12 lektier, juli 2016
I juli indførte kollegiet på Bryggen det, vi i populær tale kalder “grædereglen”.
Reglen er inspireret af de mennesker, som er så forelskede, at de ikke længere kan passe på sig selv. Så selv om de bliver holdt hen, holdt på afstand eller ligefrem holdt for nar, af den person de er forelskede i, så bliver de ved med at komme tilbage. Også selv om det gør ondt. Også selv om de græder.
Historien findes i alt for mange variationer, men det var da min ene ellers utroligt søde mandeven fortalte om en pige, han en gang havde set, som havde siddet og grædt foran ham i sin afmagt over egne følelser og hans distance – og han så alligevel havde nuppet en nat mere med hende, for “hun kunne jo bare sige nej”, at jeg helt diktatorisk insisterede på, at mennesker jeg skal være venner med, at skal være gode nok til at afvise sådan en person. Hvis du godt selv ved, at du ikke har de samme følelser i klemme, så skal du vide, at du er en nar, hvis du ikke passer på den anden person og sørger for at lukke forbindelsen så eftertrykkeligt, at de ikke står i din dørtelefon efter en druktur næste weekend igen.
Så jeg indførte grædereglen. Også i mit hjem, hvor jeg bor sammen med to mænd.
Og blev selv den første, der måtte efterleve den. De indledende datingøvelser efter den Sunde og Raske gik godt. Men de var også bare for sjov for mig. Og selv om man siger det højt, så er det ikke altid, andre tror på det. Så efter en herlig festival-flirt blev jeg selv den første, der måtte acceptere at vinke farvel til en late-night-pizza-makker, fordi hans følelser blev sårede af det, vi lavede. Reel gråd kom det aldrig til (i hvert fald ikke over lige det). Men nogle ting, som knap så passive-aggressive sms’er, skæld ud og sårethed tæller også.
Grædereglen. Brug den. Spred den. Lad os passe bedre på hverandre.
