12 lektier, juni 2016
I juni lærte jeg, at livet er godt, når man gør gode ting.
Jeg tog til Rom med den ven, som havde indstillet mig til en pris. Opholdet var præmien. Vi tog den ven med, som senere på måneden sikrede mig en tur til Roskilde Festival. Vi drak gin og tonics og så på smukke ting. Vi talte dybt og nogle gange rablede vi bare. Vi talte om vores kroppe og vores sind og lærte os selv og hinanden at acceptere os selv og andre bedre. Uden forbehold. På andre tidspunkter talte vi bare om drenge. Eller dansede. Når vi ikke spiste. Pasta. Og ost. Og pizza.
På Roskilde Festival fik jeg for første gang nogensinde ikke Roskilde-blues sidst på ugen. Jeg ville faktisk ikke rigtigt hjem. Jeg var rullet ind i en tosomhed med min ven, som var så befriende og givende, at jeg ikke blev ensom i flokken. Jeg indså, at jeg kommer til at være en af de der virkelig gamle tosser, som nogle om 30 år kommer til at rulle lidt med øjnene over og spørge ”om jeg ikke er for gammel”, hvortil jeg vil grine kaglende og højt og sparke dem over skinnebenet.
Men jeg var glad. Selvfølgelig giver sommer også usandsynlig meget gratis lykke bare på solskinskontoen. Men jeg var glad for mere. For mig selv. For at vokse. For at være alene. Jeg græd af grin og kyssede for sjov og for livet og jeg grillede bøffer og læste bøger. Ind imellem var jeg vist også på arbejde, men det kan jeg ikke huske.
