Tag: Venner Page 1 of 6

4 måder jeg får ro i følelserne på

Tiden er forbi, hvor jeg med vold og magt forsøgte at undertrykke mit indre stormvejr for så at ligge vågen den halve nat og ruge og argumentere inde i mit hoved. Jeg gider det simpelthen ikke mere.

Bevares, jeg er stadig nogenlunde cool på mit stadig forholdsvis nye arbejde, men de har altså heller ikke sat mit pis så voldsomt i kog endnu, at det har været et problem.

Men i de korte måneder, hvor jeg forsøgte mig som tillidsrepræsentant og forhandlingstype på mit gamle job, der var jeg ved at stille træskoene. Ikke kun over uretfærdighed og manglende fremskridt i forhandlingerne. Men over slipsetyperne, de kølige, beregnende “det regnede du vel heller ikke med”-attituder, der påklistrede sig selv betegnelsen “professionel” og holdt fast på, at det jo var jobbet og ikke mennesket, de forhandlede med og ud fra.

Men ved du hvad? Jeg gider ikke bestride et job, hvis der i det ikke er plads til, at jeg også er et menneske. Et menneske som bliver rasende, når jeg føler mig uretfærdig behandlet. Et menneske som bliver ked af det, når jeg føler mig utilstrækkelig – og det er andre, som har plantet følelsen i mig. Det menneske skal der være plads til, også når jeg skal være “professionel” og udfylde en rolle. Det har jeg besluttet.

Men for helvede – det skulle jo slet ikke handle om det. Det skulle derimod handle om, hvordan jeg alligevel fik lov til at sove, sidst jeg væltede rundt i et følelsesmæssigt stormvejr. 

4 måder jeg får ro i følelserne på


Og lad mig være ærlig. Det sker jævnligt for mig. Og ikke altid af store udefrakommende begivenheder. Ud over, at jeg kan stå og småtude ned i de frosne rejer i Meny de første dage af min menstruation, så er jeg også ret følsom overfor tavshed. Fra venner eller familie. Jeg bliver skør i hovedet, hvis jeg sidder stille inde for længe, og jeg kan slet ikke hænge sammen- og få samling på mine følelser, hvis jeg ikke engang imellem får lov til at være alene. Sådan er der så meget.


Men her er fire ting, jeg gør, når følelserne bruser:

 

1) Jeg går ud til vandet. 

Nogle gange er det nok bare at sætte sig ved en Brygge eller på en bænk ved Christianshavns kanaler, men allerhelst skal jeg ud til en strand. Til rigtigt vand.

Sæt dig ved vandet. Kig på det. Tag varmt tøj på og en kop kaffe med, så det ikke er kulden, der får dig til at trave afsted igen.

Jeg kan lide at tælle bølger. Det er noget med, at hver 7. bølge er lidt større end de andre – og jeg prøver at finde et mønster i bølgerne. Vandets lyde, vinden ved stranden og en uendelig horisont er gode til at dulme nerver til ro.

4 måder jeg får ro i følelserne på

2) Headspace

Kender du appen? Det gør de fleste vel efterhånden, men hvis du ikke gør, så er Headspace en app, som er indtalt af Andy. Hans rare mildt britiske stemme guider igennem talrige meditioner – for en pris. Men man kan få 10 meditationer gratis – en slags indførsel, et gateway-drug. Og det er værd at prøve.

Hvis du – som jeg – aldrig har evnet reel meditation uden guide. Hvis tankerne alligevel bare flyver og flyver og flyver, og du pludselig er i gang med at overveje på hvilken side af vejen til Mostar fra Sarajevo det var, at du fik det der helt fantastiske grillede lam, så kan det være rart at lade andre hjælpe med at holde dig på sporet. 

Savasana til sidst i yoga-timer er også god til dette, men den er tit (altid) bare for kort – med mindre man har scoret sig 1,5 timer med 0,5 times guidet meditation, og det er kun om onsdagen, sååå..

4 måder jeg får ro i følelserne på

3) Nayyirah Waheed – eller din foretrukne digter, der har noget klogt at sige, eller en bog som trækker dig et godt sted hen.

I tilfælde af tæt-på-sammenbrudsfølelser kan jeg anbefale:

Morten Nielsen: Jeg ser nu i nat

Michael Strunge: Natmaskinen og 19. juni 1983, 25 år. København

Rupi Kaur; hele digtsamlingen Salt og også opfølgeren the sun and her flowers. Men mest Salt, hvor smerte og heling går hånd i hånd, som i The Hurt og Heal, der står lige overfor hinanden i bogen.

Paulo Coelho: Alkymisten

Antoine de Saint-Exupéry: Den lille prins

Frances Hodgson Burnett: The Secret Garden

Bear Heart: Vinden er min moder

waheed

 

4) En designated ven, du kan ringe til.

Denne kræver både sårbarhed, men også lidt planlægning. For naturligvis er det mega sårbart at dele, når du er overvældet af følelser af den ene eller anden grund. Men det hele bliver bare så meget mere håndgribeligt – og ligefrem mindre – når du siger det højt til et menneske. Et menneske som ved, at deres rolle er at lytte og lade dig tale. Ikke at forklejne din oplevelse, men udvise forståelse og give dig luft.

At have en ven eller to, du ved, du kan ringe til – og som omvendt må ringe til dig, når det brænder på hos dem, er en gave. Vi sender en sms først “Har du tid til, at jeg ringer?”. Og nogle gange har de ikke. Men når de har – og det gør vi os umage for at have – så er det en lettelse.

4 måder jeg får ro i følelserne på
Følg, like og del:
error20

Skodjobs

Da jeg var yngre, troede jeg altid, at min karriere bare var sådan noget, der af sig selv ville ske for mig. Måske fordi gyldne muligheder på vigtige tidspunkter har manifesteret sig for mig – og det er så meget nemmere at gribe de gyldne muligheder end at skulle arbejde for dem selv.

Og hvor det er næsten magisk at fortælle om dengang, min gode ven (dengang en fremmed) Peter fra Ritzau ringede, og de stod og manglede en praktikant netop som jeg var færdig med at have kyssesyge, så skal vi også huske den anden side. Lortejobbene. Og vi skal stå ved dem, sådan at unge mennesker med skodjobs ikke spejler sig i de liv som voksne fører og tænker, at de har et skidt arbejdsliv. Så lad mig lægge for og invitere – hvad har dit værste skodjob været? Smid en kommentar, eller blog om det og skriv til mig – så linker jeg til din historie.


For mig var der tankstationen, som jeg faktisk holdt meget af at arbejde på. Men hvor ejernes søn havde et narkomisbrug (det var en offentlig kendt hemmelighed, vi ikke måtte tale om). I dårlige perioder kom han i åbningstiden, mens mor og far ikke var på arbejde og tømte kassen. Så kunne man stå der. Og have det forfærdeligt og ringe til chefen og sige, at han havde gjort det igen. Men mere kunne vi ikke gøre. Det var synd for ham og for dem – men det var fandme også synd for os teenagere, der skulle være i det. Jeg får faktisk stadig en sten i maven af at tænke på det.

Der var også den chef, om engang kaldte mig “ud bagved”, selv om der stod mennesker i kø, og gav mig en gedigen skideballe for åben dør. Han var så ubehagelig, at jeg vendte tilbage til kassen med tårer i øjnene og blev trøstet af kunderne. Hvis jeg som voksne Trix så det ske i dag, ville jeg sige, at den unge bare skulle være gået sin vej. Ud af døren og aldrig vendt tilbage. Nogle ting er ikke det værd.

Der var den forfærdelige måned, hvor jeg i en kold lagerhal pakkede firmajulegaver i 12-timers-skift – altså hvor arbejdsdagene var 12 timer lange til hvad jeg husker som tretten kroner og en pissemyre i timen. Med en chef der sad på kontoret og 17-årige Trix der pludselig blev hende, som skulle tælle og styre og lede de andre teenagere, som også hadede at være der. Der stoppede jeg faktisk før tid. Ingen skal arbejde 12 timer ad gangen i faste skift. Hvor fanden var der en fagforening henne i det?

Der var også de to måneder, hvor jeg det allermest deprimerende sted, jeg nogensinde har boet, toppede min tilværelse af med at stå op klokken 4 om natten for at skurre lokummer efter teenagedrenge på en teknisk skole. Hvor jeg blev trukket ind i liv, jeg ikke kendte og drama, jeg ikke gad være en del af og blev ydmyget på gangene af møgknægte, der skulle have været bedre opdraget hjemmefra.

Eller den ene måned jeg holdt som telefonsælger af forsikringsmøder. Hvor vores navne blev skrevet på en tavle og så fik man en streg for hver møde, man havde booket. Og de smarte sociopat-typer, der ledede holdet, holdt øje med, hvor mange gange man gik på toilettet og råbte top tre fra top og bund op i løbet af vagten. Og hvor jeg engang ringede og spurgte efter en mand, der viste sig at være død.

Eller den sommer, hvor jeg fra 22 til 06 skulle sætte papholdere på kileremme sammen med to andre på en stor fabrik udenfor byen, og hvor jeg blev fyret fra, fordi jeg mødte på arbejde i mine skumsandaler og ikke de påkrævede sikkerhedssko. Vi var tre. Men regler var regler. Det er faktisk måske eneste gang, jeg nogensinde er blevet fyret. Det var ok. Jeg var ikke god til det job, og jeg kunne heller ikke lide det.

Men jeg havde dem. Mange af dem. Og jeg kom først væk fra dem, da mine forældre fik mig til at gøre alvor af min snak om at søge ind på Journalisthøjskolen, og da jeg begyndte at søge jobs selv.

I stedet for at kende nogen, som kender nogen, der mangler nogen – bevares, det er faktisk en god måde at få job på i dag, men dengang betød det ofte, at en voksen kendte nogen, som manglede unge mennesker til et skodjob. Men når jeg selv spurgte “Har I brug for en til?”, så blev jeg trisse på verdens bedste bodega, jeg blev tjener på verdens lækreste franske restaurant – og jeg scorede det job, jeg har nu, hvor jeg sidder med udsigt over Københavns Havn og skriver historier og klipper videoer og er sådan en, folk spørger til råds om ting – fordi jeg ved helt vildt meget.

Jeg bliver stadig skidebange for at blive afvist, når jeg skal spørge, om der er brug for mig et sted, hvor jeg virkelig gerne vil hen. Det er sårbart og ikke rart at blive afvist, når det er noget, jeg rigtig gerne vil. Men tit ik’? Så siger de ja, eller gemmer mit nummer eller skriver et halvt år senere – eller også dukker der noget andet op.

For sandheden er jo, at når man laver noget, man kan lide og man er god til, så er der ikke kun ét drømmejob derude – så opstår der nye hele tiden, og muligheder kommer og går, og nogle gange skal man huske, at man har det rart, hvor man er – og andre gange skal man hoppe på vognen og se, hvor den kører hen.


Følg, like og del:
error20

Kvinder bliver sex-zoned

Ved du hvad? Det her ord har manglet! Det har manglet, manglet, manglet. Og hvis du kan finde på et bedre ord, tager jeg gerne imod det, men indtil videre vil jeg gerne foreslå sex-zoned og tale om, hvor stort et problem det er.

Du ved allerede, hvad det betyder, ikke? For det er sket for os alle igennem hele ungdommen og voksenlivet.

Mænd bliver friend-zoned, kvinder bliver sex-zoned. Ironisk nok tit af hinanden i netop den konstellation.

Derfor er jeg FÆRDIG med nogensinde at have bare den mindste smule smirkende smil i mundvigen, når mænd jokingly beklager sig over at være blevet friendzoned. Der er ikke mere goodwill her, for de mænd der beklager sig over at være blevet ‘sat til vægs’ som en ven (som om det er et tab at blive en kvindes ven), de har just præcis placeret kvinden i kassen med individer, de kun er interesseret i, hvis de kan få lov at bolle med dem.

Vi tager den lige en gang til: Kvinder har i årevis, nærmest generationer fået skældud, når de ikke spredte ben for villig hantyr men i stedet ‘kun’ ville tilbyde ham: Venskab, en håndsrækning i livet, samtaler, omsorg og interesse for hinandens eksistenser.

Men har vi skældt mændene ud for ‘kun’ at interessere sig for en kvinde i den udstrækning, at han kunne komme til at have sex med hende? Vi har døbt dem fuckboys, vi har lært os selv og hinanden at aflæse signalerne, når de skriver ét men tydeligvis kun venter på at kunne dreje samtalen over på sex eller nøgenbilleder eller sex igen. Men vi har ikke stillet dem til ansvar for, hvem fanden de tror, de er, hvis de mener, at de må blive sure over at blive friend-zoned, når de selv sex-zoner kvinder!

En af mine gode veninder sagde det meget fint, da hun en overgang datede en fyr og stemningen mellem dem var hot, og selv om hun virkelig gerne ville have et stykke med mand, så holdt hun igen på første date. Og på anden date. Og på tredje date. Fordi “Jeg gider ikke være én han kun vil knalde med”. Hun forsøgte med ren stædighed at date sig over i den anden kategori af damer, som man reelt dater og ikke bare forsvinder som dug for solen fra, så snart det er lykkedes at komme i seng med hende.

For hun kunne godt mærke det. Selv om han var sød, og en af deres date legit varede i ni timer (?!) med mad, gåtur, snakke og vin, så lyste det alligevel igennem. At her var en fyr, som gerne ville knalde – og hvis han kunne få lov, ville hun blive en dame, han knaldede med. Og så ville hendes skæbne i hans indre katalogisering være beseglet. (Hvilket naturligvis skete. Sex én gang efter 14 dage og fire dates, et akavet farvel-knus og radiotavshed, som kun blev afbrudt, da han skuespillede overrasket over, at hun blev såret af hans opførsel).

Ved du, hvad der er værre end at være liderlig og få at vide af et andet menneske, at de ikke er interesseret i dig på den måde men hellere vil samtale med dig? At være sårbar i en ny relation og få at vide, at du er vældig interessant kun for at opdage, at det er et dække for en mand, som aldrig har været interesseret i andet end at få pikken dyppet.

Så slut med friend-zoned. Jeg vil gerne høre, om du også er blevet sex-zoned? For hold kæft hvor sker det meget for mig. I forskellige stadier af relationer også. Her kan vi lige sende en ukærlig tanke, til de mænd, som jeg troede jeg var venner med – indtil de forsvandt; enten ved at få en kæreste og derfor ikke gide holde sig til mere eller bare når de indså, at de aldrig ville score mig. Den svier. Selvom jeg ikke gider have dig som ven, hvis du er sådan et menneske, så svier det at opdage, at jeg har holdt af sådan et menneske.

Og jeg er færdig med at tage den på mig som en skamstøtte, at mænd nogle gange kun er interesseret i sex. Da jeg var yngre, tog jeg det som noget JEG skulle skamme mig over, hvis jeg havde været sammen med en mand, som straks efter stak halen mellem benene og aldrig lod høre fra sig igen. Det slog en flig af mit selvværd, hver gang jeg var faldet for en falsk indledende interesse, som blot var spil for fisse-galleriet. Og det gav de der ubehagelige mavefornemmelser, som jeg helt, helt misforstået forsøgte at arbejde mig igennem. Fordi det skete så tit, at jeg troede, det var et vilkår, og fordi jeg troede på, at det var MIG der var dum, når jeg friend-zonede – det var der jo et ord for. Jeg havde ikke et ord for, hvad mænd gør, når de stavnsbinder mig som mulig sex-partner og intet andet. Men det har jeg nu. De sex-zoner.

Men nu – fra i dag af – følger de 50 år, hvor jeg vil have lov til at sige om en mand, at han var en kæmpe narre-ven som bare sex-zonede mig, mens vi var ved at lære hinanden at kende. For hvis nogen skal skamme sig, så skal det fandme ikke være dem, som ikke vil knalde. Det skal være dem, som ikke vil indrømme – at de KUN vil knalde.

Jeg forstår godt motivationen for sex-zone-mændene. For hvis de er helt ærlige “Hej, du ser tilpas lækker ud til, jeg godt gider lader som om, jeg hører efter hvad du siger i  x antal timer og 4 piña coladas, inden jeg forsøger at dyrke sex med dig og så smutte” – så er succesraten meget, meget lav. Men måske er det intentionen du skal arbejde på i stedet for din approach. Hold dig ærlig, både mand og kvinde. Både sex-hungrende og forholdssøgende. Og accepter, at kun med ærlighed kan du undgå at være en gigantisk røv, der lyver for andre mennesker i din egen interesse.

Kvinder bliver sex-zoned
Følg, like og del:
error20

Kender du Havekalender for Børnefamilier?

Hvis ikke, og hvis du har nogen af de dersens børn, så kan du godt se at komme igang.

Gitte og hendes tre unger (og manden, bevares) er ude året rundt på domæent udeboern.dk . De roder med urter, griller pølser, bygger lige halvspontant en havestue og sidder om bål.

I anledning af Halloween gør familien noget, jeg indtil videre kun tør drømme om: De slår dørene op og inviterer på børnevenlige uhyggeligheder – i haven.

Så hvis du har de der børn, og du godt gider vise dem alt det hyggelige ved Halloween og blive bedre til at hygge udenfor, så synes jeg, du skal tage med. Der kommer til at være græskar til udskæring, hotMANdogs og skøn stemning. Og ja, der kommer også til at være ting, som voksne gider sætte tænderne i.

Jeg har blandet andet fået lov til at hjælpe til med at lave øko-ketter og remoul-relish på grønne tomater, ud fra Gittes egne opskrifter.

Og uden at prale for meget, så sagde ældstesønnen i huset faktisk, at hans mors ketchup smager, så han ikke kan kende forskel på den og dén i butikkerne. Det er altså børne-ros.

Altså, der var fandme ikke bål i haven, da jeg var barn. Og der var heller ikke voksne med derude. Og jeg hadede at blive sendt ud for at ‘få noget frisk luft’, når jeg for tredje dag i streg lå udstrakt på den cremefarvede halvfemserveloursofa og læste bøger. Men måske. Måske havde det været sjovere, hvis der havde været lidt sjovere i haven – og jeg ikke var gået alene derud. (Eller endnu værre, i følgeskab med min bror og en læderbold, så jeg kunne ‘stå på mål’).

Sidespor – tilbage til det væsentlige. Som er:

1: Gittes børn er latterligt søde:

De griner blandt andet ad mine vittigheder, og så gider de også godt være med i haven. Til leg, til høst og til samvær.

2: Havekalender for Børnefamilier er en rigtig have med rigtige bed. Der står kaniner i et hjørne, der er bålplads og krydderurterne er spredt ud over det hele, så man kan gå på jagt og eventyr i bedene og finde alskens herligheder. Det er milevidt fra jordfarvede rektangler i gulvhøjde og et afmærket bed til hver afgrøde. Der er hyggeligt, vildt og kringelkroge. Hvilket på alle mulige måder gør haven bedre end ‘frimærkerne’, der for at være så nemme at holde som muligt også bliver kedelige.

3: Jeg nyder godt af deres have året rundt. Alt i den have bliver til noget, og der er altid honning fra fælles-avleriet, en lækker chipotle eller Nordicana-sauce på bordet og krydderurter fra haven i dressingen. (Ja, og drinksne får også smag fra haven), og jeg er vild med det.

Følg, like og del:
error20

Hvad jeg tror ondt i maven over Tinder-fyren betyder

Det er mega feje hold at kloge sig på singlelivets udfordringer, når man ikke selv er single.

Men det er, hvad jeg har tænkt mig at gøre i dag – så spring fra nu, hvis du ikke gider det.

Kombinationen af mit indlæg om gamle flammer (med særdeles brændte broer), der forsøger at mase sig ind i mit liv igen og en veninde, der efter et par ellers ret vellykkede Tinder-dates med sød mand alligevel blev ramt af forkrøblende “Hvad nu hvis han ikke skriver”-angst, fik mig til at tænke over den der mavepine.

Du ved godt, hvad jeg taler om. Vi har alle haft den.

I tilfældet med min veninde dukkede mavefornemmelsen op efter de første par dates i forklædning – nemlig som en usikkerhed på sig selv. Hun er som mange andre blevet brændt før – desværre meget værre end flertallet af os skal udstå. Og det sætter sine spor at rode rundt med mænd, som ikke vil os det bedste.

Det giver en usikkerhed, når man tydeligt kan mærke noget i kroppen og følelserne, som ikke er rigtigt. Men hvis man bliver løjet for, gaslightet eller får at vide, at det er én selv, der ser spøgelser og overdramatiserer. Det ødelægger vores tillid til kroppens signaler, og det er noget lort.

For en mand der lyver systematisk, lyver ikke for din skyld. Han lyver fordi sandheden kan få dig til at handle på en måde, som ikke er til hans fordel. Og der er en kæmpe forskel.

Som nævnt i indlægget med gamle flammer, så er jeg faktisk ret overbevist om at intuition (og kvindelig intuition i særdeleshed) kan noget. Vi kan bare ikke altid dechifrere den og forstå, hvad det er, vores underbevidsthed eller krop fortæller os.

Hvis den voldsomme mavepine, usikkerhed eller tvivl på dig selv ikke er normal for dig, så er det ikke dig, den er gal med. Så er tvivlen og mavepinen et signal om relationen.

Rent ud sagt tror jeg, at vores reaktioner er så stærke og ubehagelige, fordi intuitionen fornemmer, at her er en uoverensstemmelse mellem:

A) Hvad mennesket siger og gør

B) Hvad mennesket siger og de signaler, mennesket sender

C) Dine forventninger og de signaler, mennesket sender

Og her vil kloge hoveder måske sige, at jeg ikke skal råde alle over en kam til at komme væk, hvis de mærker de her signaler. Men det vil jeg. Den naturlige reaktion er tit at kæmpe mere for relationen, at gøre sig mere tilgængelig – eller mindre og se, om man kan vække interesse den vej igennem. Story-tjekning, veninde-byture som skal dokumenteres på SoMe (så han kan se, hvad han går glip af) eller beskeder, som slutter med et spørgsmål for at sikre sig et svar (og skuffelse, når svaret er Ok, LOL eller andre ligegyldigheder).

Ved du hvad? Sådan ville du ikke behandle et menneske, som du synes godt om. Sådan ville du ikke behandle dine venner. Og hvis den her person ikke kan interessere sig mere for dig end at du får mavepine af det, så. giv. slip.

Jeg er overbevist om, at det er DET kroppens ubehag forsøger at forklare dig. Ikke at du skal leve med den her følelse for at blive værdsat af et andet menneske, men at du skal fjerne dig selv fra følelsen og relationen.

Den er næsten idiot-sikker, omend tit utroligt nedslående. For vil de faktisk noget, så skal de nok lade høre fra sig. Men vil de ikke noget, så beviser de blot min pointe. Også selv om de så keder sig om søndagen og lige skal høre, wyd (What you’re doing).

“Men Trix, du har linket til blogindlæg om Den Sunde og Raske Fyr og I blev jo kærester i fem år?”. Ja. Og jeg havde ondt i maven én dag. Én.

Den første gang vi så hinanden (to år tidligere), havde jeg ondt i maven hver tirsdag til fredag, hørte fra ham lørdag, var håbefuld søndag og så startede vi forfra igen. Og den trummerum gentog jeg i et par måneder, før jeg fattede, at hans handlinger var det, jeg skulle tolke på og ikke hans kønne brune øjne og fuldemandsløfter. Så jeg har lært det på nøjagtig samme måde som alle andre.

Men i de tilfælde, hvor et menneske har været oprigtigt interesseret i mig. Har kunnet lide mig og hvor vores interesse har været gensidig nok til at udvikle sig til et forhold (eller et par måneders afprøvning og et nej tak), der har jeg altså ikke været hensat til mavepine og tolkning. Det har han heller ikke. Usikkerheden kan komme over os alle, og sommerfugle i maven er en del af det at lære et nyt menneske at kende på en romantisk måde, men den dårlige tunge usikkerhed, angsten for at være “for meget” eller være “for tilgængelig” – usikkerheden på, hvordan ens handlinger og ord vil blive modtaget eller en atypisk jalousi, de er faktisk ikke en del af at opbygge en rar og god relation. Og du hjælper ikke en god relation på vej ved at ligge under for spilleregler, du ikke kan tyde og fysisk har det dårligt med. Du afgiver blot magt og kontrol. Jeg siger ikke, du skal have alt 1000 procent som du havde forestillet dig. Men du skal heller ikke miste enhver indflydelse på, hvordan jeres relation skal forvaltes og udvikle sig.

Jeg er klart blevet mere uforsonlig med alderen. Mere grænsesættende. Jeg har kortere til “Så kan du også bare have dig selv” og “Hvem fanden tror du egentlig, du er?”, men jeg har ikke fortrudt og jeg har ikke fået færre eller dårligere relationer ud af det.

Mens min veninde havde allermest ondt i maven, skrev jeg denne besked til hende:

“Stol på dig. Selv om du er usikker, er du ikke urimelig og din mavefornemmelse er klog og du skal lytte til den og stole på den. Hvis han aldrig er den, der kommer til dig, er det ikke rart. Så er han ikke rar. Punktum.”

Og det står jeg ved. (Han var i øvrigt ikke rar. Viste det sig. Præcis som hendes intuition fortalte hende)

Følg, like og del:
error20

Når din veninde bliver mor og du er bange for gaveregn

Forstå mig ret – jeg elsker gaver. Elsker, elsker, gaver. Elsker at købe ting, prøve nye ting, at give og at få. Jeg elsker det.

Men jeg er ikke overbevist om at forbrug i sidste ende bliver det, som gør os lykkelige. Og når det kommer til kærlighed og menneskelig interaktion vil jeg gerne bevæge mig væk fra ting og over i kærlige gestusser. Stadig gaver, men mindre fokus på mærket i bunden af den bredriflede eller logoet på (i dette tilfælde) pusletasken.

Karoline gav i sommer sit perspektiv på at give og gøre noget særligt for den gravide, fra den anden side af babybulen. Og det satte gang i nogle tanker hos mig, der ellers havde tænkt mig at forbigå konceptet i magelig tavshed.

Og gudskelov for det. For selvfølgelig vil jeg ikke forklejne, hvor stort det er, når mine veninder (og senest min bedste veninde) bliver mødre. De skal hyldes og aes og roses og mærke kærligheden. Men Hallmark og Magasin skal ikke vinde på dén konto. Så her er tre ting, jeg gjorde for min veninde, da hun skulle have en baby, som virkede rigtig godt for os.

1) Vi tog konceptet baby shower med et gran salt.

I stedet for at gå bersærk i planlægning og lagkager bestilt fra hvorvedjeg, og jegskalkommefterdig med lege og halløj, så holdt vi en venne-brunch. Den kunne klares med en tråd, hvor vi fandt en dato, alle kunne ses. Vi allierede os med Rikkes kæreste, jeg bagte boller og købte juice. Nogle andre stegte lidt æg og bacon og på samskudsmanér fik vi en overdådig brunch, lidt ballon-pynt fra Søstrene Grene og en formidabel dag med kongespil i gården hos Rikke. Det kostede ikke nogen noget vanvittigt og ingen var tvunget ud i at skulle finde på lege (selv om vi synes den der “Porno eller fødsel” ser ret sjov ud).

Dog holdt vi fast i at overraske Rikke, der troede, hun skulle til crossfit (i 7. måned). Men efter den indledende “Surprise!” tog vi det helt stille og roligt og endte med at have en dag, hvor jeg havde gode og dybe kvalitetssamtaler med flere af mine venner, end jeg har haft længe. Rikke blev overrasket og glad og samværet var i fokus.

Man kan naturligvis skrue op og ned for en sådan surprise, men det var, hvad vi gjorde.

2) “Hej Pomfrit” hedder playlisten, jeg har lavet på Spotify specielt til Rikke og hendes baby og kæreste. Jeg døbte tidligt babyen inde i maven for pomfritten og hyggede mig med det tilnavn. (Og med at råbe HEJ BABY og  BYEBYE BABY ind i maven, hver gang vi mødtes og skiltes igen). Rikke og jeg har meget musiksmag til fælles, og jeg vidste i forvejen, at hun er glad for flere af mine Spotify-lister, som hun sætter på, når hun ikke selv gider rode med sangvalg. Derfor lavede jeg hende en baby-venlig playliste, som ikke har noget pludseligt hård rock eller anden larm – men som ikke samtidig er så gudsjammerlig kedelig, at nogen tror, man er blevet droppet af kæresten. En skøn blanding af sange fra vores lange venskab, roadtrip i USA, ungdomsår, koncerter og fælles favoritter. Hej Pomfrit blev også playlisten, som spillede i baggrunden, da Rikke lå på sygehuset og skulle til at føde. Det elsker jeg ret meget.

3) Hvad har nybagte forældre ikke nok af? Tid, søvn og overskud. Jeg kan ikke lave flere timer i døgnet og desværre nok heller ikke ændre på overskuddet, men jeg kan spare dem tid. Så jeg lod mine venner vælge tre retter ud fra en lang liste af frysevenlige måltider. I den første tid som familie har de således nogle nemme måltider, som man hverken skal handle ind til eller arbejde for. Det betyder morgenboller, meatballs i kødsauce og en osso bucco til den lille familie.

Rikke sætter op til Kongespil i baggrunden

Og det hele er jo ikke gratis. Det bilder jeg mig på ingen måde ind, at det er, selv om jeg harcelerer mod Magasin og deslige. Men de penge, jeg har brugt på lidt mad og et par balloner er bare en facilitator for den omsorg og kærlighed, jeg gerne vil give mine venner. Maden er et forsøg på at gøre deres tilværelse lidt lækrere og give dem mere overskud til deres lille baby. Jeg kan på en eller anden måde meget bedre lide den her slags omsorg og så gøre noget ud af gaverne, når det er rigtig tid til gaver. For det er det jo også en gang imellem, og det er jeg også helt vild med.

Jeg vil bare gerne væk fra, at alle begivenheder i verden er en lejlighed til at købe en gave. Jeg kendte engang to børn i årene op til deres skolealder, hvis kærlige bedsteforældre altid havde en gave klar, når de skulle se børnene. Det resulterede med tiden i, at børnene spurgte efter deres gave allerede på vej ind ad døren. Og vi er selv skyld i, at børn bliver sådan, hvis vi vælger gaver som vores primære måde at vinde deres kærlighed på. Vi kan andet og mere. Det vil jeg gerne slå et slag for.

Følg, like og del:
error20

Syndernes forladelse og bloggens evige liv

Sidste uge tog pippet fra mig.

På syv dage befandt jeg mig tre gange i en kirke.

Første gang for at være med til at døbe Marco. Min venindes lille søn. Og jeg tænkte: “Gud, hvor burde jeg blogge om at være nået den alder, hvor ens veninder får børn.” Og man ikke længere hader det, men vil gøre alt for at beholde de damer i sit liv, der har fået børn. Med alt hvad det indebærer af ture i babybassinet i svømmehallen og overnatninger på sofaer. Der er så mange følelser forbundet med den udvikling.

Straks efter gik min farmor bort. 90 år gammel. Uden drama eller voldsomheder, blev hun indlagt på intensiv og kom i respirator fordi lungerne ikke kunne mere. Vi kom og sagde farvel og så døde hun. Og jeg tænkte “Gud, hvor burde jeg blogge om at miste”. Om at være 28 og miste for første gang i sit liv. Om hvor sørgeligt det er, selvom det er det rigtige. Og om, hvor forvirrende følelsen af at miste er, når jeg nu godt ved, at det var det rette for min elskede farmor.

To dage efter min farmor bisættelse, befandt jeg mig i en kirke igen, hvor en af mine bedste og ældste veninder sagde ja til den mand, jeg præsenterede hende for for otte år siden. Og jeg tænkte “Jeg burde blogge om, hvor meget jeg elsker bryllupper”. Og om, hvor tjekket jeg føler mig, når jeg både står for brudens make up, bryllupsfotografierne og lige er toastmaster for hele herligheden. Jeg burde hylde det at danse en hel sommernat væk og til sidst brokke mig over, hvordan det er at have tømmermænd i 30 grader.

Jeg lader tit være med at skrive herinde i flere måneder af gangen, fordi jeg er af den klare overbevisning, at jeg skal have noget på hjerte for, at det er værd at læse. For at jeg er stolt af det, jeg skriver. Med den sidste uges følelsesrutsjetur, mit livs første tab og mine to kære, kære veninders store dage, så har jeg pludselig mærket de der følelser igen. Og nu tror jeg, at jeg har lidt på hjerte – i hvert fald for en stund. Så vi snakkes ved, ik?

Følg, like og del:
error20

Københavnerpigen

På sådan en dag som i dag, hvor Roskilde smider et fabelagtigt lineup, det kilder i maven fordi, jeg skal se den Sunde og Raske i moooorgen, og jeres dejlige billeder fra smukke forårsdage pryder Instagram ud over det hele, kan jeg godt mærke det.

Jeg er Københavns pige, og København er min by. Selvom Barcelona ligger for mine fødder. Tro ikke, at jeg ikke nyder livet her også. Men København har bare alt, jeg har brug for.

København har en metro, som (når vinden blæser rigtigt) kører hele natten, Assistenten til solskinsdage med den Sunde og Raske, Thai take away klokken to om natten, døgnåbne kiosker, hotdogs, staden, verdens smukkeste nevø (og hans forældre), Stine og også snart Rikke! Flere dejlige damer, jeg hverken kan eller vil undvære, langt færre bakker, når man cykler rundt, førnævnte festival, Sankt Hans Torv, Pille, som skal være min rullementor, når jeg kommer hjem, mine rulleskøjter, min svømmehal, min lejlighed, min kæreste, mit hjerte.

Kan ikke lade være med, at klaske hånden i panden over, at jeg midt i en helt fantastisk oplevelse i en fantastisk by, altid er så meget en drømmer, at jeg går og tænker på næste skridt, næste by, næste krølle på min historie. Men jeg tror på, at jeg ikke nyder nu’et mindre bare fordi jeg ved at om lidt’et også bliver helt til skyerne!

 

RF13 var også bare lige i øjet. ØJET SIR’ JEG DIG!

2013-07-05 20.08.14 2013-07-06 20.17.32 IMG_20130706_111544 IMG_20130705_173900 IMG_20130705_150232 IMG_20130705_165004 IMG_20130705_125230 IMG_20130703_075055 IMG_20130704_085515 IMG_20130704_005203

Følg, like og del:
error20

Når nye venner bliver tætte på rekordtid

Lise var den første. Ven altså. Hende har jeg kendt, siden jeg kom til verden. 27 år er det sådan set blevet til nu.

Rikke hang på mig fra første skoledag i børnehaveklassen. Vi har delt klasse hele vejen gennem tre små, landlige folkeskoler og gymnasiet. Stine og Pernille kom til i 7. klasse.

Dem og enkelte andre dejlige damer fra way back, kan nærmest i søvne fortælle, at pandekager midt om natten er min specialitet. De kender mine snappy come backs, før jeg siger dem. De bliver ikke overrasket, når jeg uforvarende bliver en gribbekontrollerende whatever-zilla, når folk forsøger at tage beslutninger for mig. Vi har delt så meget efterhånden, at de færreste ting kan komme bag på dem. De har set det hele.

Line mødte jeg først, da jeg kom til Barcelona. Over nogle øl hos fælles venner. Vi har kendt hinanden i to måneder nu.

I den tid har vi delt flere oplevelser – af de store, venskabsformende, end jeg har nået med de fleste af mine venner gennem hele livet.

Vi har delt nederen boligsituationer. Ikke de samme, men vi stod cirka samtidig i boliglort til knæene og kunne spejle os så tydeligt i hinandens oplevelser, at det uundgåeligt tegnede tydelige billeder af, hvem vi er og hvilke værdier, vi deler.

Vi har siddet sammen på café, da jeg fik stjålet min pung. Og Line gik uden at kny med på politistationen, hjalp mig med det spanske og hjalp med at udfylde alle dokumenters moder.

Vi har delt boligjagt. Først på den lette, drømmende måde. Hvor man som venne-nyforelsket kan se sig det samme sted som den anden. Hvor det er nemt at slibe kanter. Senere delte vi en noget mere desperat boligjagt, hvor hendes lejlighed var opsagt og jeg sådan set allerede var hjemløs. På et boligmarked, der tvang os til at slibe kanter. Rigtigt. For man kan ikke få billigt, centralt og altan i samme ligning. Man kan få to af de tre. Jeg var villig til at droppe centralt. Line var mere hooked på at droppe billig. Og så måtte vi ellers forhandle os frem til et sted, vi både kunne nå at få fingrene i og som vi kunne dele.

Jeg er aldrig før flyttet sammen med et menneske, jeg kendte så lidt som Line.

Og hun har måttet stole på mig. To måneders depositum, agency-fee og marts’ husleje skulle betales kontant. Straks. Og med kun min løfte om at ‘pengene er på vej’, måtte Line kneppe samtlige hævekort for at fremskaffe kolde kontanter. Og i øvrigt købe mad til mig. Metrokort. Stikke mig en femmer til kaffe. Finde sig i, at når noget manglede, var det kun hende, der kunne ‘købe det på vej hjem’.

Nu har vi snart boet her i to uger. I dag tog vi på hospitalet. For i onsdags blev Line syg. Maveinfluenza gættede vi på, mens vi lige dele morede os over og kviede os ved, at døren ud til toilettet i lejligheden ikke lukker tæt. Faktisk slet ikke. Vi måtte bare forsøge at se det lyse i, at vi så hurtigt kom hinanden så meget ved. Indtil den forventede to-døgns holdbarhed på infektionen ikke holdt. I stedet fik hun mere og mere ondt.

I dag tog vi på skadestuen. Fordi lægehuset ikke ville have os ind, når hun allerede havde været der i torsdags. Fordi hun var for syg til at gå på apoteket og spørge efter råd til, hvad der kunne hjælpe hende. Og min forklaring kastede vores apoteker-dame ud i en sikker forvisning om, at hun skulle tilses af en læge.

To måneder inde i venskabet pakkede jeg en taske med cola (til maven), tæpper (til feberen), oplader, vigtige papirer og min bog og tog med på camping i venteværelset.

Når man har hele livet til at slibe kanter, lære hinanden at kende og nå til et punkt, hvor man holder så meget af hinanden at sygdom og penge er noget, man deler og løser sammen, føles det ikke som noget særligt.

Når man gennemgår de samme trin, læringsprocesser og samtaler på to måneder, føles det uvægerligt som om universet vil fortælle dig, at denne person skal du knytte dig til. Og passe på. Og lade passe på dig.

Selvom tidligere dårlige erfaringer med venner, der ikke var rigtige venner, har lært mig at passe på. At være lidt skeptisk og se tiden an. Ikke at blande penge og (nye) venskaber. Ikke at gøre mig for afhængig af en person, jeg endnu ikke er sikker på har min ryg. – Så har de sidste to måneder lært mig, at ligegyldigt, hvor skuffet jeg tidligere er blevet. Hvor brændt, klogere og mere kynisk jeg er blevet, så er der stadig plads til nye mennesker, som jeg bare er nødt til at lægge mit venskab i hænderne på og så tro på, at de ikke kvaser det.

Det manglende valg har kastet mig ud i at genopdage, hvor fantastiske nye venner kan være, når man står i situationer, der ellers normalt kalder på én af de første eller mor og far.

Følg, like og del:
error20

Gæsteværelset

I går fik jer serveret aftensmad. Så så vi The Room (I don’t get it). Bagefter fik jeg en hovedpude med Wall-E på, og kravlede i seng. I stilhed. Uden klikken fra opgangen, udskyl fra overboen, skænderi, snak, klaver, møbelflytteri eller noget andet gøjl, der uden piller kan holde mig vågen til ved firetiden hver nat.

I morges lidt i ni spillede overboen to spanske rapsange for mig. Så holdt han op. Jeg sov videre til klokken 11.

Jeg er SIMPELTHEN så udhvilet. Og jeg er simpelthen så glad for, at der findes mennesker med gæsteværelser, som smækker dørene op, når resten halter.

I dag leder jeg igen efter lejligheder. Det skal nok gå. Der er købt en sixpack til, når jeg bliver sur på lejlighederne senere på dagen. (Ja, jeg er ret ringe til spansk, det er nogle ret interessante samtaler).

All is good people. Venner trumfer lorteomstændigheder.

Løsningen på alle mine problemer i Barca

Løsningen på alle mine problemer i Barca

Mens jeg sad her, blev min pung stjålet. I det mindste er der pænt

Mens jeg sad her, blev min pung stjålet. I det mindste er der pænt

En lille optur, mens jeg sad på politistationen, efter min pung blev stjålet

En lille optur, mens jeg sad på politistationen, efter min pung blev stjålet

I dag er det Stines fødselsdag. Den 7/2 var det Rikke og den Sunde og Raskes. De er mine dejligste!

I dag er det Stines fødselsdag. Den 7/2 var det Rikke og den Sunde og Raskes. De er mine dejligste!

Min puttemakker på gæsteværelset

Min puttemakker på gæsteværelset

Følg, like og del:
error20

Page 1 of 6

Powered by WordPress & Theme by Anders Norén

error

Enjoy this blog? Please spread the word :)