Tudefjæs
Lige for tiden græder jeg næsten dagligt.
Altså, ikke sådan hulk og vræl, men der er sjældent en dag, hvor der ikke lige triller en tåre over et eller andet mere eller mindre væsentligt. (Nej, jeg er IKKE gravid) Jeg er bare blød som smør indeni. Og varm chokolade. Med flødeskum.
Men det er en ret underlig erkendelse. Det der med at opdage, hvor forskellige ting, der kan få mig til at græde. Jeg nævner i flæng:
Extreme make over – any edition (man skal ikke se det skidt)
Tømmermændene efter julefrokosten i fredags
Erkendelsen af, at min mor skal dø en dag og at mennesker med diabetes lever kortere tid end andre – og erkendelsen af, at det ikke er uvilje som gør, at hun ikke altid følger mine eller lægens råd for at passe på sig selv, men at gode og fornuftige mennesker bare ikke altid kan vælge rigtigt – selvom de godt forstår vigtigheden af det rigtige valg
Erkendelsen af, at jeg er nøjagtig ligesådan
Min reaktion, da en ung indvandrer henvendte sig til mig for at få hjælp til at finde en adresse i går, og jeg syntes han kom lige lovligt tæt på. (Flåede min taske op under armen, hvor jeg klemte den godt fast, så ingen kunne liste hånden ned efter min pung) Først, da han pegede på sit øre, indså jeg, at han var enormt hørehæmmet og havde et høreapparat siddende i huden bag øret.
Generel tristesse over, at nogen skal kæmpe med et hvilket som helst handicap. Især en sød, ung fyr med liiidt for meget deo på, der i sin dynejakke og moderigtige Nike-sko skulle mødes med nogle venner, men som ikke kunne finde vej og ikke kunne høre. (Endte med at tage ham under armen og følge ham hele vejen til adressen)
Kan det passe, at julen er tudefjæsets fest?
9. december 2013 @ 19:38
Uhh, kender det godt. Jeg tuder over alle “forvandlings”reality-programmer for tiden, alle “man-skal-gå-så-grueligt-meget-igennem-før-det-bliver-godt” – film/serier/børneTV, alle billeder/historier/film om børn, der bliver væk/bliver fundet/har det godt/har det dårligt, alle ting med dyr, livet, kærligheden, døden – alt. Det må være julen!
9. december 2013 @ 20:55
SKal vi to ikke bare vedtage, at det er julen? Også den eneste måde, jeg kan se en ende på tuderiet på…
9. december 2013 @ 22:41
Tak 🙂 jeg ved ikke hvad du har gjort, men nu kan man igen læse hele dit indlæg i bloglovin’-appen. Det har der ellers været rod i noget tid – ikke at det får os til at blive væk, men det andet er bare nemmere 🙂 Glædelig jul(-e hyl)
10. december 2013 @ 09:40
Du er igang med at beskrive mig, Trix! Jeg har indenfor de sidste to timer grædt 4(!) gange og jeg har ikke noget at græde over. Sidder pt. på KUA og var lige ved at græde over din historie med den unge mand.
Jeg er heller ikke gravid (tog en test i sidste uge), så hvad fanden sker der lige?!?!?!
10. december 2013 @ 15:17
det er fordi det er hjerternes festmåned og det er godt at have følelserne trillende ned af kinderne engang imellem<3 -som i rigtig godt -og vigtigt! -så man husker dem allesammen<3<3<3 juleknus fra muttilove
16. december 2013 @ 12:56
Viljen er total overvurderet som magisk fix-it-all. Masser af tanker til din mor fra mig, som døjer med egen og andres forventning om, at man bare skal tage sig sammen for at få tingene til at køre, hvis tingene ikke kører.