytter til sin ven og vejleder blidt og rådgiver vagt, men viser forståelse og medfølelse uden nogensinde at anklage hårdere end hun selv. For sætter man det for hårdt op – hårdere end hun er klar til at høre – så er det dig som ven, der ryger for en stund. Det er hun nødt til. Hun er nødt til at afvise dig, så længe hun ikke selv er klar til hele sandheden.  Balancen mellem hvornår du skal ae hende med hårene og lade hende regne det ud selv, og hvornår du skal ryste hende og sige; ”kan du ikke set det kvindemenneske?” bliver tydeligere med årene. Du kommer ikke lige så tit til at snitte dig ud af en venindes fortrolighed. Og hun er ikke lige så ofte nødt til at komme luskende tilbage med halen mellem benene, når hun endelig har gjort det forbi, mens hun frygter, at du står klar med et ”hvad sagde jeg?” og ikke de åbne arme, hun har brug for.

I marts lærte jeg, at mine veninder havde set det for længe siden, og de havde alle som en slået ring om mig og beskyttet mig fra deres sandheder, indtil jeg var klar til at høre dem.

Jeg lærte også, at mens man ikke er en skid for sig selv i den tid, så kan man stadig godt være noget for andre. Faktisk kan man være så meget, at man bliver indstillet til en pris for at være så god til at være nogle for andre. Og man kan få den pris og være jublende lykkelig. Og alligevel være nødt til at ringe og sige det til ham, fordi han i fem år var den, man allerførst ville fortælle de vigtige ting.