Mor

I mit barndomshjem var Kim Larsen den største helt. Vi havde også kassettebånd med Johnny Reimar og The Beatles, men det er med ‘lune’ Larsen at jeg har skabt allerflest barndomsminder med dansende voksne, fællessang og pigestreger med Lise og de andre børn ved sommerhuset.

Jeg behøver ikke nævne Sømand ombord, This is my life, Hvis din far gir dig lov, Det bedste til mig og mine venner, Strengelegen!, Susan Himmelblå, Papirsklip eller Tarzan Mama Mia, for I kender dem godt. Og I kender ham godt.

Og gode danskere sangere er en af de der kategorier, hvor jeg nok ikke er den eneste, som har et særligt forhold til ham. Det har tusindvis af andre mennesker også. Alligevel tænker jeg, at mit forhold til Kim er helt specielt. Jeg har hilst på ham på Boogies og i Magasin i Odense. Jeg har engang lovet ham at læse Pelle Erobreren, inden jeg fyldte 30. (Jeg har den stående, men jeg nåede det ikke. Skammer mig lidt). Kim Larsen er den første koncert, jeg kan huske – og den seneste, jeg har været til.

For i mit voksenliv er koncerter med Kim blevet noget, jeg dyrker både med mine skønne venner – og med minde forældre. Så mens I andre var regnbuefarvede til Pride, klappede jeg i takt med Mor og Far i Fredericia, hvor vi hver især blev ekstra glade eller rørte, når netop vores yndlingssange kom. Da jeg boede i Barcelona i 2014, fejrede vi min fars fødselsdag dernede og i gave fik han koncertbilletter til Larsen. Vi har en stående aftale om at følge ham fra nu og til han ikke gider spille mere. Jeg er helt vild med at have noget, der er min ting med mine forældre.

Kim Larsen har også sikret mig tilnavnet jukeboksen i sommerhusets haveforening, fordi det evig og altid ender med at være den musik, vi sætter på til hyggelige grillaftener, som udvikler sig, sommerfester og påske/pinsefrokoster – og fordi det altid er mig, der kan sangene udenad. Sådan har jeg det med meget musik. Hvis det først sidder fast, sidder det der for evigt. Jeg kan stadig det meste af Andeby-sangen fra 4. klasse, men jeg måtte slå op hvad det nu var korrelation betød på job i går. Sådan vælger min hjerne selv, hvad den vil hænge sig i.

Og hvad fanden vil jeg så med en lang tekst om Kim Larsen? Jo, jeg vil såmænd bare dele, hvilke sange, du ikke må gå glip af , hvis du er kommet senere på toget end mig og mest kender de store hits.

Rabalderstræde (Forever), Gasolin: U Lu La Lu. Det helt rigtige nummer om en lykkeridder, som har store drømme men ikke rigtigt når nogen vegne. Meget symptomatisk for lyd og tematik i Larsen og Gasolins ungdom. Og tjek så lige det lilla silketørklæde på stillbilledet. Young Kim 4-ever.

Hvem kan sige nej til en engel, Kim Larsen: Vil du huske mig? Et halvfemseralbum fra en tid, hvor Kim ikke var blandet sammen med et navnkyndigt band. Alligevel var folk vilde med Her i Odense og Syd for Køge, men min farvorit på albummet var denne. Men titelsangen, Den Største Sorg og Hvileløse Hjerte fra skiven var også klart medvirkende til lidt weltschmerz hos teen-Trix.

Kielgasten, Kim Larsen og Bellami: Kielgasten. Vil i virkeligheden gerne anbefale hele albummet Kielgasten, med De Fortabtes Avenue, Flyvende Sommer, Dengang da jeg var lille, Soldaterkammerat, Pianomand og Den Allersidste Dans. Men netop sangen Kielgasten og Strengelegen var nogle af de første djævlevers, jeg kunne helt udenad og jeg har underholdt mangt en snapsefuld pinsefrokost med netop denne.

Værsgo, Kim Larsen: På en gren. Jeg elsker albummet fra 1974 og Kim der sidder med en smøg i flaben og stråhatten på skrå. Sangen starter ud på en gren i vort kvarter, men folder sig lynhurtigt ud til fjerne himmelstrøg og giver mig instant wanderlust, når jeg hører den.

Kim Larsen og Bell’Star: Bell’Star; senest udegivet på Guld og Grønne Skove i 1995. (Jeez, er det så længe siden?). Da jeg arbejdede på Andersens Bodega i Odense var en af mine stamgæster Palle. Palle var en skideflink fyr, og han var altid god for en snak, når der var lidt stille bag disken og han kom skønt ud af det med mine venner, når de kiggede ned og passede på mig, når der var gang i den. Stamgæsterne dernede var de flinkeste mennesker i verden. De tog altid en håndfuld tomme flasker med op fra fyldte borde, hvis der var travlt, eller luskede til skraldespanden og tømte deres askebægre, hvis jeg flaksede travlt omkring. Men som alle andre, kan vi have gode dage og dårlige dage. Og hvis Palle engang imellem havde en dårlig dag og var lidt trist eller i dårligt humør, så satte jeg Bell’Star på og sang med på den med ordene Palle’Star i stedet. Og det gav sgu altid et smil på læben, når jeg sang, at Palle var en super sophisticated lady.

7-9-13, Kim Larsen og Kjukken: Marianne. Den sang var et af de der fine tilfælde, hvor Albummet 7-9-13 bare spillede igen og igen over en juleferie, mens vi alle var hjemme på Fyn. Det viste sig, at både min Bror og jeg virkelig godt kunne lide skiftet fra de ret velstyrede kvadratiske strygere i versene til det mere flydende og luftige omkvæd. Nynner stadig omkvædet for mig selv fra tid til anden.

Forklædt som Voksen, Kim Larsen og Bellami: Bellami. “En glad Fidus” er, hvad Bellami er. Både med og uden den million, han vinder. Og hvis jeg nogensinde vinder en million, går det mig nok som i denne sang. Men det gør i virkeligheden ikke så meget, for jeg vil hellere være en glad fidus, end jeg vil være rig.

Kim i Cirkus, Kim Larsen: Dagen før. Ok, ok. Jeg ved godt, at Dagen for var med på tour i 2017. Og den er også ganske populær og meget kendt, og slet ikke en ‘se lige de her sange’. Men jeg er ikke for fin til at drømme om en gentagelse af min favorit fra 231045-0637. Sangen er på igen på live-albummet Kim i Cirkus, som du også snildt kan sætte på fra ende til anden, hvis der skal synges fællessang og snakkes “Kan du huske, dengang, hvor?”…

Har jeg glemt din ikke-lige-så-voldspillet-som-de-store-hits favorit med Kim?