Tager cancel culture til nye højder

Ja hallo, er der nogen på linjen? Please like eller kommentér, hvis du stadig finder herind en sjælden gang imellem. For jeg ved godt, at tiden er løbet fra mig, fra blogs, fra at jeg aldrig fik lavet et nyhedsbrev i stedet (er det for sent?) og fra min blogroll i siden, der er et sted mellem firs og skinddød. (Seriøst. Lad være med at klikke derovre. 90% er dødt i dag)

MEN Instagram stories er bare ikke plads NOK til at dele med dig, hvad jeg har besluttet mig for at gøre en del af the cancel culture.

Eller sagt på en anden måde: Jeg (og dermed burde alle andre også være) er færdig med:

1. Trøfler

Enuff with the truffles. Engang var de et lækkert strejf på noget gourmethejs, en dekadent overraskelse på en restaurant i Rom eller en gave, som papirtyndt blev revet over den dér pasta i Berlin, som blev tilberedt NEDE I ostehjulet.

Nu er trøfler det nye bacon, skødeløst slasket på alt, måden at få en pommes til at koste over 100 kroner på, tilsat sarte forårsgrøntsager, som mister al kraft i egen ret, slicet ud over din pizza og fandme også at finde i 6-7 slags chips.

We’ve done it people. Trøfler er officielt so last season, at der bør følge et boomer-rivejern med, hvis nogen forsøger at servere dem for dig.

2. Hakket oksekød

Jeg har aldrig brug for at få en hakkebøf igen. Jeg har aldrig mere lyst til at gumle i sålelæder og forsøge at finde en stegeskorpe på kølediskens væskeopfyldte proteinvarelager, der er så dense, at du må koge væsken ud på panden, før du kan stege det.

Min (læs: Vegetarisk hverdags) lasagne med blomkål slår alle kødlasagner med flere længder. Skal vi grille, vil jeg foretrække et reelt stykke kød eller en grillpølse, og alle ved jo, at fried chicken alligevel er den bedste burger.

Du kan måske få mig til at trawle tilbage efter klokken 1 om natten på burgerking, hvor kun cheeseburgers dur, men jeg kommer jo ikke ud mere – og da slet ikke sent, så det er ikke et ægte issue.

Tiden er løbet fra at mose og mase, pakke og plaske en gennemarbejdet nondeskriptiv kødmasse ned i en foliepakke og hjem i mine kødgryder. Der er meget andet mad, som både jeg og klimaet hellere vil fortære.

3. Liljer

I get it. De er store og flotte, også når de folder sig ud. De kollapser ikke som tulipaner, der faktisk kun er flotte i mellemstadiet, tragtformene er elegant dragene og et bundt på fire kan snildt udgøre sin egen skårne buket.

Men de stinker. Påskeliljer også. De lugter af tis, og deres støvdragere drysser gult gylle ud på mit bord, min dug, mit tøj og skal klippes af, så snart lortet springer ud for ikke at koste mig et stykke inventar eller tekstil, som jeg havde planlagt skulle være pænere i længere tid.

Køb mig en pæon i stedet.

Følg, like og del: