Tag: Trixytanker Page 1 of 10

Morgen

I går og i dag har de været der.

Efterårsmorgenerne.

Hvor daggryet er uendeligt længe om at komme, selvom man kan se lysningen i horisonten. Hvor solen lige pludselig bryder himlen i sådan en hast, at man kommer til at tænke på en, der skal nå bussen og er kommet for sent ud af døren.

Det klare lys. Skarpe. På en eller anden måde meget skarpere end på en sommerdag. Hvor det er lysets farve som bærer al varmen som ikke rigtigt når ned til asfalten.

De morgener, hvor duggen svæver længe rundt i gaden og ikke kan bestemme sig for at lette. Så de første begærlige vejrtrækninger jeg tager, kilder bagerst i svælget både af kulde og af fugten i luften.

Hvor en lille sky af damp kan forlade min mund, når jeg ånder ud.

Hvor enkelte gule og røde nuancer titter frem og sommerens høstfarver mørknes og minder mig om at tage strømper på, når jeg skal ud.

De morgener er så ufatteligt smukke. Og rolige på en eller anden måde. De er afventende. Solen er forsinket, duggen venter på solen og forvirres af lyset uden varme. Begge dele venter på hinanden. Lidt længere tid end sædvanligt.

Men københavnerne? I har stadig skidetravlt, er morgensure og råber efter hinanden i trafikken. Godt at noget forbliver det samme, selvom årstiderne skifter.

Følg, like og del:
20

På den anden side af vandfaldet

Engang troede jeg, at der var noget af livet jeg ikke levede. Dengang jeg var en forvirret teenager. Det var som om, der var noget, jeg ikke helt fattede. Den der følelse af, at alle andre mennesker har et sammenhold uden om dig, men i stedet for at føle, at de andre gjorde noget, følte jeg, at jeg ikke rigtigt forstod, hvad de gjorde anderledes end mig, siden de alle sammen kunne snakke sammen og huske hinandens navne og blive venner bare fordi de havde været i samme rum en aften.

Det var som om en lille del af verden, ikke det hele, men bare sådan skummet på toppen, levede et andet sted end mig.

Jeg så dem gennem et slør. Fuldt synlige. Jeg kunne høre deres stemmer, se deres ansigter. Men der var en lille mumlen, jeg ikke fik med. Billedet var altid lidt sløret.

Og jeg forstod ikke hvorfor. Jeg forstod ikke, hvorfor jeg skulle være så akavet, at jeg aldrig rigtigt kunne være med i de andres verden.

I dag forstod jeg, at det var fordi, de ikke kunne være med i min.

Så er det pludselig fedt at blive ældre og klogere.

Følg, like og del:
20

Jobtanker

Jeg har nok lavet de førstee 1000 franske hotdogs, gammeldags isvafler, ‘vaske gulv’-bevægelser, stiklinger på gartnerier (Det er nok nærmere en million dér), fadøl og kasseoptællinger.

Jeg har bagt isvafler selv, brændt mig på det 300 grader varme vaffeljern med hele armen. Jeg har haft skønne kolleger og dårlige kolleger, som jeg selv har været både en god og dårlig kollega.

Jeg har smilet sødt, når fedladen, selvfed mand har tituleret mig ‘lille de’. Taget imod utallige møgfald, der i bund og grund ikke var rettet mod mig, men mod tankens lukketid, gartneriets deadline, øllenes pris, madens kvalitet, svømmehallens regler og hvad ved jeg. Nogen gange har møgfaldet også været rettet direkte mod mig. Min attitude, mine ord, min attitude, min krops størrelse og min attitude, har været gengangerne.

Jeg har pakket kileremme med en alkoholiker mellen 22-06 på en fabrik, jeg har tjekket ind klokken fem for at gøre rent på teenagedrenges klamme toiletter, klokken seks for at åbne en svømmehal. Jeg har lukket en bodega mellem midnat og en tid langt over min sengetid.

En sjælden gang imellem, har jeg også reddet et liv. Med mine hænder. Ved at hoppe i vandet. Ned mod bunden. Hjælpe en person, der ikke længere kunne hjælpe sig selv.

Men mest af alt, har jeg brugt ord. Ord til at betjene, ord til at forstå, ord til at beskrive rieslingens mildhed overfor Pinot Gris’en kant. Ord til at nævne prisen, gøre mine kolleger og kunder glade. Jeg har fået ord igen, både de onde og de gode.

Det er ordene, der har gjort det hele værd at gøre og prøve. Selvfølgelig er nogle skodjobs bare altid skodjobs. Men mennesker og ord kan gøre dem tålelige. Og ingen af de steder jeg har været, har kunnet løbe rundt helt uden ord. Ord er gode. Og nødvendige.

I mit nye job skal jeg arbejde. Med mennesker og ord. Og ironisk nok, har jeg ingen ord for, hvor meget jeg glæder mig. Er det ikke sjovt?

Følg, like og del:
20

Tankelavine

Visheden, om at jeg skal indfinde mig i København i morgen for at sælge mig selv i journalistisk øjemed, dukkede op stort set samtidig med, at far måtte køre af ved en tidligere afkørsel end planlagt. Jeg opdagede det først, da vi holdt stille. Godt nok duggede alt inde i bilen, men jeg havde jo karriere og storslået journalistik at tænke på, så jeg indså det lidt sent.

Og det undrede mig også. For vi havde jo allerede holdt ind til siden én gang undervejs for at fylde mere kølervæske på, fordi den lille nål påstår, at noget under hjelmen er ved at brænde op. Det kan vi dog ikke mærke inde i bilen, for varmen er stået af, så vi har klapret tænder og fnyst damp-ånde ud af næseborene hele vejen herover.

Og vi ved ærlig talt ikke, om bilen kan klare turen hjem. Det bekymrer mig. Lige som det bekymrer mig, at jeg måske bliver valgt fra, eller endnu værre: bliver valgt. For hvad så? Er jeg typen, der pendler? Magter jeg at flytte igen, nu hvor jeg ENDELIG er kommetpå plads i Odense? Kan Line og Rikke betale huslejen, hvis jeg flytter i utide? Og hvad koster sådan et pendlerkort egentlig?

Og hvad gør May-Britt, når hun lige har været så fantastisk at tage mig tilbage, og jeg nu måske skal skrive under på en kontrakt, der forbyder mig at arbejde i min fritid så længe jeg er i praktik? Er jeg så et dårligt menneske, eller bare et meget heldigt menneske, der også er lidt uheldig? Og kan man kaldes uheldig, hvis man får en praktikplads ugen efter opstart? Det tror jeg ikke.

Mine tanker er på overarbejde lige nu. Hvem kører med far til Kolding, hvis jeg skal til København hver dag? Hvem snakker med ham på vej tilbage og ryger smøger i hans lille møgspand af en bil, så han ikke skal føle sig alene? Er jeg en dårlig datter, hvis jeg sætter alt det her alkoholbehandling igang, og så straks efter springer fra alle mine løfter om at hjælpe ham igennem og støtte ham hele vejen, for at lege trændy sjurnalist i hovedstaden? Åhhhh!

En hel time sad jeg i en blød, rød sofa i boligafdelingen i Bilka, mens min højre hånd manisk stopfodrede mig med bland-selv slik, og jeg bare forsøgte at gemme mig for de mennesker, der gik forbi og gloede og fra den verden udenfor Bilkas trygge rammer, hvor jeg skal tage stilling til ting. Og hvor det, der er en gave for mig, måske er en straf for nogle andre?

Da jeg gik, hang en rød stofprøve fast på min røv, og en sød mand rev den af, og sagde at farven var pæn, hvis jeg overvejede at lade mig ombetrække. Jeg synes, han var sjov, men jeg var bare lige ved at græde over min sofa-røv. Der er ikke plads til mere i mit hoved lige nu.

Følg, like og del:
20

Kryds fingre for mig

Jeg kan måske få lov at komme i praktik. Allerede nu. Selvom jeg er for sent færdig. Og selvom praktikken allerede er startet, og jeg overhovedet ikke er forberedt.

Er lidt i panik, for det går sgu stærkt. Opkaldet kom over middag i dag, og nu har jeg en samtale i morgen klokken 11. Så hvis du lige gider krydse dine fingre, så skal jeg nok finde den charmerende og menneskelige side af mig selv frem, så jeg kan få den plads.

I københavn. Fik jeg nævnt det?

Dammit, jeg er spændt.

Følg, like og del:
20

Klap dig selv på skulderen

Har netop indtaget tronen, som verdens bedste datter. Har bagt og æltet og smurt topping på alt i køkkenet med mor idag.

Da hun fik fri og hende og far kørte i banken til møde, skurrede jeg køkken og badeværelse pletfrit, støvsugede og vaskede alle gulve og ryddede op i hytten, så der var pænt til gæsterne kom.

De er lige kørt hjem, og jeg har samlet begge de Ikea-borde, som mor fik i gave, så hun kan slappe af med god samvittighed. Det kan jeg også.

Jeg glæder mig bare så meget til i morgen, når Bror kommer. For han har hendes gave. Det føles virkelig fesent ikke at have en gave at give til mor på hendes rigtige fødselsdag, men jeg er sikker på, det bliver mere end opvejet, når hun får sin ekstremt lækre Espresso-maskine i morgen fra Far, Bror og mig. Hun bliver så glad!

Nu skal vi bare finde på et navn til den, for Giovanni gav jeg jo væk til min dejlige Citygirl for evigheder siden. Men noget italiensk må være på sin plads. Det er jo kaffe, vi taler om. God kaffe.

Følg, like og del:
20

Anti-skruk-blogging

Jeg er hjemme til min mors fødselsdag. Hun er dagplejer. Jeg elsker min mor, men for hver gang jeg deler hendes arbejdsdag med hende, går der lidt længere før jeg skal have børn.

But then again, jeg egner mig heller ikke særlig godt til børn. Børn egner sig heller ikke særlig godt til mig.

Fun fact: Det er også min mormor fødselsdag idag. Hvor sejt er det lige?

ps. Ved godt sitet stadig ligner lort. Aner ikke, hvad jeg foretager mig. Det er ret sjovt.

Følg, like og del:
20

Jeg skal lige noget

Nåmen. Det viste sig så igår, at mine undertekster er forsvundet. Altså, jeg kan godt se, de er der. Men jeg kan ikke læse dem mere. Det er som om de står dobbelt. Ligesom mine sms’er når det er mørkt. Og det der vejskilte, hvor det er skrevet hvidt på blåt.

Det er åbenbart ikke meningen, at de ting skal være usynlige?
Så jeg smutter lige til optikeren. Hejhej.

Følg, like og del:
20

OKAY

Lad os få det på det rene.

Jeg har engang slået en rygmærke-agtig mand i græsset til grøn koncert.

Seks damer uden tidligere erfaring kender nu de grundlæggende elementer i et godt højre hook.

Jeg havde rødvinstænder lidt i fem. Jeg håber ikke, de så, om jeg havde det tidligere.

Jeg elsker folk, der efterlader ekstrasmøger, når de forlader mig, og jeg er løbet tør for mine latterlige, trendy, korte røde kings.

Jeg har tisset på en tandbørste. Stjålet noget. Stukket rejer i en gardinstang og ytret ordene ‘det var som at smide en coctailpølse ind i en domkirke’. All in the name of love.

Jeg er ikke så god til at holde igen med uvæsentlige og selvudleverende informationer, når jeg godt kan lide nye mennesker. Det er altid lidt pinligt næste dag. Fordi det er lidt svært at gøre om. Og fordi jeg altid får fortalt lidt mere bramfri detaljer om mig selv, end det er min mening. Og om opkast i risten i en brusekabine.

Men Carsten var flink.

Følg, like og del:
20

Går rundt og forelsker mig

Når solen skinner, er København bare vanvittig fantastisk. Selvom vinden er så kold, at det føles som om mine ører er ved at falde af. Og jeg naturligvis løste morgenens ‘fugleredeproblem’ med en vanvittig frisure i stedet for at gå i bad. Good thinking.

Ikke at et bad kan hjælpe det store, når veninde efterlader mig med en gigantisk skål hjemmelavet hummus og tager på arbejde med ordene: ‘Bare gå i skabene.’ Lækkert. Min gane er fuldstændig hudløs nu, men det var det hele værd.

Men når man sådan trasker rundt på Nørrebro, med rester af nattens make-up i fjæset, højt hår og milde men insisterende tømmermænd, er der én tanke, der er bedre end alle de andre: Jeg flytter herover til sommer. Endda med ham den Sunde og Raske. Jeg glæder mig så latterligt meget. Det er værd at vente på. Han er værd at vente på.

København er værd at vente på.

Følg, like og del:
20

Page 1 of 10

Powered by WordPress & Theme by Anders Norén

Enjoy this blog? Please spread the word :)