Menu

Rikke

40126126_2189718791241103_799440129868431360_n

Når din veninde bliver mor og du er bange for gaveregn

, , 0

Forstå mig ret – jeg elsker gaver. Elsker, elsker, gaver. Elsker at købe ting, prøve nye ting, at give og at få. Jeg elsker det.

Men jeg er ikke overbevist om at forbrug i sidste ende bliver det, som gør os lykkelige. Og når det kommer til kærlighed og menneskelig interaktion vil jeg gerne bevæge mig væk fra ting og over i kærlige gestusser. Stadig gaver, men mindre fokus på mærket i bunden af den bredriflede eller logoet på (i dette tilfælde) pusletasken.

Karoline gav i sommer sit perspektiv på at give og gøre noget særligt for den gravide, fra den anden side af babybulen. Og det satte gang i nogle tanker hos mig, der ellers havde tænkt mig at forbigå konceptet i magelig tavshed.

Og gudskelov for det. For selvfølgelig vil jeg ikke forklejne, hvor stort det er, når mine veninder (og senest min bedste veninde) bliver mødre. De skal hyldes og aes og roses og mærke kærligheden. Men Hallmark og Magasin skal ikke vinde på dén konto. Så her er tre ting, jeg gjorde for min veninde, da hun skulle have en baby, som virkede rigtig godt for os.

1) Vi tog konceptet baby shower med et gran salt.

I stedet for at gå bersærk i planlægning og lagkager bestilt fra hvorvedjeg, og jegskalkommefterdig med lege og halløj, så holdt vi en venne-brunch. Den kunne klares med en tråd, hvor vi fandt en dato, alle kunne ses. Vi allierede os med Rikkes kæreste, jeg bagte boller og købte juice. Nogle andre stegte lidt æg og bacon og på samskudsmanér fik vi en overdådig brunch, lidt ballon-pynt fra Søstrene Grene og en formidabel dag med kongespil i gården hos Rikke. Det kostede ikke nogen noget vanvittigt og ingen var tvunget ud i at skulle finde på lege (selv om vi synes den der “Porno eller fødsel” ser ret sjov ud).

Dog holdt vi fast i at overraske Rikke, der troede, hun skulle til crossfit (i 7. måned). Men efter den indledende “Surprise!” tog vi det helt stille og roligt og endte med at have en dag, hvor jeg havde gode og dybe kvalitetssamtaler med flere af mine venner, end jeg har haft længe. Rikke blev overrasket og glad og samværet var i fokus.

Man kan naturligvis skrue op og ned for en sådan surprise, men det var, hvad vi gjorde.

2) “Hej Pomfrit” hedder playlisten, jeg har lavet på Spotify specielt til Rikke og hendes baby og kæreste. Jeg døbte tidligt babyen inde i maven for pomfritten og hyggede mig med det tilnavn. (Og med at råbe HEJ BABY og  BYEBYE BABY ind i maven, hver gang vi mødtes og skiltes igen). Rikke og jeg har meget musiksmag til fælles, og jeg vidste i forvejen, at hun er glad for flere af mine Spotify-lister, som hun sætter på, når hun ikke selv gider rode med sangvalg. Derfor lavede jeg hende en baby-venlig playliste, som ikke har noget pludseligt hård rock eller anden larm – men som ikke samtidig er så gudsjammerlig kedelig, at nogen tror, man er blevet droppet af kæresten. En skøn blanding af sange fra vores lange venskab, roadtrip i USA, ungdomsår, koncerter og fælles favoritter. Hej Pomfrit blev også playlisten, som spillede i baggrunden, da Rikke lå på sygehuset og skulle til at føde. Det elsker jeg ret meget.

3) Hvad har nybagte forældre ikke nok af? Tid, søvn og overskud. Jeg kan ikke lave flere timer i døgnet og desværre nok heller ikke ændre på overskuddet, men jeg kan spare dem tid. Så jeg lod mine venner vælge tre retter ud fra en lang liste af frysevenlige måltider. I den første tid som familie har de således nogle nemme måltider, som man hverken skal handle ind til eller arbejde for. Det betyder morgenboller, meatballs i kødsauce og en osso bucco til den lille familie.

Rikke sætter op til Kongespil i baggrunden

Og det hele er jo ikke gratis. Det bilder jeg mig på ingen måde ind, at det er, selv om jeg harcelerer mod Magasin og deslige. Men de penge, jeg har brugt på lidt mad og et par balloner er bare en facilitator for den omsorg og kærlighed, jeg gerne vil give mine venner. Maden er et forsøg på at gøre deres tilværelse lidt lækrere og give dem mere overskud til deres lille baby. Jeg kan på en eller anden måde meget bedre lide den her slags omsorg og så gøre noget ud af gaverne, når det er rigtig tid til gaver. For det er det jo også en gang imellem, og det er jeg også helt vild med.

 

Jeg vil bare gerne væk fra, at alle begivenheder i verden er en lejlighed til at købe en gave. Jeg kendte engang to børn i årene op til deres skolealder, hvis kærlige bedsteforældre altid havde en gave klar, når de skulle se børnene. Det resulterede med tiden i, at børnene spurgte efter deres gave allerede på vej ind ad døren. Og vi er selv skyld i, at børn bliver sådan, hvis vi vælger gaver som vores primære måde at vinde deres kærlighed på. Vi kan andet og mere. Det vil jeg gerne slå et slag for.

Ugeupdate

, , 2

I morges puttede jeg en kontaktlinse i et øje, der allerede havde én. Manøvren gjorde hjernedødt ondt og ødelagde både den nye og den gamle linse, som efterfølgende kunne pilles ud i småstykker.

Ergo er jeg iført briller i dag.

I går havde den Sunde og Raske fødselsdag. Men vi fejrede jo store dele af den i weekenden. Så det blev en rolig dag, hvor jeg med rusten morgenstemme sang en lille fødselsdagssang under dynen ved sekstiden. Stegte to gigantes og meget røde bøffer med bearnaise til, fordi det er det bedste han ved, og stemte højt og tydeligt ja til at se ‘The Expendables 2’.

Fødselsdagen i weekenden gik rigtig godt. Mor bagte boller. Svigermor bagte pølsehorn. Jeg bagte kager. Der står stadig blomster i hele lejligheden efter værtinderollen. Det er jeg egentlig svært tilfreds med.

Om aftenen drak vi os fulde. Jeg med nogle skønne medprakkere, den Sunde og Raske hjemme i stuen med fire kammerater. De sad stadig og snakkede alvorligt, da jeg kom vaklende hjem klokken halv fem om morgenen med en shawarma/falafel-kombo under armen.

Søndag skulle jeg tidligt op og fejre, at far har været ædru i et år. Et ÅR. Hører du mig? Det var i øvrigt kun mildt akavet at fejre fars ædruelighed med så mange tømmersvende, at jeg måtte lægge mig på sofaen et par timer.

Vi havde købt far et ur. Og indgraveret nogle datoer i det. Fordi han har fortjent en evig påmindelse om, hvad han har opnået. Nu sidder den på hans håndled. Og hver gang han kigger på uret, er der gået lidt mere tid, hvor han har truffet det rette valg og taget hånd om sit eget liv.

Hvad er der ellers sket i ugens løb? Jeg har købt en cowboy-vest. Nu mangler jeg bare at gennemskue, om jeg er typen, der kan pull off en cowboy-vest. Det vil tiden vise.

I dag skal jeg købe fødselsdagsgave til en fætter, der fylder 25 og lige har overhalet mig indenom og er blevet færdig med sin uddannelse også. Tak for den symbolik. Jeg skal også købe en gave til Rikke. Min allerbedsteste veninde. Jeg har stress. Hun har fortjent noget helt specielt. Hvad så end, det er. Måske får hun bare et skilt, hvor der står ‘noget helt specielt’ på?

Hvad har du lavet i ugens løb? Og endnu vigtigere – hvad skal du i weekenden?

Plan i punkter

, 3

* Køb ind. Du kan umuligt klare dig igennem hele den skide håndboldkamp, som Rikke så gerne vil se uden noget at proppe i hovedet.

* Husk nu, at du skal cykle hjem efter fyraftensrødvin. Lad det ikke gå som sidst. Du skylder i øvrigt flæskesvær for dén omgang.

* Indse, at når du har en træningsfreak som Rikke på besøg, så er du pinedød nødt til at tage med til træning. Embrace tanken om motion på en lørdag.

* Lav aftensmad før i begynder at drikke. Husk danskvand. Og lime.

* Undlad at blive alt for misundelig på Stines zebrakjole. Du kan umuligt rocke en magen til. Gem dine penge til noget andet. Ligegyldigt hvor lækker hun er, og hvor meget du føler dig som hunkartoflen fra Toy Story imellem pigerne. (Det gør jeg ikke, men de er fandeme lækre!)

* Barber ben, hvis du skal have de lyse strømpebukser på. (Hvilket er en rigtig dum idé, hvis i skal cykle til Vesterbro på et eller andet tidspunkt lørdag nat).

* Ikke ganni-skoene. Hvad end du gør, ikke ganni-skoene.

* Bestem dig på vej hjem. ENTEN pizza eller durum. ENTEN cocio eller cola. Noth both.

* Du hedder Louise, er i lære som slagter og er den yngste af 6. Alle dine ældre søskende er drenge og din far var en sømand der forsvandt på de syv verdenshave.

På Smukfest

, 3

Tre dage på festival

I går blev jeg så spritstiv at min chef ikke ville lade mig lave et interview, da muligheden lige pludselig dukkede op.

Til gengæld fik jeg tømmermænd allerede om aftenen, fordi jeg blev stiv midt på dagen.

Faktisk havde jeg tømmermænd under et interview sent på aftenen. Og tømmermænd da jeg skrev en artikel bagefter. Suk.

Men jeg har ingen tømmermænd i dag, fik dem overstået i går. Ret sejt ikke?

Indlæg nummer 600

, 4

Jeg har kombineret ønskerne om fremtidsplaner med ønskerne om gæsteindlæg, og i får i dag kære læsere to bud på min fremtid. Ting som vil ændre sig i løbet af de næste 10 år, men også ting, som forbliver så meget det samme, at Ronnie Magrethe ringer op og beder mig skifte spor.

De to er de første i rækken af personer, som får lov til at komme med deres bud. Men i dag har jeg valgt at dele puljen imellem min all time bedste veninde Rikke. Hun har kendt mig i over 20 år, gået i skole med mig fra 0. til og med 3.G og véd, hvad hun snakker om.

Til at supplere hende har jeg bedt Dines, som kun har mødt mig et par enkelte gange med altid over ufattelige mængder rødvin.

Her er deres bud:

Dines –

Tre ting, der komme til at ske:

– Et gæsteindlæg fra Den Sunde og Raske Fyr om sprøjteværktøj eller det, at være en slagsbror i en sund og rask fyrs krop.
– En kombineret forretning af betalt blogging, selvstændig journalistik og en menneskevenlig sundhedsrevolution, der lærer os andre, hvordan vi kommer i form, mens vi bevarer både hyggerygning og våde lørdage.
– Et opgør med Odense (jo, jeg er ligeglad med, om du kommer derfra. Den by er en skøge, og fraflyttere vil indse det før eller siden).

Tre ting, der ikke ændrer sig:

– Håret. Jeg har sjældent mødt nogen lægmand med Trix’ hår-evner. Fantasi, proptrækkeri og vovemod. Flere burde gøre som Trix, når det kommer til stil, så ikke bare det hele bliver så gråt.
– One-linerne. “Man bør aldrig gå ned på chips” og “Han var bare typen, der fortjente rejer i sin gardinstang”.
– The divaness. Ulla T. bør være bange. En ny lady, hvor personlighed og integritet slås om at shine, er in the making, og jeg tror kun, der bliver skruet op de kommende år, som Trix finder sit fodfæste i branchen.

 

Rikke –

Nåh folkens. Jeg har fået den ære at beskrive min bedstevenindes fremtidsplaner om 10 år. Tre ting der vil være det samme og tre ting som vil have ændret sig. Skal vi ikke bare gå lige til sagen? – det skal lige siges at det er første gang nogensinde jeg skriver et blogindlæg (”sorry” som Joey ville sige det).

Trix er uden tvivl den nye up-coming Ulla Terkelsen, dog uden halstørklæder og en halvdød puddel på hovedet. Nej, jeg forestiller mig Trix stående i verdens brændpunkter med store, bølgende krøller, et par fikse briller (ja det siger vi altså på Fyn) og en mørk, forførende stemme, som medrivende fører os igennem diverse nyheder og beretninger om Lille Haiwata.

Hun er uden tvivl gift med ”Den sunde og raske Fyr (DSRF)”, og de har fået deres to børn – en dreng og en pige.

Så her sker der en forandring kære læsere: Trix går fra at være ANTI-skruk til at have to børn, som hun forguder – og de forguder hende! Der gemmer sig en fantastisk mor i Trix er jeg overbevist om (hun sidder nok og ørler når hun læser det her – hahahaha).

Trix og DSRF bliver stenrige: Trix som journalist og DSRF som…. Ja, hvad er det nu han laver? Det er noget med værktø! De kommer til at bo i et kæmpe hus på Nordsjælland med en ekstra etage som jeg kan bo i, for jeg bliver nok en gammel pebermø som kaster med katte efter tilfældige fordipasserende imens jeg råber som The Crazy Catlady fra The Simpsons.

Åh jeg har allerede skrevet meget nu har jeg ikke? Bum, bum – ting som ikke har ændret sig… tænke, tænke – hvad er det vigtigste at få med?

Trix og jeg har et helt specielt univers som kun vi to og et par andre heldige damer forstår – det forbliver det samme. Hendes omsorgsfuldhed og kærlighed, evnen til at støtte mig, rulle med øjnene på de rigtige tidspunkter når mænd er dumme (og det er de jo så ofte), forbliver det samme.

Vores fantastiske ferier sammen kommer der flere af, med ristede ho’dogs og Congo-bajere i CPH lufthavn.  Vores byture bliver ved med at være vilde med Små Kolde, Gyldne Damer, ”al-bevægelse-er-dans-teorien” og råb efter hinanden: ”Hva’ så fisseeeeer”(dog bliver det med flere og flere tømmermænd).

Trix’ smukke evne til at udtrykke sig gennem ord forbliver med sikkerhed den samme. Det var lidt flere end 3 ting ikke? Nåh skidt pyt.

Det var alt fra mig. Over and out.

femogtyve somre

, , , 7

Så gammel er jeg nu. Eller, jeg HAR jo ikke oplevet sommer nummer 25 endnu, jeg kan bare så ufatteligt godt lide at regne i somre. De er kønne, varme og lykkelige. Fyldt med ferier og oplevelser og dejlige mennesker.

Jeg holdt fødselsdag i lørdags. Var meget sent ude med invitationerne. For lige pludselig var der noget Ritzau, nogle arbejdsweekender, jeg ikke havde styr på, en lejlighed jeg ikke boede i til hverdag og noget tid, der gik alt alt for stærkt. Men Line og Rikke var som altid intet mindre end fantastiske. Hvor mange andre kan være væk fra deres lejlighed i tretten dage, og så alligevel få at vide at ‘selvfølgelig skal du da holde fest’ og ‘ih, hvor bliver det dejligt – hvor mange inviterer du?’, når de lufter idéen om at stjæle en hel weekend fra pigernes kalender?

Da jeg var yngre, havde jeg nogle rigtig dårlige oplevelser med at bo sammen med andre mennesker. Det kostede en rigtig god ven, det skadede forholdet til en anden god ven. Jeg fik også en helt ny ven af det, som jeg stadig savner at tilbringe tid med, men de gamle venner skred ud i svinget, når vi skulle dele adresse. Jeg troede, at jeg var for gammel til at bo sammen med andre mennesker. Men nu, hvor jeg roder rundt i utallige lejligheder, på underlige tidspunkter og altid skal skynde mig videre, har det aldrig været nemmere. Line, Rikke og Leise gør det bare så skidenemt at være til.

Der kom nogle dejlige damer og nogle dejlige drenge. Vi åd nogle chips, drak en hælvedes masse øl og irish coffee og jeg headbangede så meget, at jeg først kan se ordentligt ned på mine bryster idag.

Klokken tolv sange hele festen fødselsdagssang for mig. Og dem der ikke kunne teksten, sang blot melodien på ordene: ‘no’et me’ no’et’ – det har vi altid godt kunne lide.

Så lavede jeg hotdogs – ristede naturligvis- til alle. De fulde købte tid, de trætte fik energi og de sultne blev mætte. Hotdogs er rendyrket lykke ved en god fest.

Faktisk fik vi så god energi, at vi først kom i byen efter klokken tre. Der var vi så også tilpas fulde. Faktisk så fulde, at vi blev enige om, at alle damerne havde så lækre bagdele i deres tøj, at de burde bakke ind på boogies. For vi SKULLE jo på boogies. Hvor dj’en spillede mit ønske-nummer og bartenderen gav en fødsesdagsdrink. Hvor heldig har man lov af være?

Søndag formiddag mønstrede vi ti personer til tømmermændsbrunch, og jeg fik lidt flere gaver. Og en lur. Og noget chokolade.

Jeg kan anbefale alle at blive 25. Det er faktisk ret dejligt.

Masser af tillykke til mig

, , , 5

Jeg havde fødselsdag igår! Blev 25. Ville gerne have blogget, men en vis pc gider ikke anvende space, backspace og enter. IGEN. Så jeg måtte give op.

Men jeg har haft en helt FANTASTISK weekend! Og jeg glæder mig til at fortælle jer om den. Og for det ikke skal være løgn, så har jeg vundet! Jeg vinder ellers ALDRIG noget.

Man kan vist roligt sige, at heldet er vendt. Helt utrolig meget. Med Kbh, job, konkurrencer og en Sund og Rask Fyr der siger op i denne måned. 7-9-13.

Kan det blive bedre spørger du? (Altså, hvis vi ser bort fra jeg stadig har lånemobil fra halvfemserne, en privat-pc der ikke gider en skid og brugt alle månedens penge på at invitere gæster til druk og hotdogs i lørdags.) Nej, det tror jeg faktisk ikke det kan?

Vi ses snart. I eftermiddag skal jeg endda ud og se på en lejlighed med den fine Leise. På amager – uhh! det ku’ være så smukt.

Og jeg skal ‘kun’ betale en lille tusindkrone tilbage til skattefar. No probs at all.

Nå, måske skulle jeg arbejde? Få en idé. Gøre noget aktivt. Men efter en fødselsdagsfest der varede et døgn. Ja, du læste rigtigt. Vi havde gæster et døgn. Er jeg faktisk stadig lidt træt. Og/eller stiv?

Fire piger, en trailer og et snevejr

6

Klokken er tyve minutter over syv, da bilen holder ind og samler den første pige op. Så ind og hente de to andre. Fælles morgenmad, kaffe og rundstykker. Og naturligvis en halv liter kakao til hver.

En i hæle, en uden handsker. Én i moderigtige læderbukser og en i sin fars jakke. De er klar.

Snor og snaskede tæpper, holder tingene i traileren nogenlunde rene og tørre – især sengen. Sådan en seng, kan suge en fynsk gylletank, hvis den får lov at soppe for længe og for meget.

En lejlighed på tredje sal, sengen kan lige knap komme op. Alle får varmen, selvom de ligefør stod og rystede i snevejret.

Et gammelt skab skal smides på containeren. Hvor ligger den egentlig? Og skal det i stort eller småt brandbart?

Jeg er flyttet til Odense. Tak Rikke, Line og Lise!

Schå war vi dær igæn..

, 0

Væltede ombord på et tog præcis klokken 06:58 i går morges – og vupti fem timer senere var jeg i Odense. Mildt forsinket og uden at kunne nå at æde noget, inden jeg skulle til frisøren. Og uden at have set skyggen af salgsvogn og internet i toget. Også uden mobil, der lå på et stuebord i Fucking Thisted. Gennemtænkt. Meget.

Kender i de der døgn, hvor man ikke har en telefon, og det hele bliver lidt kaotisk, fordi folk ikke kan få fat i en – men man i hemmelighed nyder at rode formålsløst rundt en hel dag. Man må kigge på byens ure, og for en gangs skyld i sit liv overholde de aftaler man har, for der er ikke muligheden for liige at sende en sms med en forsinkelse. Det er sgu sundt. Og jeg nåede jo det hele.

Nåede også at købe champagne, møde op ved Rikke til tiden. Vente på S og P og liste ned til Lis. Der troede, vi skulle drikke lidt kaffe. Kun hun og jeg. Og slet ikke havde regnet ud, at vi alle fem folkeskoleveninder skulle drikke champagne, rødvin, spise lidt nachos, dulle os op på 8. klassespiger til halbal-måden, smutte på Capri i Odense, hvor cologneduftende halv-italienere går rundt med spanske guitarer mellem bordene og synger for gæsterne. Og gæsterne opfører sig som på charterferie i Grækenland og fuldstændig ukritisk synger med på Eros Ramazotti. (Synger han egentlig om en belle calzone??)

Ud og pimpe Irish coffee, drinks og ende på Heidi’s (Det var Lis’ aften og Lis’ beslutning), og selvom jeg mod forventning endte med at hygge mig, frygter jeg, at jeg har fået kronisk klamydia. Meget fedtet. Generelt. Og mændene rørte ved én, krammede én og forstod slet, SLET ikke afvisende kropssprog. De anede simpelthen ikke, hvad signalerne ‘læner mig tilbage, så du ikke kan nå mit ansigt’, ‘rykker mig hurtigt ud af dit favntag og væk fra dansegulvet’ og ‘holder armene op afværgende foran mit bryst, og forsøger at undgå kropskontakt’ betød. Utroligt.

Mind mig om, at jeg skal fortælle om Jannick, den gamle ven på café’en og den lille dreng, når jeg får tid. De er alle et blogindlæg værd. (Og jeg skriver det hér for at huske mig selv på det.)

Odense er sgu god ved mig. Knap så god ved finanserne, men you can’t win them all.

Load More

error

Enjoy this blog? Please spread the word :)