Nogle ting skal støttes. Fordi det er rigtigt og godt, og fordi det er en af de cooleste knægte, jeg havde fornøjelsen af at være en akavet teenager sammen med i gymnasie-tiden.
Det er dog ikke derfor, jeg anbefaler Kevins musikprojekt LIEB – det er fordi, det er fandens godt.
Jeg har skamhørt førstesinglen Nøgen de sidste par dage:
https://www.youtube.com/watch?v=dJHHOs8kn_4
Og i dag udkommer LIEB med deres anden single Drømmenes Planet, som jeg har glædet mig vildt meget til at høre.
For det kan noget! Kevin har lavet musik altid. Han har aldrig ikke rodet med et projekt eller lavet lydtæpper for andre eller nørklet med sit eget. Og jeg har aldrig oplevet ham lyde så meget som sig selv, som han gør med LIEB.
Drømmenes planet handler om hans vej gennem en fængslende depression. Drømmenes planet var ikke en flugt, men et sted hvorfra han kunne se tilbage på virkeligheden uden angst og præstationskrav.
https://www.youtube.com/watch?v=cp6JB95p18I
Jeg synes, at kunstnere der formår at give indblik i ægte kampe, er noget af det mest givende. Om det er i tekst, sang, tale eller billede, så kan det noget at spejle andre menneskers lidelser ved at vise sin egen version af en universel lidelse, som depression er. Vi vokser og lærer af at høre, hvordan andre har tænkt, følt og handlet i kampen mod de samme dæmoner, som vi selv kæmper med.
Derfor synes jeg også, at du skal finde LIEB og høre med. Jeg ville ikke blive overrasket, hvis de dukker op på festivaler til sommer. Lyden er perfekt til dansk sommer. Musikalsk mærker man, hvor umage de her mennesker gør sig for at lade instrumenterne komme til sin ret og førsteudspillet Nøgen var god fra første gennemlytning, men blev kun bedre de næste 10 gange, jeg spillede den.
Jeg har den der musik-vane, hvor man falder over en ny sang og så lige hører den 100 gange om dagen i nogle dage, før den bliver en del af en af mine playlister på Spotify. Det skete med LIEB.
Hør med! Del! Like og følg. De her mænd KAN noget, og jeg glæder mig til at følge rejsen herfra.
Foto: Van Horn
Og hold øje! Debut-LP med fire numre udkommer 30/11!
En af de ting jeg har navigeret dårligst i i løbet af min musikalske opvækst har været den der uformelige sfære af “hvad det er sejt at kunne lide”. Den sære sociale konstruktion har nogle gange (alt for tit) fået lov til at forskubbe balancen for, hvilke dele af min enormt brede musiksmag, jeg valgte at vise til verden.
Men ved du hvad? Musik skal røre dine følelser. Og jeg skal fandme ikke gøre mig til herre over, hvad der vækker noget i dig – ligesom ingen andre skal have lov til at bestemme, hvad jeg vælger at høre. De der guilty pleasures er jo ikke guilty for mig, mens jeg hører dem. De bliver kun skyldige, når andre lider af dømmesyge.
Jeg er selv mega skyldig i det. Hold kæft, der er meget musik, jeg mener er noget lort. Og jeg vil helt vildt gerne bestemme, at andre mennesker skal vælge det fra og se ‘lyset’, som jeg tror, jeg har klar til dem i form af bedre musik. Men når det samme bliver gjort mod mig, bliver jeg både såret, sur og rasende – og nogle gange skamfuld med deraf følgende endnu større raseri rettet mod både mig selv og den nar, som påduttede mig skam over mit musikvalg.
Jeg vil gerne kæmpe for at dømme mindre. Men jeg vil ikke holde op med at anbefale. Men jeg vil gøre det her og uden at mine forslag skal være en decideret erstatning for noget – det er bare god musik, som jeg elsker og gerne vil dele.
I dag skal det handle om Lady Gaga. Voksne Lady Gaga.
Du har måske allerede set A Star is Born i biffen – eller også har du den til gode, ligesom jeg. Men hun får ros, den gode Gaga. Og jeg er sikker på, hun fortjener det, for hold nu kæft, hvor har hun rykket sig. Og jeg vil gerne anbefale det album, jeg mener, har været en slags vendepunkt i hendes karriere. En løsrivelse, om man vil, hvor hun også fandt lyst og plads til at udtrykke sig på andre måder end bare med musik.
For mens jeg var lidt for lang tid om at hoppe med på galejen, da Poker Face brød igennem i 2008 (jeg har aldrig været den hurtigste), kunne jeg rigtig godt lide Judas, Bad Romance og Applause:
https://www.youtube.com/watch?v=pco91kroVgQ
Men tiden efter. Hvor Gaga har erkendt for sig selv og for verden, at hun lider af en smertefuld kronisk sygdom. Hvor hun desværre aflyste den koncert, som P og jeg ellers havde glædet os til. Men hvor hun er rundet de 30 (ligesom mig) og har taget magten tilbage fra popindustriens forventningspres og har tilladt sig selv at nytænke og skabe musik på nye præmisser, der har hun rykket sig helt vildt i min optik.
Jeg blev klogere på hende, da Netflix udsendte dokumentaren 5 foot 2, som jeg synes, du skal se, hvis du ikke allerede har gjort det.
Og så skamhørte jeg Joanne-albummet op til den koncert, som så desværre blev aflyst. (Vi tog til Roben og Knud i stedet for, så alt var ikke tabt). Men det album er, i min optik, et mesterværk i at rive sig fri og blive sin egen.
Storladede følelser, en snert af country og en personlig fortælling som den røde tråd igennem popsange, der fortsat er uendeligt genkendelige som Gaga, men som også er helt sin egen nu.
Du kender Million Reasons:
https://www.youtube.com/watch?v=en2D_5TzXCA
Men det jeg virkelig gerne vil have dig til at sætte pris på, er country-balladen og albummets titelmelodi “Joanne”, som Gaga har skrevet til sin afdøde faster og hvis bortgang har tematiseret albummets centrering om liv, død og den langt fra perfekte eksistens mens man er her.
https://www.youtube.com/watch?v=8ll04Zzw5UM
Min personlige favorit på pladen er stripper-hymnen Diamond Heart. Det nummer afspejler på sin vis perfekt, hvor jeg (og jeg antager) Gaga er i livet. Vi er nået dertil, hvor vi har sluppet tanken om perfektion. Vi er gjort fri af en del af ungdommens elendige tungsind, men den ægte version af os er også med sine egne fortrædeligheder, som man kan vælge at hænge sig mere eller mindre i. Hør den!
https://www.youtube.com/watch?v=ChuFMcqTL-M
Men jeg synes virkelig også, du bør lytte til Sinner’s Prayer
Og hvis du som jeg også elsker Florence and The Machine, så vil jeg lige gøre opmærksom på duetten med Florence Welch:
https://www.youtube.com/watch?v=i2sxw0K10wQ
Hun er lige et år ældre end jeg. Og Gaga er vokset. Jeg ved godt, at albummet er fra 2016 – men hvis du ikke har fanget og elsket det, så giv den en chance. For nullernes sange var dansemusikken til mine post-gymnasie-fester, senere blev 10’ernes sange mere og mere freaky og en slags flugt, jeg kunne følge med på, og som stak ud fra den meget pæne pop, som jeg følte mig mindre og mindre forbundet med.
Nu er Gaga cool, skælvende, bevidst om sin egen forgængelighed og utilstrækkelighed og kun mere glad for livet derfor. Hun er vokset, og hun tager mig med på Joanne-albummet.
Tjek det ud, eller tag et lyt igennem hendes 10 top ranked sange fra NME for en bredere indførsel i bagkatagloget.
Tårerne fik igen frit løb, da jeg sad på Youtube og så gamle videoer – Om lidt, Pianomand og Vil du huske mig var for meget af det gode. Min kæreste spurgte på et tidspunkt, om det ikke bare blev værre af, at jeg slugte alt som kanalerne sendte med Kim råt og hørte hans musik resten af tiden. Men det var der, jeg gerne ville være.
”Det bliver jeg nødt til,” sagde jeg. Og påstod i øvrigt også ”Jeg plejer altså ikke at græde over musikere, der dør.” Men det er jo løgn. Har jeg indset i dagene efter, hvor navn efter navn lige så stille et tittet frem på min indre skærm over sangere og musikere, der gav mig en mavepuster og tårer i øjnene, da de drog herfra. De er en broget klub, men jeg tænker, de kan ryge sig en pind sammen, hvis de mødes på den anden side i en slags ”Det var for meget for Trix”-klub.
https://www.youtube.com/watch?v=m3-hY-hlhBg
https://www.youtube.com/watch?v=ZxYOTz-IZn4
https://www.youtube.com/watch?v=iYYRH4apXDo
https://www.youtube.com/watch?v=ojdbDYahiCQ
https://www.youtube.com/watch?v=_CCyY95tF1I
Faktisk har jeg hørt mere Natasja end Kim Larsen mandag, udelukkende fordi hans bortgang fik mig til at mindes, hvor pissemeget jeg savner den dame og hendes musik. Og sådan er det nok, når de rigtig gode dør – de får mig ikke kun til at knuge hænderne tættere sammen om deres musik, men de minder mig om så meget mere.
Har du hørt Larsen non stop, siden han gik bort?
Med erkendelsen af, hvor få af mine ægte helte, der efterhånden er tilbage, endte jeg med febrilsk lige at tjekke op på en anden yndling.
Svar til de interesserede: 68 år og lever en tilbagetrukket tilværelse et sted i USA. Og gudskelov for det. Jeg kan ikke bære flere musiktab lige nu.
I mit barndomshjem var Kim Larsen den største helt. Vi havde også kassettebånd med Johnny Reimar og The Beatles, men det er med ‘lune’ Larsen at jeg har skabt allerflest barndomsminder med dansende voksne, fællessang og pigestreger med Lise og de andre børn ved sommerhuset.
Jeg behøver ikke nævne Sømand ombord, This is my life, Hvis din far gir dig lov, Det bedste til mig og mine venner, Strengelegen!, Susan Himmelblå, Papirsklip eller Tarzan Mama Mia, for I kender dem godt. Og I kender ham godt.
Og gode danskere sangere er en af de der kategorier, hvor jeg nok ikke er den eneste, som har et særligt forhold til ham. Det har tusindvis af andre mennesker også. Alligevel tænker jeg, at mit forhold til Kim er helt specielt. Jeg har hilst på ham på Boogies og i Magasin i Odense. Jeg har engang lovet ham at læse Pelle Erobreren, inden jeg fyldte 30. (Jeg har den stående, men jeg nåede det ikke. Skammer mig lidt). Kim Larsen er den første koncert, jeg kan huske – og den seneste, jeg har været til.
18/8-2018
For i mit voksenliv er koncerter med Kim blevet noget, jeg dyrker både med mine skønne venner – og med minde forældre. Så mens I andre var regnbuefarvede til Pride, klappede jeg i takt med Mor og Far i Fredericia, hvor vi hver især blev ekstra glade eller rørte, når netop vores yndlingssange kom. Da jeg boede i Barcelona i 2014, fejrede vi min fars fødselsdag dernede og i gave fik han koncertbilletter til Larsen. Vi har en stående aftale om at følge ham fra nu og til han ikke gider spille mere. Jeg er helt vild med at have noget, der er min ting med mine forældre.
Kim Larsen har også sikret mig tilnavnet jukeboksen i sommerhusets haveforening, fordi det evig og altid ender med at være den musik, vi sætter på til hyggelige grillaftener, som udvikler sig, sommerfester og påske/pinsefrokoster – og fordi det altid er mig, der kan sangene udenad. Sådan har jeg det med meget musik. Hvis det først sidder fast, sidder det der for evigt. Jeg kan stadig det meste af Andeby-sangen fra 4. klasse, men jeg måtte slå op hvad det nu var korrelation betød på job i går. Sådan vælger min hjerne selv, hvad den vil hænge sig i.
Og hvad fanden vil jeg så med en lang tekst om Kim Larsen? Jo, jeg vil såmænd bare dele, hvilke sange, du ikke må gå glip af , hvis du er kommet senere på toget end mig og mest kender de store hits.
Rabalderstræde (Forever), Gasolin: U Lu La Lu. Det helt rigtige nummer om en lykkeridder, som har store drømme men ikke rigtigt når nogen vegne. Meget symptomatisk for lyd og tematik i Larsen og Gasolins ungdom. Og tjek så lige det lilla silketørklæde på stillbilledet. Young Kim 4-ever.
https://www.youtube.com/watch?v=tQl0QSv57eU
Hvem kan sige nej til en engel, Kim Larsen: Vil du huske mig? Et halvfemseralbum fra en tid, hvor Kim ikke var blandet sammen med et navnkyndigt band. Alligevel var folk vilde med Her i Odense og Syd for Køge, men min farvorit på albummet var denne. Men titelsangen, Den Største Sorg og Hvileløse Hjerte fra skiven var også klart medvirkende til lidt weltschmerz hos teen-Trix.
https://www.youtube.com/watch?v=_CCyY95tF1I
Kielgasten, Kim Larsen og Bellami: Kielgasten. Vil i virkeligheden gerne anbefale hele albummet Kielgasten, med De Fortabtes Avenue, Flyvende Sommer, Dengang da jeg var lille, Soldaterkammerat, Pianomand og Den Allersidste Dans. Men netop sangen Kielgasten og Strengelegen var nogle af de første djævlevers, jeg kunne helt udenad og jeg har underholdt mangt en snapsefuld pinsefrokost med netop denne.
https://www.youtube.com/watch?v=JLSWhcKSwa0
Værsgo, Kim Larsen: På en gren. Jeg elsker albummet fra 1974 og Kim der sidder med en smøg i flaben og stråhatten på skrå. Sangen starter ud på en gren i vort kvarter, men folder sig lynhurtigt ud til fjerne himmelstrøg og giver mig instant wanderlust, når jeg hører den.
https://www.youtube.com/watch?v=mqtItaoCKh0
Kim Larsen og Bell’Star: Bell’Star; senest udegivet på Guld og Grønne Skove i 1995. (Jeez, er det så længe siden?). Da jeg arbejdede på Andersens Bodega i Odense var en af mine stamgæster Palle. Palle var en skideflink fyr, og han var altid god for en snak, når der var lidt stille bag disken og han kom skønt ud af det med mine venner, når de kiggede ned og passede på mig, når der var gang i den. Stamgæsterne dernede var de flinkeste mennesker i verden. De tog altid en håndfuld tomme flasker med op fra fyldte borde, hvis der var travlt, eller luskede til skraldespanden og tømte deres askebægre, hvis jeg flaksede travlt omkring. Men som alle andre, kan vi have gode dage og dårlige dage. Og hvis Palle engang imellem havde en dårlig dag og var lidt trist eller i dårligt humør, så satte jeg Bell’Star på og sang med på den med ordene Palle’Star i stedet. Og det gav sgu altid et smil på læben, når jeg sang, at Palle var en super sophisticated lady.
https://www.youtube.com/watch?v=7j9ZpNIr_GI
7-9-13, Kim Larsen og Kjukken: Marianne. Den sang var et af de der fine tilfælde, hvor Albummet 7-9-13 bare spillede igen og igen over en juleferie, mens vi alle var hjemme på Fyn. Det viste sig, at både min Bror og jeg virkelig godt kunne lide skiftet fra de ret velstyrede kvadratiske strygere i versene til det mere flydende og luftige omkvæd. Nynner stadig omkvædet for mig selv fra tid til anden.
https://www.youtube.com/watch?v=OBdfu2hc7Pw
Forklædt som Voksen, Kim Larsen og Bellami: Bellami. “En glad Fidus” er, hvad Bellami er. Både med og uden den million, han vinder. Og hvis jeg nogensinde vinder en million, går det mig nok som i denne sang. Men det gør i virkeligheden ikke så meget, for jeg vil hellere være en glad fidus, end jeg vil være rig.
https://www.youtube.com/watch?v=dfoGddf-kdQ
Kim i Cirkus, Kim Larsen: Dagen før. Ok, ok. Jeg ved godt, at Dagen for var med på tour i 2017. Og den er også ganske populær og meget kendt, og slet ikke en ‘se lige de her sange’. Men jeg er ikke for fin til at drømme om en gentagelse af min favorit fra 231045-0637. Sangen er på igen på live-albummet Kim i Cirkus, som du også snildt kan sætte på fra ende til anden, hvis der skal synges fællessang og snakkes “Kan du huske, dengang, hvor?”…
https://www.youtube.com/watch?v=06SpZuGvnJI
Har jeg glemt din ikke-lige-så-voldspillet-som-de-store-hits favorit med Kim?
Lørdag lå vi på sofaen. Så film. Spiste lidt (forbudt) slik. Vi tog ikke i byen. Vi drak os ikke fulde. Vi var voksne og næææsten kedelige.
But why?, spørger du. (Jo, du gør så)
Så Stine og jeg med semigod samvittighed kunne dele to flasker vin søndag aften, mens vi krøllede hår, lakerede negle og tegnede vores læber røde og smækre.
I bussen fnisede vi som to teenagere, mens vi skiftedes til at smugdrikke af Rieslingen (med det praktiske skruelåg!) Og inde i Forum købte vi mere vin, tog selfies og ignorerede alt, der hed mandag, almindelig pli til rock-koncerter og diskret sing-along. Fordi vi kunne.
En gang gik jeg forbi Vega, mens en broget flok af danskere væltede dampende og fulde ud efter en koncert. Min følgesvend konstaterede tørt, at det vist var Volbeat-segmentet. Jeg har aldrig helt forstået, hvad det betød. Men jeg er en af dem. And you may judge away. Så ringer jeg, når jeg giver en fuuuack.
Jeg har altså ikke bare været en skod-skriver i øllens og drukkens og horets (not so much) navn. Jeg har også lavet noget, siden vi har set hinanden sidst. Og mens jeg ikke lige kan samle min tanker om arbejde i dag, kan jeg lige så godt linke til lidt af de lækkerier, jeg har kreeret på årets Skanderborg Festival.
Fik en fest og en snak med drengene fra Suspekt, som faktisk gav mig rigtig fine svar til trods for vi bællede hvidvin og whiskey, som afhang livet af det.
Og inden længe skal jeg også lave et skriv på Kings Of Leon. Det har jeg ikke lige nået endnu. I kender mig jo. Ridder ikke samme dag, som jeg sadler.
I får den ultrakorte version. Har for travlt med livet. Men ja, Riri skal skamme sig, Den Sunde og Raske har fået seriøs konkurrence af Volbeat-guitarist og jeg elsker blæseorkestre – i korte træk.
Jeg ER her. Kom i går. Festede med mennesker. Twerkede på en fremmed mand. Vågnede med linser i øjene, frotté på tænderne og et ‘Hvor er Holger?’ klistermærke på min højre brystvorte. Gjorde pænt nas at skrælle af. En nøgen mand forsøgte at kramme mig og Rikkes kæreste gik kold stort set samtidig med, at jeg hilste på ham for allerførste gang.
Nu er yndlingschefen hér. Vi arbejder. Om lidt drikker jeg en øl.
I dag skal vi snakke med ham hér. Og ham hér. Nå ja, og også ham hér. (Stop.dig.selv.Trix.)
It’s gonna be awesome! Men først skal jeg spise noget greasy og finde Stine. Hun mangler bukser og jeg har et par til hende i tasken. Og blå kings. Og nødder. Og Vabelplaster. For det fik jeg jo brug for med det samme. Så dårlig er jeg til at planlægge fodtøj.
Men det vidste du godt, hvis du fulgte med på Twitter eller Instagram. Trix5K begge steder. Kom i gang, blev der sagt. Der kommer masser af godter.
MUMS, hvor kan han synge. Ham Frank Ocean. Efter katastrofal lyd i Tap1 til Lana og en mindre uenighed mellem mig og resten af København om, hvordan man går til koncert, var det med bævende hjerte, at jeg begav mig mod Carlsberg i går.
Aftenen startede godt. Hos veninde så tæt på, at vi lod øl, jakker og det løse stå hos hende for at gå de få hundrede meter. Ned til den længste kø jeg i mit koncert-liv har set. Vi startede nok en kilometer fra døren. KI-LO-ME-TER. Og der stod vi så. Længe i stropbluser, uden øl og ventede.
Det gør intet godt for stemningen. Og selvom den stakkels pige i døren måtte nøjes med at tage imod min billet og ikke scanne den, da vi gik ind, og jeg således godt kan regne ud, at der har været mere end hektisk aktivitet bag den lukkede dør, mens vi ventede, var jeg ikke glad.
Heldigvis var det ikke noget, som en GinLemon ikke kunne ændre på, og Frankie var da også så sød, at vente halvanden time efter planlagt showstart på, at alle var kommet ind, før han, uden opvarmning, gik på scenen.
No warm up needed. Daaaamn, den mand kan synge. Hvis det nogensinde går i fisk med den Sunde og Raske, så har Mr. Ocean scoret sig en vaskeægte stalker i går aftes.
Koncerten var forrygende. Et simpelt lysshow med BILEN som bagtæppe var særdeles effektivt, mens Frank bar os igennem mange af sine lækreste sange. Nogle gange lidt kortere end originalen og på intet tidspunkt trækkende-et-nummer-i-langdrag, men faktisk ret keen on at komme videre i teksten, når han havde serveret et nummer for os. ‘Lets move on’, ‘Lets get on with this’, hørte vi flere gange mellem numrene – for Frank havde mere, han gerne vil vise os.
Kontakten med publikum var ønsket. Men som et 167 centimeters pragteksemplar af en kvinde, kunne jeg ikke hele tiden se ham og midt i salen fik jeg desværre heller ikke fat i al hans small talk med os. Fik dog fat i, at vi skulle ‘feel free to smoke your greens or whatever, man’. Og så lærte han at sige ‘tak’, hvilket han gjorde brug af flere gange i løbet af koncerten. Til publikums store fornøjelse. Bliver altid lidt flov, når 1) Ord på dansk, 2) How are you feeling right about nooow? og 3) Whats up Copenhageeeen? ALTID er de udsagn, der fremkalder størst reaktion fra publikum… Hvorfor gør vi det?
Men han lærte også at sige ‘Det er meget varmt’. Ærgrer mig over, at pigen på forreste række ikke skyndte sig at svare ’tissekone’, da han spurgte, hvordan man sagde ‘it’s hot as fuck’. Se dét kunne Ørkenens Sønner-Hanne hér have moret sig over.
Højdepunkter: Thinking Bout You, for SATAN en falset. og første vers og omkvæd af Swim Good, som han sang med publikum uden orkester lige inden ekstranummeret.
Frank dear, I’m charmed and sure we’ll meet again.
