Tilbage ved start
Har i allesammen siddet med konfettien klar og ventet på, at jeg skulle komme hjem fra den femte gang familiebehandling og så være helbredt og lykkelig?
Eller var det kun mig, der var så dum at tro det?
Og var det kun mig, der ikke havde set, at jeg gjorde det helt forkert? Tillad mig at illustrere.
Den vigtigste lektie, numero UNO og summa summarum af det jeg har lært i familiebehandlingen er, at jeg kun KAN og kun SKAL tage ansvar for mig selv.
Det er ikke mit ansvar, hvis min far drikker eller min mor forlader ham. Jeg skal kun mærke efter, hvad jeg kan gøre for at gøre mig selv glad.
Altså: Tag ansvar for dig selv og ikke alle de andre.
Og det syntes jeg virkelig jeg gjorde. Altså tog ansvar for mig selv. Jeg gjorde alt, hvad der stod i min magt, for at jeg skulle blive glad.
Jeg kørte med min far til Kolding tre gange om ugen i næsten tre uger. En time hver vej og ventede på ham fire timer, mens han var til behandling. For at han kunne holde op med at drikke, så jeg kunne blive glad.
Jeg talte i telefon med min mor i timevis. Kom med forslag, lyttede til hendes bekymringer og forsøgte at anskue situationen fra en anden synsvinkel, når hun kørte fast og syntes, at det hele var uoverskueligt og for meget. For at hun kunne blive glad, så jeg kunne blive glad.
Jeg tog hjem og hjalp dem med at tale sammen, når de var gået i hårknude og ikke kunne få taget hul på emnet. Så bragte jeg det op og sikrede mig, at vi fik talt om det igen.
Ser du et mønster?
Jeg har hængt min lykke op på den præmis, at hvis de andre var glade, så blev jeg det også. Ergo har jeg taget ansvar for dem og ikke mig selv. Jeg har bare regnet med, at hvis jeg viklede denne her gang kluddermor ud for dem og med dem, ville vi alle blive gladere.
Jeg tager stadig ansvar, og skriver og sikrer mig, at min far passer sin efterbehandling og min mor får talt med ham. For at vi alle kan blive glade.
Hvordan har jeg det så? Tjo. Jeg har grædt mere i aften, end jeg har den sidste måned til sammen. Over hvad, ved jeg ikke. Jeg kan ikke mærke, om jeg er ked af noget, eller bare ked af, at jeg ikke kan mærke det. Behandleren siger, at det er mine følelser, og at jeg skal anerkende dem. Men hvordan anerkender jeg noget, jeg ikke kan sætte ord på?
Den ro der har sænket sig over min familie og mit liv, med lejlighed, kæresten i samme lejlighed, en ædru far, en glad mor og et lækkert job har efterladt mig uden ting, som jeg skal redde eller forbedre eller tage ansvar for.
Nu er der kun mig selv tilbage.
Jeg aner ikke, hvor jeg skal starte.
Jo, det gør jeg godt. Jeg skal for første gang i mit liv bede om hjælp.
10. maj 2012 @ 22:24
Sig til, hvis Amager skal hjælpe.
10. maj 2012 @ 23:59
Søde Trix, ja jeg er bange for at du kun lige et begyndt at bestige det der bjerg, men jeg ved du kan komme på tops, ik. Altså for at bruge en klam floskel.
Sig til, hvis du har brug for en snak, jeg kender jo de fleste af dine følelser, og har selv bedt om hjælp, og det var det bedste jeg har gjort nogensinde.
Tror vi altid vel være mærkede, det kan vi ikke ændre på, men vi er på vej, ik? Og det er hovedsagen.
11. maj 2012 @ 08:19
Behandlingen lyder til at være effektiv..og effekten kommer først nu åbenbart. men sig til hvis du vil snakke, jeg ligger gerne øre til 🙂
11. maj 2012 @ 12:38
Jeg synes det er rigtig godt, at du får fokus på, hvordan du selv kan få det godt! For hvor er du god mod andre, og det skal du huske også at være ved dig selv.
Tak for dine ord, hver dag!
12. maj 2012 @ 19:16
Jeg fik helt tårer i øjnene da jeg læste det.
Det er fantastisk at du er så hudløst ærlig, og jeg synes du er modig og sej og jeg hepper på dig 🙂 Med det hele. Både det her, og det der med de kilo du skulle tabe og som jeg ikke nåede at kommentere på tidligere.
Held og lykke med det hele.
Hilsen Anne Lotte