Tag: Prø’li’hørher

Disse “komplimenter” er ikke komplimenter, og tykke kvinder gider ikke høre dem

Jeg var sikkert ikke den eneste, som kunne genkende scenarioet, da Miriam takkede nej til komplimenter der samtidig nedgør andre. De hører til den slags ytringer, som spiller folk ud mod hinanden og får os til at sammenligne, hvor mennesker vitterligt ikke bør sammenlignes. Ligesom det imo ikke er fedt at præsentere sig selv som en “der ikke er som de fleste mænd/kvinder”.

News flash honey – gu er du så, og det er vi alle sammen. Du kan godt have nogle hobbies og tanker, som du føler adskiller dig fra gennemsnittet – men hvorfor er det egentlig så skidt at være som de andre piger? Og hvor forskellige kan vi i sidste ende være?

Når du siger “jeg er ikke som de fleste piger”, er det eneste jeg hører: “Jeg har set hvordan samfundet behandler kvinder, og jeg vil gerne behandles bedre end det.”

Tænk at den eneste måde vi umiddelbart kan se det ske på er ved at dissociere os selv fra de overordnede fællestræk ved langt de fleste kvinder? Fedt. Tak venner. Den indgroede frygt ved at stå ved karaktertræk, der kan fordømmes som feminine startede for mig allerede, da jeg før teenage-årene erklærede, at jeg hadede lyserød. Jeg kan afsløre, at jeg ingenlunde hader lyserød. Men farven var så entydigt en “pigefarve” i midthalvfemserne, at det virkede som et safe bet at fjerne sig fra den. Fandme aldrig mere.

Nå, men som så mange gange før, var det slet ikke det, denne tekst skulle handle om. Lad mig i stedet – i anledning af al den indignation jeg følte, da jeg læste Miriams indlæg – præsentere et lille udpluk af de komplimenter, jeg har fået gennem tiden, der ganske enkelt ikke er komplimenter:

“Ikke noget at holde i, ikke noget at bolle i.” Firstly my not so good sir, så skal du ikke bolle en kvinde i mavedellerne, og secondly er mit fedt ikke til bedømmelse for den mandlige seksualitet. Det er min krop, og den har ikke kun værdi i kraft af, at du godt gider have sex med den! Sit down!

“Du har egentlig meget pæne ben.” Kommer dette som en overraskelse, fordi resten af mig er så infamt stort, at du bliver overrasket over at kunne skelne mine knæled i alt fedtet?

“Du har et kønt ansigt. For en stor pige.” Behøver jeg uddybe her?

“Du er meget mere smidig, end jeg havde regnet med.” Går vi rundt og bedømmer hvor smidige vi tror, folk vil være på afstand? Eller kunne vi bare formulere sætningen “Du er godt nok smidig!”, og i øvrigt begrænse den til yogalokalet og occasionally min sanglærer?

“Jeg elsker piger med lidt ekstra på sidebenene.” Gu gør du ej. Du kan tænde på det. Du kan finde et æstetisk tiltalende. Du kan ikke elske en kropsform. Vi elsker mennesker. OG dyr, jaja. Men vi elsker ikke kroppen. Kroppen er en del af den helhed, vi kan føle kærlighed til. Men hvis du tror, at du elsker noget, fordi det er pænt, så ser du på et kunstværk og ikke et menneske. Ergo ser du et objekt og ikke et subjekt.

“Du er egentlig ret fast i det”, udtalt i et omklædningsrum hvor said veninde så mig uden tøj på for første gang. Sig mig, hvad er det, at tynde mennesker forestiller sig, vi gemmer under tøjet? At jeg er en vandmand eller Cthulhu, som udelukkende holdes sammen i menneskeform at vita wrap og tøj?

“Du er lige min type. Jeg er også sådan lidt fed i det, så jeg passer nok bedre sammen med dig end din veninde.” Just. I can’t even.

“Du er så modig”. Det er en mavebluse, det er ikke fordi jeg tegner cirkler i sandet og risikerer at blive dræbt af kirken. Det er bare en mavebluse med en blød mave indenunder.

“Har du ikke tabt dig?” Det lortekompliment har vi talt om før. Og jeg er glad for at kunne oplyse, at det er flere år siden, nogen af mine venner har forsøgt at sige noget pænt til mig på den måde. I dag siger de andre ting, og ja – nogle gange handler de om min røv, og når det kommer fra en god ven, er det helt i orden.

“Du spiser egentlig ikke så meget (underforstået: For en tyk pige).”

Get the picture? Hvis du mentalt afslutter et kompliment med “, for en XXX”, er det ikke længere et kompliment. Jeg er ikke køn for en tyk pige, du kaster ikke godt af at være en pige og du er ikke god til at tale om dine følelser af en mand at være. Niet, nein. Et kompliment skal slutte i et udråbstegn uden en bisætning. Du er pæn! Du kaster godt! Du er god til at tale om dine følelser!

Lad os huske det, og øve os på det. Hvad er de dummeste fake-komplimenter I har fået? Del gerne i kommentarfeltet.

Følg, like og del:
20

Why we write

*Advarsel: Dette er en dybt lommefilosofisk tekst uden konklusion og uden helt at vide, hvor jeg vil hen med det*

Olga Ravn fik mit hoved til at brænde lidt sammen i går.

Hvad og hvem skriver jeg for?, spurgte hun, der med De Ansatte skrev en af mine yndlingsromaner sidste år. Celestine fra hendes hånd kan jeg også kun give mine varmeste anbefalinger.

Hvad er vigtigst?, spurgte hun på Instagram. “At jeg under skriften, i mig selv, ser og afdækker en løgn? Eller at værket, når det står færdigt, afdækker løgne for læseren?”.

Hun nåede frem til sidstnævnte, mens jeg hæftede mig så meget ved spørgsmålene, at jeg gik i stå ved førstnævnte.

For hendes ord rejste også spørgsmålet om, hvad det er, vi skriver, når vi forsøger at skrælle lag af den løgn, samfundet har fodret os gennem hele livet og se hvad der ligger bag – og vise læseren, hvad der ligger bag.

For selv om jeg skræller et lag, viser jer, hvad jeg har fundet og føler mig klogere og tættere på min egen sandhed, så sidder jeg måske stadig fast.

“Men hvordan kan jeg vide, hvad der er mig, og hvad der er løgnen man har madet mig med i 30 år?”

Shit. Jeg ved det ikke. Når vi nærmer os hinanden. Når vi sætter ord på systemiske problematikker, løsriver os fra stigmatisering, vanens magt og andres overbevisning, løsriver vi os så til frihed eller til næste ring af Dantes Inferno? Et nyt sted i samfundets trummerum, hvor vi igen pacificeres i den trygge vished om, at NU har vi gennemskuet det hele?

Følges vores aktivisme af netop den passivitet, som omgivelserne bare venter på, at vi når frem til, så vi igen er sat i skak og igen ikke råber op og gør os besværlige? Bryder vi ud til nye erkendelser eller til den næste fastlagte flise på en sti, andre har styret os hen imod?

Jeg ved det ikke. Og nu er jeg i en småeksistentiel krise over det.

For mig er det at skrive en langsom proces, hvor jeg skraber lag på lag af skrald af min bevidsthed. For at nå ind til det, der er min inderste kerne, renset for de tanker, meninger og påvirkninger, der er blevet mig givet af verden omkring mig.

Men jeg har det en smule som Shrek. For hvert lag skabet af omgivelserne jeg skraber af, åbenbarer sig et nyt, som jeg igen ikke kan påstå er mig og mit inderste. For der ligger altid en ny påvirkning.

Socialkonstruktivistisk er det en utopi at tro, at jeg nogensinde kan grave dybt nok til at finde og lære min egen kerne at kende. For jeg erkender og anerkender, at min virkelighed er skabt og skal forstås som en social konstruktion.

Mennesker dør, hvis vi ikke har andre mennesker. Vores hjerner udvikler sig ganske enkelt ikke, hvis vi ikke er en del af vores flok. Men flokken skaber ikke kun, den skæmmer og smitter også. Og i tilfælde hvor man afviger fra sociale normer, lærer vi gennem sprog og andres erkendelse af verden, hvordan vi skal opfatte verden og os selv i den.

Jeg er kvinde og tyk. Det sender mig flere trin ned ad stigen af “hvor lidt du kan være påvirket negativt af samfundets fortælling om dig”. Andre kan forlænge listen med deres egne træk.

Vores virkelighed er en social konstruktion, og gennem sproget har vi fået rammer og evner og muligheder for at forstå den verden. Men med denne skabelse af den virkelighed, vi alle abonnerer på, kan jeg så gøre mig forhåbninger om nogensinde med min bevidsthed at dykker ud under de lag, der er lagt over mig?

Er det her sandheden? At vi bliver ved med at spejle os og tale og tænke og grave kun for aldrig nogensinde at slippe fri af, hvordan samfundet har stigmatiseret og rammesat vores selvforståelse – fordi vi ikke er uden samfund?

Jeg ved det ikke. Men shit altså. Og klokken er kun 10.

Følg, like og del:
20

På nogle områder minder jeg lidt for meget om Dory, og det koster retning og fremdrift.

Noget af det bedste ved mig, er min evne til at begejstres. Over næsten alt. Jeg kan blive ægte glad, opløftet, rasende og ked af det over de oplevelser, som mine mennesker går rundt og har. Empati er en gave, men det betyder også nogle gange, at jeg har 100 procent af mine sensorer rettet mod omverdenen i stedet for mig selv.

Begejstring gør, at jeg er god at undervise, nem at samarbejde med og at jeg hele tiden ser muligheder og får idéer. Men nogle gange – viser det sig – får jeg for mange idéer.

Ærlig talt blev jeg eddersur og faktisk også ret ked af det, da min kæreste i sidste uge beskyldte mig for at sælge ud. For at give afkald på alt det, jeg havde sagt, jeg gerne ville, fordi et nyt element i et nyt fag på mit studie havde vist sig at være endog meget interessant og noget, jeg oplevede at have naturligt flair for. På rekordtid var idéer til undervisning, planer og workshops dukket op i mit hovedet. Inspireret af en kursusholder et par uger forinden så jeg en forretningsmodel for mig, hvor jeg med min teoretiske indsigt og personlige gennemslagskraft kunne skabe en virksomhed, der ville hjælpe en bred vifte af små og mellemstore startups med at sætte ord på deres kerneværdier og brande sig bedre.

Det var uhyre interessant at dykke ned i.

“Hvad så med alt det, du ville før?”, spurgte han skeptisk.

Og jeg blev så sur og såret over, at han ikke kunne se, at jeg havde fået en NYERE idé. En BEDRE idé. (Og lad os være ærlige: En nemmere idé end den fluffy fremtidsdrøm, jeg ellers går rundt med og forsøger at tegne konturerne af).

Jeg vil stadig fastholde, at det kunne være sagt på en pænere måde (I have big feelings). Men da støvet lagde sig. Da vi havde kørt i ring i de samme argumenter en 5-6 gange og weekenden bag fredag eftermiddag pludselig ikke virkede så tillokkende mere, fordi vi nu reelt var uvenner, begyndte det lige så stille at dæmre for mig, hvad han mente.

For der er ting, som jeg er god til. Mange ting. Og nogle gange begår jeg den fejl at tænke så lave tanker om mig selv og min udvikling, at jeg tiltrækkes af de ting, som jeg er god til – og hvor jeg kan se, at jeg nemt kan gøre indhug.

Men jeg skal ikke gøre, alt jeg er god til. Det har jeg slet ikke tid til – for jeg kan så meget. Og jeg interesserer mig for så mange ting.

Da jeg startede på studiet skrev jeg et manifest for, hvad jeg gerne ville opnå med yderligere uddannelse og min fremtid. Og det manifest kan sagtens ændre sig. Det kan udvikles. Jeg kan blive klogere og lære nyt. Men lige dér var jeg i gang med at fjerne mig fra min grunddrøm, fordi jeg havde fundet noget, det var nemmere at komme i gang med, noget hvor jeg kunne excellere qua min personlighed mere end min faglighed og et område, der virker umætteligt. 

Så forretningsidéen var egentlig god nok. Det var den. Den er bare ikke min drøm.

Jeg skulle mindes om, hvad min drøm var. Og i en lille halv time, syntes jeg ikke engang, at det var min drøm mere. Men som vi talte os til rette, viste det sig, at jeg fjernede mig fra min drøm, fordi den er svær. Fordi jeg stadig ikke ved, hvor jeg vil tage fat. Fordi den vil koste penge at stable på benene. Fordi den kan fejle og koste mig… Tid og penge. Og selvtilliden for en stund.

Men den kan faktisk ikke rykke ved mit selvværd. Men planerne om at lave noget andet og nemmere dukker i høj grad op, fordi jeg nogle gange stadig lider af lavt selvværd med dertil hørende høj selvtillid. (Jeg er nok ikke god nok til at få det jeg virkelig drømmer om, men se så HER hvor hårdt jeg kan arbejde for noget, hvor jeg ikke har personlige drømme på spil).

Så trods det, at jeg er et kaosmenneske, som stadig ikke helt formår faste opvågnings- og sengetider, spisetider, spisemønstre, træningsdage eller har en struktur uden for mine arbejdsopgaver, så forsøger jeg i disse dage at asfaltere lidt i mit indre.

Det er ikke en given vej, og den er stadig omgivet af tonsvis af små stier, der mest ligner noget, rådyr træder til, når der ikke er mennesker i nærheden. De mange stier giver mig kreativitet, input og idéer. Noget af det kan jeg bruge til at komme frem og lære mere. Men jeg kan ikke blive ved med bare at dreje mentalt af, hver gang en ny sti manifesterer sig. Det er ikke sådan, jeg opnår fremskridt. Det er sådan, jeg kan afspore mig selv, så jeg ikke skal stå til ansvar for, at det er pissesvært at lægge asfalt på ens egen sti uden guide og præcedens at følge.

Men jeg vil gerne blive bedre til ikke at være som Dory og blive distraheret og glemme alt det, der var vigtigt for mig, hver gang det lykkes noget nyt at begejstre mig. Det er jeg ikke tjent med i længden.

Det er svært og det falder mig unaturligt og jeg har en lille indre stemme, som siger “Hvorfor går du ikke den nemme vej?” og “Hvad er der i vejen med at opdage nye og spændende ting?”. Og jeg lytter til den, men jeg vil øve mig på ikke at dreje af mere.

Måske er det rigtigt, hvad de siger? 

Følg, like og del:
20

Hvad jeg mener, når jeg siger, at jeg har tårnhøje ambitioner

Der er en gang for længe siden sket et skred. Det er dumt og fjollet, men sket er altså sket, og det har naglet sig så godt fast i de fleste af vores hjerner, at det på en eller anden måde virker uambitiøst at indrømme, at man ikke lægger 110 procent af sin energi på jobbet. Det vil jeg godt afsløre lige her, at det gør jeg ikke.

Jeg er ambitiøs. Meget. Men for mit liv.

De 100 procent kræfter, jeg har at give, skal ikke kun ligge i mit arbejde. Mine ambitioner går meget længere end det – faktisk tror jeg på, at jeg ved at være ambitiøs for hele min tilværelse, for min kost, min søvn, mine samtaler og venner, min krop og mit parforhold OG mit job kan nå meget længere arbejdsmæssigt og arbejdsglædemæssigt, end de stakler, der giver 80 procent af deres kræfter til jobbet og ikke forstår, hvorfor det ikke føles bedre, når de nu har så meget succes.

Det er på tide, at vi tager et opgør med opfattelsen af ambitioner. De er altså ikke kontoret forundt. At være ambitiøs er at have et stærkt, vedholdende ønske om at opnå noget, som er attraktivt. Ofte er det også svært tilgængeligt, og derfor kommer det heller ikke af sig selv, hvis man IKKE er ambitiøs.

Og det passer jo. Det gode parforhold, den gode nattesøvn, den lækre aftensmad eller den stærke psyke og krop kommer ikke bare luskende af sig selv. De er der ikke bare lige pludselig. Der skal en langvarig indsats til for at gøre disse ting til en del tilværelsen og ikke en fjern drøm, man ikke har skyggen af idé om, hvordan man vil opnå.

Det er også ting, der forsvinder igen, hvis du holder op med at passe på dem, når du har opnået dem. Lige så hurtigt, som du kan få trænet ryggen til ikke altid at gøre ondt, lige så hurtigt vender smerterne tilbage, når du stopper. Uanset hvor gode I er til at tale sammen i dit forhold eller med dine venner, så ryger trivslen, hvis I stopper med det igen.

Det er fint at ville sit job. Det vil jeg også. Jeg kan ikke lide tanken om at havne i et af de der job, hvor man tæller minutterne, til man kan komme hjem igen. Men du behøver ikke altid elske dit job (eller noget andet for den sags skyld), og du behøver især ikke give det alle dine kræfter.

Det – synes jeg – er uambitiøst på dit livs vegne. Bare at hoppe på karrierevognen, som er det nemmeste i verden at vise til omverdenen på et CV. “Se hvor flot jeg har klaret det”, lyser det ud af den skinnende Mercedes eller hjørnekontoret, mens ingen kan se, at din kærlighed derhjemme hænger i en tynd tråd, børnene ikke kan huske dit ansigt og din diskusprolaps kun gøre næææsten lige så ondt som dit mavesår.

Smører jeg tykt på? Ja.

Tager jeg fejl? Nej.

Succes handler ikke om dit job. Det handler om dit liv. Jeg arbejder benhårdt for mit, og jeg vil gerne støtte dig i dit. Derfor er vi også nødt til at lægge nogle dårlige vaner på hylden, når vi taler med hinanden. For vi er utålelige flokdyr og vi kan bare ikke holde op med at sammenligne os med andre. Eller sammenligne ikkesammenlignelige fliger af vores liv med hinanden. Men vi kan sammenligne bedre ting end løn og jobtitel. Vi kan inspirere til at dele både godt og skidt. Og vi kan italesætte ambitioner langt bedre, end vi gør nu.

Derfor har jeg en udfordring til dig:

  • Næste gang du bliver præsenteret for et nyt menneske, måske til en fest, så se, hvor lang tid I kan tale sammen uden at komme ind på job og karriere. (Spørg til deres familieliv, til deres hobbies, til deres forhold til værten, livretter, yndlingsfilm, værdier – alt andet end job. Og brug disse svar til at indplacere mennesket i din hjernes system af ‘hvem der er noget værd’.)
  • Hold op med at sige/gøre/ytre over 100 procent med mindre der er tale om tal. Mennesker har 100 procent at give. Vi har ikke 110 procent, og jeg kaster lidt op i munden på mig selv, når jeg læser jobopslag der beder om 110 procent dedikation, eller at du ‘er klar til at gå den ekstra mil’. Gu’ er jeg ej. Jeg er parat til at gøre, hvad jeg kan og hvad der skal til for at løse opgaven. Hvis din opgave kræver mere af mig, end det er menneskeligt muligt, vil jeg foreslå, at vi gå to sammen og giver 55 procent hver. Nå.
  • Sæt ord på, at du er ambitiøs for hele dit liv og ikke kun dit job. Når jeg gør det møder jeg to reaktioner:
    • Dem der sidder håbløst fast i præstationskulturen og som tolker mit udsagn cirka sådan her: “Det går ikke så godt med min karriere, så jeg er nødt til at få det til at lyde som om, jeg går op i andre ting.”
    • Dem der først ser forvirrede ud og så får en åbenbaring, når det går op for dem, at jo – de har også ambitioner andre steder end på arbejdsmarkedet. De har bare ikke tænkt sådan på det før.
  • Sæt ord på dine ambitioner. Det kan godt være lidt frelst eller lyde henad nytårsforsætter, men hvis du ikke har et sprog for, hvad du gerne vil med dit liv, hvordan ved du så, om du bevæger dig i den rigtig retning eller står stille et rart sted?

Jeg er ambitiøs for min trivsel. Mange år har jeg ikke kunnet finde ud af at spise morgenmad på et fast tidspunkt, gå i seng eller stå op. Men når jeg dyrker nogle rammer, bliver mange ting nemmere for mig. Så det går jeg op i, også selv om det betyder, at jeg ofte møder sent på job, fordi jeg skulle igennem mit ritual derhjemme.

Jeg er ambitiøs for min selvudvikling og øver mig på at sætte ord på, når jeg gerne vil noget. Når jeg ikke vil noget. Når jeg har et behov og når jeg godt ved, at mit behov ikke er andres ansvar, men jeg alligevel ønsker, at de vil rumme mig og opfylde det.

Jeg har ambitioner om at lave ting med min familie. Jeg drager til udlandet med min Mor, tager på eventyr med min nevø og teknologinørder med min far. Jeg forsøger at finde noget at tale eller dyrke med hver enkelt, så vi ikke kun har noget at lave sammen i en større flok.

Du har 100 procent. 100 procent tid, kræfter og ambitioner. Der dukker ikke flere kræfter eller ambitioner op, hvis du lægger dem alle et enkelt sted. Du kan arbejde hårdere, løbe hurtigere, MUS’e dig herfra og til Pommeren – det bliver du ikke grænseløs af.

At respektere dine begrænsninger er et godt sted at starte på at prioritere dine kræfter bedre. Og det betyder ikke, at du ikke må knokle på med en stor opgave, forsvinde ind i eksamenslæsningens tåger, hengive dig til nyforelskelsen eller dit moderskab. Du må alt det. Jeg tror bare, du får det bedre med det, hvis du så ikke tror, at du skal alt det andet ved siden af. Hvis du skaber et sprog for din menneskelige kapacitet og respekterer den – ikke kun på jobbet men i hele dit liv.




Følg, like og del:
20

Det svære (over)forbrug

“Hvad har du imod H&M?” tikkede det ind fra et par venner og følgere, da jeg i en Insta-story fik nævnt, at jeg ikke sætter mine ben hos svensken længere.

Og svaret på dette er todelt og langt nok til, at jeg har skrevet et helt indlæg om det.

På det personlige plan

Har H&M og andre high street-mærker og deres arbitrære størrelsessystemer (hvor flere ‘linjer’ indenfor samme mærke OGSÅ er forskellige i samme størrelse) en del af æren for mine års manglende kærlighed til mig selv og min krop – og en del af hadet til at prøve tøj.

Hvis du ikke ved, hvordan det er at være tyk i en tøjforretning, så læs med hér.

Og det er ikke sådan, at jeg er sur over, at de ikke engang går op til min størrelse (Looking at you, Zara) og dermed holder mig helt vildt udenfor, så jeg ikke kan shoppe sammen med mine veninder. Men er nødt til at være hende, der holder tasker, mens de shopper.

Det er faktisk mere dét, at H&M påstår, at de HAR min størrelse – i deres plus size afdeling, men at jeg oplever to ting:

  1. Plus size betyder ikke skjul mig, gem mig væk, afled opmærksomheden fra mig. Det betyder heller ikke, at man kun kan lide leo-print (but don’t mind if I do). Det betyder ikke kun tunikaer, lange skjorter og løse gevandter. Det betyder rent faktisk, at det er meningen, I skal klæde min krop på sådan, at den tager sig bedst muligt ud. I min lokale H&M har jeg også oplevet, at plus size tøjet og mama-tøjet tit hang lige ved siden af hinanden, som om, det er cirka det samme. Og her tænker jeg både, at postgravide kan føle sig lidt stødte over at skulle konvertere til plus size, bare fordi de har født, ligesom jeg som tyk ikke har lyst til fejlagtigt at kunne kategoriseres som gravid
  2. Den størrelse 46 eller 48, som jeg kan passe andre steder, kan jeg ikke passe i H&M. I stedet skal jeg size flere størrelser op i deres plus size kategorier, og når man som jeg har brugt nogle år på at acceptere termen plus size, så kan det godt være en udfordring at skulle springe 2-3 størrelser i den term også. Eller at skulle give op, fordi tøjet måske nok er plus size, men det er formet som det almindelige tøj, bare højere og bredere uden tanke for røv, lår eller barm (mere om det hér).

Det er svært at være kvinde og elske sin krop. Vi bliver (særligt her i januar) hylet af fra alle sider, at vi bør ændre på den – helst krympe den. Og en af de ting, jeg har opdaget, kan tage pippet fra alle kvinder – uagtet deres størrelse – er, når de pludselig ikke kan passe den størrelse, de er vant til.

Det rejser spørgsmålet: “Er jeg blevet mere forkert?” i vores hoveder på et sekund, og selv om jeg i virkeligheden synes, vi skal købe tøj ud fra, hvad der klæder os bedst (og det gør en størrelse større nogle gange), så er det da INTERESSANT, at tøjmærkerne på verdensplan ikke kan enes om et størrelsessystem, som alle kan relatere til, og som kan afhjælpe så megen sorg og lidelse hos de kunder, de skal leve af.

Men neeej nej. For hvis du får det superdårligt med dig selv, hvad kan store dele af os så finde på for at rejse noget instant gratification? Shopper vi? GUD hvor smart for butikkerne, hva’?

På det samfundsmæssige plan

Handler det om den måde, de behandler jorden og mennesker på. På de ansatte i Bangladesh, vi blev præsenteret for i Netflix-dokumentaren The True Cost.

Og på den evige udsendelse af nye kollektioner, udsalg, pre-sale, launches, spring collections, AS19 og jeg skal komme efter dig.

High Street-mærker (sandsynligvis sammen med resten af modebranchen) ER jo blevet snuppet i at brænde det tøj, de ikke kan sælge, for at kunne få det nye ud i butikkerne, før de har solgt ud af det gamle. (Link).

Så hvad gør man? Jeg har valgt at holde mig helt fra steder som H&M, Zara, Vila, Only osv., men det er ikke ensbetydende med, at de steder, jeg ender med at handle, opfører sig bedre. 

Og hvor jeg utroligt gerne ville købe de sustainable jeans fra svenske Lindex (link), så ved jeg ikke, om de kun er bedre ved jorden og ikke ved mennesker. Og jeg må konstatere, at min pasform findes hos Levi’s, og jeg skal jo have tøj på kroppen.

Derfor vil jeg også godt understrege, at dette IKKE skal forstås som et drag over nakken, til dem der handler, de steder hvor jeg ikke kommer.

Da jeg så The True Cost første gang var jeg en (fattig) studerende. Så jeg havde ikke midlerne til at ændre på store dele af min adfærd. Jeg havde det i stedet forfærdeligt med mig selv over mit forbrug i lang tid – men sådan er det jo ikke meningen, vi skal leve. Det kan ikke nytte noget, at individet skal have ødelagt sin nattesøvn over faktorer, der i sidste ende ligger udenfor deres hænder. (Karoline siger det godt her: Link).

Og jeg handler sikkert stadig steder, der på den ene eller anden måde er forfærdelige for klimaet og mennesker. Trods bedre økonomi kan jeg ikke købe alt mit tøj hos Vivienne Westwood og Muttilove.

Men dén ting, som jeg tror, har ændret mit forbrug i den mest positive retning, vil jeg gerne dele:

Jeg går ikke længere ud og shopper for lige at se, hvad jeg falder over.

Hvis jeg mangler noget, så tager jeg til butikken, som har det – eller leder efter den bestemte manglende ting i butikker eller på nettet, og så forsøger jeg at holde mig til det. Det kan godt være, at jeg mangler 5 bluser på en gang og derfor køber en del, men jeg undlader simpelthen i videst muligt omfang at lade mig friste af jeans eller strømper, hvis det er bluser, jeg ikke har nok af til at få mig igennem en uge.

Så når jeg ser mine veninder, går vi flere ture. Vi spiser sammen. Besøger hinanden. Får en drink. Men tiderne hvor en hel lørdag kunne gå med at trave ind og ud af 19 butikker, de er forbi.

Denne tilgang betyder også, at når jeg mangler noget rigtigt nu (senest vinterstøvler), så tillader jeg mig selv at undersøge markedet (hadelsesprøvning og butiksbesøg) og købe dem, jeg allerhelst vil have – også selv om de kostede cirka det dobbelte af alle andre sko, jeg nogensinde har købt (minus vandrestøvlerne). Fordi jeg kun skulle have det ene par, tillod jeg mig selv at købe dyrt og luksuriøst. Det har jeg aldrig tidligere kunnet gøre, for jeg havde ikke råd til dyre ting, når jeg også købte 4 andre ting, hvis jeg var ude og kigge i butikker.

 

Følg, like og del:
20

Er jeg den eneste, der

Har lagt mærke til, at mænd tit helst vil spise kartoffelmos med gaffel, mens kvinder foretrækker en ske?

Er blevet vildt forkølet fra dag til dag uden egentlig at skrante først? (Og som propper mig med alt fra voodoo til vitaminer for at komme hurtigt ud på den anden side?)

Altid forsøger at løse pludselig opstået sygdom med en kombination af ingefær, hvidløg og chili – eller går 100 procent Mormor med husmandskost – i dag gullasch, kartoffelmos og ristede gulerødder. 

Har købt julekalender sat heftigt ned her en uge inde i december? (Det var en Chili Klaus til husets chilientusiast – har ikke nogen selv, så sig til, hvis du ser en Kinder et sted!)

Stadigvæk helt optimistisk bestiller julegaver online og vælger at tro, at de saaaargtens kan nå frem inden jul, selv om Postnord, DHL og alle de andre er spredt ud som for lidt smør til for meget brød allerede? (Got the reference?)

Også altid liiige kommer til at købe en julegave eller to til mig selv undervejs i netshoppingen? (Bosu-ball og yoga-klodser er jo et must at købe i december.. Ik’?)

Er helt salig ved tanken om, at jeg skal se Chelsea Wolfe på onsdag? (Og min skæggede halvdel helt oppe at ringe over A Perfect Circle, som er hovednavnet samme aften. Når man normalt har ret forskellig musikpræferencer er det nærmest romantisk, at vi begge glæder os til den samme koncert!).

Bruger min søndag aften på at lave alt andet end den retorik-opgave, som skal afleveres i morgen tidlig? Nej. Det er nok bare mig. I know…

Følg, like og del:
20

Hvad hvis man ikke kan måle, det som gør dig til noget særligt?

Jeg har en ny teori af en art. Og i denne vil jeg ikke forklejne, at nogle mennesker er gladere for eksempelvis at røre sig end andre. Jeg vil ikke tage fra nogen, at de har flere IQ-point end mig og resten af gennemsnittet, eller tage fra nogen at deres karakter eller resultat i en given test har været høj.

Men når mit selvværd halter i en periode. Og her mener jeg ikke selvtilliden i form af troen på mine evner, mine kompetencer eller ’hvor god jeg er til ting’ men selvVÆRDET. Følelsen af om jeg er noget værd som menneske. Og den kan halte for mange af os. Også selv om vi ved med vores intellekt, at vi er elskede og noget værd, i kraft af at vi er til. Selv om der faktisk er mennesker i vores liv, der elsker os – og vi godt ved det. Så kan selvværdet alligevel godt have dage, uger og måneder, hvor det ikke er helt og hvor det ikke virker.

Selvværd er som et usynligt skjold, der skærmer os imod fjollede tanker som ”Der er ingen, der kan elske det virkelig jeg, og hvis folk vidste, hvordan jeg i virkeligheden er, ville alle, jeg elsker, forlade mig”. For den slags tanker eksisterer – uagtet at du hver eneste dag handler, tænker og taler som dig selv og derfor repræsenterer netop dig og at dine mennesker elsker dig netop i denne form.

Du kan ikke skjule dit sande jeg for andre, selv om du måske tror, det er det, du går rundt og gør. Vores handlinger afspejler vores indre, og det ved du, hvis du tænker på de mennesker, som har været dårlige oplevelser men gode erfaringer i dit liv. Dem, der siger de elsker dig, men opfører sig anderledes. Eller siger, de er her for dig men opfører sig anderledes. Du har mødt dem, og du kan tænke på et eksempel lige nu. For vi er ikke dem, vi fortæller os selv og andre, at vi er. Vi er dem, vi viser os selv og andre, at vi er. Så dine omgivelser kender dig sandsynligvis bedre end dig selv – for de bliver ikke forstyrret af din indre fortælling om dig selv, som du gør. Tænk over det. Alle har gennemskuet dig bedre end dig selv, og de er i dit liv og elsker dig alligevel.


Men nok om det.

Når MIT selvværd halter, får jeg altid en ubærlig lyst til at løfte mit værd gennem ting, man kan måle. Uden at ville tingen måske. Men jeg får den fjollede idé at gennemføre en triatlon, læse en svær russisk bog, som andre vil være imponerede over, at jeg kom igennem. Jeg overvejer at begynde at løbe, uagtet at det er min mest forhadte motionsform, og jeg har så mange andre gode bevægelser i mit liv.

Jeg får – har jeg opdaget – lyst til at styrke min selvtillid ved at gøre ting som

1) er helt atypiske for mig og derfor vil være en præstation (at løbe)

2) er flot og anerkendt i en sammenhæng, jeg med min fornuft godt ved, jeg skal være helt ligeglad med (at læse litteratur som er ’anerkendt’)

3) som udmærker mig ved at være, en præstation ikke alle andre kan klare (triatlon)

Men trangen udspringer ikke af en reel lyst til de her ting. Den udspringer af, at jeg føler mig uværdig til min plads som menneske og til det liv, jeg lever, og derfor forsøger jeg at finde målbare parametre, jeg kan udmærke mig ved, så jeg kan få ’bevis’ for mit værd.

For man kan ikke måle, at jeg altid gør mig umage, når jeg laver mad. Man kan ikke måle, at jeg kæmper indædt for at støtte mine venner og tale dem op og hjælpe dem med at sige fra i svære situationer.

Man kan ikke måle, at jeg gør en indsats for at finde plads i kalenderen, når min bror har brug for børnepasser eller mine veninder har brug for tid og opmærksomhed. Man kan ikke måle, at jeg elsker med så store følelser, at jeg kan blive rørstrømsk af at tale om det. Og man kan ikke måle, at jeg gør alt hvad jeg kan for at skabe et rum for min nevø og niece, hvor vi er kun hinandens, så tid med faster bliver noget ‘andet’ end voksentid. Så vi skaber vores egne minder sammen uden far og mor – fordi jeg gerne vil være en betroet voksen i deres liv om 10 år.

Man kan ikke måle, at jeg får mange, gode idéer, som andre kan bruge, og at jeg selv ringer og byder dem til, når jeg ved de kæmper med gaver, opgaver og planlægning. Man kan ikke måle, at jeg siger ja, når mine venner skal flytte. Eller når de skal klippes. Det ved jeg faktisk heller ikke, om man som sådan vil rose mig for…

Man kan ikke måle, at jeg sætter mig ind i reglerne i Dansk Kennelklub, laver Facebook-opslag, dba-annonce og annonce på hundeweb, når mine forældre får hvalpe for at de ikke skal rode med the interwebz.

Man kan ikke måle, at jeg inviterer og samler og er vært, så mennesker kan komme og spise, drikke, tale, grine, danse eller blot blive set og hørt i nogle timer. Man kan ikke måle, at jeg er blevet meget bedre til at stoppe mine negative tanker, når de spinder ud af kontrol og at det sker meget sjældnere.

Man kan ikke måle, at jeg har fundet en vis skønhed i melankoli, som gør, at den ikke længere er et vilkår i mit liv, som forringer det men nu en facet, som jeg mærker og sender videre.

Man kan ikke måle, hvor god jeg er til at være et menneske, og derfor tror jeg nogle gange, at jeg skal gøre målbare ting for at jeg selv og andre kan se min værdi.

Og der er ikke nogen magisk løsning på at slippe helt for den trang, er jeg bange for.

Men det hjalp mig at lære, hvorfor den trang kommer. For jeg gider jo ikke de ting. Og derfor fejler jeg i dem, og så kan de blive en ny skam i mit liv.

Og hvis det også sker for dig nogle gange, så håber jeg, at du kan bruge den her viden til noget: Når du gerne vil excellere i ting, som du ikke har flair for eller lyst til – så spørg dig selv, om det egentlig er fordi, du gerne vil kunne måle, hvor god du er? Eller sikre dig, at du i hvert fald kan noget, andre ikke kan?

For det kan du allerede. Og du er allerede god. Du må bare ikke lede efter selvværd, i ting der kan måles. Det er ikke, dér selvværdet sidder. Det sidder allerede i dig, hvis du leder, blandt ting som ikke kan måles.

Følg, like og del:
20

Du kan være kropspositiv og beholde tøjet på

Jeg elsker damerne i sexet tøj, bikiner, blævrende twerk-lår og med stolthed i blikket, der viser deres krop frem og står ved den – præcis som den er. Lumps and all.

Jeg føler mig forbundet med dem. Jeg elsker mine stramme jeans, mine korte kjoler og når jeg er hjemme i privaten at have så lidt tøj på som muligt, så meget af tiden som muligt.

Men jeg vil bare gerne lige slå fast, at du ikke behøver vise dig og din krop frem for at være kropspositiv og for at bevise, at du har fortjent din plads i verden i netop din krop. Det kan godt føles som om, at du ikke rigtigt kæmper kampen med mindre du er med på frontlinjen med bare babser og et “still not asking for it”-skilt løftet over hovedet. Men det er ikke sandt. Enhver har ret til at gebærde sig på den måde, der føles sand for dem.

For i din ret til at være subjekt og ikke kun et objekt, er det også ultimativt dig selv der bestemmer, hvordan du vil bære dig, klæde dig og føre dig. Der er ikke en optræden eller påklædning, som har mere eller mindre ret til at blive respekteret.

Så hvis du ikke er med til at presse de afklædte grænser i samfundet, er det ikke ensbetydende med, at du ikke er en del af bevægelsen. Den bevægelse som på papiret også kæmper for din ret til at nyde og præsentere din krop, som det føles mest behageligt for dig.

Det kan godt føles som om, du skal være mere, vise mere, råbe mere og larme mere for at vise, at du kæmper kampen for alle kvinder. Men i virkeligheden skal du spørge dig selv, hvornår du er allermest dig selv. Hvornår du har det allerbedst i din hud og  dit tøj og din stemmeføring og din følsomhed. Og så vær præcis det og kræv din ret til ikke at skulle skrue op eller ned for andre menneskers skyld.

Når du er lige der, så kæmper du side om side med alle andre, der bare gerne vil have lov til at være tilpas i deres egen krop. Vi behøver ikke ligne hinanden eller have lyst til det samme for at kæmpe for hinandens ret til at være netop det, vil helst vil være.

Husk det. Du er nok, som du er lige nu. Tak for kampen, søs. <3

Følg, like og del:
20

Du må godt spørge, hvor gammel jeg er

“Ej sådan noget spørger man ikke om”, sagde moren lettere febrilsk til sin næsten-teenager-datter, som netop havde spurgt, hvor gammel den her spændende fremmede egentlig var.

Men jo. Gu spørger man da om sådan noget, hvis man er interesseret i svaret. For ved at tabuisere det, eller ved at gøre en kvindes alder til noget farligt, så snart svaret ikke åbenlys er under 25, gør vi kvinder over den alder forkerte.

Jeg ville ønske, at ens alder var netop bare det. Et tal der fortæller noget om, hvor mange fødselsdage, jeg har fejret og hvor mange somre jeg har tilbragt på jorden.

Ikke en måleenhed for, om jeg er ved at være lidt sent ude i forhold til at få børn, ved at ældes ud af at være fuckable (lad os være ærlige, det er det den fandens higen efter ungdom udspringer af) eller om jeg enten er 1) for ung til at have nok erfaring = ikke værd at ansætte. 2) I den fødedygtige alder = ikke værd at ansatte. 3) Over 50 = på vej på pension og dermed ikke værd at ansætte.

Jeg ville også ønske, at fødselsdagshilsner ikke blev leveret som “Tillykke med de 25 + 7” eller tøhø-semi-fornærmelser over, hvor gammel jeg bliver.

Hvad nu, hvis man bare rigtig godt kan lide sig selv og sit liv og det, man fylder i tilværelsen? Det har taget mig 31 år at lære, alt det jeg ved. At mestre, alt det jeg kan. At ryste andres forventninger, bedømmelser, sammenligninger og vurderinger af mig og bare nyde at være… mig.

Og det med, at jeg skal være yngre for at være den friskeste eller mest sexede version af mig selv, eller i ungdommen higer efter at være ældre og dermed mere erfaren, det fjerner os fra at nyde der, hvor vi er. Børn og unge, der ikke kan vente med at blive ældre og voksne og taget alvorligt og komme ind på diskotekerne er en ting. Vi kan ikke bebrejde deres ivrighed, men hjælpe dem til at forstå, at de nok skal nå det hele.

Men os andre? Os voksne. Os der betaler vores egne regninger og styrer vores eget liv. Hvad er vi egentlig for nogle forbilleder, hvis vi samtidig udtrykker, at vi helst vil være en anden alder, end den vi er?

Jeg forstår det ikke. Hvad er det, der er så meget værre ved at være over 30 end under 30? Jeg vil gerne være den første til at indrømme, at tømmermændene er værre, men maden, vinen, vennerne og selvværdet ik? Det har fandme aldrig været bedre.

Følg, like og del:
20

Undskyld søster. Jeg har været en dårlig allieret.

Alt for længe har jeg ikke set, hvad jeg gjorde ved mig selv og ved menneskerne omkring mig. De tykke af dem. Som jeg selv er en del af, og som jeg slog et slag for sidste uge.

Jeg har simpelthen ikke været klar over, hvad jeg gjorde. Jeg troede, jeg var for os alle. At jeg passede på os og repræsenterede os. Ligesom i indlægget her fra 2015.

Jeg er stadig sindssygt glad og stolt af langt det meste, jeg skrev dengang. Hvor jeg kun lige var begyndt at sætte ord på, at jeg var god nok og ikke skulle ændre mig. Men det sidste afsnit afslører alligevel, hvad jeg slet ikke havde forstået:


Og før i helseapostle kommer væltende og gemmer jeres fat shaming i bekymring og omsorg og snakker om overvægt og sundhedstilstand, så vid, at jeg squatter 100 kilo uden problemer, træner flere gange om ugen, spiser mine grøntsager (og mit bland selv slik) og at hverken læge eller talrige forsøg kan pege på sundhedsmæssige ulemper ved min størrelse pt.

For hvad så, hvis jeg en dag ikke træner 3 gange om ugen? Hvad hvis jeg bliver stresset og prioriterer skole, job og samvær med venner over at træne? Hvad hvis jeg ikke altid er sund og stærk? Er jeg så pludselig mindre værd som menneske? Er jeg så en dårlig tyk person? Skal vi bevise vores værd i form af styrke, mentalt overskud, træning eller noget helt fjerde for at kompensere for, at vi har den frækhed at veje flere kilo end så mange andre?

NEJ, vi skal ikke. Og jeg skal ikke. Den tankegang var – hvor flov det end gør mig at erkende – en måde at distancere mig selv fra ‘de dårlige tykke mennesker’ på. Dem som ikke var stærke eller sunde, samtidig med de var tykke. En måde at placere mig selv mentalt i et limbo mellem tyk og sund, så jeg ikke helt skulle dømmes lige så hårdt som de andre tykke.

Undskyld. Jeg vidste ikke bedre.

For kort tid siden skrev en af mine veninder til mig. Hun havde fundet en ‘test hvor god din form er’ i et dameblad. Men fordi hun ikke kan tage armbøjninger, konkluderede hun og testen, at hun må være mindst 200 år gammel.

Min kloge, gode og søde veninde, der hver dag er Mor for sine tre børn, slæber rundt på udstyr, sager og den yngste. Handler, laver mad, passer arbejde og forsøger at passe sig selv også, hun fik det indtryk, at hun var… ringe. Fordi hun ikke kan tage 15 armstrækkere.

Hvad fanden er det for en måde at måle mennesker på? Det må vi holde op med, og jeg skal også selv aflære den måde at vurdere mennesker på. De er ikke, hvad de magter. De er ikke, hvad de kæmper for. Vi har allesammen en i os boende værdi, fordi vi er til. Fordi vi er i live. Og det er godt nok. 

Så undskyld. Hvis du har følt dig sorteret fra af min ‘Jeg træner, så jeg er en god tyk person.’ Du og jeg er alt godt i livet værd, uanset om vi sidder på spinningcyklen, kontorstolen, sofaen eller hvadvedjeg. Hjælp mig med at huske det i fremtiden, hvis jeg omtaler dit eller mit eget værd forkert. Selvværd er en proces for mange. Vi kan øve os sammen.

Undskyld søster. Jeg har været en dårlig allieret.
Følg, like og del:
20

Powered by WordPress & Theme by Anders Norén

Enjoy this blog? Please spread the word :)