Tag: Mad Page 1 of 2

Kender du Havekalender for Børnefamilier?

Hvis ikke, og hvis du har nogen af de dersens børn, så kan du godt se at komme igang.

Gitte og hendes tre unger (og manden, bevares) er ude året rundt på domæent udeboern.dk . De roder med urter, griller pølser, bygger lige halvspontant en havestue og sidder om bål.

I anledning af Halloween gør familien noget, jeg indtil videre kun tør drømme om: De slår dørene op og inviterer på børnevenlige uhyggeligheder – i haven.

Så hvis du har de der børn, og du godt gider vise dem alt det hyggelige ved Halloween og blive bedre til at hygge udenfor, så synes jeg, du skal tage med. Der kommer til at være græskar til udskæring, hotMANdogs og skøn stemning. Og ja, der kommer også til at være ting, som voksne gider sætte tænderne i.

Jeg har blandet andet fået lov til at hjælpe til med at lave øko-ketter og remoul-relish på grønne tomater, ud fra Gittes egne opskrifter.

Og uden at prale for meget, så sagde ældstesønnen i huset faktisk, at hans mors ketchup smager, så han ikke kan kende forskel på den og dén i butikkerne. Det er altså børne-ros.

Altså, der var fandme ikke bål i haven, da jeg var barn. Og der var heller ikke voksne med derude. Og jeg hadede at blive sendt ud for at ‘få noget frisk luft’, når jeg for tredje dag i streg lå udstrakt på den cremefarvede halvfemserveloursofa og læste bøger. Men måske. Måske havde det været sjovere, hvis der havde været lidt sjovere i haven – og jeg ikke var gået alene derud. (Eller endnu værre, i følgeskab med min bror og en læderbold, så jeg kunne ‘stå på mål’).

Sidespor – tilbage til det væsentlige. Som er:

1: Gittes børn er latterligt søde:

De griner blandt andet ad mine vittigheder, og så gider de også godt være med i haven. Til leg, til høst og til samvær.

2: Havekalender for Børnefamilier er en rigtig have med rigtige bed. Der står kaniner i et hjørne, der er bålplads og krydderurterne er spredt ud over det hele, så man kan gå på jagt og eventyr i bedene og finde alskens herligheder. Det er milevidt fra jordfarvede rektangler i gulvhøjde og et afmærket bed til hver afgrøde. Der er hyggeligt, vildt og kringelkroge. Hvilket på alle mulige måder gør haven bedre end ‘frimærkerne’, der for at være så nemme at holde som muligt også bliver kedelige.

3: Jeg nyder godt af deres have året rundt. Alt i den have bliver til noget, og der er altid honning fra fælles-avleriet, en lækker chipotle eller Nordicana-sauce på bordet og krydderurter fra haven i dressingen. (Ja, og drinksne får også smag fra haven), og jeg er vild med det.

Følg, like og del:
error20

Opskrift: Den bedste tomatsauce til ALT

Uanset om du skal lave pizza, pasta eller saftige meatballs, er det her tomatsaucen til dig. Den kan fryses, den kan blandes med et par dåser tomater til en lasagne eller bolognese og den er bare så god at have på lager, til de dage hvor du ikke orker at lave en tomatsauce fra scratch men stadig gerne vil have god smag og gode råvarer.

Saucen kan customizes til din smag og den kan gøre mere eller mindre koncentreret, alt efter, om du vil bruge den som en slags ‘sovse-bouillon’ eller helt som den er. Jeg beskriver den sammensætning, som jeg synes, passer lige til at putte direkte på en pizza eller som med en dåse flåede tomater* (og måske lidt fløde) giver serveringsklar pastasauce på ingen tid.

Du skal bruge:

  • En røvfuld tomater. 2-3 bakker, gerne forskellige slags (og farver). Helst på stilk – de smager af mest.
  • En rød peberfrugt eller to.
  • Store duske af dine foretrukne krydderurter; basilikum, rosmarin og timian er mine favoritter.
  • Olie – rasp eller oliven er ét fedt for mig
  • 3-5 fed hvidløg
  • 1-3 chilier (alt afhængigt af smag og chiliernes styrke)
  • 2 støre løg eller rødløg
  • groft salt og masser af peber
  • 1 teske sukker
  • 1-3 spsk balsamico

Fremgangsmåde:

Vask tomater og peberfrugter, skær løg, peber og hvidløg i store både – du behøver ikke hakke noget fint, og tomaterne må gerne være hele eller kvarte, hvis de er meget store.

Skyl en håndfuld af hver af de krydderurter, du gerne vil have og skær chilierne ud – du kan fjerne kernerne, hvis du gerne vil have den dybe chili-smag uden al styrken.

Vend løgene i balsamicoen, hvis du vil give dem en chance for at blive ekstra lækre og nærmest lidt karamelliserede.

Put det hele op i en bradepande eller et ildfast fad, så du har noget, der – lidt for opstillet – ser sådan her ud:

Kværn salt og peber i gavmilde mængder henover og drys sukkeret på også. Hæld gavmildt med olie henover, og bland det hele sammen, så krydderurter holdes nede under grøntsagerne i fadet (de kan godt brænde lidt på i ovnen).

Sæt hele herligheden i en kold ovn og tænd for den på 200 grader og lad sagerne varme med op og stå i ovnen omkring 40 minutter.

Efter 40 minutter, tager du fadet ud af ovnen og lader det køle i nogle minutter – mest for din egen skyld, for herefter hælder du det hele op i en gryde og stikker en stavblender i. Blend til du har en ensartet sauce og smag til med ekstra salt og peber, hvis det er nødvendigt. Nogle gange kommer man til at underkrydre lidt, når man laver store mængder. Fordel saucen i bøtter til fryseren i en god størrelse til din familie. Vi bruger nogle forholdsvis små bøtter, fordi det passer godt til 2-3 pizzaer eller en tomatsauce med en ekstra dåse flåede tomater.

*Køb flåede tomater frem for hakkede tomater – der er mindre tilsat vand per dåse, så du får mere for pengene.

Har du ikke lyst til italiensk? Min Pad Thai er også megalækker – og det tager kun en halv time at lave den.

Følg, like og del:
error20

Opskrift på den perfekte brunsviger

Det bliver ikke hér, du kommer til at skære ned på smørret. Bare så vi har dét på plads.

Som eksilfynbo med kæmpe kærlighed til Mo’er-øen og som kæmpe bagehoved, ser jeg det nærmest som en slags pligt, at jeg hjælper Sjælland og store dele af Jylland af med sølle kanel-befængte-tørkage-undskyldninger af en brunner. Og jeg har helt tilfældigvis opskriften på den bedste brunsviger i verden, og den er nedskrevet så pædagogisk, at selv mine allermest madhandicappede bekendte kan finde ud af det. Sååå. Kage?

Dej:

  • 3,5 dl lunkent vand
  • 50 g gær
  • 0,5 dl sukker
  • 1 tsk salt
  • 1 æg
  • ca. 550 g hvedemel
  • 100 g smeltet margarine/smør

Start med at smelte smørret og stil det til side til afkøling, så det stadig er flydende men ikke varmt, når du skal bruge det.

Opløs gær i vandet, og tilsæt sukker og lidt af melet og rør det sammen til en tapetklister-lignende masse. Tilsæt mere mel, æg og salt og ælt det sammen, mens du tilsætter mel til konsistensen er en hård dej. Tilsæt til sidst smørret og ælt til det er helt indarbejdet i dejen – det tager tid, når du slutter med smørret, men så er dejen også samlet helt perfekt. Lad dejen hæve 40 minutter under klæde ved stuetemperatur.

Dejen kan med fordel æltes på røremaskine eller med dej-rørere på elpisker, bliver kun bedre af at blive bearbejdet 5-10 minutter (Og så optager den også nemmere smørret).

Remonce:

  • 200 g smør
  • 400 g brun farin (eller hele pakken…)
  • ¼ piskefløde

Alle tre dele smeltes langsomt sammen i en kasserolle, husk at røre løbende med en dejskraber. Lad den køle så meget som muligt uden at stivne, før den hældes på brunsvigeren, så lav den gerne straks dejen er sat til hævning.

Saml brunsvigeren:

Bred et stykke bagepapir ud i en dyb bradepande (brug gerne bagepapir, du selv skal klippe, så det kan blive ‘stort nok’ til at holde remonce på afveje inde i bradepanden).

Hæld dejen ud i bageformen og fordel den med fingrene godt ud i kanterne, så den ligger i et jævnt lag med tykkelse langs kanten. Lad den hæve under klæde 20 minutter igen.

Efter hævning, prikker du med fingrene ‘sukker-huller’ i dejen over det hele, men ikke så langt ude mod kanten, af den bliver bøjet ned. Du skal ikke stikke fingrene hele vejen igennem, men jævnt fordelte huller ud mod kanten og over hele brunsvigeren, så remoncen kan fordeles bedst muligt.

Hæld den afkølede remonce over dejen og fordel i hullerne, pensl gerne lidt op på kanten, men lad det ikke løbe ud over.

Bag herligheden ved 180 grader forvarmet varmluft omkring 17-18 minutter. Tryk på kanten for at mærke, om den er færdig og husk, at den er længere tid om at blive færdig i midten på grund af meget væde.

Følg, like og del:
error20

Kødfri tanker fra en kærlighedsflexitar

Det seneste år har jeg reduceret mit kødforbrug med cirka 90 procent. Det, der startede som et par kødfrie dage om ugen med Artilleridrengene, tog fart, da jeg forelskede mig i en mand, der lever vegetarisk.

Omstillingsparat som, mit cv siger, jeg er, tog jeg fat på et temmelig nyt madunivers. Og de ting der er lykkes, vil jeg gerne dele ud af. Mestendels fordi:

Når jeg læser, at det der hakket noget bliver revet ned fra hylderne, forstår jeg godt nysgerrigheden. Hvad kan det? Hvad er det? Smager det virkelig på en måde, så man kan tro, man får kød? Men jeg bliver også lidt irriteret.

For i det år hvor jeg har handlet ind med min vegetar, er jeg blevet meget mere krakilsk med at læse indholdsfortegnelser, for hvor er der meget vegansk mad, der er noget lort. Det er palmeolie, hærdet kokosolie, stabilisatorer, udvandet hvedemel og noget-der-måske-engang-var-en-råvare blendet, forarbejdet og hakket til ukendelighed for at efterligne noget, det ikke er.

Og det er slet ikke nødvendigt. Det kan være værd at prøve. Jeg kan forstå lysten til en overgangsrite, der gør kødfri dage mere spiselige, men det er ikke madkvalitet i min optik. Så her kommer både et par råd og et par opskrifter, der har gjort mig glad i det vegetariske køkken.

1) Lav mad ud fra dine favoritter.

I grøntriget elsker jeg champignoner og peberfrugter. Og majskolber og bønner. Så når jeg laver mad uden kød, der normalt er en god smagssætter, så går jeg til værks med mine favoritter. Jeg ved godt, at du ikke gider lave mad med den samme grøntsag hver gang. Men med tanke på den begrænsede variation i dyr – svin, høne, ko, fisk – og de utallige tilberedningsmuligheder, så kan du altså også variere dine favoritter fra det grønne på samme måde.

Jeg smørsteger gerne mine svampe og får mest mulig smag ud af dem. Jeg bager eller griller mine peberfrugter eller smider dem sidst i noget, hvor de kan give knas. Jeg griller majskolber, som med smør og salt kan gøre alting til et lille mesterværk. Jeg laver chili sin carne med bønnerne. Igen og igen men med nye twist efterhånden.

2) Keep it simple

Hvis du skal handle 19 ting ind, inklusiv et krydderi, du aldrig har hørt om, har du måske taget munden for fuld. Med mindre, du har smagt den her ret, og bare må hjem og lave den selv, så kan du gå mere simpelt til værks.

Igen foreslår jeg at tage kendte favoritter og gøre noget med dem. Som kartoffelmos. Som sovs. Hvad kan jeg spise, hvis jeg gerne vil have min elskede bearnaise?, tænkte jeg en dag. Svaret blev (fordi det var sommer) lækre grillede arparges og fyldte grillede portobello-svampe.

3) Do “yum”

Har du en modstander i husstanden? Et barn, der ikke gider? En “jeg har en aftale med kaninerne om, at jeg ikke spiser deres mad, hvis de ikke spiser min”-type?

Så er heftige grøntsagssager måske ikke stedet, du skal starte. Men hvad nu hvis der er pizza? Eller chili sin carne? Her kan jeg jo godt se, at det der hakkede er smart, fordi det ligner og imiterer kød, og du ved selv bedst, hvor gelinde din familie skal tages. Men ffs. Er man nødt til at fake kød for at få lækker mad i familien? (Kan det høres, jeg ikke har børn?)

Her er et par lækre opskrifter, jeg elsker og bruger. Ish:

Pizza: Gorms pizzadej og guide er god. 

Du kan også bare hente dejen i køledisken eller hos din pizzamand. Jeg er blevet vild med at bage selv, men det tager fandme tid og tålmod.Til to pizzaer skal du bruge:

Et glas grøn pesto

to-tre store kartofler (ikke så store de bliver melede)

en-to friske, runde mozzarellaer (jeg bruger to, ost mand!)

et bundt frisk rosmarin

Skræl kartoflerne – eller skrub dem, det er op til sæson og dig – og skær dem i tynde skiver. Her er et mandolinjern smart. Sådan et har jeg ikke, så jeg går i krig med kartoffelskræller og ostehøvl. Det koster lidt hud på fingrene, men jeg kan ikke skære tyndt nok selv. Læg skiverne i vand, så de ikke bliver brune.

Når dejen er rullet ud (og din ovn allerede er 200-220 grader varm) smører du et lag pesto ud på bunden som var det tomatsauce. Jeg pensler også gerne olivenolie langs kanten. Læg så kartoflerne tæt over hele pizzaen, drys med hakket rosmarin og smid den i ovnen 8-10 minutter alt efter, hvor varm ovnen er og hvor hurtigt pizzaen ser ud til at blive bagt. Træk, skær eller flå mozzarellaen fra hinanden. Når pizzaen er halvvejs-ish efter de 8-10 minutter, smider du osten på og lader den bage færdig til kanten får farve og osten er smeltet. Så. Nemt. Servér, som om du er universets hersker.

Dal: Jeg går altid ud fra Valdemarsro’s opskrift. Jeg gør det ikke helt ens hver gang, og nogle gange skal der meget raita til at mildne min sjuskede omgang med chili. Men det der med at finde en gigalækker grund-opskrift og så lege med den, det er jeg fan af. Jeg har prøvet med grønne linser og beluga-bønner i blandingen.

Hvis du som jeg har en aversion mod bouillonterninger og fond på flaske, kan du lave din egen version af Jane Faerbers grøntsagsbouillon. Den er edderlækker. Jeg laver som regel halv/halv med og uden ost, så ham, jeg kan lide, kan lave vegansk mad også. Og så bruger jeg knap så meget salt, men fryser blandingen i isterningebakker med låg. Så kan man tage en op ad gangen.

Pasta: Jeg går groft til værks på den her Jamie Oliver-opskrift. Og når jeg siger groft til værks mener jeg: Hvadend pasta, jeg har i huset. Ikke altid med citronskræl, for det er ikke altid, jeg har citroner af en kvalitet, jeg vil rive ned i maden. Courgetter i samme farve. Nogle gange også en gulerod eller peberfrugt eller noget andet, jeg har i køkkenet. Ikke altid mynte, hvis jeg ikke har det. Catch my drift? Opskriften er mit udgangspunkt for det muliges kunst. Og den smager eddergodt uanset, og det tager ingen tid.

Og så vil jeg gerne lige rose Oliver for mange af hans “max 5 ingredienser”-opskrifter. Der er flere vegetariske, jeg skal prøve. Der er en bog, men han lægger altså rigtig mange opskrifter ud på sin hjemmeside også.

Gryderet: Endnu en sag fra Jamie Oliver. Og jeg kan nok ikke få nok af den nogensinde. Jeg. elsker. svampe. Og nej, jeg havde ikke de rigtige svampe og rigtige mængder. Sidst prioriterede jeg at skaffe shiitake, fordi deres nøddeagtige smag er lækker umami. Så købte jeg en svampe-blanding, nogle portobello og nogle tørrede karl johan. Og jeg brugte ikke smør uden salt, jeg brugte det smør, jeg allerede har. Til gengæld er det værd at bruge tiden på at stege svampene rigtig godt af, så de ikke skal tilberedes mere, når de skal tilbage i retten. Husk det, det gør en forskel.

Se lige, dude!

Følg, like og del:
error20

Kugler og guf

Tænker kun på is.

Gammeldags vaffel. Med flødeis. Og guf. Rigtig guf. Nej, København, der skal ikke flødeskum på min isvaffel. Der skal guf på.

Tanken har ligget perifert i min hjerne siden jeg drømte, at jeg boede i et hus af guf i sidste uge. Og vågnede med en brændende trang til en kugleis næste morgen.

Det blev værre, da Stine og jeg talte om den gang jeg arbejde i et ishus, hvor chefen sidst på sæsonen gav mig lov til at tage sådan en femliters dunk med chokolade is, karamel og chokostykker med hjem. Som vi spiste på tre dage. Med ske. Direkte fra bøtten.

Lørdag formiddag med tømmermænd købte jeg en 4,5 kroners skub-op is i  Lidl. Det var ikke det samme. Slet, slet ikke.

I dag fortæller Ida på job mig om et bestemt sted på Strandvejen, der er kendt for deres kæmpe isvafler.

Tror aldrig, vi er nået så langt hen op året, før jeg har fået min første is før.

Hver eneste gang en kilde tager telefonen og forklarer mig noget om kriminalitet og AIDS tænker jeg kun ‘jeg burde sidde og spise en is lige nu’.

Den slags søndage er uendelige.

Følg, like og del:
error20

Det tog en slags overhånd

Fik en kylling og bacon sandwich til aftensmad. Og en rulle af de der vingummi’er. Og en pose skumbananaer. Og en pakke chokoladekiks med noget karamel i. Nu æder jeg chips. Jamen, så stop mig dog en eller anden?!

Til mit forsvar er jeg meget alene hjemme for tiden. Det er jeg åbenbart rigtig dårlig til. Bør finde nogen at lege med så. I stedet for bare at æde hele udsalgsmontren fra midten af Netto.

Det vil jeg tænke lidt over, mens jeg rører dip.

Følg, like og del:
error20

Date night

Jeg har en date klokken 8.

Med bedsteveninden Rikke.

Vi skal mødes foran skærmen på skype med hver sin øl. Så drikker vi sgu en weekend-øl sammen.

Indtil da æder jeg gulerødder. Det er da den mest gudsjammerligt kedelige spise i verden. Giver meget god mening i forhold til, at jeg skal kede mig for meget til at spise videre. Men det batter så lidt i belønningsdelen i hjernen – min hjerne er komplet ligeglad. Den synes bare, jeg er herrekedelig.

Er der i virkeligheden nogen som tænker ‘Yes, rå, hårde gulerødder – hvor lækkert?!’ Eller er det bare et scam alle i tynde damer kører for at narre os andre til at æde flere kedelige afarter af mad?

Følg, like og del:
error20

Dream on #2

Hvorfor gør vi det ikke bare?

Altså, jeg ved jo godt, hvorfor jeg ikke er gangsta-rapper. Jeg er lidt bleg, hvid, kvinde, aldrig blevet skudt (med mindre man tæller det hagl fra et luftgevær som slog tilbage på mit jakkeærme og gjorde nas i 5. – 6. klasse), og så har jeg endnu til gode at bevise, at jeg kan rappe.

Men jeg kan vel for hæwlede få et madprogram på DR? De forærer jo væk af dem – og jeg behøves slet ikke at rejse til fjerne egne det første år (ligesom visse andre).

Konceptet skal være forsøgsmad. Ikke svær mad, men bare mad, hvor jeg kan forsøge mig lidt frem.

Jeg skal lave ting, jeg ikke er helt 100 på, hvordan man laver. For selvom kokken altid står og ser mega-kæk ud med verdenshistoriens med puffy soufflé, så er det urealistisk for danskerne.

Jeg ville gerne lave et program til folk, som måske ikke laver sindssygt meget mad eller som ikke er særlig gode. Til unge, der lige er flyttet hjemmefra. Det skulle hedde noget i nærheden af “Lige ved og næsten” eller “Forsøgskøkkenet” eller “Mad på prøve” – her ville jeg forsøge mig med opskrifter – og smage på dem, ligegyldigt, hvor suspekte de ender med at se ud.

For helt ærligt, så tror jeg altså, det er lige så godt tv at se en som spasser rundt i et køkken uden at være helt 100 på, om de nu har fulgt opskriften til punkt og prikke. Så kunne folk også skrive ind og ønske ting, som jeg skulle se, om jeg kunne lave på en let og overskuelig måde.

Under rulleteksterne skulle jeg stå med et glas vin og en radio kørende og tage opvasken.

Det er da ikke den værste idé, nogen nogensinde har fået – er det?

Følg, like og del:
error20

Kål på 1000 måder

Jeg har købt verdenshistoriens største hvidkålshoved på bud til en 10’er.

Nu er halvdelen brugt, og jeg er løbet tør for spændende måder at tilberede hvidkål på, uden det minder om en genudsendelse.

Hvad gør man? Hvad gør du, når hvidkål skal være niceness?

Og hvor går jeg i øvrigt hen og klager, når jeg tirsdag morgen præsterer IKKE at æde en crossaint, som står lækker og sprød og gratis ved siden af morgenkaffen. Mmm, kæmpestore crossainter, så langt øjet rækker. (Mindt to kurve, i hvert fald).

– men så møder op på arbejde efterfølgende til kollega, som har medbragt ikke mindre end to slags kage i anledning af hans barsel?

Hvor. Klager. Man?

Min rygrad kan altså ikke udøve mirakler.

Følg, like og del:
error20

Hvor meget skal man egentlig spise som slank?

Hvordan gør normale mennesker egentlig?

Altså. Normale mennesker, der vejer noget normalt og ikke sådan går amok i pandekager eller kanelsnegle et par gange om ugen?

Hvad spiser en person, der har et ganske normalt og sundt forhold til mad? Og hvor mange portioner? Og kan det virkelig passe, at kulhydrater betyder så meget? Og at mængder gør?

Hvor meget træner en normal person? Og hvor hårdt? Når jeg ser mig selv transvede efter halvanden times intentiv cardio-styrke intervaltræning, og så ser mother of all bodies stå og småtrippe på en stepmaskine, kan jeg da godt få den idé, at jeg gør et eller andet forkert? Eller for sjældent.

Arj men. Når man nu evig og altid har været typen, som enten trænede seks til otte gange om ugen, og gerne kombitræning (f.eks en løbetur og så en kilometers svømning, eller boksning og svømning eller cardio og så boks) – eller slet, slet ikke trænede. Så kan det altså godt være svært at regne ud, hvad alle i tynde, lækre piger gør rigtigt, som jeg gør forkert?

Og når man nu evig og altid har levet for at spise og ikke omvendt. Og med fuldt overlæg har trænet mere i perioder – for at kunne spise mere, så er det egentlig en gåde for mig, hvad de smækre trunter på stepmaskinen mon spiser, siden deres kroppe arter sig så meget anderledes end min?

Måske er det faktisk hér, at diætister og/eller personlige trænere kan være behjælpelige. De må da alt andet lige vide, hvad der skal til for at leve sundt – som alle andre mennesker?

Hvad pokker gør i? Ved DU godt, hvad der er ‘normalt’ i forhold til mad og træning? For jeg har ingen anelse…

Følg, like og del:
error20

Page 1 of 2

Powered by WordPress & Theme by Anders Norén

error

Enjoy this blog? Please spread the word :)