Selvomsorg

2 december 2018

Hvad hvis man ikke kan måle, det som gør dig til noget særligt?

Trix Kærlighed, Trixytanker Klarsyn, Prø'li'hørher, Selvomsorg, Søndagssandheder 6

Jeg har en ny teori af en art. Og i denne vil jeg ikke forklejne, at nogle mennesker er gladere for eksempelvis at røre sig end andre. Jeg vil ikke tage fra nogen, at de har flere IQ-point end mig og resten af gennemsnittet, eller tage fra nogen at deres karakter eller resultat i en given test har været høj.

Men når mit selvværd halter i en periode. Og her mener jeg ikke selvtilliden i form af troen på mine evner, mine kompetencer eller ’hvor god jeg er til ting’ men selvVÆRDET. Følelsen af om jeg er noget værd som menneske. Og den kan halte for mange af os. Også selv om vi ved med vores intellekt, at vi er elskede og noget værd, i kraft af at vi er til. Selv om der faktisk er mennesker i vores liv, der elsker os – og vi godt ved det. Så kan selvværdet alligevel godt have dage, uger og måneder, hvor det ikke er helt og hvor det ikke virker.

Selvværd er som et usynligt skjold, der skærmer os imod fjollede tanker som ”Der er ingen, der kan elske det virkelig jeg, og hvis folk vidste, hvordan jeg i virkeligheden er, ville alle, jeg elsker, forlade mig”. For den slags tanker eksisterer – uagtet at du hver eneste dag handler, tænker og taler som dig selv og derfor repræsenterer netop dig og at dine mennesker elsker dig netop i denne form.

Du kan ikke skjule dit sande jeg for andre, selv om du måske tror, det er det, du går rundt og gør. Vores handlinger afspejler vores indre, og det ved du, hvis du tænker på de mennesker, som har været dårlige oplevelser men gode erfaringer i dit liv. Dem, der siger de elsker dig, men opfører sig anderledes. Eller siger, de er her for dig men opfører sig anderledes. Du har mødt dem, og du kan tænke på et eksempel lige nu. For vi er ikke dem, vi fortæller os selv og andre, at vi er. Vi er dem, vi viser os selv og andre, at vi er. Så dine omgivelser kender dig sandsynligvis bedre end dig selv – for de bliver ikke forstyrret af din indre fortælling om dig selv, som du gør. Tænk over det. Alle har gennemskuet dig bedre end dig selv, og de er i dit liv og elsker dig alligevel.

Men nok om det.

Når MIT selvværd halter, får jeg altid en ubærlig lyst til at løfte mit værd gennem ting, man kan måle. Uden at ville tingen måske. Men jeg får den fjollede idé at gennemføre en triatlon, læse en svær russisk bog, som andre vil være imponerede over, at jeg kom igennem. Jeg overvejer at begynde at løbe, uagtet at det er min mest forhadte motionsform, og jeg har så mange andre gode bevægelser i mit liv.

Jeg får – har jeg opdaget – lyst til at styrke min selvtillid ved at gøre ting som

1) er helt atypiske for mig og derfor vil være en præstation (at løbe)

2) er flot og anerkendt i en sammenhæng, jeg med min fornuft godt ved, jeg skal være helt ligeglad med (at læse litteratur som er ’anerkendt’)

3) som udmærker mig ved at være, en præstation ikke alle andre kan klare (triatlon)

Men trangen udspringer ikke af en reel lyst til de her ting. Den udspringer af, at jeg føler mig uværdig til min plads som menneske og til det liv, jeg lever, og derfor forsøger jeg at finde målbare parametre, jeg kan udmærke mig ved, så jeg kan få ’bevis’ for mit værd.

For man kan ikke måle, at jeg altid gør mig umage, når jeg laver mad. Man kan ikke måle, at jeg kæmper indædt for at støtte mine venner og tale dem op og hjælpe dem med at sige fra i svære situationer.

Man kan ikke måle, at jeg gør en indsats for at finde plads i kalenderen, når min bror har brug for børnepasser eller mine veninder har brug for tid og opmærksomhed. Man kan ikke måle, at jeg elsker med så store følelser, at jeg kan blive rørstrømsk af at tale om det. Og man kan ikke måle, at jeg gør alt hvad jeg kan for at skabe et rum for min nevø og niece, hvor vi er kun hinandens, så tid med faster bliver noget ‘andet’ end voksentid. Så vi skaber vores egne minder sammen uden far og mor – fordi jeg gerne vil være en betroet voksen i deres liv om 10 år.

Man kan ikke måle, at jeg får mange, gode idéer, som andre kan bruge, og at jeg selv ringer og byder dem til, når jeg ved de kæmper med gaver, opgaver og planlægning. Man kan ikke måle, at jeg siger ja, når mine venner skal flytte. Eller når de skal klippes. Det ved jeg faktisk heller ikke, om man som sådan vil rose mig for…

Man kan ikke måle, at jeg sætter mig ind i reglerne i Dansk Kennelklub, laver Facebook-opslag, dba-annonce og annonce på hundeweb, når mine forældre får hvalpe for at de ikke skal rode med the interwebz.

Man kan ikke måle, at jeg inviterer og samler og er vært, så mennesker kan komme og spise, drikke, tale, grine, danse eller blot blive set og hørt i nogle timer. Man kan ikke måle, at jeg er blevet meget bedre til at stoppe mine negative tanker, når de spinder ud af kontrol og at det sker meget sjældnere.

Man kan ikke måle, at jeg har fundet en vis skønhed i melankoli, som gør, at den ikke længere er et vilkår i mit liv, som forringer det men nu en facet, som jeg mærker og sender videre.

Man kan ikke måle, hvor god jeg er til at være et menneske, og derfor tror jeg nogle gange, at jeg skal gøre målbare ting for at jeg selv og andre kan se min værdi.

Og der er ikke nogen magisk løsning på at slippe helt for den trang, er jeg bange for.

Men det hjalp mig at lære, hvorfor den trang kommer. For jeg gider jo ikke de ting. Og derfor fejler jeg i dem, og så kan de blive en ny skam i mit liv.

Og hvis det også sker for dig nogle gange, så håber jeg, at du kan bruge den her viden til noget: Når du gerne vil excellere i ting, som du ikke har flair for eller lyst til – så spørg dig selv, om det egentlig er fordi, du gerne vil kunne måle, hvor god du er? Eller sikre dig, at du i hvert fald kan noget, andre ikke kan?

For det kan du allerede. Og du er allerede god. Du må bare ikke lede efter selvværd, i ting der kan måles. Det er ikke, dér selvværdet sidder. Det sidder allerede i dig, hvis du leder, blandt ting som ikke kan måles.

11 november 2018

4 måder jeg får ro i følelserne på

Trix Kærlighed, Kultur, Trixytanker Anbefaling, Bøger, Klarsyn, Selvomsorg, Venner 3

Tiden er forbi, hvor jeg med vold og magt forsøgte at undertrykke mit indre stormvejr for så at ligge vågen den halve nat og ruge og argumentere inde i mit hoved. Jeg gider det simpelthen ikke mere.

Bevares, jeg er stadig nogenlunde cool på mit stadig forholdsvis nye arbejde, men de har altså heller ikke sat mit pis så voldsomt i kog endnu, at det har været et problem.

Men i de korte måneder, hvor jeg forsøgte mig som tillidsrepræsentant og forhandlingstype på mit gamle job, der var jeg ved at stille træskoene. Ikke kun over uretfærdighed og manglende fremskridt i forhandlingerne. Men over slipsetyperne, de kølige, beregnende “det regnede du vel heller ikke med”-attituder, der påklistrede sig selv betegnelsen “professionel” og holdt fast på, at det jo var jobbet og ikke mennesket, de forhandlede med og ud fra.

Men ved du hvad? Jeg gider ikke bestride et job, hvis der i det ikke er plads til, at jeg også er et menneske. Et menneske som bliver rasende, når jeg føler mig uretfærdig behandlet. Et menneske som bliver ked af det, når jeg føler mig utilstrækkelig – og det er andre, som har plantet følelsen i mig. Det menneske skal der være plads til, også når jeg skal være “professionel” og udfylde en rolle. Det har jeg besluttet.

Men for helvede – det skulle jo slet ikke handle om det. Det skulle derimod handle om, hvordan jeg alligevel fik lov til at sove, sidst jeg væltede rundt i et følelsesmæssigt stormvejr.

<!– wp:paragraph –>
<p>Og lad mig være ærlig. Det sker jævnligt for mig. Og ikke altid af store udefrakommende begivenheder. Ud over, at jeg kan stå og småtude ned i de frosne rejer i Meny de første dage af min menstruation, så er jeg også ret følsom overfor tavshed. Fra venner eller familie. Jeg bliver skør i hovedet, hvis jeg sidder stille inde for længe, og jeg kan slet ikke hænge sammen- og få samling på mine følelser, hvis jeg ikke engang imellem får lov til at være alene. Sådan er der så meget.</p>
<!– /wp:paragraph –>

Men her er fire ting, jeg gør, når følelserne bruser:

1) Jeg går ud til vandet.

Nogle gange er det nok bare at sætte sig ved en Brygge eller på en bænk ved Christianshavns kanaler, men allerhelst skal jeg ud til en strand. Til rigtigt vand.

Sæt dig ved vandet. Kig på det. Tag varmt tøj på og en kop kaffe med, så det ikke er kulden, der får dig til at trave afsted igen.

Jeg kan lide at tælle bølger. Det er noget med, at hver 7. bølge er lidt større end de andre – og jeg prøver at finde et mønster i bølgerne. Vandets lyde, vinden ved stranden og en uendelig horisont er gode til at dulme nerver til ro.

2) Headspace

Kender du appen? Det gør de fleste vel efterhånden, men hvis du ikke gør, så er Headspace en app, som er indtalt af Andy. Hans rare mildt britiske stemme guider igennem talrige meditioner – for en pris. Men man kan få 10 meditationer gratis – en slags indførsel, et gateway-drug. Og det er værd at prøve.

Hvis du – som jeg – aldrig har evnet reel meditation uden guide. Hvis tankerne alligevel bare flyver og flyver og flyver, og du pludselig er i gang med at overveje på hvilken side af vejen til Mostar fra Sarajevo det var, at du fik det der helt fantastiske grillede lam, så kan det være rart at lade andre hjælpe med at holde dig på sporet.

Savasana til sidst i yoga-timer er også god til dette, men den er tit (altid) bare for kort – med mindre man har scoret sig 1,5 timer med 0,5 times guidet meditation, og det er kun om onsdagen, sååå..

3) Nayyirah Waheed – eller din foretrukne digter, der har noget klogt at sige, eller en bog som trækker dig et godt sted hen.

I tilfælde af tæt-på-sammenbrudsfølelser kan jeg anbefale:

Morten Nielsen: Jeg ser nu i nat

Michael Strunge: Natmaskinen og 19. juni 1983, 25 år. København

Rupi Kaur; hele digtsamlingen Salt og også opfølgeren the sun and her flowers. Men mest Salt, hvor smerte og heling går hånd i hånd, som i The Hurt og Heal, der står lige overfor hinanden i bogen.

Paulo Coelho: Alkymisten

Antoine de Saint-Exupéry: Den lille prins

Frances Hodgson Burnett: The Secret Garden

Bear Heart: Vinden er min moder

4) En designated ven, du kan ringe til.

Denne kræver både sårbarhed, men også lidt planlægning. For naturligvis er det mega sårbart at dele, når du er overvældet af følelser af den ene eller anden grund. Men det hele bliver bare så meget mere håndgribeligt – og ligefrem mindre – når du siger det højt til et menneske. Et menneske som ved, at deres rolle er at lytte og lade dig tale. Ikke at forklejne din oplevelse, men udvise forståelse og give dig luft.

At have en ven eller to, du ved, du kan ringe til – og som omvendt må ringe til dig, når det brænder på hos dem, er en gave. Vi sender en sms først “Har du tid til, at jeg ringer?”. Og nogle gange har de ikke. Men når de har – og det gør vi os umage for at have – så er det en lettelse.

21 oktober 2018

Du kan være kropspositiv og beholde tøjet på

Trix Kærlighed Klarsyn, Prø'li'hørher, Selvomsorg 0

Jeg elsker damerne i sexet tøj, bikiner, blævrende twerk-lår og med stolthed i blikket, der viser deres krop frem og står ved den – præcis som den er. Lumps and all.

Jeg føler mig forbundet med dem. Jeg elsker mine stramme jeans, mine korte kjoler og når jeg er hjemme i privaten at have så lidt tøj på som muligt, så meget af tiden som muligt.

Men jeg vil bare gerne lige slå fast, at du ikke behøver vise dig og din krop frem for at være kropspositiv og for at bevise, at du har fortjent din plads i verden i netop din krop. Det kan godt føles som om, at du ikke rigtigt kæmper kampen med mindre du er med på frontlinjen med bare babser og et “still not asking for it”-skilt løftet over hovedet. Men det er ikke sandt. Enhver har ret til at gebærde sig på den måde, der føles sand for dem.

For i din ret til at være subjekt og ikke kun et objekt, er det også ultimativt dig selv der bestemmer, hvordan du vil bære dig, klæde dig og føre dig. Der er ikke en optræden eller påklædning, som har mere eller mindre ret til at blive respekteret.

Så hvis du ikke er med til at presse de afklædte grænser i samfundet, er det ikke ensbetydende med, at du ikke er en del af bevægelsen. Den bevægelse som på papiret også kæmper for din ret til at nyde og præsentere din krop, som det føles mest behageligt for dig.

Det kan godt føles som om, du skal være mere, vise mere, råbe mere og larme mere for at vise, at du kæmper kampen for alle kvinder. Men i virkeligheden skal du spørge dig selv, hvornår du er allermest dig selv. Hvornår du har det allerbedst i din hud og dit tøj og din stemmeføring og din følsomhed. Og så vær præcis det og kræv din ret til ikke at skulle skrue op eller ned for andre menneskers skyld.

Når du er lige der, så kæmper du side om side med alle andre, der bare gerne vil have lov til at være tilpas i deres egen krop. Vi behøver ikke ligne hinanden eller have lyst til det samme for at kæmpe for hinandens ret til at være netop det, vil helst vil være.

Husk det. Du er nok, som du er lige nu. Tak for kampen, søs. <3

7 oktober 2018

Undskyld søster. Jeg har været en dårlig allieret.

Trix Krop Klarsyn, Krop, Prø'li'hørher, Selvomsorg 1

Alt for længe har jeg ikke set, hvad jeg gjorde ved mig selv og ved menneskerne omkring mig. De tykke af dem. Som jeg selv er en del af, og som jeg slog et slag for sidste uge.

Jeg har simpelthen ikke været klar over, hvad jeg gjorde. Jeg troede, jeg var for os alle. At jeg passede på os og repræsenterede os. Ligesom i indlægget her fra 2015.

Jeg er stadig sindssygt glad og stolt af langt det meste, jeg skrev dengang. Hvor jeg kun lige var begyndt at sætte ord på, at jeg var god nok og ikke skulle ændre mig. Men det sidste afsnit afslører alligevel, hvad jeg slet ikke havde forstået:

”
Og før i helseapostle kommer væltende og gemmer jeres fat shaming i bekymring og omsorg og snakker om overvægt og sundhedstilstand, så vid, at jeg squatter 100 kilo uden problemer, træner flere gange om ugen, spiser mine grøntsager (og mit bland selv slik) og at hverken læge eller talrige forsøg kan pege på sundhedsmæssige ulemper ved min størrelse pt.

“

For hvad så, hvis jeg en dag ikke træner 3 gange om ugen? Hvad hvis jeg bliver stresset og prioriterer skole, job og samvær med venner over at træne? Hvad hvis jeg ikke altid er sund og stærk? Er jeg så pludselig mindre værd som menneske? Er jeg så en dårlig tyk person? Skal vi bevise vores værd i form af styrke, mentalt overskud, træning eller noget helt fjerde for at kompensere for, at vi har den frækhed at veje flere kilo end så mange andre?

NEJ, vi skal ikke. Og jeg skal ikke. Den tankegang var – hvor flov det end gør mig at erkende – en måde at distancere mig selv fra ‘de dårlige tykke mennesker’ på. Dem som ikke var stærke eller sunde, samtidig med de var tykke. En måde at placere mig selv mentalt i et limbo mellem tyk og sund, så jeg ikke helt skulle dømmes lige så hårdt som de andre tykke.

Undskyld. Jeg vidste ikke bedre.

For kort tid siden skrev en af mine veninder til mig. Hun havde fundet en ‘test hvor god din form er’ i et dameblad. Men fordi hun ikke kan tage armbøjninger, konkluderede hun og testen, at hun må være mindst 200 år gammel.

Min kloge, gode og søde veninde, der hver dag er Mor for sine tre børn, slæber rundt på udstyr, sager og den yngste. Handler, laver mad, passer arbejde og forsøger at passe sig selv også, hun fik det indtryk, at hun var… ringe. Fordi hun ikke kan tage 15 armstrækkere.

Hvad fanden er det for en måde at måle mennesker på? Det må vi holde op med, og jeg skal også selv aflære den måde at vurdere mennesker på. De er ikke, hvad de magter. De er ikke, hvad de kæmper for. Vi har allesammen en i os boende værdi, fordi vi er til. Fordi vi er i live. Og det er godt nok.

Så undskyld. Hvis du har følt dig sorteret fra af min ‘Jeg træner, så jeg er en god tyk person.’ Du og jeg er alt godt i livet værd, uanset om vi sidder på spinningcyklen, kontorstolen, sofaen eller hvadvedjeg. Hjælp mig med at huske det i fremtiden, hvis jeg omtaler dit eller mit eget værd forkert. Selvværd er en proces for mange. Vi kan øve os sammen.

Undskyld søster. Jeg har været en dårlig allieret.

12 november 2017

Gå selv tilbage til din fuser – Selvomsorg #2

Trix Kærlighed, Trixytanker Selvomsorg 0

– Jeg vender tilbage til det grimme

Det er ikke altid, jeg kan pege på, hvad der går galt. Hvorfor jeg pludselig befinder sig i et prøverum i Føtex i færd med at inhalere en pose bland selv slik i et forsøg på at skabe en velkendt følelse, når hele min krop er fyldt med følelser, der ikke kan sættes ord på. (Selvfølgelig et helt tænkt eksempel).

Andre gange fryser jeg i det øjeblik, hvor jeg skulle have åbnet mig og delt ud af min sårbarhed for at lade et menneske komme tæt på. Men i stedet lukkede jeg af og holdt dem udenfor.

En sjælden gang imellem siger jeg ord for hårdt, og jeg kan godt se det i deres ansigter. Den der lidt sårede fornemmelse, når de ikke helt føler at reprimanden står mål med forbrydelsen.

Og midt i de langt fra hensigtsmæssige måder at håndtere dagen og vejen på, er der ikke mere, jeg kan gøre. Jeg gør, alt jeg kan. Så kampen bliver at komme væk fra følelsen. Ikke at håndtere den, italesætte den eller føle den.

Men hvis klarsynet åbenbarer sig for mig i retrospekt, så klemmer jeg ballerne sammen og tager den op igen. Og forklarer, at jeg nogle gange har svært ved at optage plads, hvis den ikke bliver givet til mig, og så føler jeg mig kvalt og flygter. Eller forklarer, at jeg har svært ved at sige fra og øver mig på det. Men hvis folk er lidt tarvelige, så kan jeg godt komme til at sige rigtig hårdt fra, fordi jeg stadig øver mig. Så hvor jeg før ikke sagde noget, så overkompenserer jeg nu.

Jeg kan også hviske, at jeg ikke har det så godt med at vise sårbarhed, når tårerne presser sig på. Men nu hvor jeg ikke er i fare for at begynde at græde, så var det de her ting, der skete for mig. Så kan jeg vise min sårbarhed uden at vælte den ind i mine følelser.

Og det, der sker, er, at mine mennesker altid tager godt imod det, når jeg vender tilbage. Så hvis vi står i en lignende situation en anden gang, så ved de, at jeg ikke handler sådan på grund af dem. Og nogle gange kan de eller jeg også bremse mig i at gentage hele mønstret. Så det kan betale sig at vende tilbage til det grimme.

14 august 2017

Små trin til selvomsorg

Trix Kærlighed, Trixytanker Selvomsorg 0

Jeg ved ikke, hvad der virker for andre. Men her er et par ting, som virker for mig.

1) Jeg siger nej uden at vide hvorfor

Det er ikke sådan, at jeg har lavet en “No Man”-film eller lignende. Jeg forsøger bare at lade være med blindt at følge. I faglige diskussioner har jeg den holdning, at man gerne må komme med en anke, men ikke må bremse eller forvente en beslutning omstødt, hvis man ikke selv har en anden vej at gå, et bedre forslag eller et alternativ til det vedtagne.

Det må jeg godt med mine følelser. Og derfor må jeg, når det handler om mig selv, gerne afvise og sige nej til noget, uden at jeg intellektuelt skal kunne forklare hvorfor. Det først at mærke og siden at følge sin mavefornemmelse kan være utroligt svært, og det har hjulpet mig meget at sætte ord på, at jeg ikke behøves at vide, HVORFOR jeg følger den. Det gør jeg bare, fordi den er min.

2) Jeg svarer: “Det ved jeg ikke”

Jeg vil så gerne være klog og god og sjov. Så meget, at jeg tænker, så det knager og brager, hver gang nogle jeg holder af stiller mig et spørgsmål. Også selv om de måske kunne slå spørgsmålet op selv, også selv om jeg måske ikke havde en holdning til emnet før – så forsøger jeg bare at finde og få en, gerne god og helst klog tanke lige nu og her. Og hvis det ikke lykkes, så føler jeg mig dum og utilstrækkelig og bliver bange for, at det her menneske, som jeg holder af, skal synes jeg er dum.

Men hvis jeg nu bare svarer “det ved jeg ikke” – eller endnu mere rebelsk “det interesserer mig ikke”, så er den ikke længere. Så skal jeg ikke tænke i high speed, jeg skal ikke tage højde for seneste forskning eller politisk udmelding og formulere en holdning, der tager højde for, om personen deler min feminisme eller er helt galt afmarcheret og i hvor høj grad, jeg orker at skulle diskutere det LIGE bagefter. Jeg kan bare sige “det ved jeg ikke” og gemme min mentale energi til noget andet. Easy peasy.