Tag: Kultur

The Killers møder Trix

Forsanger Brandon Flowers, pressebillede fra Universal Music.

Jeg er træt af at være for træt til at have noget godt at skrive. For jeg er kun for træt, fordi der sker så mange vilde og fede ting på arbejde – og dermed så lidt i privatlivet. Så fra nu af, kommer i med på arbejde, hvis det er værd at skrive hjem om – som for eksempel tirsdag i Oslo. Med The Killers.

Ja, klart. Jeg tog self kun ét skide billede under hele koncerten. Hvorfor? Fordi jeg var hensat i ekstase. Det var uden tvivl en koncert, jeg kommer til at huske resten af livet.

Brandon Flowers, som var så træt tidligere på dagen – da jeg snakkede med ham, var så meget i hopla, at end ikke hans bukser (der var så stramme, at der ikke har været nogen blodgennemstrømning), kunne afholde ham fra at flirte med hvert eneste hunkønsvæsen blandt de 1250 fremmødte fans. Hell – han har nok også flirtet med et par fyre i forbifarten. (Og hvor det klæder ham ikke at have noget skæg).

Jeg var der, de var der. Jeg fik 10 minutter – det er ikke meget, når det skal blive til to artikler. Og slet ikke, når vi skal nå at snakke lidt til bloggen også. Men det lykkes.

For jeg deler et hjertebarn med de fire dræbere i The Killers. Nemlig Dire Straits sangen “Romeo and Juliet“, som The Killers har genindspillet – ikke lavet deres egen udgave af, nej men simpelthen lavet et cover på den.

Dén sang, fik vi os en snak om – eksklusivt til bloggen.

Trix: I har ikke lavet mange cover-versioner, hvorfor valgte i denne?

Flowers: Fordi den var så smuk. Mange mennesker mener ikke, at det er værd at spille en sang, hvis man bare gør det på samme måde, men det synes jeg, er lidt kynisk. Vi ville bare gerne spille den som den var, fordi den allerede var fantastisk. Der var ikke brug for, at vi ændrede på noget.

Ronnie Vannucci Jr. (trommeslager med galgenhumor): Det skønne ved at spille den sang i samme version er, at vi pustede lidt liv i den. Vi bragte den til et meget yngre publikum, som måske aldrig havde kendt den, hvis vi ikke tog den op.

Flowers: Jeg kendte den kun kort tid, før vi indspillede den selv. Hvis jeg skulle ønske noget for vores musik, så var det at lave én sang, som er så smuk, at nogen gider spille den nøjagtigt som os, når vi ikke spiller mere.

Efter koncerten skrev jeg denne reportage/hyggesnakhistorie – og der kommer også et link til min sidste artikel, når albummet kommer på gaden den 17.

Kender du slet ikke The Killers eller deres musik, foreslår jeg, at du starter med

Mr. Brightside.

When you were young

Eller Smile like you mean it

Jeg er glad for, jeg ikke skal give stjerner – for jeg er alt for partisk i denne sag. Det svarer til at bede en deprimeret, kærlighedshungrende teenager give en upartisk vurdering af Twilight-bøgerne.

Flere billeder fra Universal Music:

Frontmand Brandon Flowers og Ronnie Vannucci Jr. bag trommerne

Følg, like og del:
20

Hvis det var dig…

som sad på 3. balkon i DRs koncertsal her til aften, række 2, sæde 4 og 5 med dit barn.

Og du lige tænkte, at din 4-5-årige søn garanteret sagtens kunne sidde stille og holde kæft igennem en ouverture, et par opera-numre, 3 arier og Vivaldis 4 årstider opført af DRs underholdningsorkester…

Og du tænkte, at det nok ikke gjorde noget, at han snakkede, bladrede i bøger, hoppede rundt, kravlede halvt op på den Sunde og Raske Fyrs skød, brummede, knurrede og generelt trampede rundt…

Og du tænker, at det gjorde en stor forskel for de omkringsiddende, at du konstant tyssede på ham eller hviske-svarede ham, rakte ham farvekridt, hjalp ham med at vælge og slutteligt byttede plads med ham, så han kunne larme i en ny retning…

Så kan du efterlade din uforbeholdne undskyldning i kommentarfeltet herunder.

Kæmpe-egoist.

Følg, like og del:
20

Fantastisk fredag

Endelig kom fredagen. Den som jeg har ventet på lige siden vores etårsdag. Som jo ikke sang til himlen af romantik. Vi hyggede os da, og blev enige om at gøre noget meget specielt ud af vores 1,5 års dag. Som vi så glemte. Det er en udpræget vane, at vi kommer i tanker om den lille romantiske mærkedag en tre dage for sent.

Men NU, i dag, har vi været kærester i (tælle…) 19 måneder! Og as we speak er den Sunde og Raske på vej til København for at tage mig med ud og spise, inden vi tager ind på det kongelige og ser Kameliadamen – en ballet med musik af Chopin (min yndlingskomponist), om en smuk kurtisane, der lider af tuberkolose, misforståes af manden, hun elsker og dør alene og ulykkelig. (Lyder det bekendt? Ja, Moulin Rouge er bygget op om Kameliadamen).

Og dagens historie på jobbet blev en tung sag om Nordkorea, der gik pretty much lige igennem redigeringen, uden klager, omskrivning eller lignende. Så må man godt være stolt.

Nu skal det bare holde op med at regne, så jeg kan få mine stofsko på.

Følg, like og del:
20

Powered by WordPress & Theme by Anders Norén

Enjoy this blog? Please spread the word :)