Ynkeligt selvbillede

Nåmn, jeg tog til træning igår. For første gang i.. Ja, det ved jeg ærlig talt ikke. Det er så længe siden. Så længe, at mine træningssko stadig står ved veninde M, efter jeg overnattede en uge hos hende.

Men der var det dér Afropowerdance. I know, virkelig latterligt navn, men jeg er i forvejen en sucker for Latinmix (når det er en god instruktør), og veninde C har talt så varmt om emnet, at jeg kastede mig ud i et forsøg.

Og daaaamn, der kom sved på panden. Og der blev hoppet. Og rystet. Og rystet lidt mere. Og jeg synes godt nok, at jeg har lige rigeligt at ryste med i disse dage. (Hvad mener du med, at to donuts, en pose vampyrer og en pose m&m’s er en dårlig erstatning for frokost og aftensmad?) Men jeg gik all in. For sådan er jeg. Vi har talt om det før, jeg har kun to funktioner; all in eller not in at all.

Men der er en del snurren rundt, rysten hovedet, lukken øjnene og gøren omkring i sådan en afrotime. Og jeg er i håbløst dårligt form. Og jeg fik ikke lige noget at spise mellem 13 og 18:30 igår. Og på et tidspunkt, mens vi snurrede og snurrede og jeg overhovedet ikke havde et fokuspunkt nogen steder i salen, blev jeg lidt dårlig.

Du ved, hvor man liige stavrer lidt tøl højre, to skridt tilbage og undrer sig over, at man ikke kan mærke den luft, som man indånder nogen steder i kroppen. Og lige dér fik jeg det værste drag over selvtilliden, jeg har fået længe. Af mig selv.

Jeg tænkte: ‘Hvad nu, hvis jeg drater om, men de andre synes jeg er sådan en tyk ulækker én, som de ikke vil røre ved for at hjælpe?’

Tak for den latterlige hjerneselvopfattelsetykhedsfølelse. Kæft, jeg er træt af mig selv lige nu mand. Og lidt depri. Må jeg så godt få kage? (Skruen uden ende…)

Følg, like og del: