Traditionernes tradition

For nogleoghalvtreds år siden ville to unge mennesker gerne have hinanden. Anny Marie var en ung, smuk pige, og nu havde hun altså kastet sin kærlighed på Villy Anker, til trods for hans fem ældre brødre, der også var nogle flotte fyre…

Men de ejede jo ikke kongens mønt de kære små. Villy var i lærer som værktøjsmager, og hans lærlingeløn rakte ingenlunde til en diamantringe – for slet ikke at tale om en fest. Heldigvis var Annys mor snarrådig. For fest skulle der jo alligevel være nytårsaften. Sammenskudsgilde, hvor alle spyttede, hvad de nu havde i puljen, og så fejrede de et nyt års begyndelse med manér.

Så hvorfor blev de to unge mennesker ikke bare gift på denne dag? Der skulle allerede holdes fest, og alle var med til at betale?

Sådan startede min Mormor og Morfars samliv. Jeg aner ikke, hvad andre mennesker bruger deres dag på den 31/12, men hele min barndom har vi været til rundstykker og kakao hos Mormor og Morfar nytårsaftensmorgen. Og fejret deres bryllupsdag.

Vi har sågar fejret deres guldbryllup på dagen, med pomp og pragt. Til stor galla, med lange kjoler, fine herrer, tjenere og tango med Onkel Svend på 90. Damn, den mand kunne danse.

Men det jeg har nydt mest, har været morgenerne. Med familien. Kun de nærmeste halvtreds, naturligvis. For min familie kan ydmyge hele den Sicilienske mafia i størrelse og sammenhold.

For fire år siden blev Morfar syg. Meget syg. Af kræft. Faktisk havde vi allesammen indset, at det ville slå ham ihjel, da han overvandt sygdommen. Men den tærede på både ham og Mormor. Og vi kunne alle godt forstå, at et par i halvfjerdserne ikke længere magtede at have hele klanen på besøg på én gang. Så traditionen døde med kræften.

Indtil i år. Hvor jeg ringede rundt. Til moster Edith og tante Ruth. Til fætre, kusiner, onkler, tanter, en enkelt bror plus det løse. Og meddelte dem, at der var høflig selvbetaling og selvbetjening på Cab Inn i Odense. Så skulle ingen stå med slæbet.

Det kan godt være, at jeg ikke sad på under et bord og begravede tæerne i et tykt gulvtæppe. Det kan godt være, at Molly måtte blive hjemme i hundekurven, og at jeg ikke længere er et lille barn, men hold kæft, hvor var det skønt at være samlet allesammen. Om en dejlig morgenmad og kærligheden til Anny og Villy, der selv valgte kærligheden på denne dag for et menneskeliv siden…

Godt nytår.

Følg, like og del: