Tudefjæs

Lige for tiden græder jeg næsten dagligt.

Altså, ikke sådan hulk og vræl, men der er sjældent en dag, hvor der ikke lige triller en tåre over et eller andet mere eller mindre væsentligt. (Nej, jeg er IKKE gravid) Jeg er bare blød som smør indeni. Og varm chokolade. Med flødeskum.

Men det er en ret underlig erkendelse. Det der med at opdage, hvor forskellige ting, der kan få mig til at græde. Jeg nævner i flæng:

Extreme make over – any edition (man skal ikke se det skidt)

Tømmermændene efter julefrokosten i fredags

Erkendelsen af, at min mor skal dø en dag og at mennesker med diabetes lever kortere tid end andre – og erkendelsen af, at det ikke er uvilje som gør, at hun ikke altid følger mine eller lægens råd for at passe på sig selv, men at gode og fornuftige mennesker bare ikke altid kan vælge rigtigt – selvom de godt forstår vigtigheden af det rigtige valg

Erkendelsen af, at jeg er nøjagtig ligesådan

Min reaktion, da en ung indvandrer henvendte sig til mig for at få hjælp til at finde en adresse i går, og jeg syntes han kom lige lovligt tæt på. (Flåede min taske op under armen, hvor jeg klemte den godt fast, så ingen kunne liste hånden ned efter min pung) Først, da han pegede på sit øre, indså jeg, at han var enormt hørehæmmet og havde et høreapparat siddende i huden bag øret.

Generel tristesse over, at nogen skal kæmpe med et hvilket som helst handicap. Især en sød, ung fyr med liiidt for meget deo på, der i sin dynejakke og moderigtige Nike-sko skulle mødes med nogle venner, men som ikke kunne finde vej og ikke kunne høre. (Endte med at tage ham under armen og følge ham hele vejen til adressen)

Kan det passe, at julen er tudefjæsets fest?

Følg, like og del: