12 lektier, november 2016
I november var jeg i Lalandia.
Jeg var ikke i New York og heppe ved et marathon, som vi ellers tidligere havde talt om. Det var ikke længere en mulighed for nogen af os. Det var fint. Altså, jeg vil stadig gerne til NY igen. Men det var helt, helt fint, at det ikke blev med en ekskæreste, som havde en ny kæreste. Selv hvis han ikke havde haft en ny kæreste, tror jeg, vi begge var begyndt at indse, at man ikke kan skippe ahead til at blive venner. Vi ved begge, at det er en mulighed, og at det vil være sindssygt trist at skære et menneske endegyldigt ud af sit liv, som har spillet en så stor rolle i så mange år. Men vi var for tidligt ude i forhold til at tro, at vi kunne gøre ting sammen som venner. Og vi havde også helt misforstået, hvor stor en rolle man fremtidigt kan spille i hinandens liv. Tanken var sød, da vi havde den, men den var også helt, helt forkert. Måske skal man holde sig til at spise en burger som venner – ikke rejse til USA som venner. Så ved vi det…
Så i stedet tog jeg i Lalandia med verdens bedste nevø og niece – og deres mor og far. Jeg tog i biffen med Wille og ud og sejle i et flydende opvarmet badekar med en flok af de bedste, jeg ved.
Jeg tog til DMA og fik en diskolampe til mit værelse. Senere fik jeg også en til min stue og i dag har jeg endda også en, som ikke bor hos mig. Jeg blev disko-kugle-damen. En titel, jeg kan leve med.