Tag: Træning

Så tæller det sgu

Fik jeg egentlig fortalt, at vi hjalp nogle flinke venner med at flytte ned fra 3. sal og op på 3. sal igen i fredags?

Kan i huske det der med, at uvant træning gør mest ondt to dage efter?

Har fri fra job nu – men aner ikke, hvordan jeg skal komme ned af trappen til min cykel. Eller hvad jeg skal stille op, når jeg når ned til cyklen. Kan umuligt bevæge hobbit-ben i så store cirkler for at komme hjem.

A.V. Men det er fandeme det samme som træning så!

Den Sunde og Raske har naturligvis ikke ondt overhovedet. “Jeg er jo i god form”, som han sagde. Han har også været ude og løbe 15-20 kilometer i dag. Er meget LIDT romantiserende over at have lækker, tynd kæreste i dag.

Okay. I morgen. Nej, ikke i morgen. Man skal aldrig starte på en mandag. På tirsdag. Der gør jeg noget. Hvis jeg kan gå.

Følg, like og del:
20

Dårlig buksekarma…

Man skulle tro, at jeg, med de erfaringer jeg har indenfor buksekarma, ville gøre alt for at give stafetten videre.

Når vi tænker på, hvor glad jeg blev for informationen (altså efter jeg havde tjekket egen røv i spejl, med blussende kinder gennemgået i hvor lang tid de bukser havde været mine eneste træningsbukser, forbandet træningsmakker for ikke at sige noget og overvejet at skifte center for ikke at skulle vise mig for de samme mennesker igen i dækkende buks), skulle man tro, at jeg også ville være barmhjertig overfor damen til venstre for mig i dag til “Stram op”.

Hendes bukser var nemlig også piv-gennemsigtige, når hun bøjede og strækkede kroppen i de forkerte (eller rigtige) vinkler.

Hun var på en mor-alder. Måske lidt yngre. Okay, måske først i fyrrene – men min mor er altså sidst i fyrrene, så det er næsten mor-alder.

Da jeg opdagede det gennemsigtige stof, lå jeg i plankepositur liiige bag hende. Og kunne konstatere.

At hun ikke havde trusser på. Alle. Todo. The lot. I saw it.

Og hvordan fanden forklarer man en voksen kvinde, at man kan se – ikke hendes trusser- men hendes skræv i full frontal attack, når hun rækker ned efter fødder i diverse stræk? Eller står på alle fire og svinger benet i en balleøvelse?

Det har ALDRIG været vigtigere at hjælpe et medmenneske. Men jeg fejlede. Jeg sagde ikke noget til hende. Jeg kunne simpelthen ikke finde en måde at sige det på, hvor jeg ikke fik lyst til at skyde mig selv. Nu har jeg det lidt skidt. Ret skidt. Meget.

Hvordan siger man sådan noget?

Forresten, da jeg hoppede ud på løbebåndet bagefter (Planen var tyve minutter OVEN i holdet, men det blev til fem. I gang) kom mit nye træningsmotto til mig. Fordi benene ikke ville virke og begge fyre på hver side af mig bragede afsted med 12 kilometer i timen – mens de TALTE sammen? Må man det? Er der ikke en fysisk lov mod at være i stand til at føre en samtale under motion?

Nå, men. Det gik op for mig. Min krop er ikke skabt til fart – den er skabt til kage.

Følg, like og del:
20

En dag fuld af glad

I dag skal jeg med den Sunde og Raske i svømmeren.

De dates vækker altid en helt særlig glæde i mig. Måske fordi jeg gik til svømning fra jeg var 5 til jeg gik ud af gymnasiet. Jeg var faktisk helt god en overgang, vandt medaljer og den slags pjat. Men så skete der noget. Gymnasiefester, fadøl og drenge var pludselig mere spændende.

Og arbejde med løn fremfor frivillige trænervagter trak mere i mig, så jeg kunne få de smarte sko eller nye bukser.

Men jeg elsker det stadig. Vandet.

Fornemmelsen du får, når du ikke kan høre folk omkring dig, kun ser på bunden foran dig. Vandet der køler din krop, så du ikke kan mærke, at du sveder.

Den kontrollerede vejrtrækning. 1-2-3, ånd, 1-2-3, ånd. Den er helt terapeutisk bare at tænke på for mig.

Jeg glemmer altid at tælle baner, selvom jeg umådeligt gerne vil vide, hvor langt jeg svømmer, så jeg kan blære mig senere. For når jeg svømmer, så hvisker jeg min mentale tavle ren. Jeg glemmer, hvad der bekymrede mig, før jeg hopper i vandet – og når jeg stiger op, kan jeg ikke huske, hvad jeg tænkte på, mens jeg var i vandet.

Jeg er bare i min egen blå, svale, dulmende verden, hvor hvert eneste armtag, hvert spark med benene lover mig, at jeg vil sove godt i nat.

Skal du ikke snart i svømmeren?

Følg, like og del:
20

Hvor meget skal man egentlig spise som slank?

Hvordan gør normale mennesker egentlig?

Altså. Normale mennesker, der vejer noget normalt og ikke sådan går amok i pandekager eller kanelsnegle et par gange om ugen?

Hvad spiser en person, der har et ganske normalt og sundt forhold til mad? Og hvor mange portioner? Og kan det virkelig passe, at kulhydrater betyder så meget? Og at mængder gør?

Hvor meget træner en normal person? Og hvor hårdt? Når jeg ser mig selv transvede efter halvanden times intentiv cardio-styrke intervaltræning, og så ser mother of all bodies stå og småtrippe på en stepmaskine, kan jeg da godt få den idé, at jeg gør et eller andet forkert? Eller for sjældent.

Arj men. Når man nu evig og altid har været typen, som enten trænede seks til otte gange om ugen, og gerne kombitræning (f.eks en løbetur og så en kilometers svømning, eller boksning og svømning eller cardio og så boks) – eller slet, slet ikke trænede. Så kan det altså godt være svært at regne ud, hvad alle i tynde, lækre piger gør rigtigt, som jeg gør forkert?

Og når man nu evig og altid har levet for at spise og ikke omvendt. Og med fuldt overlæg har trænet mere i perioder – for at kunne spise mere, så er det egentlig en gåde for mig, hvad de smækre trunter på stepmaskinen mon spiser, siden deres kroppe arter sig så meget anderledes end min?

Måske er det faktisk hér, at diætister og/eller personlige trænere kan være behjælpelige. De må da alt andet lige vide, hvad der skal til for at leve sundt – som alle andre mennesker?

Hvad pokker gør i? Ved DU godt, hvad der er ‘normalt’ i forhold til mad og træning? For jeg har ingen anelse…

Følg, like og del:
20

Ynkeligt selvbillede

Nåmn, jeg tog til træning igår. For første gang i.. Ja, det ved jeg ærlig talt ikke. Det er så længe siden. Så længe, at mine træningssko stadig står ved veninde M, efter jeg overnattede en uge hos hende.

Men der var det dér Afropowerdance. I know, virkelig latterligt navn, men jeg er i forvejen en sucker for Latinmix (når det er en god instruktør), og veninde C har talt så varmt om emnet, at jeg kastede mig ud i et forsøg.

Og daaaamn, der kom sved på panden. Og der blev hoppet. Og rystet. Og rystet lidt mere. Og jeg synes godt nok, at jeg har lige rigeligt at ryste med i disse dage. (Hvad mener du med, at to donuts, en pose vampyrer og en pose m&m’s er en dårlig erstatning for frokost og aftensmad?) Men jeg gik all in. For sådan er jeg. Vi har talt om det før, jeg har kun to funktioner; all in eller not in at all.

Men der er en del snurren rundt, rysten hovedet, lukken øjnene og gøren omkring i sådan en afrotime. Og jeg er i håbløst dårligt form. Og jeg fik ikke lige noget at spise mellem 13 og 18:30 igår. Og på et tidspunkt, mens vi snurrede og snurrede og jeg overhovedet ikke havde et fokuspunkt nogen steder i salen, blev jeg lidt dårlig.

Du ved, hvor man liige stavrer lidt tøl højre, to skridt tilbage og undrer sig over, at man ikke kan mærke den luft, som man indånder nogen steder i kroppen. Og lige dér fik jeg det værste drag over selvtilliden, jeg har fået længe. Af mig selv.

Jeg tænkte: ‘Hvad nu, hvis jeg drater om, men de andre synes jeg er sådan en tyk ulækker én, som de ikke vil røre ved for at hjælpe?’

Tak for den latterlige hjerneselvopfattelsetykhedsfølelse. Kæft, jeg er træt af mig selv lige nu mand. Og lidt depri. Må jeg så godt få kage? (Skruen uden ende…)

Følg, like og del:
20

Mere fart på

Træning. Jeg skal da til træning igen i dag. Selvom mine håndtag stadig smerter gevaldigt, hver gang jeg overvejer at rette mig op, og min brystmuskulatur gør nas og gør det ret svært for mig at se, hvordan den Sunde og Raske Fyr senere i dag skal kunne rage mig på babserne, uden de falder af. Flot, Trix.

Og gaver! Jeg mangler gaver. Skal stadig finde på noget fantastisk til Rikke, når hun bliver halvt halvtreds. Det er jo en stor sag, og i mine bestræbelser på at finde på noget helt specielt, har jeg præsteret slet ikke at finde noget. At all. Festen er i morgen. Dammit.

Mangler også noget af den Sunde og Raske Fyrs gave. Hvorfor skal bedsteveninden og kærestefyren også have fødselsdag samme dag? Det er for meget pres at lægge på mine træningsømme skuldre.

Især når jeg skal bruge 5,5 timer i dag på transport og ophold i Kolding. Altså, jeg glæder mig. Og bror og jeg skal afsted sammen i dag, og tilbringe lidt kvalitetstid i Kolding Storcenter. (Lyder det lidt selvmodsigende?) Ihvertfald glæder jeg mig til det, og til familiemiddag bagefter. Sagen er bare dén, at der er så meget jeg skal nå først.

First thing is first. Hvordan får jeg smadrede lår ned fra tredje sal, så jeg kan komme til ZUMBA?!

Følg, like og del:
20

Fitness og Kinakasse

Efter en kort snak med alko-behandlingen i Odense, som havde en ledig tid den 16. februar, bliver det Kolding. Så nu skal Pille lige hviske til mig, hvor de gode caféer er. (Eller bare noget billigere end First Hotel Restauranten. Ellers tager det overhånd ganske hurtigt.)

Men det betyder også, at far og jeg ikke skal noget idag. For første dag i denne uge. Det er ret vildt. Jeg vil forlade huset og tvinge ham og mor til at tilbringe lidt tid alene sammen, for jeg kan mærke, at mor har lidt svært ved at.. Hvad hedder det? ‘Cut him some slack’. Jeg ved godt, at han har skuffet hende meget. Jeg forstår, hun ikke ubetinget vil vise ham tillid. Men sarkasme og nej-hat går altså ikke, når han gør sig så umage, som han gør.

Så de får lov at være alene hjemme i aften. Imens jeg tager til ‘dancefit’ (Pas. Aner ikke, hvad det går ud på) med min dejlige veninde N. Og fejrer vores fitness sejr med en kinakasse bagefter. Uhm.

Og i morgen flytter jeg til Odense. Allerede i morgen? Det er hurtigt. Og for det ikke skal være løgn, skal vi flytte mellem 8 og 12. For far og jeg skal være i Kolding klokken 14 igen. Godt Line og Rikke hjælper mig.

Der kommer måske alligevel styr på en flig af mit liv nu.

Imponerende.

Følg, like og del:
20

Powered by WordPress & Theme by Anders Norén

Enjoy this blog? Please spread the word :)