Take off and landing

Dagen kom, selvom vi begge havde lidt svært ved at forestille os det for en måned siden. Den Sunde og Raske og jeg nåede til vores sidste aften sammen i København. Lidt trætte og matte i sokkeholderne efter hans sædvanlige psykoarbejdsuge og min blæksprutte og altingskalværeperfekttiljegskalrejse-uge. Men vi besluttede alligevel, at afskedsmiddagen IKKE skulle være en pizza på sofaen.

Faktisk besluttede vi at gå på Tribeca. Den ligger nemlig lige om hjørnet, og hvis man bare skal have en enkelt ret, kan man godt få maden til en fornuftig pris. Men da vi først sad overfor hinanden, i det samme tøj, vi havde haft på hele dagen, med en herlig sovehvirvel fra middagsluren i frisuren på den Sunde og Raske og ikke skyggen af make up eller pænt tøj på for mig, kunne vi alligevel ikke lade være med at bestille tre retter. Og en flaske vin. Og en espresso. (Btw – måske den bedste Tiramisu, jeg nooogensinde har fået!)

Og vinen virkede. Vi fik varme kinder, jeg snakkede som et vandfald og humøret steg lige akkurat nok til, at vi satte os hjem med et par dåsebajer og en pakke smøger og spillede bezzerwizzer den halve nat. Fordi det var vores aften. Fordi vi elsker det. Og fordi, der går længe før vi kan gøre det igen. Så skid hul i at vækkeuret ringer klokken halv seks.

Det var derfor et blegt og temmelig træt kærestepar, der tyve over seks satte sig i 4A’eren med en blomstret kuffert og holdt insisterende i hånd hele vejen til Fasanvej. Som ville bussen give os lidt kærlighed med på vejen, trillede Dire Straits ‘Romeo and Juliet’, der er en af vores all time favourite-sange, ud af radioen.

Han bar min kuffert ned i metroen. Og trak den igennem lufthavnen for mig, efter jeg havde printet boardingkort. Selvom han inderst inde (eller not so inderst inde) synes, at det er den grimmeste kuffert i verden. Oppe ved skranken fandt vi ud af, at jeg havde glemt bagage-tagget til min kuffert i check in-maskinen. Fordi jeg er en idiot, klokken var syv, og jeg stadig havde lidt frotté på tænderne. Den pæne mand bag disken lavede en ny til mig. Og lod mig slippe af sted med seks kilo for meget i kufferten.

Efter kaffe, frøsnapper og farvelkys, satte jeg mig i flyet. Hvor det først så ud til, at jeg skulle sidde midt i indisk familie med fire børn, uden tone-fornemmelse. Fik det der blik i øjnene, som et rådyr har i bilens forlygter, og det så den søde svenske stewardesse. Hun rykkede mig fem rækker frem og satte mig ud til vinduet, hvor jeg med musik i ørerne straks faldt i søvn, og vågnede kun lige tidsnok til at drikke min juice, inden vi landede i Barcelona.

Her tabte verdens grimmeste kuffert desværre et hjul. Hvilket gjorde rejsen fra lufthavn til residens de næste to måneder til dagens work out. Skal i øvrigt hilse at sige, at min arm, balle og læg gør pææænt ondt efter cykel- og asfalt-kontakt i går. Jeg asede, masede, sled og slæbte den kuffert, der før trillede nydeligt ved min side igennem togsystemet. Bar den op og ned ad trapper (Her var de 6 kilos overvægt pludselig ikke så positivt), og sveden haglede af mig.

Måtte alligevel lægge alt dårligt humør fra mig og lave en Carrie (der hvor hun hviner, fordi hun får øje på Eiffel-tårnet), da jeg steg op fra metroen LIGE ved La Sagrada Familia. Herfra slæbte jeg lortekufferten en lille kilometer længere, før jeg kunne ringe på en dør til min nye lejlighed.

Her er tre roommates. To piger og en dreng. De har allesammen tømmermænd i dag. Og for de to der er et pars vedkommende klares tømmermænd med Geordie Shore. (Dømmer lidt). Til gengæld har deres ovn en pizza-funktion. (Seriøst, du kan dreje knappen over på ‘pizza’). (Dømmer lidt mindre). De virker rigtig søde. Glæder mig til at falde lidt til ro, så jeg ikke hele tiden griner og snakker ligesom en chihuahua bjæffer.

Tog det obligatoriske fly-billede og et par gåtursbilleder mens lejligheden sov til middag.

Følg, like og del: