12 lektier, maj 2016
I maj lærte jeg, at ting, der er slut, skal slutte før eller siden.
Vi lavede stadig planer sammen, spiste sammen, fik en burger i ny og næ. Så en film på min gamle sofa i den lejlighed, der nu kun var hans. Han kom og sov på Christianshavn i en weekend, fordi hans lejlighed var udlejet til AirBnb. Men da jeg satte hans telefon i opladeren for ham, og en ny besked på hans Tinder poppede op, stod det klart. Han skulle jo ikke være her. Hos mig. Vi skulle ikke trække ting i langdrag. Jeg vidste godt, han var på Tinder og deslige. Det var ikke det. Det var mere det, at der ikke var nogen som helst grund i hele solsystemet, galaksen eller universet til, at jeg skulle konfronteres med det. Jeg gjorde det ved mig selv ved at fortsætte med at have ham i mit liv på en måde, der var mere end godt var. Det måtte stoppe.
Jeg vidste også, det måtte stoppe, da han løb et marathon og jeg stod på sidelinjen og heppede, som jeg havde gjort år efter år i forskellige byer, da vi var kærester. Jeg vinkede og heppede og havde ekstra vand med og en snickers, og jeg støttede hans vabelømme krop tilbage til cyklen, roste ham, krammede ham, og så satte han sig op på cyklen og kørte hjem, og jeg gik den anden vej hjem med forræderiske tårer løbende ned ad kinderne over noget, jeg ikke kunne sætte ord på, men som var uendeligt trist.
Så da jeg rykkede fra min tidsbegrænsese fremleje på Christianshavn ind til to fremmede mænd, tog jeg i IKEA.
Her købte jeg en ny seng. Nye madrasser. Nye dyner og puder og nyt sengetøj. Jeg besluttede, at han aldrig skulle op i den seng og det sengetøj. Det var mit. Ubesmittet af min fortid.
Nå ja, og så mødte jeg Rick Astley. Det var også en slags højdepunkt.
