There and back again
Mine forældre tog en uge på Gran Canaria med et vennepar i sidste uge. Far har været i gang med behandlingen en måned. Der er en måned tilbage.
Som jeg skrev, nåede han ugen op til ferien til at køre alene til Kolding og tilbage igen. Det var bare pissefedt gået. Og han fik sit dankort igen. Det afleverede han ellers til mor i starten af året, som et forsøg på at kontrollere hans druk. Men som vi alle ved, er det ikke pengene der er afgørende for, om en alkoholiker får noget at drikke. Det var det heller ikke for far.
Men selv om handlingen nok var mest symbolsk, var det fedt, at far fik sit dankort i pungen igen. Helt uden mor bekymrede sig.
Mor er begyndt til pårørendebehandling i Kolding. Hun er blevet en tudekiks. Og hun nyder det. Hun løsner så småt op på tyve års knuder og uforløste følelser. Og når der skal reddes følelsesmæssige hårknuder ud, så skal der altså tudes lidt ved siden af.
Til gengæld har hun fundet en nærmest overjordisk ro, når det drejer sig om far. Væk er mistroen, sarkasmen, spionen og hende der skal kontrollere alt. Ind er trådt en kvinde, der stoler på sin mand. Og stoler på, at om det går godt eller skidt, så kan de tage den derfra og hjælpes ad. Og som vist nok er lidt nyforelset igen.
Så de tog lige en halvvejs tur. Væk fra behandling, stress, biler der bryder sammen, uger der indeholder 16 timers behandling i alt, arbejde, gråvejr og trummerum. Og de havde sgu fortjent det.
6. marts 2012 @ 01:33
Hep! – er der vist egentlig kun at sige til den dér…..
Som sagt, så gjort.
Hep!
6. marts 2012 @ 05:28
Hvor er de seje begge to!