When in Paris…

– Dette indlæg er en del af Spies’ konkurrence om at blive Danmarks bedste rejseblogger –

Der var ingen tvivl om, at vi var faret vild. Set i bakspejlet, var det måske heller ikke den skarpeste beslutning at hoppe ind i en parisisk taxi og bare sige Saint Michel, fordi damen på kanalrundfarten havde fortalt, at det var her de unge, de studerende og kunstnerne holdt til.

For lidt siden kunne vi stadig se et hjørne af Notre Dames ene tårn, men på nuværende tidspunkt havde jeg helt mistet orienteringen. Jeg var sulten. Den første restaurant vi kom ind på, viste sig at være italiensk. Og have plastikborde i en frisk orange farve. Og mange børn i ulvetimen. Ikke helt det parisiske eventyr, jeg havde lovet Rikke og Line, som mildest talt lignede nogen, der var lidt trætte af min ‘kom nu skal vi fare vild sammen’-plan.

Vi var tæt på at give op. Havde faktisk allerede købt en flaske vin, en proptrækker og en pose ærter og ledte nu efter en trappesten at belejre, da Rikke spurgte: ‘Er det der ikke en restaurant?’.

Det gule lys faldt i firkanter ud af de dybe vinduer i den rå stenmur. Fra den åbne dør kunne man høre et muntert klaver og en bombastisk damestemme, der i sopran gengav et øjebliksbillede fra Carmen. Og jo! Derinde bagved var der borde.

Vi fik klemt os ind på det sidste ledige bord i det lille lokale. Lige ved siden af en tynd kvinde, med en nærmest undskyldende kropsholdning, der helt opslugt fik tangenterne på et stueklaver til at sprede stemningen fra En Amerikaner i Paris.

Ved hendes side stod en kvinde, komplet med baskerhue og et henslængt tørklæde, der bare fungerer på den måde, som hun parisiske kvinder kan få tørklæder til at fungere. Jeg ligner sgu altid en der er eskimo eller er ved at blive kvalt, når jeg prøver på det samme.

Med hænderne solidt plantet i siden bar den baskerklædte kvinde os igennem den ene sang efter den anden. På den måde, du altid har forestillet dig, at det går for sig på en ‘rigtig’ fransk bistro. Ingen scene. Ingen mikrofon. De travle tjenere smøg sig forbi hende på vej til og fra bordene, der kun rummede få turister, men mange stamgæster, som tydeligvis alle sad ved ‘deres’ bord.

Vi bestilte ost og rødvin. Det var ligesom det eneste rigtige. Og i et par timer glemte vi at tale sammen. Vi nippede, sippede og sugede til os af den mest berusende stemning.

På et tidspunkt fik jeg øjenkontakt med Line. Hendes øjne var blanke, og jeg kunne se på hende, at jeg var et spejlbillede på de følelser, jeg kunne se i hendes ansigt. Vi sad der. Tre veninder. Bare sammen. Hele aftenen. I en pause fra alt undtagen skønhed.

På et tidspunkt rejste Jean Pierre ved vores nabobord sig og satte sig over til os. Underholdt om sin tid som fransk diplomat. Da aftenen skiftede mellem to sangerinder, fik han lov til at give et nummer. Tjenerinden himlede med øjnene, da hun gik forbi os, og fik med tyk fransk accent afsløret, at han altid synger den samme sang, og at hun virkelig syntes, han trængte til at lære en ny.

Den aften var i rejsemål den mest fuldendte i mit liv. Aldrig før eller siden, har jeg oplevet at have en drøm – ofte farvet af lidt for mange gamle film, et lidt for romantisk og rosenrødt verdensbillede og en lidt for livlig fantasi – som bare gik i opfyldelse. Bare helt tilfældigt at falde ned i den smukkeste scene, som Fred Astaire, Gene Kelly eller Audrey Hepburn uden problemer ville kunne vandre lige ind i.

Så hvis du nogensinde kommer forbi Paris igen. Så gå over Seinen nede ved Mont Martre og ind i Saint Michel. Tag et kort med. Gør det i foråret. Mens alt springer ud, og duggen i byen dufter helt rigtigt af løfter om sommer og sprød morgenkulde.

Find Rue Galande. Den er ikke langt væk, viste det sig, da vi skulle finde hjem igen. Og sæt dig ind på Aux Trois Maillets. Bestil husets ostetallerken og en flaske Chateau Garreau. Og glæd dig til aftenens sangerinder. For ja, der er musik hver aften, fortalte Jean Pierre os. Møder du ham, skal du i øvrigt ikke takke ja til vin, det er noget værre sprøjt, han drikker. Men han er sjov og tegner tegninger på servietter.

 Line og jeg – før vi gav os til at småtude og blive nostalgiske.

Rikke med restauranten.

Opera-sangerinden, vores musikant og Jean Pierre med ryggen halvt til.

Mig, der forsøger at illustrere, at jeg er flyvende af lykke på vej hjem til hotellet.

Følg, like og del: