Tag: Uddannelse Page 1 of 2

På nogle områder minder jeg lidt for meget om Dory, og det koster retning og fremdrift.

Noget af det bedste ved mig, er min evne til at begejstres. Over næsten alt. Jeg kan blive ægte glad, opløftet, rasende og ked af det over de oplevelser, som mine mennesker går rundt og har. Empati er en gave, men det betyder også nogle gange, at jeg har 100 procent af mine sensorer rettet mod omverdenen i stedet for mig selv.

Begejstring gør, at jeg er god at undervise, nem at samarbejde med og at jeg hele tiden ser muligheder og får idéer. Men nogle gange – viser det sig – får jeg for mange idéer.

Ærlig talt blev jeg eddersur og faktisk også ret ked af det, da min kæreste i sidste uge beskyldte mig for at sælge ud. For at give afkald på alt det, jeg havde sagt, jeg gerne ville, fordi et nyt element i et nyt fag på mit studie havde vist sig at være endog meget interessant og noget, jeg oplevede at have naturligt flair for. På rekordtid var idéer til undervisning, planer og workshops dukket op i mit hovedet. Inspireret af en kursusholder et par uger forinden så jeg en forretningsmodel for mig, hvor jeg med min teoretiske indsigt og personlige gennemslagskraft kunne skabe en virksomhed, der ville hjælpe en bred vifte af små og mellemstore startups med at sætte ord på deres kerneværdier og brande sig bedre.

Det var uhyre interessant at dykke ned i.

“Hvad så med alt det, du ville før?”, spurgte han skeptisk.

Og jeg blev så sur og såret over, at han ikke kunne se, at jeg havde fået en NYERE idé. En BEDRE idé. (Og lad os være ærlige: En nemmere idé end den fluffy fremtidsdrøm, jeg ellers går rundt med og forsøger at tegne konturerne af).

Jeg vil stadig fastholde, at det kunne være sagt på en pænere måde (I have big feelings). Men da støvet lagde sig. Da vi havde kørt i ring i de samme argumenter en 5-6 gange og weekenden bag fredag eftermiddag pludselig ikke virkede så tillokkende mere, fordi vi nu reelt var uvenner, begyndte det lige så stille at dæmre for mig, hvad han mente.

For der er ting, som jeg er god til. Mange ting. Og nogle gange begår jeg den fejl at tænke så lave tanker om mig selv og min udvikling, at jeg tiltrækkes af de ting, som jeg er god til – og hvor jeg kan se, at jeg nemt kan gøre indhug.

Men jeg skal ikke gøre, alt jeg er god til. Det har jeg slet ikke tid til – for jeg kan så meget. Og jeg interesserer mig for så mange ting.

Da jeg startede på studiet skrev jeg et manifest for, hvad jeg gerne ville opnå med yderligere uddannelse og min fremtid. Og det manifest kan sagtens ændre sig. Det kan udvikles. Jeg kan blive klogere og lære nyt. Men lige dér var jeg i gang med at fjerne mig fra min grunddrøm, fordi jeg havde fundet noget, det var nemmere at komme i gang med, noget hvor jeg kunne excellere qua min personlighed mere end min faglighed og et område, der virker umætteligt. 

Så forretningsidéen var egentlig god nok. Det var den. Den er bare ikke min drøm.

Jeg skulle mindes om, hvad min drøm var. Og i en lille halv time, syntes jeg ikke engang, at det var min drøm mere. Men som vi talte os til rette, viste det sig, at jeg fjernede mig fra min drøm, fordi den er svær. Fordi jeg stadig ikke ved, hvor jeg vil tage fat. Fordi den vil koste penge at stable på benene. Fordi den kan fejle og koste mig… Tid og penge. Og selvtilliden for en stund.

Men den kan faktisk ikke rykke ved mit selvværd. Men planerne om at lave noget andet og nemmere dukker i høj grad op, fordi jeg nogle gange stadig lider af lavt selvværd med dertil hørende høj selvtillid. (Jeg er nok ikke god nok til at få det jeg virkelig drømmer om, men se så HER hvor hårdt jeg kan arbejde for noget, hvor jeg ikke har personlige drømme på spil).

Så trods det, at jeg er et kaosmenneske, som stadig ikke helt formår faste opvågnings- og sengetider, spisetider, spisemønstre, træningsdage eller har en struktur uden for mine arbejdsopgaver, så forsøger jeg i disse dage at asfaltere lidt i mit indre.

Det er ikke en given vej, og den er stadig omgivet af tonsvis af små stier, der mest ligner noget, rådyr træder til, når der ikke er mennesker i nærheden. De mange stier giver mig kreativitet, input og idéer. Noget af det kan jeg bruge til at komme frem og lære mere. Men jeg kan ikke blive ved med bare at dreje mentalt af, hver gang en ny sti manifesterer sig. Det er ikke sådan, jeg opnår fremskridt. Det er sådan, jeg kan afspore mig selv, så jeg ikke skal stå til ansvar for, at det er pissesvært at lægge asfalt på ens egen sti uden guide og præcedens at følge.

Men jeg vil gerne blive bedre til ikke at være som Dory og blive distraheret og glemme alt det, der var vigtigt for mig, hver gang det lykkes noget nyt at begejstre mig. Det er jeg ikke tjent med i længden.

Det er svært og det falder mig unaturligt og jeg har en lille indre stemme, som siger “Hvorfor går du ikke den nemme vej?” og “Hvad er der i vejen med at opdage nye og spændende ting?”. Og jeg lytter til den, men jeg vil øve mig på ikke at dreje af mere.

Måske er det rigtigt, hvad de siger? 

Følg, like og del:
error20

Skodjobs

Da jeg var yngre, troede jeg altid, at min karriere bare var sådan noget, der af sig selv ville ske for mig. Måske fordi gyldne muligheder på vigtige tidspunkter har manifesteret sig for mig – og det er så meget nemmere at gribe de gyldne muligheder end at skulle arbejde for dem selv.

Og hvor det er næsten magisk at fortælle om dengang, min gode ven (dengang en fremmed) Peter fra Ritzau ringede, og de stod og manglede en praktikant netop som jeg var færdig med at have kyssesyge, så skal vi også huske den anden side. Lortejobbene. Og vi skal stå ved dem, sådan at unge mennesker med skodjobs ikke spejler sig i de liv som voksne fører og tænker, at de har et skidt arbejdsliv. Så lad mig lægge for og invitere – hvad har dit værste skodjob været? Smid en kommentar, eller blog om det og skriv til mig – så linker jeg til din historie.


For mig var der tankstationen, som jeg faktisk holdt meget af at arbejde på. Men hvor ejernes søn havde et narkomisbrug (det var en offentlig kendt hemmelighed, vi ikke måtte tale om). I dårlige perioder kom han i åbningstiden, mens mor og far ikke var på arbejde og tømte kassen. Så kunne man stå der. Og have det forfærdeligt og ringe til chefen og sige, at han havde gjort det igen. Men mere kunne vi ikke gøre. Det var synd for ham og for dem – men det var fandme også synd for os teenagere, der skulle være i det. Jeg får faktisk stadig en sten i maven af at tænke på det.

Der var også den chef, om engang kaldte mig “ud bagved”, selv om der stod mennesker i kø, og gav mig en gedigen skideballe for åben dør. Han var så ubehagelig, at jeg vendte tilbage til kassen med tårer i øjnene og blev trøstet af kunderne. Hvis jeg som voksne Trix så det ske i dag, ville jeg sige, at den unge bare skulle være gået sin vej. Ud af døren og aldrig vendt tilbage. Nogle ting er ikke det værd.

Der var den forfærdelige måned, hvor jeg i en kold lagerhal pakkede firmajulegaver i 12-timers-skift – altså hvor arbejdsdagene var 12 timer lange til hvad jeg husker som tretten kroner og en pissemyre i timen. Med en chef der sad på kontoret og 17-årige Trix der pludselig blev hende, som skulle tælle og styre og lede de andre teenagere, som også hadede at være der. Der stoppede jeg faktisk før tid. Ingen skal arbejde 12 timer ad gangen i faste skift. Hvor fanden var der en fagforening henne i det?

Der var også de to måneder, hvor jeg det allermest deprimerende sted, jeg nogensinde har boet, toppede min tilværelse af med at stå op klokken 4 om natten for at skurre lokummer efter teenagedrenge på en teknisk skole. Hvor jeg blev trukket ind i liv, jeg ikke kendte og drama, jeg ikke gad være en del af og blev ydmyget på gangene af møgknægte, der skulle have været bedre opdraget hjemmefra.

Eller den ene måned jeg holdt som telefonsælger af forsikringsmøder. Hvor vores navne blev skrevet på en tavle og så fik man en streg for hver møde, man havde booket. Og de smarte sociopat-typer, der ledede holdet, holdt øje med, hvor mange gange man gik på toilettet og råbte top tre fra top og bund op i løbet af vagten. Og hvor jeg engang ringede og spurgte efter en mand, der viste sig at være død.

Eller den sommer, hvor jeg fra 22 til 06 skulle sætte papholdere på kileremme sammen med to andre på en stor fabrik udenfor byen, og hvor jeg blev fyret fra, fordi jeg mødte på arbejde i mine skumsandaler og ikke de påkrævede sikkerhedssko. Vi var tre. Men regler var regler. Det er faktisk måske eneste gang, jeg nogensinde er blevet fyret. Det var ok. Jeg var ikke god til det job, og jeg kunne heller ikke lide det.

Men jeg havde dem. Mange af dem. Og jeg kom først væk fra dem, da mine forældre fik mig til at gøre alvor af min snak om at søge ind på Journalisthøjskolen, og da jeg begyndte at søge jobs selv.

I stedet for at kende nogen, som kender nogen, der mangler nogen – bevares, det er faktisk en god måde at få job på i dag, men dengang betød det ofte, at en voksen kendte nogen, som manglede unge mennesker til et skodjob. Men når jeg selv spurgte “Har I brug for en til?”, så blev jeg trisse på verdens bedste bodega, jeg blev tjener på verdens lækreste franske restaurant – og jeg scorede det job, jeg har nu, hvor jeg sidder med udsigt over Københavns Havn og skriver historier og klipper videoer og er sådan en, folk spørger til råds om ting – fordi jeg ved helt vildt meget.

Jeg bliver stadig skidebange for at blive afvist, når jeg skal spørge, om der er brug for mig et sted, hvor jeg virkelig gerne vil hen. Det er sårbart og ikke rart at blive afvist, når det er noget, jeg rigtig gerne vil. Men tit ik’? Så siger de ja, eller gemmer mit nummer eller skriver et halvt år senere – eller også dukker der noget andet op.

For sandheden er jo, at når man laver noget, man kan lide og man er god til, så er der ikke kun ét drømmejob derude – så opstår der nye hele tiden, og muligheder kommer og går, og nogle gange skal man huske, at man har det rart, hvor man er – og andre gange skal man hoppe på vognen og se, hvor den kører hen.


Følg, like og del:
error20

Hvad stiller man op med en karakter under middel?

Nu hvor september er startet, og de studerende af os er vendt tilbage til skolebænken, er der lige noget, vi bliver nødt til at tale åbent og ærligt om.

Jeg er vendt tilbage til studierne for en stund, og uni er virkelig spændende. Jeg lærer sindssygt meget og har på ganske kort tid udvidet min ellers ret praktiske horisont med lange ord, bestemte måder at undersøge ting på og en masse ny viden om, hvor meget jeg faktisk ikke ved noget om.

Jeg kan godt lide det, og efter første semesters fag kan jeg nu bryste mig af et 10-tal, et 7-tal og senest et 4-tal. Og det synes jeg lige, vi skal tale om.

For når man lægger ud med 10, og man egentlig selv synes, at man er et klogt og indsigtsfuldt menneske, så kan 4 godt være skuffende ved første øjekast. Og når man som jeg ikke kommer fra akademiske kredse, og faktisk ikke engang har arbejdet rigtig akademisk på bacheloren, så kan der lynhurtigt opstå tvivl om, hvorvidt jeg har forstået det, vi har lært ordentligt. Jeg har hele tiden sagt, at jeg ikke behøver brillere, men jeg er jo startet på universitetet for at lære. Og den dårlige karakter gjorde mig et øjeblik bange for, om jeg ikke havde lært nok.

Derfor har jeg og min logiske sans lige forfattet et par punkter til forsvar for mit firtal. Måske kan du bruge dem, næste gang du får en karakter, som ikke imponerer dig.

  • Jeg er ikke min karakter. En opgave, som modtager en lavere karakter, end det 13-tal jeg som menneske er værd, ændrer ikke min værdi. Det er opgaven, som får fire, ikke jeg.
  • I dette tilfælde er jeg nystartet på uni og har lavet i alt tre opgaver i vidt forskellige fag med vidt forskellige sigter og indhold. Jeg har lavet opgaven alene uden en sparringspartner. Da jeg arbejdede sammen med en god ven fra holdet, fik vi begge ti. Samarbejde er nok ikke en dårlig ting, så.
Den her kom på Insta – men det gjorde 4-tallet ikke.
  • Der vil altid være fag, du elsker og fag, som bare er der og fag, du hader. Nogle fag vælger du selv, andre er obligatoriske. Faget der førte til firtallet havde fornøjelsen af at være mit allerførste fag. Det var interessant, men på en liste over valgfag havde jeg nok ikke valgt det. Mellem undervisningen og eksamen gik der fire måneder. Hvor jeg intet havde med faget at gøre men i stedet koncentrerede mig om andre ting.
  • I et svagt øjeblik overvejede jeg at lade være med at aflevere opgaven i første omgang og i stedet udskyde og aflevere en reeksamen to måneder senere. Det ville i så fald betyde, at jeg havde hele sommerferien til at gøre opgaven bedre, skrive den om eller gøre noget anderledes. Men det ville også betyde, at hele min sommer skulle besudles med en fremtidig deadline, som jeg naturligvis ville komme til at presse til det yderste dog med konstant dårlig samvittighed. For måske at få syv eller ti. Eller fire igen. Set i det lys, vil jeg til enhver tid acceptere et firtal over en udskydelse med dertilhørende ekstra arbejde, stress og dårlig samvittighed. Min tid er mere værd end karakterræs.
  • Og set i lyset af den foregående sætning, så er fire måske ikke så slemt. Ville jeg gerne have haft en højere karakter? Ja. Men til hvilken pris? Jeg vil gerne lære mere og blive bedre, så jeg i fremtiden kan få en højere karakter ved at arbejde smartere i den samme tid. Men hvis jeg kunne have steget en karakter ved 30 timers ekstra arbejde, så havde jeg nok ikke gidet. Tre timer, ja. 30 timer, nej. Mere ambitiøs er jeg trods alt ikke over en skoleopgave. Mine ambitioner skal bredes ud på hele mit liv og ikke kun en ting.

Jeg fik fire. Hurra for fire. Og videre i livet.

Hvad stiller man op med en karakter under middel?
Følg, like og del:
error20

Tak til Finn

Carsten Bjørnlund vækkede noget i mig i dag.

Og jeg vil egentlig gerne sige tak til Finn, som tog sig af vores uddannelsessamtaler i 8. klasse, selvom han ikke underviste klassen i det daglige og kendte uendeligt lidt til vores evner, drømme og personligheder.

Han kunne selvfølgelig ikke vide, jeg var følsom.

Jeg skulle medbringe et stykke papir til samtalen. På det skulle stå, hvad jeg allerhelst ville være i hele verden.

‘Journalist eller naturfotograf’ stod der på mit.

‘Men det er meeeget svært at blive,’ sagde Finn.

Jeg gentog min fars ord: ‘Nogen skal det jo lykkes for.’

‘Ja, men det er meeeget svært at blive,’ sagde Finn.

Så var der stille lidt. Så klukkede Finn og fik et glimt i øjet.

‘Men vi mangler altid rengøringsdamer her på skolen. Det kan du jo blive, hvis det ikke lykkes.’

Jeg tror, jeg er enig med Carsten i, at de voksne mennesker skal gøre sig bevidst om, hvor stort et indtryk deres autoritære ord kan få på sind, de hverken kender eller forstår.

Jeg er faktisk stadig sur.

Følg, like og del:
error20

Svingstaten

Da jeg startede i praktik, var jeg i tvivl om, om jeg overhovedet ville kunne lide at lave nyheder. Det havde jeg jo ikke prøvet før. Og ærlig talt, så hører jeg til dem, der godt kan trættes af at læse 19 artikler om det samme emne, allesammen overfladiske og presset igennem i så højt et tempo at vigtige vinkler og tydelige tendenser sommetider drukner i en overfladisk dækning.

Her et år senere, kan jeg ikke huske, hvordan man skrive en artikel på over 3000 anslag. Jeg ved ikke, hvad man skal med mere plads. Måske (vil min egen onde tunge hævde) fordi, jeg selv er blevet til en hurtigt/nu/overfladisk type. Men jeg kan lide det. Jeg kan lide, når det går stærkt.

Jeg elsker at blive fagforelsket.Men det sker så ofte efterhånden, at jeg slet ikke bliver klogere på, hvad for en journalist, jeg vil være.

Først var det udland. Den store viden. Den dybe viden. Nødvendigheden i at kende et lands historie for at kunne drage fornuftige konklusioner omkring nuværende uroligheder. Forår rundt omkring. Liv og død. Ikke nyheder om livet på borgen eller vejret, nej. Liv eller død. Der sker altid noget stort og vigtigt et eller andet sted i verden. Verden har aldrig agurketid.

Så blev jeg lun på underholdning. Gik ellers i al hemmelighed og følte mig hævet over den slags. Alligevel endte jeg med at tigge mig med til finalen i Vild med Dans, selvom jeg ikke skulle arbejde. Jeg lærte at elske at interviewe mennesker, som brænder for det de laver helt inde fra hjertet af. Jeg fandt min indre glimmer-diva og hun er kommet for at blive.

Så blev det video-redaktionen. Løb stærkt og klar dig selv-redaktionen. Hvor man kom ud i verden, og selv stod og filmede, mens man interviewede. Hvor man er nødt til at bede Mikkel Kessler om at gå lidt i knæ, så man kan filme ham i den rigtige højde og hvor man kun har én chance for det rigtige klip, når begivenhederne ruller. Stedet hvor teknikken fangede mig, og jeg pludselig kunne sidde og redigere i flere timer, hvis jeg fik lov. Fordi det virkelig ændrede noget, om lyden nu var okay.

I dag har jeg været i retten første gang for krimiredaktionen. Og gæt hvad? I freakin’ love it! Den gode, den onde – hvad er sandt, hvad er løgn? Hvordan får offentligheden den mest sandfærdige dækning, uden at jeg lader mig drive af personlige følelser eller uvæsentlige sensationer. Har på fornemmeren, at de næste tre måneder kommer til at flyve afsted.

Følg, like og del:
error20

Dreams

Jeg har ofte været misundelig på den Sunde og Raske. Fordi han bare véd, hvad han vil. Der er et mål for ham. Og han er i øvrigt i fuld gang med at nå det mål og opfylde sine drømme.

Men hvad gør man så, når man gerne vil skrive klummer og kronikker? Jeg vil gerne formidle videnskab og forskning, jeg vil gerne holde foredrag om at være et barn i et hjem påvirket af alkohol og hjælpe med at udarbejde handlingsplaner for at hjælpe børn i den samme situation. Jeg vil gerne tage rundt på skoler og informere om sikker sex og alt i den dur. Jeg vil gerne arbejde i et ministerium der arbejder med miljøet, så jeg kan kommunikere den viden videre, jeg vil gerne til Helmand provinsen og fortælle om kampe og ulykkelige skæbner, jeg vil gerne rejse ud for røde kors og hjælpe med at starte skoler, sygehuse og andet nødhjælp op. Jeg vil gerne være korrespondent i Shanghai og skrive hjem om udviklingen i asien, jeg vil gerne have mit eget madprogram eller skrive rejsereportager, jeg vil gerne finde på slogans og udtænke reklamer eller skrive manuskripter til serier eller film, jeg vil gerne skrive en bog, jeg vil gerne være radiovært jeg vil gerne lave tv og blogge på livet løs og alt muligt andet…

Hvor stopper man for de tanker og lægger sig fast på én skide ting?

Eller hvordan får man lov til at lave mest muligt af det, man drømmer om? Helt ærligt. Det kan da ikke passe, at jeg ikke kan få lov til at lave flere forskellige ting.

Kan du bestemme dig for bare én ting at bruge dit liv på?

Følg, like og del:
error20

Kronik-agtig ophidselse endnu engang

I GET at unge mennesker skal være klogere end de tidligere generationer.

Jeg er helt med på, at det delvist var min egen dovenskab, som gjorde at jeg både dumpede og brillierede i gymnasiet, alt efter om jeg interesserede mig for faget og hvor lige til fagets indhold var. Old: gode historier, udenadslære= 11, Mat B: abstrakt viden, formler, udenadslære: 05. sådan var det bare. Jeg forstod aldrig det fag. Selvom jeg mod slutningen af gymnasiet faktisk lærte at holde af min lærer, så kunne han ikke undervise mig. Han var for klog, og jeg var ikke klog nok til at vi kunne mødes på et sted, hvor hans viden gik videre til mig.

Det var lidt det samme i engelsk. For DAMN, hvor kan jeg snakke engelsk. Og jeg kan også godt analysere en tekst. Men da jeg valgte at skrive SSO (en stor opgave på den gamle reform) i engelsk, fik jeg pludselig stillet spørgsmål, som jeg slet og ret ikke forstod. Og selvom min lærer forklarede mig det et par gange, forstod jeg ikke stort mere, da jeg afleverede opgaven, end da jeg gik i gang.

Og sagen er dén, at jeg ikke kunne gå hjem og få hjælp af mine forældre. De er nemlig ufaglærte. Far er lagermand og mor er dagplejer. Og vi kan jo snildt blive enige om, at de har gjort et djævelsk godt stykke arbejde med mig og min bror. Hell, det lykkes dem endda at sende begge deres børn i gymnasiet som de første i familien.

Men herfra kunne de ikke hjælpe os. Jeg troede, at venstreorienteret betød, at man stemte på venstre indtil jeg blev 16-17 år. Ikke fordi mine forældre ikke kunne have forklaret mig forskellen, men fordi det ikke var sådan noget vi snakkede om over aftensmaden. Og fordi det ikke interesserer mine forældre det store, blev jeg bare ikke præsenteret for den slags i min opvækst. Og fordi de ikke har en uddannelse med vidensbaserede relationer, blev min opvækst ikke præget af deres fag.

Eller, det blev den jo. Men fordi det ikke var akademiske fag de arbejdede indenfor, fik jeg det nemlig lidt svært i gym.

Tre måneder inde i første semester snakkede jeg med en studievejleder om, om jeg overhovedet passede ind. Om jeg var god nok. Han snakkede med mine lærere som alle bekræftede, at jeg kunne fint begå mig på gymnasiet. Og så blev det ligesom ved dét. Selvom jeg fakede mig igennem store dele og konstant følte, at der var en usynlig skal mellem mig og den reelle viden, som jeg aldrig fik banket hul på.

I går læste jeg, at den nye gymnasiereform gør forskellen på børn af uuddannede og veluddannede forældre så stor, at der er 2,7 karakterers forskel på deres resultater.

I get at nogen har det nemmere end andre. Men jeg ville virkelig ønske, at vi havde et uddannelsessystem, hvor vi ikke sætter folk af på halvvejen, fordi deres forældre ikke er kloge nok.

Var det ikke meningen, at de skulle have midlerne til at gøre det BEDRE end den foregående årgang, og ikke bare ’marginalt bedre end dine egne forældre’?

Følg, like og del:
error20

Tilbage i Kåbehåååå

Åh, skatterpussere. Sowwy. Men nu er jeg hjemme på pinden igen, og jeg glæder mig til at vi skal snakke sammen noget oftere.

Jeg er blevet faster til 3,2 kilos perfekt mandfolk. Jeg sir’ jer piger, han kommer til at knuse hjerter. Og faster er meget glad for, at han ventede med at komme til verden, til hun flyttede til købstaden, så jeg rigtigt kan forkæle ham med is og tyggegummi, når mor og far ikke kigger.

Så er flytningen til den (på papiret) perfekte lejlighed udskudt et øjeblik. Fordi gulvet skulle slibes, men så gav sig til at bule og vræle, da de sleb på det. Foreløbig er flytningen udskudt til den 15. Så det krydser vi fingre for. (Også dig, kom så igang!)

Jeg har også tjent lidt skejser i påsken (Skal jeg ikke tage din opvask, farmor?) for at kompensere for katastrofal tilrettelæggelse af ferie og flybilletter. Fejl, der ikke sker igen, men som med alle andre fejl koster nogle lærepenge. Not so very fedt. Heldigvis falder lærepengene sammen med muligheden for forudbetaling af feriepenge, rest-overskudscheck fra NrGI (de findes virkelig!) Og et tilgiveligt og familiært påskeselskab, der kunne finde penge at forære mig for de latterligste ting.

I morgen skal jeg tilbage til Ritzau og svare ja til deres frieri. (Eller – tilbud om 18 måneder og herefter polske forhold) Jeg glæder mig. Jeg er så taknemmelig for at de sendte mig ud og se på mulighederne, så jeg i langt højere grad værdsætter, hvad jeg får. Det føjer udelukkende til den professionelle og venlige behandling de har givet mig ind til videre. Er en glad lille pige, på en stor redaktion. And I like it.

Hvad skal du i sving med efter påsken?

Følg, like og del:
error20

Det vil jeg være, når jeg bliver stor…

Allerinderst inde, har jeg ingen idé om, hvad der præcis er, der vil gøre mig lykkelig hver dag. Jeg har så småt indset, at vi ikke alle kan gøre som den Sunde og Raske Fyr, og få en uddannelse indenfor det vi interesserer os allermest for, blive den bedste i faget – og nummer to i Danmark der får etiketten ‘certificeret ekspert’ i det program, vi kan tegne i. Vi kan ikke gå igennem livet, og aldrig have en dårlig dag på arbejde. Altid elske at sidde foran en skærm, med technomusik bragende i høretelefonerne og gøre ting smartere og bedre. It’s not gonna happen.

Så målet må være, at finde noget, jeg vil elske mindst 60 % af tiden, og kun hade for alvor 10 % af tiden. Se, allerede her er jeg en realist, hvilket jeg har hørt, er en forudsætning for succes.

I min ‘Uddannelsesmappe’ fra 8. klasse (Hvad var dealen med dem? Der er jo INGEN der skal træffe den slags valg som 14-årige?) Står der at jeg gerne vil være naturfotograf eller journalist. Så langt, så godt.

Viceinspektør Finn Søberg mente dog, at det var for svært at blive journalist. Og at jeg måske skulle vælge et mere tilgængeligt fag. Da min veludviklede 14-årige hjerne påpegede at ‘nogen skulle det jo lykkes for, hvorfor ikke mig?’ Grinte han, gav mig ret, og påpegede at jeg jo altid kunne komme tilbage til skolen som rengøringskone. Jeg har stadig lyst til at finde ham og tvære hans ansigt ind i sennep.

Så ville jeg gerne være astronaut. Men de skal have en meget præcis højde. Alle skal være over 1,70 meter. Det er jeg ikke. (Og det var jo naturligvis det eneste, der stod imellem mig og den karriere.)

Faktisk var det også højden, det var galt med, da jeg ikke kunne blive Falckredder, man lad nu det ligge.

Jeg elsker at skrive. Jeg kan ikke lade være med at skrive. Jeg elsker ord. At holde taler der får folk til at grine først, så blive rørt til tårer, og så grine lidt igen. Jeg elsker, når folk ikke kan sige PRÆCIS hvad de mener, at omformulere sætningen til den rammer netop dét, de gerne vil udtrykke.

Jeg lavede bloggen for flere år siden, men den tog først fart, da jeg startede på journalisthøjskolen. Spørgsmålet er så bare, om den tog fart, fordi jeg begyndte at skrive mere og således åbnede op for min kreativitet – eller om den var en nødvendig ventil, når alle tekster skulle bygges ‘sådan’ op, indeholde netop ‘det’, og være præcis ‘så’ lange. Jeg ved det ikke?

Jeg ved ikke, om jeg vil være journalist. Og jeg ved ikke om jeg vil blive en god journalist. Men helt kynisk tror jeg, at det er en af de professioner, der kan åbne flest døre til det dér med at leve af at skrive. Med mindre jeg en dag får idéen. Men jeg ville ikke holde vejret, mens jeg ventede, hvis jeg var dig.

Min allerdybeste hemmelighed, som vist efterhånden er ret åbenlys, er at jeg elsker at sætte hår. Og style tøj. Jeg har lavet en modeblog, for christ sake. (By the way – tak fordi i ikke alle forlod mig!) Således fik jeg vetoret over Rikkes outfit til hendes indflytterfest. Jeg satte hendes hår. Mit eget. Jeg lærte hende at bruge den flydende eyeliner, som bare er så pæn til hende.

Da jeg boede i Odense klippede jeg hendes hår. Og Katrines. Og de andres. Jeg satte Brors hår i sluthalvfemserne, da de fedtede dreadlocks var lige sagen. Jeg kan klæde mig så jeg ser bragende godt ud, og ingen kan gennemskue min tvivlsomme selvtillid og de 10 (tyve) kilo, der er ekstra dyppelse til mit livs pomfritter.

Og jeg tror faktisk, at jeg kunne være fint tilfreds med et liv som frisør. Eller stylist. Eller hvad de nu hedder, dem der gør folk smukkere og fremhæver deres gode sider. Men jeg synes, jeg er for klog til at ‘spilde’ min hjerne på den slags. Helt ærligt. Jeg tror, jeg ville dømme mig selv, hvis jeg blev en rigtig god og glad frisør, der aldrig fik sig en smart byline eller et tjekket mediehus i ryggen.

Jeg kunne også blive glad som bioanalytiker. Jeg elskede biologi. Og jeg glemmer ALDRIG den dag vi lavede gel-elektroforese. Med rigtig DNA. OG den dér slyngemaskine, og pipetterne. Og vores gruppe var den eneste, det lykkedes for. Og jeg synes kitler er sexede. Er det grund nok?

Jeg tror, at moralen med dette indlæg må være, at jeg ikke aner, hvor jeg gerne vil ende i slutningen af min uddannelse – så det er lidt svært at sige, om jeg er igang med den rigtige.

Er det sådan alle har det? Er det sådan man bliver voksen? Ved ikke at få det hele?

Følg, like og del:
error20

Pikkelortelort

Nå, men. Et par dages tavshed. På mange måder. Har de sidste par uger måttet sparke mig selv over skinnebenet for at holde visse statusopdateringer væk fra fjæsen. Og de samme tanker væk herfra. Om den skide reeksamen. For tænk sig, hvis jeg nåede at fortælle alle, hvor nervøs jeg var, og så dumpede? Det magtede jeg ikke. Så hellere tavshed.

Well that paid off. Da jeg dumpede. Crapstick.

Jeg vidste godt den lå på en vippe. Og under eksaminationen var Hr. lærer og jeg afgjort ikke enige om, hvad der var væsentligt og hvad der var problematisk. Han var afgjort ikke glad for min attitude, men altså? Skal man bare lægge sig ned på ryggen og undskylde de bevidste valg man har truffet?

Anywho. Det blev en om’er og en endnu længere orlov.

I det mindste holdt jeg en kølig, distanceret attitude, mens han dumpede mig. Magtede bare ikke at være en af de stakler der hulker sig igennem en forklaring af, hvorfor de ikke bestod.

Kørte lang fuck i vold hjem. Og så krammede den Sunde og Raske Fyr mig, mens jeg græd og hadede skolen og læreren, og følte mig dum. Åbnede en flaske rødvin og drak halvdelen mens han handlede ind til aftensmad. Han kom hjem med blomster, jeg drak den anden halvdel af flasken og lavede pandekager til dessert inden jeg gik i brædderne.

I dag er en ny dag. Jeg er stadig pissesur. Og ironisk nok havde jeg regnet med at være mere zen over en dumpekarakter, for det har jeg hele tiden sagt, jeg forventede. Men nu hvor det er en realitet, kan jeg godt mærke, at jeg synes, jeg var en bestået eksamen værd. Havde alligevel lagt en pæn bunke arbejde og ret mange timer i den. Og jeg kunne egentlig godt lide den.

There. Så gider jeg ikke bruge mere krudt på dét lort.

Følg, like og del:
error20

Page 1 of 2

Powered by WordPress & Theme by Anders Norén

error

Enjoy this blog? Please spread the word :)