12 lektier, december 2016
I julemåneden var jeg alene. Jeg valgte at være meget alene. Jeg havde brug for at være meget alene. Det holdt hårdt, men da jeg fik sagt det til dem omkring mig, fik jeg også lov til at være i fred i min alenetid. Ikke ensomhed. Alenetid. Det er ikke ensomt at være alene. Det er langt mere ensomt at være sammen med de gale mennesker.
Nogle gange ved jeg ikke, om jeg vælger alenetiden, eller om den er en nødvendighed. Min teori er, at behovet opstår, hvis jeg ikke rummer mig selv 100 procent i selskab med andre. Hvis jeg lige udviser lidt mere gå-på-mod, ja-hat eller en anden prisværdig personkvalitet, som jeg ikke føler helhjertet i situationen. Hvis jeg skal indskrænke mig selv, fordi jeg ellers forventer at komme i en eller anden form for konflikt. Det ville nok aldrig ske, hvis jeg bare var mig selv 100 procent og sagde til og fra, som jeg lystede. Men alt er en lektie, og jeg øver mig, og når jeg ikke øver mig godt nok på at være lige præcis den, jeg er i dag, så bliver jeg træt af andre mennesker. Så skal der lidt alenetid, en bog og et savn efter en af de gode til, før jeg igen gider blande molekyler med andre.
