Velkommen til Trix 2.0

Jeg har truet med det før. Med at rydde op, tage mig sammen og gå i gang med at behandle den her blog, som den fortjener.

For mit tekstunivers fortjener uendelig meget godt. Det har været min dagbog, min rettesnor, mit råbested, mit frirum og i øvrigt stedet, der har givet mig nogle af de fineste venner, man kan forestille sig. Bloggen har altid behandlet mig godt, men jeg har ikke altid behandlet den godt.

Det er der flere grund til. Nogle gange manglende tid, andre gange manglende inspiration eller dovenskab. En sjælden gang imellem har mit liv været i stormvejr, som de fleste skribenter vil vide, ikke gør sig særlig godt på internettet i realtid.

Men jeg må også være helt ærlig. Efterhånden som blogmediet voksede sig større og større, har jeg sgu følt mig for fin til titlen som blogger. Jeg elsker min blog og jeg har elsket at have en blog, men jeg har ikke altid kunnet lide ordet i hverken min eller andres mund, når jeg blev omtalt som en blogger. Fordi bloggere og influencere og youtubere og deslige er noget, vi har valgt er lidt mindre værd end de finere termer som journalist, forfatter eller PR/kommunikationsansat. Men altså. Det er jo syv sider af samme sag (dermed ikke sagt, at man ikke skal være helt ærlig om, hvornår man er hvad), og i sidste ende kan de ældre brancher og titler ikke skyde de yngre andet i skoene, end at de tit er bedre til at tjene penge. (Og misundelse er en grim ting, ikke?)

I de mange år med forskellige tanker om, hvad jeg gerne ville med bloggen, har jeg også altid været bange for at skubbe folk fra mig. Hvad vil mine faste læsere sige, hvis jeg pludselig begynder at tale om makeup? Stopper folk med at klikke forbi, hvis jeg vil anbefale musik eller bøger? Er jeg egentlig kun læseværdig, når jeg har ondt i livet, og folk kan få lov til at dykke ned i rå følelser?

Jeg har bare glemt, at bloggen er min. Den er mit fristed og mit ansvar og det er mig, som i sidste ende skal kunne lide at være her – for jeg er her mest af alle. Og jeg betaler for domænet.

Så med alt det sagt, velkommen til Trixyworld version 2.

Den ligner sig selv, men er blevet ryddet lidt op. De gamle faner er støvet af og under menuerne i toppen af siden kan du finde de ting, jeg kommer til at skrive mest om i fremtiden.

Og her bliver det smart. For forsiden vil som altid være som den er. Her er den seneste tekst øverst, og de andre følger efter i al uendelighed. Men hvis du ikke gider læse det hele, så kan du altid vælge både overordnet kategori eller mere specifikke underkategorier og slippe for alt det andet. På den måde håber jeg, at alle kan holde ud at være med.

Lidt mere nede i detaljerne, har jeg brugt en del energi på at rydde op i mine tags – de små kategorier, der står nederst i alle indlæg. Så hvis du læser om noget, du kan lide, så kan du også med tags læse mere i samme boldgade. Hvis du er ny læser her, kan jeg anbefale tagsne Klarsyn, Glimt, Far og Ze Låvestowy, hvis du vil have lidt historik over, hvad bloggen har været for mig de sidste 10 år.

For jeg har stadig masser af ord i mig. Lige for tiden vælter de frem og tilbage, og jeg skal lige huske mig selv på, at det at have en blog er et marathon og ikke en sprint. Så jeg håber, at jeg ikke supernova’er på jer og bare forsvinder igen om en måned. Det er ikke mit mål. Jeg er her for at vi igen skal tale om vigtige emner, være ærlige og rummelige overfor hinandens oplevelser og i håbet om, at min ærlighed kan være en inspiration eller hjælp til andre med samme følelser.

Men jeg er her også igen for at teste makeup, fortælle dig hvad for noget musik du VIRKELIG bør lytte til, hvis du ikke allerede gør. Jeg er her for at tale om mad og rejser og kunst og venner. Og du er inviteret til det hele, hvis du gider.

Så ja. Det er vel basically det. I’m back ma bitches. 

Følg, like og del: