*Advarsel: Dette er en dybt lommefilosofisk tekst uden konklusion og uden helt at vide, hvor jeg vil hen med det*

Olga Ravn fik mit hoved til at brænde lidt sammen i går.

Hvad og hvem skriver jeg for?, spurgte hun, der med De Ansatte skrev en af mine yndlingsromaner sidste år. Celestine fra hendes hånd kan jeg også kun give mine varmeste anbefalinger.

Hvad er vigtigst?, spurgte hun på Instagram. “At jeg under skriften, i mig selv, ser og afdækker en løgn? Eller at værket, når det står færdigt, afdækker løgne for læseren?”.

Hun nåede frem til sidstnævnte, mens jeg hæftede mig så meget ved spørgsmålene, at jeg gik i stå ved førstnævnte.

For hendes ord rejste også spørgsmålet om, hvad det er, vi skriver, når vi forsøger at skrælle lag af den løgn, samfundet har fodret os gennem hele livet og se hvad der ligger bag – og vise læseren, hvad der ligger bag.

For selv om jeg skræller et lag, viser jer, hvad jeg har fundet og føler mig klogere og tættere på min egen sandhed, så sidder jeg måske stadig fast.

“Men hvordan kan jeg vide, hvad der er mig, og hvad der er løgnen man har madet mig med i 30 år?”

Shit. Jeg ved det ikke. Når vi nærmer os hinanden. Når vi sætter ord på systemiske problematikker, løsriver os fra stigmatisering, vanens magt og andres overbevisning, løsriver vi os så til frihed eller til næste ring af Dantes Inferno? Et nyt sted i samfundets trummerum, hvor vi igen pacificeres i den trygge vished om, at NU har vi gennemskuet det hele?

Følges vores aktivisme af netop den passivitet, som omgivelserne bare venter på, at vi når frem til, så vi igen er sat i skak og igen ikke råber op og gør os besværlige? Bryder vi ud til nye erkendelser eller til den næste fastlagte flise på en sti, andre har styret os hen imod?

Jeg ved det ikke. Og nu er jeg i en småeksistentiel krise over det.

For mig er det at skrive en langsom proces, hvor jeg skraber lag på lag af skrald af min bevidsthed. For at nå ind til det, der er min inderste kerne, renset for de tanker, meninger og påvirkninger, der er blevet mig givet af verden omkring mig.

Men jeg har det en smule som Shrek. For hvert lag skabet af omgivelserne jeg skraber af, åbenbarer sig et nyt, som jeg igen ikke kan påstå er mig og mit inderste. For der ligger altid en ny påvirkning.

Socialkonstruktivistisk er det en utopi at tro, at jeg nogensinde kan grave dybt nok til at finde og lære min egen kerne at kende. For jeg erkender og anerkender, at min virkelighed er skabt og skal forstås som en social konstruktion.

Mennesker dør, hvis vi ikke har andre mennesker. Vores hjerner udvikler sig ganske enkelt ikke, hvis vi ikke er en del af vores flok. Men flokken skaber ikke kun, den skæmmer og smitter også. Og i tilfælde hvor man afviger fra sociale normer, lærer vi gennem sprog og andres erkendelse af verden, hvordan vi skal opfatte verden og os selv i den.

Jeg er kvinde og tyk. Det sender mig flere trin ned ad stigen af “hvor lidt du kan være påvirket negativt af samfundets fortælling om dig”. Andre kan forlænge listen med deres egne træk.

Vores virkelighed er en social konstruktion, og gennem sproget har vi fået rammer og evner og muligheder for at forstå den verden. Men med denne skabelse af den virkelighed, vi alle abonnerer på, kan jeg så gøre mig forhåbninger om nogensinde med min bevidsthed at dykker ud under de lag, der er lagt over mig?

Er det her sandheden? At vi bliver ved med at spejle os og tale og tænke og grave kun for aldrig nogensinde at slippe fri af, hvordan samfundet har stigmatiseret og rammesat vores selvforståelse – fordi vi ikke er uden samfund?

Jeg ved det ikke. Men shit altså. Og klokken er kun 10.

Følg, like og del:
20