Kategori: Kærlighed Page 1 of 8

Hvad hvis man ikke kan måle, det som gør dig til noget særligt?

Jeg har en ny teori af en art. Og i denne vil jeg ikke forklejne, at nogle mennesker er gladere for eksempelvis at røre sig end andre. Jeg vil ikke tage fra nogen, at de har flere IQ-point end mig og resten af gennemsnittet, eller tage fra nogen at deres karakter eller resultat i en given test har været høj.

Men når mit selvværd halter i en periode. Og her mener jeg ikke selvtilliden i form af troen på mine evner, mine kompetencer eller ’hvor god jeg er til ting’ men selvVÆRDET. Følelsen af om jeg er noget værd som menneske. Og den kan halte for mange af os. Også selv om vi ved med vores intellekt, at vi er elskede og noget værd, i kraft af at vi er til. Selv om der faktisk er mennesker i vores liv, der elsker os – og vi godt ved det. Så kan selvværdet alligevel godt have dage, uger og måneder, hvor det ikke er helt og hvor det ikke virker.

Selvværd er som et usynligt skjold, der skærmer os imod fjollede tanker som ”Der er ingen, der kan elske det virkelig jeg, og hvis folk vidste, hvordan jeg i virkeligheden er, ville alle, jeg elsker, forlade mig”. For den slags tanker eksisterer – uagtet at du hver eneste dag handler, tænker og taler som dig selv og derfor repræsenterer netop dig og at dine mennesker elsker dig netop i denne form.

Du kan ikke skjule dit sande jeg for andre, selv om du måske tror, det er det, du går rundt og gør. Vores handlinger afspejler vores indre, og det ved du, hvis du tænker på de mennesker, som har været dårlige oplevelser men gode erfaringer i dit liv. Dem, der siger de elsker dig, men opfører sig anderledes. Eller siger, de er her for dig men opfører sig anderledes. Du har mødt dem, og du kan tænke på et eksempel lige nu. For vi er ikke dem, vi fortæller os selv og andre, at vi er. Vi er dem, vi viser os selv og andre, at vi er. Så dine omgivelser kender dig sandsynligvis bedre end dig selv – for de bliver ikke forstyrret af din indre fortælling om dig selv, som du gør. Tænk over det. Alle har gennemskuet dig bedre end dig selv, og de er i dit liv og elsker dig alligevel.


Men nok om det.

Når MIT selvværd halter, får jeg altid en ubærlig lyst til at løfte mit værd gennem ting, man kan måle. Uden at ville tingen måske. Men jeg får den fjollede idé at gennemføre en triatlon, læse en svær russisk bog, som andre vil være imponerede over, at jeg kom igennem. Jeg overvejer at begynde at løbe, uagtet at det er min mest forhadte motionsform, og jeg har så mange andre gode bevægelser i mit liv.

Jeg får – har jeg opdaget – lyst til at styrke min selvtillid ved at gøre ting som

1) er helt atypiske for mig og derfor vil være en præstation (at løbe)

2) er flot og anerkendt i en sammenhæng, jeg med min fornuft godt ved, jeg skal være helt ligeglad med (at læse litteratur som er ’anerkendt’)

3) som udmærker mig ved at være, en præstation ikke alle andre kan klare (triatlon)

Men trangen udspringer ikke af en reel lyst til de her ting. Den udspringer af, at jeg føler mig uværdig til min plads som menneske og til det liv, jeg lever, og derfor forsøger jeg at finde målbare parametre, jeg kan udmærke mig ved, så jeg kan få ’bevis’ for mit værd.

For man kan ikke måle, at jeg altid gør mig umage, når jeg laver mad. Man kan ikke måle, at jeg kæmper indædt for at støtte mine venner og tale dem op og hjælpe dem med at sige fra i svære situationer.

Man kan ikke måle, at jeg gør en indsats for at finde plads i kalenderen, når min bror har brug for børnepasser eller mine veninder har brug for tid og opmærksomhed. Man kan ikke måle, at jeg elsker med så store følelser, at jeg kan blive rørstrømsk af at tale om det. Og man kan ikke måle, at jeg gør alt hvad jeg kan for at skabe et rum for min nevø og niece, hvor vi er kun hinandens, så tid med faster bliver noget ‘andet’ end voksentid. Så vi skaber vores egne minder sammen uden far og mor – fordi jeg gerne vil være en betroet voksen i deres liv om 10 år.

Man kan ikke måle, at jeg får mange, gode idéer, som andre kan bruge, og at jeg selv ringer og byder dem til, når jeg ved de kæmper med gaver, opgaver og planlægning. Man kan ikke måle, at jeg siger ja, når mine venner skal flytte. Eller når de skal klippes. Det ved jeg faktisk heller ikke, om man som sådan vil rose mig for…

Man kan ikke måle, at jeg sætter mig ind i reglerne i Dansk Kennelklub, laver Facebook-opslag, dba-annonce og annonce på hundeweb, når mine forældre får hvalpe for at de ikke skal rode med the interwebz.

Man kan ikke måle, at jeg inviterer og samler og er vært, så mennesker kan komme og spise, drikke, tale, grine, danse eller blot blive set og hørt i nogle timer. Man kan ikke måle, at jeg er blevet meget bedre til at stoppe mine negative tanker, når de spinder ud af kontrol og at det sker meget sjældnere.

Man kan ikke måle, at jeg har fundet en vis skønhed i melankoli, som gør, at den ikke længere er et vilkår i mit liv, som forringer det men nu en facet, som jeg mærker og sender videre.

Man kan ikke måle, hvor god jeg er til at være et menneske, og derfor tror jeg nogle gange, at jeg skal gøre målbare ting for at jeg selv og andre kan se min værdi.

Og der er ikke nogen magisk løsning på at slippe helt for den trang, er jeg bange for.

Men det hjalp mig at lære, hvorfor den trang kommer. For jeg gider jo ikke de ting. Og derfor fejler jeg i dem, og så kan de blive en ny skam i mit liv.

Og hvis det også sker for dig nogle gange, så håber jeg, at du kan bruge den her viden til noget: Når du gerne vil excellere i ting, som du ikke har flair for eller lyst til – så spørg dig selv, om det egentlig er fordi, du gerne vil kunne måle, hvor god du er? Eller sikre dig, at du i hvert fald kan noget, andre ikke kan?

For det kan du allerede. Og du er allerede god. Du må bare ikke lede efter selvværd, i ting der kan måles. Det er ikke, dér selvværdet sidder. Det sidder allerede i dig, hvis du leder, blandt ting som ikke kan måles.

Følg, like og del:
error20

Kender du LIEB?

Nogle ting skal støttes. Fordi det er rigtigt og godt, og fordi det er en af de cooleste knægte, jeg havde fornøjelsen af at være en akavet teenager sammen med i gymnasie-tiden.

Det er dog ikke derfor, jeg anbefaler Kevins musikprojekt LIEB – det er fordi, det er fandens godt. 

Jeg har skamhørt førstesinglen Nøgen de sidste par dage: 

Og i dag udkommer LIEB med deres anden single Drømmenes Planet, som jeg har glædet mig vildt meget til at høre.

For det kan noget! Kevin har lavet musik altid. Han har aldrig ikke rodet med et projekt eller lavet lydtæpper for andre eller nørklet med sit eget. Og jeg har aldrig oplevet ham lyde så meget som sig selv, som han gør med LIEB. 

Drømmenes planet handler om hans vej gennem en fængslende depression. Drømmenes planet var ikke en flugt, men et sted hvorfra han kunne se tilbage på virkeligheden uden angst og præstationskrav. 

Jeg synes, at kunstnere der formår at give indblik i ægte kampe, er noget af det mest givende. Om det er i tekst, sang, tale eller billede, så kan det noget at spejle andre menneskers lidelser ved at vise sin egen version af en universel lidelse, som depression er. Vi vokser og lærer af at høre, hvordan andre har tænkt, følt og handlet i kampen mod de samme dæmoner, som vi selv kæmper med. 

Derfor synes jeg også, at du skal finde LIEB og høre med. Jeg ville ikke blive overrasket, hvis de dukker op på festivaler til sommer. Lyden er perfekt til dansk sommer. Musikalsk mærker man, hvor umage de her mennesker gør sig for at lade instrumenterne komme til sin ret og førsteudspillet Nøgen var god fra første gennemlytning, men blev kun bedre de næste 10 gange, jeg spillede den.

Jeg har den der musik-vane, hvor man falder over en ny sang og så lige hører den 100 gange om dagen i nogle dage, før den bliver en del af en af mine playlister på Spotify. Det skete med LIEB.

Hør med! Del! Like og følg. De her mænd KAN noget, og jeg glæder mig til at følge rejsen herfra.

Foto: Van Horn

Og hold øje! Debut-LP med fire numre udkommer 30/11!

Følg, like og del:
error20

4 måder jeg får ro i følelserne på

Tiden er forbi, hvor jeg med vold og magt forsøgte at undertrykke mit indre stormvejr for så at ligge vågen den halve nat og ruge og argumentere inde i mit hoved. Jeg gider det simpelthen ikke mere.

Bevares, jeg er stadig nogenlunde cool på mit stadig forholdsvis nye arbejde, men de har altså heller ikke sat mit pis så voldsomt i kog endnu, at det har været et problem.

Men i de korte måneder, hvor jeg forsøgte mig som tillidsrepræsentant og forhandlingstype på mit gamle job, der var jeg ved at stille træskoene. Ikke kun over uretfærdighed og manglende fremskridt i forhandlingerne. Men over slipsetyperne, de kølige, beregnende “det regnede du vel heller ikke med”-attituder, der påklistrede sig selv betegnelsen “professionel” og holdt fast på, at det jo var jobbet og ikke mennesket, de forhandlede med og ud fra.

Men ved du hvad? Jeg gider ikke bestride et job, hvis der i det ikke er plads til, at jeg også er et menneske. Et menneske som bliver rasende, når jeg føler mig uretfærdig behandlet. Et menneske som bliver ked af det, når jeg føler mig utilstrækkelig – og det er andre, som har plantet følelsen i mig. Det menneske skal der være plads til, også når jeg skal være “professionel” og udfylde en rolle. Det har jeg besluttet.

Men for helvede – det skulle jo slet ikke handle om det. Det skulle derimod handle om, hvordan jeg alligevel fik lov til at sove, sidst jeg væltede rundt i et følelsesmæssigt stormvejr. 

4 måder jeg får ro i følelserne på

<!– wp:paragraph –>
<p>Og lad mig være ærlig. Det sker jævnligt for mig. Og ikke altid af store udefrakommende begivenheder. Ud over, at jeg kan stå og småtude ned i de frosne rejer i Meny de første dage af min menstruation, så er jeg også ret følsom overfor tavshed. Fra venner eller familie. Jeg bliver skør i hovedet, hvis jeg sidder stille inde for længe, og jeg kan slet ikke hænge sammen- og få samling på mine følelser, hvis jeg ikke engang imellem får lov til at være alene. Sådan er der så meget.</p>
<!– /wp:paragraph –>

Men her er fire ting, jeg gør, når følelserne bruser:

 

1) Jeg går ud til vandet. 

Nogle gange er det nok bare at sætte sig ved en Brygge eller på en bænk ved Christianshavns kanaler, men allerhelst skal jeg ud til en strand. Til rigtigt vand.

Sæt dig ved vandet. Kig på det. Tag varmt tøj på og en kop kaffe med, så det ikke er kulden, der får dig til at trave afsted igen.

Jeg kan lide at tælle bølger. Det er noget med, at hver 7. bølge er lidt større end de andre – og jeg prøver at finde et mønster i bølgerne. Vandets lyde, vinden ved stranden og en uendelig horisont er gode til at dulme nerver til ro.

4 måder jeg får ro i følelserne på

2) Headspace

Kender du appen? Det gør de fleste vel efterhånden, men hvis du ikke gør, så er Headspace en app, som er indtalt af Andy. Hans rare mildt britiske stemme guider igennem talrige meditioner – for en pris. Men man kan få 10 meditationer gratis – en slags indførsel, et gateway-drug. Og det er værd at prøve.

Hvis du – som jeg – aldrig har evnet reel meditation uden guide. Hvis tankerne alligevel bare flyver og flyver og flyver, og du pludselig er i gang med at overveje på hvilken side af vejen til Mostar fra Sarajevo det var, at du fik det der helt fantastiske grillede lam, så kan det være rart at lade andre hjælpe med at holde dig på sporet. 

Savasana til sidst i yoga-timer er også god til dette, men den er tit (altid) bare for kort – med mindre man har scoret sig 1,5 timer med 0,5 times guidet meditation, og det er kun om onsdagen, sååå..

4 måder jeg får ro i følelserne på

3) Nayyirah Waheed – eller din foretrukne digter, der har noget klogt at sige, eller en bog som trækker dig et godt sted hen.

I tilfælde af tæt-på-sammenbrudsfølelser kan jeg anbefale:

Morten Nielsen: Jeg ser nu i nat

Michael Strunge: Natmaskinen og 19. juni 1983, 25 år. København

Rupi Kaur; hele digtsamlingen Salt og også opfølgeren the sun and her flowers. Men mest Salt, hvor smerte og heling går hånd i hånd, som i The Hurt og Heal, der står lige overfor hinanden i bogen.

Paulo Coelho: Alkymisten

Antoine de Saint-Exupéry: Den lille prins

Frances Hodgson Burnett: The Secret Garden

Bear Heart: Vinden er min moder

waheed

 

4) En designated ven, du kan ringe til.

Denne kræver både sårbarhed, men også lidt planlægning. For naturligvis er det mega sårbart at dele, når du er overvældet af følelser af den ene eller anden grund. Men det hele bliver bare så meget mere håndgribeligt – og ligefrem mindre – når du siger det højt til et menneske. Et menneske som ved, at deres rolle er at lytte og lade dig tale. Ikke at forklejne din oplevelse, men udvise forståelse og give dig luft.

At have en ven eller to, du ved, du kan ringe til – og som omvendt må ringe til dig, når det brænder på hos dem, er en gave. Vi sender en sms først “Har du tid til, at jeg ringer?”. Og nogle gange har de ikke. Men når de har – og det gør vi os umage for at have – så er det en lettelse.

4 måder jeg får ro i følelserne på
Følg, like og del:
error20

Skodjobs

Da jeg var yngre, troede jeg altid, at min karriere bare var sådan noget, der af sig selv ville ske for mig. Måske fordi gyldne muligheder på vigtige tidspunkter har manifesteret sig for mig – og det er så meget nemmere at gribe de gyldne muligheder end at skulle arbejde for dem selv.

Og hvor det er næsten magisk at fortælle om dengang, min gode ven (dengang en fremmed) Peter fra Ritzau ringede, og de stod og manglede en praktikant netop som jeg var færdig med at have kyssesyge, så skal vi også huske den anden side. Lortejobbene. Og vi skal stå ved dem, sådan at unge mennesker med skodjobs ikke spejler sig i de liv som voksne fører og tænker, at de har et skidt arbejdsliv. Så lad mig lægge for og invitere – hvad har dit værste skodjob været? Smid en kommentar, eller blog om det og skriv til mig – så linker jeg til din historie.


For mig var der tankstationen, som jeg faktisk holdt meget af at arbejde på. Men hvor ejernes søn havde et narkomisbrug (det var en offentlig kendt hemmelighed, vi ikke måtte tale om). I dårlige perioder kom han i åbningstiden, mens mor og far ikke var på arbejde og tømte kassen. Så kunne man stå der. Og have det forfærdeligt og ringe til chefen og sige, at han havde gjort det igen. Men mere kunne vi ikke gøre. Det var synd for ham og for dem – men det var fandme også synd for os teenagere, der skulle være i det. Jeg får faktisk stadig en sten i maven af at tænke på det.

Der var også den chef, om engang kaldte mig “ud bagved”, selv om der stod mennesker i kø, og gav mig en gedigen skideballe for åben dør. Han var så ubehagelig, at jeg vendte tilbage til kassen med tårer i øjnene og blev trøstet af kunderne. Hvis jeg som voksne Trix så det ske i dag, ville jeg sige, at den unge bare skulle være gået sin vej. Ud af døren og aldrig vendt tilbage. Nogle ting er ikke det værd.

Der var den forfærdelige måned, hvor jeg i en kold lagerhal pakkede firmajulegaver i 12-timers-skift – altså hvor arbejdsdagene var 12 timer lange til hvad jeg husker som tretten kroner og en pissemyre i timen. Med en chef der sad på kontoret og 17-årige Trix der pludselig blev hende, som skulle tælle og styre og lede de andre teenagere, som også hadede at være der. Der stoppede jeg faktisk før tid. Ingen skal arbejde 12 timer ad gangen i faste skift. Hvor fanden var der en fagforening henne i det?

Der var også de to måneder, hvor jeg det allermest deprimerende sted, jeg nogensinde har boet, toppede min tilværelse af med at stå op klokken 4 om natten for at skurre lokummer efter teenagedrenge på en teknisk skole. Hvor jeg blev trukket ind i liv, jeg ikke kendte og drama, jeg ikke gad være en del af og blev ydmyget på gangene af møgknægte, der skulle have været bedre opdraget hjemmefra.

Eller den ene måned jeg holdt som telefonsælger af forsikringsmøder. Hvor vores navne blev skrevet på en tavle og så fik man en streg for hver møde, man havde booket. Og de smarte sociopat-typer, der ledede holdet, holdt øje med, hvor mange gange man gik på toilettet og råbte top tre fra top og bund op i løbet af vagten. Og hvor jeg engang ringede og spurgte efter en mand, der viste sig at være død.

Eller den sommer, hvor jeg fra 22 til 06 skulle sætte papholdere på kileremme sammen med to andre på en stor fabrik udenfor byen, og hvor jeg blev fyret fra, fordi jeg mødte på arbejde i mine skumsandaler og ikke de påkrævede sikkerhedssko. Vi var tre. Men regler var regler. Det er faktisk måske eneste gang, jeg nogensinde er blevet fyret. Det var ok. Jeg var ikke god til det job, og jeg kunne heller ikke lide det.

Men jeg havde dem. Mange af dem. Og jeg kom først væk fra dem, da mine forældre fik mig til at gøre alvor af min snak om at søge ind på Journalisthøjskolen, og da jeg begyndte at søge jobs selv.

I stedet for at kende nogen, som kender nogen, der mangler nogen – bevares, det er faktisk en god måde at få job på i dag, men dengang betød det ofte, at en voksen kendte nogen, som manglede unge mennesker til et skodjob. Men når jeg selv spurgte “Har I brug for en til?”, så blev jeg trisse på verdens bedste bodega, jeg blev tjener på verdens lækreste franske restaurant – og jeg scorede det job, jeg har nu, hvor jeg sidder med udsigt over Københavns Havn og skriver historier og klipper videoer og er sådan en, folk spørger til råds om ting – fordi jeg ved helt vildt meget.

Jeg bliver stadig skidebange for at blive afvist, når jeg skal spørge, om der er brug for mig et sted, hvor jeg virkelig gerne vil hen. Det er sårbart og ikke rart at blive afvist, når det er noget, jeg rigtig gerne vil. Men tit ik’? Så siger de ja, eller gemmer mit nummer eller skriver et halvt år senere – eller også dukker der noget andet op.

For sandheden er jo, at når man laver noget, man kan lide og man er god til, så er der ikke kun ét drømmejob derude – så opstår der nye hele tiden, og muligheder kommer og går, og nogle gange skal man huske, at man har det rart, hvor man er – og andre gange skal man hoppe på vognen og se, hvor den kører hen.


Følg, like og del:
error20

Du kan være kropspositiv og beholde tøjet på

Jeg elsker damerne i sexet tøj, bikiner, blævrende twerk-lår og med stolthed i blikket, der viser deres krop frem og står ved den – præcis som den er. Lumps and all.

Jeg føler mig forbundet med dem. Jeg elsker mine stramme jeans, mine korte kjoler og når jeg er hjemme i privaten at have så lidt tøj på som muligt, så meget af tiden som muligt.

Men jeg vil bare gerne lige slå fast, at du ikke behøver vise dig og din krop frem for at være kropspositiv og for at bevise, at du har fortjent din plads i verden i netop din krop. Det kan godt føles som om, at du ikke rigtigt kæmper kampen med mindre du er med på frontlinjen med bare babser og et “still not asking for it”-skilt løftet over hovedet. Men det er ikke sandt. Enhver har ret til at gebærde sig på den måde, der føles sand for dem.

For i din ret til at være subjekt og ikke kun et objekt, er det også ultimativt dig selv der bestemmer, hvordan du vil bære dig, klæde dig og føre dig. Der er ikke en optræden eller påklædning, som har mere eller mindre ret til at blive respekteret.

Så hvis du ikke er med til at presse de afklædte grænser i samfundet, er det ikke ensbetydende med, at du ikke er en del af bevægelsen. Den bevægelse som på papiret også kæmper for din ret til at nyde og præsentere din krop, som det føles mest behageligt for dig.

Det kan godt føles som om, du skal være mere, vise mere, råbe mere og larme mere for at vise, at du kæmper kampen for alle kvinder. Men i virkeligheden skal du spørge dig selv, hvornår du er allermest dig selv. Hvornår du har det allerbedst i din hud og  dit tøj og din stemmeføring og din følsomhed. Og så vær præcis det og kræv din ret til ikke at skulle skrue op eller ned for andre menneskers skyld.

Når du er lige der, så kæmper du side om side med alle andre, der bare gerne vil have lov til at være tilpas i deres egen krop. Vi behøver ikke ligne hinanden eller have lyst til det samme for at kæmpe for hinandens ret til at være netop det, vil helst vil være.

Husk det. Du er nok, som du er lige nu. Tak for kampen, søs. <3

Følg, like og del:
error20

Hvad jeg tror ondt i maven over Tinder-fyren betyder

Det er mega feje hold at kloge sig på singlelivets udfordringer, når man ikke selv er single.

Men det er, hvad jeg har tænkt mig at gøre i dag – så spring fra nu, hvis du ikke gider det.

Kombinationen af mit indlæg om gamle flammer (med særdeles brændte broer), der forsøger at mase sig ind i mit liv igen og en veninde, der efter et par ellers ret vellykkede Tinder-dates med sød mand alligevel blev ramt af forkrøblende “Hvad nu hvis han ikke skriver”-angst, fik mig til at tænke over den der mavepine.

Du ved godt, hvad jeg taler om. Vi har alle haft den.

I tilfældet med min veninde dukkede mavefornemmelsen op efter de første par dates i forklædning – nemlig som en usikkerhed på sig selv. Hun er som mange andre blevet brændt før – desværre meget værre end flertallet af os skal udstå. Og det sætter sine spor at rode rundt med mænd, som ikke vil os det bedste.

Det giver en usikkerhed, når man tydeligt kan mærke noget i kroppen og følelserne, som ikke er rigtigt. Men hvis man bliver løjet for, gaslightet eller får at vide, at det er én selv, der ser spøgelser og overdramatiserer. Det ødelægger vores tillid til kroppens signaler, og det er noget lort.

For en mand der lyver systematisk, lyver ikke for din skyld. Han lyver fordi sandheden kan få dig til at handle på en måde, som ikke er til hans fordel. Og der er en kæmpe forskel.

Som nævnt i indlægget med gamle flammer, så er jeg faktisk ret overbevist om at intuition (og kvindelig intuition i særdeleshed) kan noget. Vi kan bare ikke altid dechifrere den og forstå, hvad det er, vores underbevidsthed eller krop fortæller os.

Hvis den voldsomme mavepine, usikkerhed eller tvivl på dig selv ikke er normal for dig, så er det ikke dig, den er gal med. Så er tvivlen og mavepinen et signal om relationen.

Rent ud sagt tror jeg, at vores reaktioner er så stærke og ubehagelige, fordi intuitionen fornemmer, at her er en uoverensstemmelse mellem:

A) Hvad mennesket siger og gør

B) Hvad mennesket siger og de signaler, mennesket sender

C) Dine forventninger og de signaler, mennesket sender

Og her vil kloge hoveder måske sige, at jeg ikke skal råde alle over en kam til at komme væk, hvis de mærker de her signaler. Men det vil jeg. Den naturlige reaktion er tit at kæmpe mere for relationen, at gøre sig mere tilgængelig – eller mindre og se, om man kan vække interesse den vej igennem. Story-tjekning, veninde-byture som skal dokumenteres på SoMe (så han kan se, hvad han går glip af) eller beskeder, som slutter med et spørgsmål for at sikre sig et svar (og skuffelse, når svaret er Ok, LOL eller andre ligegyldigheder).

Ved du hvad? Sådan ville du ikke behandle et menneske, som du synes godt om. Sådan ville du ikke behandle dine venner. Og hvis den her person ikke kan interessere sig mere for dig end at du får mavepine af det, så. giv. slip.

Jeg er overbevist om, at det er DET kroppens ubehag forsøger at forklare dig. Ikke at du skal leve med den her følelse for at blive værdsat af et andet menneske, men at du skal fjerne dig selv fra følelsen og relationen.

Den er næsten idiot-sikker, omend tit utroligt nedslående. For vil de faktisk noget, så skal de nok lade høre fra sig. Men vil de ikke noget, så beviser de blot min pointe. Også selv om de så keder sig om søndagen og lige skal høre, wyd (What you’re doing).

“Men Trix, du har linket til blogindlæg om Den Sunde og Raske Fyr og I blev jo kærester i fem år?”. Ja. Og jeg havde ondt i maven én dag. Én.

Den første gang vi så hinanden (to år tidligere), havde jeg ondt i maven hver tirsdag til fredag, hørte fra ham lørdag, var håbefuld søndag og så startede vi forfra igen. Og den trummerum gentog jeg i et par måneder, før jeg fattede, at hans handlinger var det, jeg skulle tolke på og ikke hans kønne brune øjne og fuldemandsløfter. Så jeg har lært det på nøjagtig samme måde som alle andre.

Men i de tilfælde, hvor et menneske har været oprigtigt interesseret i mig. Har kunnet lide mig og hvor vores interesse har været gensidig nok til at udvikle sig til et forhold (eller et par måneders afprøvning og et nej tak), der har jeg altså ikke været hensat til mavepine og tolkning. Det har han heller ikke. Usikkerheden kan komme over os alle, og sommerfugle i maven er en del af det at lære et nyt menneske at kende på en romantisk måde, men den dårlige tunge usikkerhed, angsten for at være “for meget” eller være “for tilgængelig” – usikkerheden på, hvordan ens handlinger og ord vil blive modtaget eller en atypisk jalousi, de er faktisk ikke en del af at opbygge en rar og god relation. Og du hjælper ikke en god relation på vej ved at ligge under for spilleregler, du ikke kan tyde og fysisk har det dårligt med. Du afgiver blot magt og kontrol. Jeg siger ikke, du skal have alt 1000 procent som du havde forestillet dig. Men du skal heller ikke miste enhver indflydelse på, hvordan jeres relation skal forvaltes og udvikle sig.

Jeg er klart blevet mere uforsonlig med alderen. Mere grænsesættende. Jeg har kortere til “Så kan du også bare have dig selv” og “Hvem fanden tror du egentlig, du er?”, men jeg har ikke fortrudt og jeg har ikke fået færre eller dårligere relationer ud af det.

Mens min veninde havde allermest ondt i maven, skrev jeg denne besked til hende:

“Stol på dig. Selv om du er usikker, er du ikke urimelig og din mavefornemmelse er klog og du skal lytte til den og stole på den. Hvis han aldrig er den, der kommer til dig, er det ikke rart. Så er han ikke rar. Punktum.”

Og det står jeg ved. (Han var i øvrigt ikke rar. Viste det sig. Præcis som hendes intuition fortalte hende)

Følg, like og del:
error20

Når din veninde bliver mor og du er bange for gaveregn

Forstå mig ret – jeg elsker gaver. Elsker, elsker, gaver. Elsker at købe ting, prøve nye ting, at give og at få. Jeg elsker det.

Men jeg er ikke overbevist om at forbrug i sidste ende bliver det, som gør os lykkelige. Og når det kommer til kærlighed og menneskelig interaktion vil jeg gerne bevæge mig væk fra ting og over i kærlige gestusser. Stadig gaver, men mindre fokus på mærket i bunden af den bredriflede eller logoet på (i dette tilfælde) pusletasken.

Karoline gav i sommer sit perspektiv på at give og gøre noget særligt for den gravide, fra den anden side af babybulen. Og det satte gang i nogle tanker hos mig, der ellers havde tænkt mig at forbigå konceptet i magelig tavshed.

Og gudskelov for det. For selvfølgelig vil jeg ikke forklejne, hvor stort det er, når mine veninder (og senest min bedste veninde) bliver mødre. De skal hyldes og aes og roses og mærke kærligheden. Men Hallmark og Magasin skal ikke vinde på dén konto. Så her er tre ting, jeg gjorde for min veninde, da hun skulle have en baby, som virkede rigtig godt for os.

1) Vi tog konceptet baby shower med et gran salt.

I stedet for at gå bersærk i planlægning og lagkager bestilt fra hvorvedjeg, og jegskalkommefterdig med lege og halløj, så holdt vi en venne-brunch. Den kunne klares med en tråd, hvor vi fandt en dato, alle kunne ses. Vi allierede os med Rikkes kæreste, jeg bagte boller og købte juice. Nogle andre stegte lidt æg og bacon og på samskudsmanér fik vi en overdådig brunch, lidt ballon-pynt fra Søstrene Grene og en formidabel dag med kongespil i gården hos Rikke. Det kostede ikke nogen noget vanvittigt og ingen var tvunget ud i at skulle finde på lege (selv om vi synes den der “Porno eller fødsel” ser ret sjov ud).

Dog holdt vi fast i at overraske Rikke, der troede, hun skulle til crossfit (i 7. måned). Men efter den indledende “Surprise!” tog vi det helt stille og roligt og endte med at have en dag, hvor jeg havde gode og dybe kvalitetssamtaler med flere af mine venner, end jeg har haft længe. Rikke blev overrasket og glad og samværet var i fokus.

Man kan naturligvis skrue op og ned for en sådan surprise, men det var, hvad vi gjorde.

2) “Hej Pomfrit” hedder playlisten, jeg har lavet på Spotify specielt til Rikke og hendes baby og kæreste. Jeg døbte tidligt babyen inde i maven for pomfritten og hyggede mig med det tilnavn. (Og med at råbe HEJ BABY og  BYEBYE BABY ind i maven, hver gang vi mødtes og skiltes igen). Rikke og jeg har meget musiksmag til fælles, og jeg vidste i forvejen, at hun er glad for flere af mine Spotify-lister, som hun sætter på, når hun ikke selv gider rode med sangvalg. Derfor lavede jeg hende en baby-venlig playliste, som ikke har noget pludseligt hård rock eller anden larm – men som ikke samtidig er så gudsjammerlig kedelig, at nogen tror, man er blevet droppet af kæresten. En skøn blanding af sange fra vores lange venskab, roadtrip i USA, ungdomsår, koncerter og fælles favoritter. Hej Pomfrit blev også playlisten, som spillede i baggrunden, da Rikke lå på sygehuset og skulle til at føde. Det elsker jeg ret meget.

3) Hvad har nybagte forældre ikke nok af? Tid, søvn og overskud. Jeg kan ikke lave flere timer i døgnet og desværre nok heller ikke ændre på overskuddet, men jeg kan spare dem tid. Så jeg lod mine venner vælge tre retter ud fra en lang liste af frysevenlige måltider. I den første tid som familie har de således nogle nemme måltider, som man hverken skal handle ind til eller arbejde for. Det betyder morgenboller, meatballs i kødsauce og en osso bucco til den lille familie.

Rikke sætter op til Kongespil i baggrunden

Og det hele er jo ikke gratis. Det bilder jeg mig på ingen måde ind, at det er, selv om jeg harcelerer mod Magasin og deslige. Men de penge, jeg har brugt på lidt mad og et par balloner er bare en facilitator for den omsorg og kærlighed, jeg gerne vil give mine venner. Maden er et forsøg på at gøre deres tilværelse lidt lækrere og give dem mere overskud til deres lille baby. Jeg kan på en eller anden måde meget bedre lide den her slags omsorg og så gøre noget ud af gaverne, når det er rigtig tid til gaver. For det er det jo også en gang imellem, og det er jeg også helt vild med.

Jeg vil bare gerne væk fra, at alle begivenheder i verden er en lejlighed til at købe en gave. Jeg kendte engang to børn i årene op til deres skolealder, hvis kærlige bedsteforældre altid havde en gave klar, når de skulle se børnene. Det resulterede med tiden i, at børnene spurgte efter deres gave allerede på vej ind ad døren. Og vi er selv skyld i, at børn bliver sådan, hvis vi vælger gaver som vores primære måde at vinde deres kærlighed på. Vi kan andet og mere. Det vil jeg gerne slå et slag for.

Følg, like og del:
error20

Kødfri tanker fra en kærlighedsflexitar

Det seneste år har jeg reduceret mit kødforbrug med cirka 90 procent. Det, der startede som et par kødfrie dage om ugen med Artilleridrengene, tog fart, da jeg forelskede mig i en mand, der lever vegetarisk.

Omstillingsparat som, mit cv siger, jeg er, tog jeg fat på et temmelig nyt madunivers. Og de ting der er lykkes, vil jeg gerne dele ud af. Mestendels fordi:

Når jeg læser, at det der hakket noget bliver revet ned fra hylderne, forstår jeg godt nysgerrigheden. Hvad kan det? Hvad er det? Smager det virkelig på en måde, så man kan tro, man får kød? Men jeg bliver også lidt irriteret.

For i det år hvor jeg har handlet ind med min vegetar, er jeg blevet meget mere krakilsk med at læse indholdsfortegnelser, for hvor er der meget vegansk mad, der er noget lort. Det er palmeolie, hærdet kokosolie, stabilisatorer, udvandet hvedemel og noget-der-måske-engang-var-en-råvare blendet, forarbejdet og hakket til ukendelighed for at efterligne noget, det ikke er.

Og det er slet ikke nødvendigt. Det kan være værd at prøve. Jeg kan forstå lysten til en overgangsrite, der gør kødfri dage mere spiselige, men det er ikke madkvalitet i min optik. Så her kommer både et par råd og et par opskrifter, der har gjort mig glad i det vegetariske køkken.

1) Lav mad ud fra dine favoritter.

I grøntriget elsker jeg champignoner og peberfrugter. Og majskolber og bønner. Så når jeg laver mad uden kød, der normalt er en god smagssætter, så går jeg til værks med mine favoritter. Jeg ved godt, at du ikke gider lave mad med den samme grøntsag hver gang. Men med tanke på den begrænsede variation i dyr – svin, høne, ko, fisk – og de utallige tilberedningsmuligheder, så kan du altså også variere dine favoritter fra det grønne på samme måde.

Jeg smørsteger gerne mine svampe og får mest mulig smag ud af dem. Jeg bager eller griller mine peberfrugter eller smider dem sidst i noget, hvor de kan give knas. Jeg griller majskolber, som med smør og salt kan gøre alting til et lille mesterværk. Jeg laver chili sin carne med bønnerne. Igen og igen men med nye twist efterhånden.

2) Keep it simple

Hvis du skal handle 19 ting ind, inklusiv et krydderi, du aldrig har hørt om, har du måske taget munden for fuld. Med mindre, du har smagt den her ret, og bare må hjem og lave den selv, så kan du gå mere simpelt til værks.

Igen foreslår jeg at tage kendte favoritter og gøre noget med dem. Som kartoffelmos. Som sovs. Hvad kan jeg spise, hvis jeg gerne vil have min elskede bearnaise?, tænkte jeg en dag. Svaret blev (fordi det var sommer) lækre grillede arparges og fyldte grillede portobello-svampe.

3) Do “yum”

Har du en modstander i husstanden? Et barn, der ikke gider? En “jeg har en aftale med kaninerne om, at jeg ikke spiser deres mad, hvis de ikke spiser min”-type?

Så er heftige grøntsagssager måske ikke stedet, du skal starte. Men hvad nu hvis der er pizza? Eller chili sin carne? Her kan jeg jo godt se, at det der hakkede er smart, fordi det ligner og imiterer kød, og du ved selv bedst, hvor gelinde din familie skal tages. Men ffs. Er man nødt til at fake kød for at få lækker mad i familien? (Kan det høres, jeg ikke har børn?)

Her er et par lækre opskrifter, jeg elsker og bruger. Ish:

Pizza: Gorms pizzadej og guide er god. 

Du kan også bare hente dejen i køledisken eller hos din pizzamand. Jeg er blevet vild med at bage selv, men det tager fandme tid og tålmod.Til to pizzaer skal du bruge:

Et glas grøn pesto

to-tre store kartofler (ikke så store de bliver melede)

en-to friske, runde mozzarellaer (jeg bruger to, ost mand!)

et bundt frisk rosmarin

Skræl kartoflerne – eller skrub dem, det er op til sæson og dig – og skær dem i tynde skiver. Her er et mandolinjern smart. Sådan et har jeg ikke, så jeg går i krig med kartoffelskræller og ostehøvl. Det koster lidt hud på fingrene, men jeg kan ikke skære tyndt nok selv. Læg skiverne i vand, så de ikke bliver brune.

Når dejen er rullet ud (og din ovn allerede er 200-220 grader varm) smører du et lag pesto ud på bunden som var det tomatsauce. Jeg pensler også gerne olivenolie langs kanten. Læg så kartoflerne tæt over hele pizzaen, drys med hakket rosmarin og smid den i ovnen 8-10 minutter alt efter, hvor varm ovnen er og hvor hurtigt pizzaen ser ud til at blive bagt. Træk, skær eller flå mozzarellaen fra hinanden. Når pizzaen er halvvejs-ish efter de 8-10 minutter, smider du osten på og lader den bage færdig til kanten får farve og osten er smeltet. Så. Nemt. Servér, som om du er universets hersker.

Dal: Jeg går altid ud fra Valdemarsro’s opskrift. Jeg gør det ikke helt ens hver gang, og nogle gange skal der meget raita til at mildne min sjuskede omgang med chili. Men det der med at finde en gigalækker grund-opskrift og så lege med den, det er jeg fan af. Jeg har prøvet med grønne linser og beluga-bønner i blandingen.

Hvis du som jeg har en aversion mod bouillonterninger og fond på flaske, kan du lave din egen version af Jane Faerbers grøntsagsbouillon. Den er edderlækker. Jeg laver som regel halv/halv med og uden ost, så ham, jeg kan lide, kan lave vegansk mad også. Og så bruger jeg knap så meget salt, men fryser blandingen i isterningebakker med låg. Så kan man tage en op ad gangen.

Pasta: Jeg går groft til værks på den her Jamie Oliver-opskrift. Og når jeg siger groft til værks mener jeg: Hvadend pasta, jeg har i huset. Ikke altid med citronskræl, for det er ikke altid, jeg har citroner af en kvalitet, jeg vil rive ned i maden. Courgetter i samme farve. Nogle gange også en gulerod eller peberfrugt eller noget andet, jeg har i køkkenet. Ikke altid mynte, hvis jeg ikke har det. Catch my drift? Opskriften er mit udgangspunkt for det muliges kunst. Og den smager eddergodt uanset, og det tager ingen tid.

Og så vil jeg gerne lige rose Oliver for mange af hans “max 5 ingredienser”-opskrifter. Der er flere vegetariske, jeg skal prøve. Der er en bog, men han lægger altså rigtig mange opskrifter ud på sin hjemmeside også.

Gryderet: Endnu en sag fra Jamie Oliver. Og jeg kan nok ikke få nok af den nogensinde. Jeg. elsker. svampe. Og nej, jeg havde ikke de rigtige svampe og rigtige mængder. Sidst prioriterede jeg at skaffe shiitake, fordi deres nøddeagtige smag er lækker umami. Så købte jeg en svampe-blanding, nogle portobello og nogle tørrede karl johan. Og jeg brugte ikke smør uden salt, jeg brugte det smør, jeg allerede har. Til gengæld er det værd at bruge tiden på at stege svampene rigtig godt af, så de ikke skal tilberedes mere, når de skal tilbage i retten. Husk det, det gør en forskel.

Se lige, dude!

Følg, like og del:
error20

Gå selv tilbage til din fuser – Selvomsorg #2

– Jeg vender tilbage til det grimme

Det er ikke altid, jeg kan pege på, hvad der går galt. Hvorfor jeg pludselig befinder sig i et prøverum i Føtex i færd med at inhalere en pose bland selv slik i et forsøg på at skabe en velkendt følelse, når hele min krop er fyldt med følelser, der ikke kan sættes ord på. (Selvfølgelig et helt tænkt eksempel).

Andre gange fryser jeg i det øjeblik, hvor jeg skulle have åbnet mig og delt ud af min sårbarhed for at lade et menneske komme tæt på. Men i stedet lukkede jeg af og holdt dem udenfor.

En sjælden gang imellem siger jeg ord for hårdt, og jeg kan godt se det i deres ansigter. Den der lidt sårede fornemmelse, når de ikke helt føler at reprimanden står mål med forbrydelsen.

Og midt i de langt fra hensigtsmæssige måder at håndtere dagen og vejen på, er der ikke mere, jeg kan gøre. Jeg gør, alt jeg kan. Så kampen bliver at komme væk fra følelsen. Ikke at håndtere den, italesætte den eller føle den.

Men hvis klarsynet åbenbarer sig for mig i retrospekt, så klemmer jeg ballerne sammen og tager den op igen. Og forklarer, at jeg nogle gange har svært ved at optage plads, hvis den ikke bliver givet til mig, og så føler jeg mig kvalt og flygter. Eller forklarer, at jeg har svært ved at sige fra og øver mig på det. Men hvis folk er lidt tarvelige, så kan jeg godt komme til at sige rigtig hårdt fra, fordi jeg stadig øver mig. Så hvor jeg før ikke sagde noget, så overkompenserer jeg nu.

Jeg kan også hviske, at jeg ikke har det så godt med at vise sårbarhed, når tårerne presser sig på. Men nu hvor jeg ikke er i fare for at begynde at græde, så var det de her ting, der skete for mig. Så kan jeg vise min sårbarhed uden at vælte den ind i mine følelser.

Og det, der sker, er, at mine mennesker altid tager godt imod det, når jeg vender tilbage. Så hvis vi står i en lignende situation en anden gang, så ved de, at jeg ikke handler sådan på grund af dem. Og nogle gange kan de eller jeg også bremse mig i at gentage hele mønstret. Så det kan betale sig at vende tilbage til det grimme.

Følg, like og del:
error20

Andre tanker fra søndagens oprydningsbunker:

Oprydningen søndag bragte mig forbi julekortet fra min nu afdøde Farmor fra 2012. Jeg kunne for første gang se – sådan rigtigt – hvordan hendes hjælpeløse kragetæer slet ikke var den sirlige skråskrift, jeg husker hende for. Hvordan hun ikke kunne holde sig på en side af gangen, men skriften smelter sammen, så jeg faktisk i første omgang læste kortet forkert. Allerede dengang havde hendes hænder og hendes kognitive evner sat ud. Men jeg så det ikke. Jeg nægtede at se, at min elskede Farmor var begyndt at drysse under ud af en mental si nederst i hendes sind. Hun levede tre år mere.

Jeg fandt min Morfars håndskrevne tale fra min 18-års-fødselsdag. Et krøllet stykke linjeret papir, som jeg fik, da Mormor og Morfar flyttede ud af huset, de havde boet i 60 år og talen dukkede op igen. Dengang gjorde jeg ikke andet end at lægge talen i en udefineret rode-bunke. Søndag virkede den vigtigere end nogensinde. Det er det sidste, jeg har nu. Og et ægte minde, der afgiver ægte savn. Den slags savn, der ikke er sværtet af fortrydelse, som langt det meste af mit savn er. Rodet ubehjælpeligt sammen med ting, jeg ville ønske, jeg havde sagt eller gjort noget mere. Men de her to lapper papir, med nedskrevne jokes, udstregninger og lykønskninger fra min Mormor og Morfar, de er et ægte minde fra en fest og en dag, som vi delte.

Og lige der. Der savnede jeg Farmor og Morfar helt ind i knoglerne. Det lyder måske hårdt at sige, at det var første gang. Men det var en af de få gange, hvor jeg mærkede savn og kun det, og hvor jeg var bevidst om det. Fordi de gav mig ord med på vejen, og jeg ville så gerne have haft flere. Eller have skrevet mere ned af alle de historier, de fortalte mig. Findes savn uden en bismag af fortrydelse over det, man aldrig fik gjort?

I et langt mindre sørgeligt anliggende kom jeg også forbi en ny erkendelse.

Sååå. Kloge læsere og andre tjekkede typer der rent faktisk. Tja. Ved hvad der foregår i København. Og har nice tøj. Hvor kan jeg sælge mit skønne tøj på et marked, som folk gider besøge? Søndagens oprydning har nemlig også halveret min garderobe.

Det er plus size. Skal jeg måske sige. For en kynisk og ærlig gennemgang af mit tøjstativ har kostet mig halvdelen af garderoben. Tøj jeg elsker, tøj jeg har passet, tøj jeg aldrig har passet og tøj, som jeg elsker men simpelthen ikke går med. Men det kan ikke bare ryge ud. Aldrig.

Der er en komplet ubrugt kjole fra en lille NY-designer, som jeg stadig kan hulke lidt over ikke at fylde ordentligt ud i brystet. Der er en jakke fra den mindste vintage-forretning i Paris, hvor jeg med Rikke og Line kom til at bruge fire (?!) timer uden overhovedet at opdage det. Der er indkøb fra det år, jeg boede i Barcelona og fandt den sødeste walisiske mand, som havde byens bedste udvalg af nederdele. Der er en læderjakke fra turen til LA. De her ting er for gode. Men jeg bruger dem bare ikke.

Følg, like og del:
error20

Page 1 of 8

Powered by WordPress & Theme by Anders Norén

error

Enjoy this blog? Please spread the word :)