Undskyld søster. Jeg har været en dårlig allieret.

Alt for længe har jeg ikke set, hvad jeg gjorde ved mig selv og ved menneskerne omkring mig. De tykke af dem. Som jeg selv er en del af, og som jeg slog et slag for sidste uge.

Jeg har simpelthen ikke været klar over, hvad jeg gjorde. Jeg troede, jeg var for os alle. At jeg passede på os og repræsenterede os. Ligesom i indlægget her fra 2015.

Jeg er stadig sindssygt glad og stolt af langt det meste, jeg skrev dengang. Hvor jeg kun lige var begyndt at sætte ord på, at jeg var god nok og ikke skulle ændre mig. Men det sidste afsnit afslører alligevel, hvad jeg slet ikke havde forstået:

”
Og før i helseapostle kommer væltende og gemmer jeres fat shaming i bekymring og omsorg og snakker om overvægt og sundhedstilstand, så vid, at jeg squatter 100 kilo uden problemer, træner flere gange om ugen, spiser mine grøntsager (og mit bland selv slik) og at hverken læge eller talrige forsøg kan pege på sundhedsmæssige ulemper ved min størrelse pt.

“

For hvad så, hvis jeg en dag ikke træner 3 gange om ugen? Hvad hvis jeg bliver stresset og prioriterer skole, job og samvær med venner over at træne? Hvad hvis jeg ikke altid er sund og stærk? Er jeg så pludselig mindre værd som menneske? Er jeg så en dårlig tyk person? Skal vi bevise vores værd i form af styrke, mentalt overskud, træning eller noget helt fjerde for at kompensere for, at vi har den frækhed at veje flere kilo end så mange andre?

NEJ, vi skal ikke. Og jeg skal ikke. Den tankegang var – hvor flov det end gør mig at erkende – en måde at distancere mig selv fra ‘de dårlige tykke mennesker’ på. Dem som ikke var stærke eller sunde, samtidig med de var tykke. En måde at placere mig selv mentalt i et limbo mellem tyk og sund, så jeg ikke helt skulle dømmes lige så hårdt som de andre tykke.

Undskyld. Jeg vidste ikke bedre.

For kort tid siden skrev en af mine veninder til mig. Hun havde fundet en ‘test hvor god din form er’ i et dameblad. Men fordi hun ikke kan tage armbøjninger, konkluderede hun og testen, at hun må være mindst 200 år gammel.

Min kloge, gode og søde veninde, der hver dag er Mor for sine tre børn, slæber rundt på udstyr, sager og den yngste. Handler, laver mad, passer arbejde og forsøger at passe sig selv også, hun fik det indtryk, at hun var… ringe. Fordi hun ikke kan tage 15 armstrækkere.

Hvad fanden er det for en måde at måle mennesker på? Det må vi holde op med, og jeg skal også selv aflære den måde at vurdere mennesker på. De er ikke, hvad de magter. De er ikke, hvad de kæmper for. Vi har allesammen en i os boende værdi, fordi vi er til. Fordi vi er i live. Og det er godt nok. 

Så undskyld. Hvis du har følt dig sorteret fra af min ‘Jeg træner, så jeg er en god tyk person.’ Du og jeg er alt godt i livet værd, uanset om vi sidder på spinningcyklen, kontorstolen, sofaen eller hvadvedjeg. Hjælp mig med at huske det i fremtiden, hvis jeg omtaler dit eller mit eget værd forkert. Selvværd er en proces for mange. Vi kan øve os sammen.

Følg, like og del: