Tag: Krop

Undskyld søster. Jeg har været en dårlig allieret.

Alt for længe har jeg ikke set, hvad jeg gjorde ved mig selv og ved menneskerne omkring mig. De tykke af dem. Som jeg selv er en del af, og som jeg slog et slag for sidste uge.

Jeg har simpelthen ikke været klar over, hvad jeg gjorde. Jeg troede, jeg var for os alle. At jeg passede på os og repræsenterede os. Ligesom i indlægget her fra 2015.

Jeg er stadig sindssygt glad og stolt af langt det meste, jeg skrev dengang. Hvor jeg kun lige var begyndt at sætte ord på, at jeg var god nok og ikke skulle ændre mig. Men det sidste afsnit afslører alligevel, hvad jeg slet ikke havde forstået:


Og før i helseapostle kommer væltende og gemmer jeres fat shaming i bekymring og omsorg og snakker om overvægt og sundhedstilstand, så vid, at jeg squatter 100 kilo uden problemer, træner flere gange om ugen, spiser mine grøntsager (og mit bland selv slik) og at hverken læge eller talrige forsøg kan pege på sundhedsmæssige ulemper ved min størrelse pt.

For hvad så, hvis jeg en dag ikke træner 3 gange om ugen? Hvad hvis jeg bliver stresset og prioriterer skole, job og samvær med venner over at træne? Hvad hvis jeg ikke altid er sund og stærk? Er jeg så pludselig mindre værd som menneske? Er jeg så en dårlig tyk person? Skal vi bevise vores værd i form af styrke, mentalt overskud, træning eller noget helt fjerde for at kompensere for, at vi har den frækhed at veje flere kilo end så mange andre?

NEJ, vi skal ikke. Og jeg skal ikke. Den tankegang var – hvor flov det end gør mig at erkende – en måde at distancere mig selv fra ‘de dårlige tykke mennesker’ på. Dem som ikke var stærke eller sunde, samtidig med de var tykke. En måde at placere mig selv mentalt i et limbo mellem tyk og sund, så jeg ikke helt skulle dømmes lige så hårdt som de andre tykke.

Undskyld. Jeg vidste ikke bedre.

For kort tid siden skrev en af mine veninder til mig. Hun havde fundet en ‘test hvor god din form er’ i et dameblad. Men fordi hun ikke kan tage armbøjninger, konkluderede hun og testen, at hun må være mindst 200 år gammel.

Min kloge, gode og søde veninde, der hver dag er Mor for sine tre børn, slæber rundt på udstyr, sager og den yngste. Handler, laver mad, passer arbejde og forsøger at passe sig selv også, hun fik det indtryk, at hun var… ringe. Fordi hun ikke kan tage 15 armstrækkere.

Hvad fanden er det for en måde at måle mennesker på? Det må vi holde op med, og jeg skal også selv aflære den måde at vurdere mennesker på. De er ikke, hvad de magter. De er ikke, hvad de kæmper for. Vi har allesammen en i os boende værdi, fordi vi er til. Fordi vi er i live. Og det er godt nok. 

Så undskyld. Hvis du har følt dig sorteret fra af min ‘Jeg træner, så jeg er en god tyk person.’ Du og jeg er alt godt i livet værd, uanset om vi sidder på spinningcyklen, kontorstolen, sofaen eller hvadvedjeg. Hjælp mig med at huske det i fremtiden, hvis jeg omtaler dit eller mit eget værd forkert. Selvværd er en proces for mange. Vi kan øve os sammen.

Undskyld søster. Jeg har været en dårlig allieret.
Følg, like og del:
20

Nej, du føler dig ikke tyk. Du føler dig grim.

En dag mens jeg stod smådesperat i et uspecificeret prøverum og prøvede at gøre noget ved den kendsgerning, at de fleste af mine sommerbluser stumper og jeg ikke er parat til at gå direkte til vinterens turtlenecks, skete der to ting.

Først og fremmest skete der det, at jeg efter at have prøvet en t-shirt i størrelse 46, som passede fint, gik direkte videre til en skjortebluse i størrelse 48, som udmærkede sig ved både at gabe på brysterne og stramme over skuldrene.

Det føles på en eller anden måde lidt ydmygende, når tøjet krænger sig fast om skuldrene på en måde, så jeg skal lege yogi for at få det af igen uden at ødelægge det, og jeg måtte bide mig i kinden for ikke at vrisse det af de der irriterede Årrrh’ere helt nede fra halsen. Jeg var sidst i bunken med bluser, og der var bare alt for mange af dem, som ikke passede eller som strammede underlige steder eller på fornemmeste vis havde valgt at fremhæve mit bildæk lige over bukselinningen.

Og så skete den anden ting. En af de to teenagepiger i prøverummet ved siden af mig havde tilsyneladende en dårlig prøverumsoplevelse ligesom jeg og i sin frustration sagde hun til sin veninde “Jeg føler mig også bare så tyk i dag”. Et smugkig efter dem, da de gik ud afslørede, at det var hun ingenlunde. Hun så helt almindelig og faktisk ret sød ud.

Men jeg blev alligevel sur på hende. For hun skal fandme ikke stå og føle sig tyk, når jeg står og ER tyk i prøverummet ved siden af hende og lige er blevet ydmyget af indtil flere stykker stof.

Jeg gider det ikke. Jeg gider ikke at skulle dele årsagen til, at nogle ting som tøjkøb er svært for mig. For så svært er det immervæk ikke for hende, dårlig dag eller ej.

Men så gik det op for mig. Hun føler sig ikke tyk. Hun føler sig uattraktiv. Vi har bare lært hende, at det hedder tyk.

Man må give slanke-, mode- og skønhedsindustrien, at de har gjort deres arbejde godt, når vores sprog for ikke synes, man er pæn på dagen eller i det tøj, man prøver, kan konverteres til at være tyk. Det er fandme effektivt spin.

At være tyk er en konstant. Det er ikke noget, man er den ene dag og så vupti ikke den næste. Men vi har mistet sproget for ikke at føle os attraktive. Det er blevet ensbetydende med tyk, hvis man synes, ens krop ser grim ud eller man har en dag med dårlig kropsselvtillid.

Og det skal vi lave om på. På den ene side fordi, det bliver meget nemmere for alle jer “normal”vægtige at arbejde med jeres selvbillede, hvis I bruger de rigtige ord for, hvorfor det ikke føles helt lækkert i dag.

På den anden side, fordi jeg ikke vil dele min oplevelse af at være tyk med din følelse af selv samme. For det er ikke det samme. Jeg kan naturligvis ikke diktere eller bestemme, hvordan du skal føle. Men lad mig forklare:

– At være tyk for mig er ikke noget jeg føler. Det er et livsvilkår og ikke noget, jeg kan lægge fra mig i morgen eller på onsdag. Det er en konstant, og du kan ikke validere en følelse af at have spist for meget eller prøve en for stram trøje med at leve i en tyk krop hver eneste dag.

– Jeg synes, jeg er smuk. Og det irriterer mig grænseløst, når netop følelsen af at være “tyk” eller at have en dårlig dag i din krop skal sidestilles med at være tyk. Hvordan kan jeg være smuk og tyk samtidig, hvis vi konstant italesætter uattraktivitet som tykhed? Hvis vi ikke skiller dem ad, mister jeg min plads i sproget, hvor jeg kan være tyk OG smuk.

– Andre mennesker skal aldrig diktere, hvordan du skal have det med din krop. Alligevel vil jeg trække dem ind i det her. For næsten alle tykke har oplevet at blive bedømt – eller bare dømt – af andre mennesker. Og hvis ikke du er blevet talt grimt til, ydmyget eller kaldt ydmygende navne på grund af din størrelse, så har du heller ikke oplevet den direkte grund til det forkrøblende kropslige mindreværd, der følger af at få at vide af andre, at du er klam og ulækker, fordi din krop ser ud som den gør. Jeg vil ikke dele ordet med dig i øjeblikket, for jeg har været underlagt det hele mit liv, og du må ikke låne det på en dårlig dag, hvis ikke du har delt kampe og sorger med mig og mine tykke medsøstre og -brødre.

– Når du som ikke-tyk prøver et stykke tøj, som strammer, så har du valget om at gå en størrelse op. Forestil dig nu, at du i alle mainstrem- og highstreet forretninger går direkte efter den største størrelse, hvis du finder noget, du godt kan lide. Du kigger ikke på, hvordan tøjet ser ud i størrelsen, for du er vant til, at hvis du allernådigst kan købe et stykke tøj, som ikke er i en plus size-forretning, så er det pinedød den største størrelse i butikken. Og succesraten for rent faktisk at købe tøj steder som Zara, H&M eller Vila er lavere end antallet af gange, politiske kommentatorer har sagt “Han har fat i noget” om Donald Trump.

– Jeg har brugt timer, år, kræfter, tårer og terapi på at elske min krop, præcis som den er. Og alligevel står jeg fra tid til anden i et prøverum med tårer i øjnene og føler mig ydmyget – og hader, at det er mig selv, om har udsat mig for det. Det er en pinsel at prøve tøj. Jeg kan ikke shoppe med mine veninder, og jeg har aldrig kunnet give et stykke tøj videre til dem, for der er ingen der bare tilnærmelsesvis kan bruge min størrelse. Og hvis du ikke kender bare lidt til den kamp, så må du ikke låne ordet tyk. Heller ikke på en dårlig dag.

Hvis du føler dig uattraktiv i dag, så er jeg ked af det på dine vegne. Jeg er sikker på, at du er smuk og god og at du fortjener at have det godt i din krop. Men lad ordet tyk være, hvis du ikke er det. Find bedre ord for, hvorfor du har det dårligt, så jeg kan tage ordet tyk tilbage og gøre det til udelukkende beskrivelsen af min krop – ikke om den er rigtig eller forkert, smuk eller grim.

Følg, like og del:
20

Beholder mine tykke-dame-penge, når tøjmærker…

  • Har slankeundertøj, stram-ind-trusser og andre torturmidler som skal omforme min krop i deres “basis-kategori”.
  • Tror at tøj til tykke damer bare skal være så stort som muligt. Hvorfor går så mange skjortebluser ned over røven? Er det her en cardigan eller et telt? Hvor er Luna?
  • Ikke kan se på den brede (og ikke kun de bogstaveligt talt brede) befolkning, at der er nødvendigt at lave forskelligt tøj til de lange og til de korte.
  • Kalder sig size inclusive og går op til str 44. Vi er godt nok mange, som ikke må være med i den klub, hva’?
  • Dækker de store størrelser til. Ved du hvad? Tøjet må faktisk godt have et indsnit, der fremhæver min barm eller talje, og jeg kan godt lide andre udskæringer end ‘så’n lidt rund i det’. Det er så uopfindsomt ikke at lave tøj til kroppe men bare at lave firkantet tøj og så size det op, når det skal være plus size.
  • Reklamerer for plus size tøj ved at tage flotte damer i str. 38 og give dem “tykke”-puder på kroppen for at de kan “passe” de store størrelser. Jeg opponerer ikke imod de flotte damer! Men de skal da reklamere for det tøj, de kan passe. Ikke det JEG kan passe.
  • Altid har fucking udsalg. Så slap dog af. Så meget tøj har ingen brug for, at I kan forsvare otte kollektioner om året og et så voldsomt turnover, at noget evig og altid er klar til at blive sat ned for at få det ud af vagten. Inden I smider de sidste rester ud og hænger nyt op. Lav. mindre. men. bedre. tøj.
  • Ikke kan tælle. Hvorfor er det, at jeg har en skjorte i størrelse 38 hængende som passer? Og en i størrelse 46 lige ved siden af? Som også passer? Og hvorfor kan jeg købe shorts i størrelse 46 i Zizzy uden problemer, men hvis jeg tager en størrelse 46 med i prøverummet i H&M så kan jeg nærmest høre stoffet grine af mig, mens jeg forsøger at trække dem op?

Tro det eller ej, sådan kan tykke piger også finde på at klæde sig.

Hvad kan få dit pis i kog og din puls op i det røde felt, når du shopper tøj?

Følg, like og del:
20

Godtogskidtpåsammetid

Har liget fået mit andet HPV-stik hos lægen.

Bvadr. Blev helt kvalm, mens sygeplejersken sprøjtede væsken ind i min arm. Den var kold, og det brændte og spændte der, hvor der ikke var plads til det nye, som blev presset ind i min krop.

Men nu er det overstået. Nu mangler jeg kun én gang.

Er du i aldersgruppen? Er du kommet i gang så?

Kom afsted

Der er for mange, som dør af den lortesygdom.

For selvom min tunge voksede i munden på mig pg pludselig fyldte det hele og gav mig kvalme (Ja, så bange er jeg for nåle!), så er jeg SÅ glad nu, hvor det er overstået.

Følg, like og del:
20

Hvil i fred

Så rev jeg hul i det sidste par hele bukser. Lige i skrævet.

Nu har jeg tre par med huller i. Lige dér, hvor inderlårene er tykkest og blødest.

Det bliver et koldt efterår…

Følg, like og del:
20

Den bedste udgave af mig / Anti-slanke-ævl

Fredag formiddag var jeg nøgen.

Ikke sådan et bevidst valg, jeg fik bare ikke lige tøj på, da jeg stod op. Og eftersom jeg først skulle møde på arbejde klokken 14, havde jeg ikke så travlt med at komme i tøjet.

Så jeg dinglede rundt derhjemme, mens jeg scramblede nogle æg, børstede tænder og fumlede med den nye smartphone. Med bare bryster, appelsinhud på lårene og balder i frit fald.

På et tidspunkt listede den Sund og Raske Fyr sig ind på mig, kaldte mig for ‘smukke’ og nappede mig lidt i mave-dellen for at få et kys. Han kan nemlig godt lide mine deller.

Og ved i hvad? Det kan jeg også. Jeg ved godt, at vi leger slankekur. Fordi jeg ikke vil have diabetes 1, som min mor har. Og fordi jeg gerne vil have en sund krop. Og i den forbindelse har jeg vist fået bildt mig selv og jer andre ind, at det jeg har nu ikke er godt nok.

Og det kan jeg ikke leve med.

For jeg er fantastisk. Når jeg tager en kjole på, kan man se, hvor min talje er. Min mave runder, min røv fylder og min barm bølger. Og det synes jeg er smukt.

Og faktisk kan jeg meget bedre lide mig selv, når jeg synes, jeg er smuk. Andre mennesker reagerer også mere positivt overfor mig, når jeg hviler i mig selv.

Jeg tog jeres jeans-råd og gik i Gina Tricot og prøvede de der Kristin-bukser. Og jeg kunne lige præcis klemme røv og mave i den største størrelse. Det er egentlig alt, jeg har brug for.

Jeg gider ikke ligne alle andre. Jeg vil helst bare ligne mig selv. Og den bedste udgave af mig selv afhænger ikke af, om jeg vejer 10 kilo mere eller mindre, end jeg gør nu.

Den afhænger af, hvordan jeg har det. Og nogle dage har jeg det bedst uden at spise kulhydrater, andre dage har jeg det bedst efter en pose skumbananer. Men i bund og grund har jeg det bedst, når jeg selv synes jeg er lækker.

Og det synes jeg.

Følg, like og del:
20

Hvor meget skal man egentlig spise som slank?

Hvordan gør normale mennesker egentlig?

Altså. Normale mennesker, der vejer noget normalt og ikke sådan går amok i pandekager eller kanelsnegle et par gange om ugen?

Hvad spiser en person, der har et ganske normalt og sundt forhold til mad? Og hvor mange portioner? Og kan det virkelig passe, at kulhydrater betyder så meget? Og at mængder gør?

Hvor meget træner en normal person? Og hvor hårdt? Når jeg ser mig selv transvede efter halvanden times intentiv cardio-styrke intervaltræning, og så ser mother of all bodies stå og småtrippe på en stepmaskine, kan jeg da godt få den idé, at jeg gør et eller andet forkert? Eller for sjældent.

Arj men. Når man nu evig og altid har været typen, som enten trænede seks til otte gange om ugen, og gerne kombitræning (f.eks en løbetur og så en kilometers svømning, eller boksning og svømning eller cardio og så boks) – eller slet, slet ikke trænede. Så kan det altså godt være svært at regne ud, hvad alle i tynde, lækre piger gør rigtigt, som jeg gør forkert?

Og når man nu evig og altid har levet for at spise og ikke omvendt. Og med fuldt overlæg har trænet mere i perioder – for at kunne spise mere, så er det egentlig en gåde for mig, hvad de smækre trunter på stepmaskinen mon spiser, siden deres kroppe arter sig så meget anderledes end min?

Måske er det faktisk hér, at diætister og/eller personlige trænere kan være behjælpelige. De må da alt andet lige vide, hvad der skal til for at leve sundt – som alle andre mennesker?

Hvad pokker gør i? Ved DU godt, hvad der er ‘normalt’ i forhold til mad og træning? For jeg har ingen anelse…

Følg, like og del:
20

Slanke-ævl

Det går pissegodt med kuren. Mega. Det har været en rigtig nem weekend.

Den har indeholdt 2x pizza, 2x fritter, cola med sukker, pandekager til morgenmad, et halvt slice på vej hjem og et sted mellem 10 og 25 genstande. (Fejlberegning kan forekomme).

Jeg har indviet vores lejlighed ørle-wise, ikke fået trænet et eneste sekund og hold kæft, hvor har jeg haft det sjovt.

Æder et æble senere, så går det vel lige op?

Følg, like og del:
20

Kom og besøg mig…

De der fire sidste kasser, der kun indeholder rod, og som jeg liiige manglede at pakke ud i sidste uge? Dem mangler jeg stadig at pakke ud.

Vi har heller ikke nogen lamper eller billeder oppe endnu. Som præcist forudsagt er de sidste småting noget nær UMULIGE at give sig i kast med. Især nu, hvor sofaen ER samlet.

Hvad gør man så? Min umiddelbare tanke er at invitere nogle gæster over, og få dem til at tage tingene ud af kasserne, vise mig dem og derefter lægge dem dér, hvor jeg bræger, at de skal bo, mens jeg ligger på sofaen med en kæmpe spand Ben & Jerrys. Lyder det som noget du har lyst til?

Prøvede med veninde M igår. Men hun er fuldstændig nytteløs! Efter at have slænget sig på min sofa, mens jeg tilberedte lækker mad til hende og ham den Sunde og Raske (og slanke-edition til mig selv, hvad sker der for det?)

– og efter at hun fik mig til at indse, at vi da skulle have rødvin til maden, når nu sovsen godt kunne klare et skvæt.

– og EFTER at hun nævnte bland selv slik i en sætning, hvorefter det har sat sig fast i min hjerne som et besættende, brændende ønske efter skumslik, mælkechokolade og de små brune romkugler. (Wuhuuu – jeg elsker slankekur!)

… så skred hun bare?! Sagde tak for mad, kørte sin vej, efterlod mig i abstinensrystende og sukkerhungrende ynkelighedsmood. (Hun købte også slik på vej hjem, indrømmede hun kort tid efter – bare lige for at gnide salt i det åbne kødsår, der er min slankekur)

Så der er ikke blevet pakket en eneste kasse mere ud, efter min plan blev sat i værks. Til trods for spaghetti bolognaise, rødvin, sofahygge og generelt godt værtsskab. Det eneste der har ændret sig er, at jeg har ædt samtlige nødder vi havde i huset i et forsøg på at forhindre mig selv i at gå ud og købe for 200 kroner blandet slik.

Suk.

Følg, like og del:
20

Ynkeligt selvbillede

Nåmn, jeg tog til træning igår. For første gang i.. Ja, det ved jeg ærlig talt ikke. Det er så længe siden. Så længe, at mine træningssko stadig står ved veninde M, efter jeg overnattede en uge hos hende.

Men der var det dér Afropowerdance. I know, virkelig latterligt navn, men jeg er i forvejen en sucker for Latinmix (når det er en god instruktør), og veninde C har talt så varmt om emnet, at jeg kastede mig ud i et forsøg.

Og daaaamn, der kom sved på panden. Og der blev hoppet. Og rystet. Og rystet lidt mere. Og jeg synes godt nok, at jeg har lige rigeligt at ryste med i disse dage. (Hvad mener du med, at to donuts, en pose vampyrer og en pose m&m’s er en dårlig erstatning for frokost og aftensmad?) Men jeg gik all in. For sådan er jeg. Vi har talt om det før, jeg har kun to funktioner; all in eller not in at all.

Men der er en del snurren rundt, rysten hovedet, lukken øjnene og gøren omkring i sådan en afrotime. Og jeg er i håbløst dårligt form. Og jeg fik ikke lige noget at spise mellem 13 og 18:30 igår. Og på et tidspunkt, mens vi snurrede og snurrede og jeg overhovedet ikke havde et fokuspunkt nogen steder i salen, blev jeg lidt dårlig.

Du ved, hvor man liige stavrer lidt tøl højre, to skridt tilbage og undrer sig over, at man ikke kan mærke den luft, som man indånder nogen steder i kroppen. Og lige dér fik jeg det værste drag over selvtilliden, jeg har fået længe. Af mig selv.

Jeg tænkte: ‘Hvad nu, hvis jeg drater om, men de andre synes jeg er sådan en tyk ulækker én, som de ikke vil røre ved for at hjælpe?’

Tak for den latterlige hjerneselvopfattelsetykhedsfølelse. Kæft, jeg er træt af mig selv lige nu mand. Og lidt depri. Må jeg så godt få kage? (Skruen uden ende…)

Følg, like og del:
20

Powered by WordPress & Theme by Anders Norén

Enjoy this blog? Please spread the word :)