The last melon

I aften skal jeg til sidste familiebehandling.

Alene denne gang, for Bror startede en gang før mig, så han er færdig. Jeg glæder mig. Jeg har meget bestemt besluttet mig for, at jeg vil have det hele med.

For selvom det kun er fem gange man er afsted, er det min opfattelse, at minimum én af gangene vil ramme én rigtig hårdt. Virkelig åbne ens øjne og gøre en klogere på sig selv og sine følelser.

For mit vedkommende var det den gang om børn, for min mors vedkommende den om medafhængighed og min nye ven tog den om tegn og bekæmpelse rigtig meget til sig. Og derfor synes jeg, at det er vigtigt, at man gøre behandlingen helt færdig, selvom man synes, det ikke er nødvendigt.

Jeg synes det i øvrigt også, fordi børn af alkoholikere har svært ved at gennemføre ting. Og det her skal ikke være en af dem.

Så jeg glæder mig. Sidst græd halvdelen af gruppen. Ikke jeg og min bror. Men vi talte først. Fortalte om udviklingen, vores følelser og hvad vi har lært. Og alle om bordet, kunne genkende hvad vi sagde.

Bare for den genkendelse, helt uden forbehold og med ren og skær samhørighed i livsomstændigheder, vil jeg afsted den sidste gang.

Følg, like og del: