Visheden, om at jeg skal indfinde mig i København i morgen for at sælge mig selv i journalistisk øjemed, dukkede op stort set samtidig med, at far måtte køre af ved en tidligere afkørsel end planlagt. Jeg opdagede det først, da vi holdt stille. Godt nok duggede alt inde i bilen, men jeg havde jo karriere og storslået journalistik at tænke på, så jeg indså det lidt sent.
Og det undrede mig også. For vi havde jo allerede holdt ind til siden én gang undervejs for at fylde mere kølervæske på, fordi den lille nål påstår, at noget under hjelmen er ved at brænde op. Det kan vi dog ikke mærke inde i bilen, for varmen er stået af, så vi har klapret tænder og fnyst damp-ånde ud af næseborene hele vejen herover.
Og vi ved ærlig talt ikke, om bilen kan klare turen hjem. Det bekymrer mig. Lige som det bekymrer mig, at jeg måske bliver valgt fra, eller endnu værre: bliver valgt. For hvad så? Er jeg typen, der pendler? Magter jeg at flytte igen, nu hvor jeg ENDELIG er kommetpå plads i Odense? Kan Line og Rikke betale huslejen, hvis jeg flytter i utide? Og hvad koster sådan et pendlerkort egentlig?
Og hvad gør May-Britt, når hun lige har været så fantastisk at tage mig tilbage, og jeg nu måske skal skrive under på en kontrakt, der forbyder mig at arbejde i min fritid så længe jeg er i praktik? Er jeg så et dårligt menneske, eller bare et meget heldigt menneske, der også er lidt uheldig? Og kan man kaldes uheldig, hvis man får en praktikplads ugen efter opstart? Det tror jeg ikke.
Mine tanker er på overarbejde lige nu. Hvem kører med far til Kolding, hvis jeg skal til København hver dag? Hvem snakker med ham på vej tilbage og ryger smøger i hans lille møgspand af en bil, så han ikke skal føle sig alene? Er jeg en dårlig datter, hvis jeg sætter alt det her alkoholbehandling igang, og så straks efter springer fra alle mine løfter om at hjælpe ham igennem og støtte ham hele vejen, for at lege trændy sjurnalist i hovedstaden? Åhhhh!
En hel time sad jeg i en blød, rød sofa i boligafdelingen i Bilka, mens min højre hånd manisk stopfodrede mig med bland-selv slik, og jeg bare forsøgte at gemme mig for de mennesker, der gik forbi og gloede og fra den verden udenfor Bilkas trygge rammer, hvor jeg skal tage stilling til ting. Og hvor det, der er en gave for mig, måske er en straf for nogle andre?
Da jeg gik, hang en rød stofprøve fast på min røv, og en sød mand rev den af, og sagde at farven var pæn, hvis jeg overvejede at lade mig ombetrække. Jeg synes, han var sjov, men jeg var bare lige ved at græde over min sofa-røv. Der er ikke plads til mere i mit hoved lige nu.
