Ze låvestowy: One flip is enough #1

Okay, vi fortsætter verdens værste følgeton. Den har været glemt, skubbet ud på et sidespor, sat til side. Og den er ikke tilfreds. Men det er, hvad man får, når man konkurrerer mod journalisthøjskolen, thisted og rødvin. Anyway.

Onsdagen efter jeg var vendt tilbage til Aarhus, fik jeg besøg. Et besøg der resulterede i dette indlæg. Så lad os bare kalde mødet en succes. Den Sunde og Raske kom til dinner and a movie i min lejlighed, vi lå i min seng, for jeg havde ikke en sofa, og da klokken nærmede sig 22, gjorde fjolset miner til at ville køre hjem? WTF? Lod ham blive og sove. Han havde også weekendtasken med, men havde efterladt den nede i bilen for ikke at virke for optimistisk.

Et besøg blev til flere. En dag tog jeg også til Skive. Vi så kun hinanden. Eller, jeg så kun ham. Men en rigtig ‘snak’ havde vi ikke haft. Jeg mente ikke, det var nødvendigt, for den fyr som gjorde kur til mig nu, var alt det, jeg havde troet, han var to år tidligere. Faktisk var han så meget på, at enkelte af mine veninder betvivlede, hvor vild jeg var med ham. Fordi det er nemt at negligere ens følelser og oplevelser, når man ikke skal kæmpe for dem. Faktisk var jeg selv lidt i tvivl om, om jeg var forelsket i ham eller forelsket i endelig at have fået ham? Og der var jo en verden til forskel.

Så en weekend i september eller oktober kørte han til København for at feste med gutterne. Den slags går vildt for sig. Meget. Og jeg regnede ikke med at modtage sms’er med sammenhængende tekst hele lørdagen. Fik en enkelt om eftermiddagen. Han var kommet godt derover, og nu var der øl.

Så hørte jeg ikke mere. Resten af aftenen hørte jeg ikke mere. Du kan selvfølgelig sagtens sige, at det ikke er nogen stor deal. Men jeg sad jo alene hjemme og kedede mig. Og så tænker man. Hold kæft, hvor man tænker. I øvrigt skrev vi sammen løbende hver dag. Det gør vi stadig. Også selvom det ikke var den Sunde og Raske Fyrs ‘stil’, da vi indledte vores flirt. For det er min stil. Og jeg går ikke på kompromis med mænd. Og hvis man er kompromisløs med mænd, finder man før eller siden én, der møder ens behov selvom de måske ikke har det samme. Jeg har behov for kontakt og ord.

Men denne weekend var der tavshed. Og han var i København, ovre ved alle de lækre damer. Og da jeg vågnede søndag morgen, var der heller ingen godnatbesked, som jeg var blevet så vant til. Intet. Nada. I det mindste lykkedes det mig IKKE at ringe op og spørge, hvad fanden der foregik.

Vejret i Aarhus var gråt. Det snusregnede hele dagen, og der var kun lort i fjernsynet. Intet der kunne distrahere mig fra tankerne om, at han da garanteret havde scoret. Vi havde jo heller ingen aftale. Åh nej, han kunne sikkert bedre lide hende end mig. Ville jeg overhovedet have ham, hvis han gik ud og scorede mens han så mig? Fortsæt selv tankerækken af hysteriske, latterlige tanker og spørgsmål.

Jeg endte med at gå. Ud. Uden min telefon. Jeg magtede ikke, at jeg konstant sad med det ene øje klistret på skærmen og ventede på, at han skulle afslutte et døgns radiotavshed.

Så jeg gik. Og gik. Og gik, og gik, og gik. I regnvejr, og hvad nyhederne efter et døgn ville kunne omtale som ‘nedtrykt sindstilstand’. Jeg havde tankekaos i hovedet og følelserne uden på tøjet. Og jeg  opdagede ikke, hvor jeg var, før jeg stod ved en motorvejstilkørsel, og måtte trace mine skridt tilbage for at finde en bus hjem. Hurtig hovedregning fortæller mig i dag, at jeg vandrede rundt i lidt over to timer og 15 kilometer, før jeg gav op og tog bussen hjem.

Til en telefon, der stadig var tavs…

Følg, like og del: