Varme og nærhed
Efter en fantastisk nat med Leise og nyeste facebookveninde J (Leises veninde, som halvvejs bor her med os), havde kroppen det ikke optimalt.
Jeg kan virkelig få latterlige tømmermænd og det skete også igår. Så det var faktisk ikke så svært at tage bussen hjem til storebror og gå omkuld på sofaen, med svigerinde, mor og far omkring mig. Ægte familiehygge – men nu i København.
Det var næsten ligesom at være hjemme igen. Lækker mad og Voice i tv. Har intet set af den serie før – det kommer jo lissom om lørdagen, hvor jeg normalt skal ud og vise skinkerne frem. Men så fik jeg da finalen med.
Og vi hyggede os. Snakkede. Drak sodavand. Allesammen. For for første gang, blev der ikke sat alkohol på bordet. Det bliver der aldrig igen, når vi er sammen. Det ved vi alle. Og det er en god ting.
Mor og far rejser på ferie til Gran Canaria i morgen. De tager lige en uge med stikket ude og nogle gode venner, inden far tager anden halvdel af sin behandling.
Han gør det så godt. Han har selv kørt til Kolding uden wingman hele ugen – OG han har fået sin dankort igen. Det ligger fint i hans pung, og han køber ikke øl med det. Heller ikke selvom han er alene.
Og fordi far ikke konstant skal finde en måde at få øl på, og ikke går rundt med dårlig samvittighed resten af tiden. Og fordi mor ikke er sur på ham, eller mistænksom, og fordi vi andre ikke er ængstelige og på vagt, er vores samvær for første gang rigtig nært.
Far er ikke udenfor mere. Vi er sammen.
Sofie
26. februar 2012 @ 20:12
ER vokset op med en far på øl, som drak sig ihjel…. dejligt at høre at det kan gå anderledes for andre….. Held og lykke til ham.
Kaffe & T
26. februar 2012 @ 21:04
Hvor er I stærke. Og hvor er livsbekræftende at høre om den positive udvikling!