Vigtige huskeregler når du shopper makeup
Don’t get carried away: Hvad kom du efter?
I går var det lidt trægt, at jeg havde lovet Amalie, at vi skulle finde lige præcis de produkter, hun havde brug for. For selvfølgelig var to ud af tre ting, vi havde talt om, udsolgt. Og når man står der i Sephora og egentlig havde glædet sig til at købe noget, så kan man nemt komme til at tænke “Nå, men hvad kan jeg så købe i stedet?”. Det er en farlig tanke – for mig, fordi det ofte betyder, at jeg finder en rød læbestift, som er det nemmeste at vælge. Men jeg har fem liggende i skuffen derhjemme. For jeg kan godt lide bestemte farver! Og jeg udfordrer ikke de farver ret meget. Så der er INGEN grund til at trøstekøbe et produkt mere i samme kategori, bare fordi min pudder var udsolgt. For Amalie betød det også, at vi lige tænkte “Hvad med en BB-cream så?”. Men måske er det ikke lige her og nu på gulvet uden at ane, hvad der står på hylderne, at man skal træffe en beslutning om et produkt, der skal matche huden perfekt og gøre samme job som en ansigtscreme. Der skal lige research til.
Hvis du får hjælp: Se på din ekspedient
Når man står lidt rådvild mellem hylderne og ikke kan finde ud af, hvor man skal starte mellem de 18 muligheder for at få en ny foundation, concealer eller blush, så er de der. “Kan jeg hjælpe dig med noget?”-damerne. Og det kan de tit. MEN. Gør lige dig selv en tjeneste at kigge rigtigt på dem. Sådan grundigt. For blandt de dygtige makeup-artister og brand-eksperter, der går rundt og rådgiver om makeup i Magasin, Sephora etc., så er der altså også nogle damer, der bare er der. Som et job. Som sælgere. Og det kan du godt se på deres makeup. Så hvis du får gode råd om farve, produkter og applikation, så gør lige dig selv en tjeneste og kig på dem og spørg dig selv “Synes jeg, hendes makeup ser god ud?” Hvis ikke, så skal du måske ikke lade hende afgøre, hvordan din makeup skal se ud.
De er sælgere først – hjælpere second
Jeg havde lovet Amalie hendes livs bedste øjenskygge-base som without a doubt er Mac Paint Pot-øjenskyggerne. De er egentlig øjenskygger, men farven Soft Ochre er perfekt til min gule hudtone som en øjenlågsprimer, der holder øjenskygge på plads og forhindrer, at den lægger sig i folderne på øjet. Farven var dog for gul til Amalie, så vi bad om farven Painterly. Der er mildt rosa pigmenteret og derfor passer meget bedre til røde hudtoner. Men som var udsolgt. I stedet fik vi præsenteret en anden farve, som var endnu varmere i farven og rent faktisk så ud som en reel øjenskygge og ikke bare en base – og her skal du altid lige slå bremsen i. Når du beder om noget, de ikke har, vil de altid prøve at tilbyde dig noget andet. Uagtet, at det de tilbyder dig ikke lever op til det, du ikke kunne få. På samme måde skal du ikke bare stole på, at en anden pudder kan gøre det samme som din favorit, der er udsolgt. For de er så forskellige som… Ja, ting der er meget forskellige. De kan alle være gode, men hvis du kender dit BEHOV, skal du ikke gå på kompromis med et andet produkt.
Kræv din tester
De har dem i skuffevis og kassevis og de har små flasker og bøtter, de kan pumpe produkter ned i. Det kan godt være, de ikke nævner det selv, men du skal øve dig på at bede om testere. Når du prøver en foundation eller concealer eller andre cream-produkter, så er det bare ikke en særlig troværdig repræsentation af din virkelighed, at klatte noget på din hud sidst på eftermiddagen ved siden af den makeup du har (eller ikke har) haft på hele dagen. Du skal have ro til at prøve den hjemme, i ro og mag med dine andre produkter og se, hvordan tingene spiller sammen. Hvordan farven passer dig. Og hvor lang tid produktet holder på din hud. Det er vanvittigt at skulle kaste 250-500 kroner efter et produkt i blinde. Så bed om en tester, og bed gerne om nok produkt til to dage. De skal give dig den, og jeg har aldrig oplevet sure miner – de tilbyder det bare ikke selv, for en tester betyder, at du ikke køber noget i dag.
Kræv gennemsigtighed i Sephora og lign.
I makeup-afdelinger som Boozt, Sephora og lignende går der en masse søde damer rundt og hjælper dig med at vælge. Og de er allesammen ansat af hver sit brand. Så hvis du står foran Fenty og overvejer at købe noget, og hende der hjælper dig, lige pludselig taler om Makeup Forever eller et helt tredje produkt – ja, så er det nok fordi, hun arbejder for dem. Så spørg dem lige. Når de tilbyder dig hjælp. Spørg “Er du fra (indsæt selv det mærke du kigger på?”. Selv hvis du ikke kigger på noget bestemt, er det bare bedre at vide, hvem de repræsenterer – det giver dig bedre mulighed for at bruge deres råd til noget.
Walk around / 24 timers-reglen
HVER gang jeg er i Sephora vælter jeg mig i Rihanna’s glimmer-dimmer fra Fenty Beauty og går derfra som om jeg er en disko-kugle. Og jeg elsker den, og jeg har altid lyst til at købe den. Men jeg gør det ikke, for når jeg går hjem, glemmer jeg den igen. Jeg synes altså, den er sjov. Men jeg sidder ikke og mangler den, når jeg ligger min egen makeup derhjemme. Så når du prøver ting – så gør netop det. Prøv dem. Tag dem på videre, både så du kan se, om de holder eller ændrer udseende på din hud. Men også, så du kan mærke, om du rent faktisk stadig går og sukker efter produktet dagen efter. Det forhindrer altså en del ligegyldige impulskøb. Trust me.
Tag din ondeste veninde med
Ved du, hvem du kan stole på? Hende der fortæller dig, når du ligner en 12-årig der har fået fingrene i mors makeup-pung. Hende, der fortæller dig, når du har noget mellem tænderne og hende, der tager tykt pis på dig, hvis du i modens navn har kombineret tophue og trench coat, mens andre stadig går i shorts. Tag hende med, for hun skal nok fortælle dig, hvis du ligner et fjols – det kan man ikke stole på ekspedienter til at gøre.