Menu

Klarsyn

42794250_716854028669552_464060122432274432_n

Why we write

, 0

*Advarsel: Dette er en dybt lommefilosofisk tekst uden konklusion og uden helt at vide, hvor jeg vil hen med det*

Olga Ravn fik mit hoved til at brænde lidt sammen i går.

Hvad og hvem skriver jeg for?, spurgte hun, der med De Ansatte skrev en af mine yndlingsromaner sidste år. Celestine fra hendes hånd kan jeg også kun give mine varmeste anbefalinger.

Hvad er vigtigst?, spurgte hun på Instagram. “At jeg under skriften, i mig selv, ser og afdækker en løgn? Eller at værket, når det står færdigt, afdækker løgne for læseren?”.

Hun nåede frem til sidstnævnte, mens jeg hæftede mig så meget ved spørgsmålene, at jeg gik i stå ved førstnævnte.

For hendes ord rejste også spørgsmålet om, hvad det er, vi skriver, når vi forsøger at skrælle lag af den løgn, samfundet har fodret os gennem hele livet og se hvad der ligger bag – og vise læseren, hvad der ligger bag.

For selv om jeg skræller et lag, viser jer, hvad jeg har fundet og føler mig klogere og tættere på min egen sandhed, så sidder jeg måske stadig fast.

“Men hvordan kan jeg vide, hvad der er mig, og hvad der er løgnen man har madet mig med i 30 år?”

Shit. Jeg ved det ikke. Når vi nærmer os hinanden. Når vi sætter ord på systemiske problematikker, løsriver os fra stigmatisering, vanens magt og andres overbevisning, løsriver vi os så til frihed eller til næste ring af Dantes Inferno? Et nyt sted i samfundets trummerum, hvor vi igen pacificeres i den trygge vished om, at NU har vi gennemskuet det hele?

Følges vores aktivisme af netop den passivitet, som omgivelserne bare venter på, at vi når frem til, så vi igen er sat i skak og igen ikke råber op og gør os besværlige? Bryder vi ud til nye erkendelser eller til den næste fastlagte flise på en sti, andre har styret os hen imod?

Jeg ved det ikke. Og nu er jeg i en småeksistentiel krise over det.

For mig er det at skrive en langsom proces, hvor jeg skraber lag på lag af skrald af min bevidsthed. For at nå ind til det, der er min inderste kerne, renset for de tanker, meninger og påvirkninger, der er blevet mig givet af verden omkring mig.

Men jeg har det en smule som Shrek. For hvert lag skabet af omgivelserne jeg skraber af, åbenbarer sig et nyt, som jeg igen ikke kan påstå er mig og mit inderste. For der ligger altid en ny påvirkning.

Socialkonstruktivistisk er det en utopi at tro, at jeg nogensinde kan grave dybt nok til at finde og lære min egen kerne at kende. For jeg erkender og anerkender, at min virkelighed er skabt og skal forstås som en social konstruktion.

Mennesker dør, hvis vi ikke har andre mennesker. Vores hjerner udvikler sig ganske enkelt ikke, hvis vi ikke er en del af vores flok. Men flokken skaber ikke kun, den skæmmer og smitter også. Og i tilfælde hvor man afviger fra sociale normer, lærer vi gennem sprog og andres erkendelse af verden, hvordan vi skal opfatte verden og os selv i den.

Jeg er kvinde og tyk. Det sender mig flere trin ned ad stigen af “hvor lidt du kan være påvirket negativt af samfundets fortælling om dig”. Andre kan forlænge listen med deres egne træk.

Vores virkelighed er en social konstruktion, og gennem sproget har vi fået rammer og evner og muligheder for at forstå den verden. Men med denne skabelse af den virkelighed, vi alle abonnerer på, kan jeg så gøre mig forhåbninger om nogensinde med min bevidsthed at dykker ud under de lag, der er lagt over mig?

Er det her sandheden? At vi bliver ved med at spejle os og tale og tænke og grave kun for aldrig nogensinde at slippe fri af, hvordan samfundet har stigmatiseret og rammesat vores selvforståelse – fordi vi ikke er uden samfund?

Jeg ved det ikke. Men shit altså. Og klokken er kun 10.

1

Hvad jeg mener, når jeg siger, at jeg har tårnhøje ambitioner

, 2

Der er en gang for længe siden sket et skred. Det er dumt og fjollet, men sket er altså sket, og det har naglet sig så godt fast i de fleste af vores hjerner, at det på en eller anden måde virker uambitiøst at indrømme, at man ikke lægger 110 procent af sin energi på jobbet. Det vil jeg godt afsløre lige her, at det gør jeg ikke.

Jeg er ambitiøs. Meget. Men for mit liv.

De 100 procent kræfter, jeg har at give, skal ikke kun ligge i mit arbejde. Mine ambitioner går meget længere end det – faktisk tror jeg på, at jeg ved at være ambitiøs for hele min tilværelse, for min kost, min søvn, mine samtaler og venner, min krop og mit parforhold OG mit job kan nå meget længere arbejdsmæssigt og arbejdsglædemæssigt, end de stakler, der giver 80 procent af deres kræfter til jobbet og ikke forstår, hvorfor det ikke føles bedre, når de nu har så meget succes.

Det er på tide, at vi tager et opgør med opfattelsen af ambitioner. De er altså ikke kontoret forundt. At være ambitiøs er at have et stærkt, vedholdende ønske om at opnå noget, som er attraktivt. Ofte er det også svært tilgængeligt, og derfor kommer det heller ikke af sig selv, hvis man IKKE er ambitiøs.

Og det passer jo. Det gode parforhold, den gode nattesøvn, den lækre aftensmad eller den stærke psyke og krop kommer ikke bare luskende af sig selv. De er der ikke bare lige pludselig. Der skal en langvarig indsats til for at gøre disse ting til en del tilværelsen og ikke en fjern drøm, man ikke har skyggen af idé om, hvordan man vil opnå.

Det er også ting, der forsvinder igen, hvis du holder op med at passe på dem, når du har opnået dem. Lige så hurtigt, som du kan få trænet ryggen til ikke altid at gøre ondt, lige så hurtigt vender smerterne tilbage, når du stopper. Uanset hvor gode I er til at tale sammen i dit forhold eller med dine venner, så ryger trivslen, hvis I stopper med det igen.

Det er fint at ville sit job. Det vil jeg også. Jeg kan ikke lide tanken om at havne i et af de der job, hvor man tæller minutterne, til man kan komme hjem igen. Men du behøver ikke altid elske dit job (eller noget andet for den sags skyld), og du behøver især ikke give det alle dine kræfter.

Det – synes jeg – er uambitiøst på dit livs vegne. Bare at hoppe på karrierevognen, som er det nemmeste i verden at vise til omverdenen på et CV. “Se hvor flot jeg har klaret det”, lyser det ud af den skinnende Mercedes eller hjørnekontoret, mens ingen kan se, at din kærlighed derhjemme hænger i en tynd tråd, børnene ikke kan huske dit ansigt og din diskusprolaps kun gøre næææsten lige så ondt som dit mavesår.

Smører jeg tykt på? Ja.

Tager jeg fejl? Nej.

Succes handler ikke om dit job. Det handler om dit liv. Jeg arbejder benhårdt for mit, og jeg vil gerne støtte dig i dit. Derfor er vi også nødt til at lægge nogle dårlige vaner på hylden, når vi taler med hinanden. For vi er utålelige flokdyr og vi kan bare ikke holde op med at sammenligne os med andre. Eller sammenligne ikkesammenlignelige fliger af vores liv med hinanden. Men vi kan sammenligne bedre ting end løn og jobtitel. Vi kan inspirere til at dele både godt og skidt. Og vi kan italesætte ambitioner langt bedre, end vi gør nu.

Derfor har jeg en udfordring til dig:

  • Næste gang du bliver præsenteret for et nyt menneske, måske til en fest, så se, hvor lang tid I kan tale sammen uden at komme ind på job og karriere. (Spørg til deres familieliv, til deres hobbies, til deres forhold til værten, livretter, yndlingsfilm, værdier – alt andet end job. Og brug disse svar til at indplacere mennesket i din hjernes system af ‘hvem der er noget værd’.)
  • Hold op med at sige/gøre/ytre over 100 procent med mindre der er tale om tal. Mennesker har 100 procent at give. Vi har ikke 110 procent, og jeg kaster lidt op i munden på mig selv, når jeg læser jobopslag der beder om 110 procent dedikation, eller at du ‘er klar til at gå den ekstra mil’. Gu’ er jeg ej. Jeg er parat til at gøre, hvad jeg kan og hvad der skal til for at løse opgaven. Hvis din opgave kræver mere af mig, end det er menneskeligt muligt, vil jeg foreslå, at vi gå to sammen og giver 55 procent hver. Nå.
  • Sæt ord på, at du er ambitiøs for hele dit liv og ikke kun dit job. Når jeg gør det møder jeg to reaktioner:
    • Dem der sidder håbløst fast i præstationskulturen og som tolker mit udsagn cirka sådan her: “Det går ikke så godt med min karriere, så jeg er nødt til at få det til at lyde som om, jeg går op i andre ting.”
    • Dem der først ser forvirrede ud og så får en åbenbaring, når det går op for dem, at jo – de har også ambitioner andre steder end på arbejdsmarkedet. De har bare ikke tænkt sådan på det før.
  • Sæt ord på dine ambitioner. Det kan godt være lidt frelst eller lyde henad nytårsforsætter, men hvis du ikke har et sprog for, hvad du gerne vil med dit liv, hvordan ved du så, om du bevæger dig i den rigtig retning eller står stille et rart sted?

Jeg er ambitiøs for min trivsel. Mange år har jeg ikke kunnet finde ud af at spise morgenmad på et fast tidspunkt, gå i seng eller stå op. Men når jeg dyrker nogle rammer, bliver mange ting nemmere for mig. Så det går jeg op i, også selv om det betyder, at jeg ofte møder sent på job, fordi jeg skulle igennem mit ritual derhjemme.

Jeg er ambitiøs for min selvudvikling og øver mig på at sætte ord på, når jeg gerne vil noget. Når jeg ikke vil noget. Når jeg har et behov og når jeg godt ved, at mit behov ikke er andres ansvar, men jeg alligevel ønsker, at de vil rumme mig og opfylde det.

Jeg har ambitioner om at lave ting med min familie. Jeg drager til udlandet med min Mor, tager på eventyr med min nevø og teknologinørder med min far. Jeg forsøger at finde noget at tale eller dyrke med hver enkelt, så vi ikke kun har noget at lave sammen i en større flok.

Du har 100 procent. 100 procent tid, kræfter og ambitioner. Der dukker ikke flere kræfter eller ambitioner op, hvis du lægger dem alle et enkelt sted. Du kan arbejde hårdere, løbe hurtigere, MUS’e dig herfra og til Pommeren – det bliver du ikke grænseløs af.

At respektere dine begrænsninger er et godt sted at starte på at prioritere dine kræfter bedre. Og det betyder ikke, at du ikke må knokle på med en stor opgave, forsvinde ind i eksamenslæsningens tåger, hengive dig til nyforelskelsen eller dit moderskab. Du må alt det. Jeg tror bare, du får det bedre med det, hvis du så ikke tror, at du skal alt det andet ved siden af. Hvis du skaber et sprog for din menneskelige kapacitet og respekterer den – ikke kun på jobbet men i hele dit liv.




47222109_1043859392460737_4381634088151285760_n

Hvad hvis man ikke kan måle, det som gør dig til noget særligt?

, , , , 6

Jeg har en ny teori af en art. Og i denne vil jeg ikke forklejne, at nogle mennesker er gladere for eksempelvis at røre sig end andre. Jeg vil ikke tage fra nogen, at de har flere IQ-point end mig og resten af gennemsnittet, eller tage fra nogen at deres karakter eller resultat i en given test har været høj.

Men når mit selvværd halter i en periode. Og her mener jeg ikke selvtilliden i form af troen på mine evner, mine kompetencer eller ’hvor god jeg er til ting’ men selvVÆRDET. Følelsen af om jeg er noget værd som menneske. Og den kan halte for mange af os. Også selv om vi ved med vores intellekt, at vi er elskede og noget værd, i kraft af at vi er til. Selv om der faktisk er mennesker i vores liv, der elsker os – og vi godt ved det. Så kan selvværdet alligevel godt have dage, uger og måneder, hvor det ikke er helt og hvor det ikke virker.

Selvværd er som et usynligt skjold, der skærmer os imod fjollede tanker som ”Der er ingen, der kan elske det virkelig jeg, og hvis folk vidste, hvordan jeg i virkeligheden er, ville alle, jeg elsker, forlade mig”. For den slags tanker eksisterer – uagtet at du hver eneste dag handler, tænker og taler som dig selv og derfor repræsenterer netop dig og at dine mennesker elsker dig netop i denne form.

Du kan ikke skjule dit sande jeg for andre, selv om du måske tror, det er det, du går rundt og gør. Vores handlinger afspejler vores indre, og det ved du, hvis du tænker på de mennesker, som har været dårlige oplevelser men gode erfaringer i dit liv. Dem, der siger de elsker dig, men opfører sig anderledes. Eller siger, de er her for dig men opfører sig anderledes. Du har mødt dem, og du kan tænke på et eksempel lige nu. For vi er ikke dem, vi fortæller os selv og andre, at vi er. Vi er dem, vi viser os selv og andre, at vi er. Så dine omgivelser kender dig sandsynligvis bedre end dig selv – for de bliver ikke forstyrret af din indre fortælling om dig selv, som du gør. Tænk over det. Alle har gennemskuet dig bedre end dig selv, og de er i dit liv og elsker dig alligevel.

 

Men nok om det.

Når MIT selvværd halter, får jeg altid en ubærlig lyst til at løfte mit værd gennem ting, man kan måle. Uden at ville tingen måske. Men jeg får den fjollede idé at gennemføre en triatlon, læse en svær russisk bog, som andre vil være imponerede over, at jeg kom igennem. Jeg overvejer at begynde at løbe, uagtet at det er min mest forhadte motionsform, og jeg har så mange andre gode bevægelser i mit liv.

Jeg får – har jeg opdaget – lyst til at styrke min selvtillid ved at gøre ting som

1) er helt atypiske for mig og derfor vil være en præstation (at løbe)

2) er flot og anerkendt i en sammenhæng, jeg med min fornuft godt ved, jeg skal være helt ligeglad med (at læse litteratur som er ’anerkendt’)

3) som udmærker mig ved at være, en præstation ikke alle andre kan klare (triatlon)

Men trangen udspringer ikke af en reel lyst til de her ting. Den udspringer af, at jeg føler mig uværdig til min plads som menneske og til det liv, jeg lever, og derfor forsøger jeg at finde målbare parametre, jeg kan udmærke mig ved, så jeg kan få ’bevis’ for mit værd.

For man kan ikke måle, at jeg altid gør mig umage, når jeg laver mad. Man kan ikke måle, at jeg kæmper indædt for at støtte mine venner og tale dem op og hjælpe dem med at sige fra i svære situationer.

Man kan ikke måle, at jeg gør en indsats for at finde plads i kalenderen, når min bror har brug for børnepasser eller mine veninder har brug for tid og opmærksomhed. Man kan ikke måle, at jeg elsker med så store følelser, at jeg kan blive rørstrømsk af at tale om det. Og man kan ikke måle, at jeg gør alt hvad jeg kan for at skabe et rum for min nevø og niece, hvor vi er kun hinandens, så tid med faster bliver noget ‘andet’ end voksentid. Så vi skaber vores egne minder sammen uden far og mor – fordi jeg gerne vil være en betroet voksen i deres liv om 10 år.

Man kan ikke måle, at jeg får mange, gode idéer, som andre kan bruge, og at jeg selv ringer og byder dem til, når jeg ved de kæmper med gaver, opgaver og planlægning. Man kan ikke måle, at jeg siger ja, når mine venner skal flytte. Eller når de skal klippes. Det ved jeg faktisk heller ikke, om man som sådan vil rose mig for…

Man kan ikke måle, at jeg sætter mig ind i reglerne i Dansk Kennelklub, laver Facebook-opslag, dba-annonce og annonce på hundeweb, når mine forældre får hvalpe for at de ikke skal rode med the interwebz.

Man kan ikke måle, at jeg inviterer og samler og er vært, så mennesker kan komme og spise, drikke, tale, grine, danse eller blot blive set og hørt i nogle timer. Man kan ikke måle, at jeg er blevet meget bedre til at stoppe mine negative tanker, når de spinder ud af kontrol og at det sker meget sjældnere.

Man kan ikke måle, at jeg har fundet en vis skønhed i melankoli, som gør, at den ikke længere er et vilkår i mit liv, som forringer det men nu en facet, som jeg mærker og sender videre.

Man kan ikke måle, hvor god jeg er til at være et menneske, og derfor tror jeg nogle gange, at jeg skal gøre målbare ting for at jeg selv og andre kan se min værdi.

Og der er ikke nogen magisk løsning på at slippe helt for den trang, er jeg bange for.

Men det hjalp mig at lære, hvorfor den trang kommer. For jeg gider jo ikke de ting. Og derfor fejler jeg i dem, og så kan de blive en ny skam i mit liv.

Og hvis det også sker for dig nogle gange, så håber jeg, at du kan bruge den her viden til noget: Når du gerne vil excellere i ting, som du ikke har flair for eller lyst til – så spørg dig selv, om det egentlig er fordi, du gerne vil kunne måle, hvor god du er? Eller sikre dig, at du i hvert fald kan noget, andre ikke kan?

For det kan du allerede. Og du er allerede god. Du må bare ikke lede efter selvværd, i ting der kan måles. Det er ikke, dér selvværdet sidder. Det sidder allerede i dig, hvis du leder, blandt ting som ikke kan måles.

kajak

4 måder jeg får ro i følelserne på

, , , , , , 3

Tiden er forbi, hvor jeg med vold og magt forsøgte at undertrykke mit indre stormvejr for så at ligge vågen den halve nat og ruge og argumentere inde i mit hoved. Jeg gider det simpelthen ikke mere.

Bevares, jeg er stadig nogenlunde cool på mit stadig forholdsvis nye arbejde, men de har altså heller ikke sat mit pis så voldsomt i kog endnu, at det har været et problem.

Men i de korte måneder, hvor jeg forsøgte mig som tillidsrepræsentant og forhandlingstype på mit gamle job, der var jeg ved at stille træskoene. Ikke kun over uretfærdighed og manglende fremskridt i forhandlingerne. Men over slipsetyperne, de kølige, beregnende “det regnede du vel heller ikke med”-attituder, der påklistrede sig selv betegnelsen “professionel” og holdt fast på, at det jo var jobbet og ikke mennesket, de forhandlede med og ud fra.

Men ved du hvad? Jeg gider ikke bestride et job, hvis der i det ikke er plads til, at jeg også er et menneske. Et menneske som bliver rasende, når jeg føler mig uretfærdig behandlet. Et menneske som bliver ked af det, når jeg føler mig utilstrækkelig – og det er andre, som har plantet følelsen i mig. Det menneske skal der være plads til, også når jeg skal være “professionel” og udfylde en rolle. Det har jeg besluttet.

Men for helvede – det skulle jo slet ikke handle om det. Det skulle derimod handle om, hvordan jeg alligevel fik lov til at sove, sidst jeg væltede rundt i et følelsesmæssigt stormvejr. 

 

4 måder jeg får ro i følelserne på

<!– wp:paragraph –>
<p>Og lad mig være ærlig. Det sker jævnligt for mig. Og ikke altid af store udefrakommende begivenheder. Ud over, at jeg kan stå og småtude ned i de frosne rejer i Meny de første dage af min menstruation, så er jeg også ret følsom overfor tavshed. Fra venner eller familie. Jeg bliver skør i hovedet, hvis jeg sidder stille inde for længe, og jeg kan slet ikke hænge sammen- og få samling på mine følelser, hvis jeg ikke engang imellem får lov til at være alene. Sådan er der så meget.</p>
<!– /wp:paragraph –>

Men her er fire ting, jeg gør, når følelserne bruser:

 

1) Jeg går ud til vandet. 

Nogle gange er det nok bare at sætte sig ved en Brygge eller på en bænk ved Christianshavns kanaler, men allerhelst skal jeg ud til en strand. Til rigtigt vand.

Sæt dig ved vandet. Kig på det. Tag varmt tøj på og en kop kaffe med, så det ikke er kulden, der får dig til at trave afsted igen.

Jeg kan lide at tælle bølger. Det er noget med, at hver 7. bølge er lidt større end de andre – og jeg prøver at finde et mønster i bølgerne. Vandets lyde, vinden ved stranden og en uendelig horisont er gode til at dulme nerver til ro.

4 måder jeg får ro i følelserne på

2) Headspace

Kender du appen? Det gør de fleste vel efterhånden, men hvis du ikke gør, så er Headspace en app, som er indtalt af Andy. Hans rare mildt britiske stemme guider igennem talrige meditioner – for en pris. Men man kan få 10 meditationer gratis – en slags indførsel, et gateway-drug. Og det er værd at prøve.

Hvis du – som jeg – aldrig har evnet reel meditation uden guide. Hvis tankerne alligevel bare flyver og flyver og flyver, og du pludselig er i gang med at overveje på hvilken side af vejen til Mostar fra Sarajevo det var, at du fik det der helt fantastiske grillede lam, så kan det være rart at lade andre hjælpe med at holde dig på sporet. 

Savasana til sidst i yoga-timer er også god til dette, men den er tit (altid) bare for kort – med mindre man har scoret sig 1,5 timer med 0,5 times guidet meditation, og det er kun om onsdagen, sååå..

4 måder jeg får ro i følelserne på

3) Nayyirah Waheed – eller din foretrukne digter, der har noget klogt at sige, eller en bog som trækker dig et godt sted hen.

I tilfælde af tæt-på-sammenbrudsfølelser kan jeg anbefale:

Morten Nielsen: Jeg ser nu i nat

Michael Strunge: Natmaskinen og 19. juni 1983, 25 år. København

Rupi Kaur; hele digtsamlingen Salt og også opfølgeren the sun and her flowers. Men mest Salt, hvor smerte og heling går hånd i hånd, som i The Hurt og Heal, der står lige overfor hinanden i bogen.

Paulo Coelho: Alkymisten

Antoine de Saint-Exupéry: Den lille prins

Frances Hodgson Burnett: The Secret Garden

Bear Heart: Vinden er min moder

waheed

 

4) En designated ven, du kan ringe til.

Denne kræver både sårbarhed, men også lidt planlægning. For naturligvis er det mega sårbart at dele, når du er overvældet af følelser af den ene eller anden grund. Men det hele bliver bare så meget mere håndgribeligt – og ligefrem mindre – når du siger det højt til et menneske. Et menneske som ved, at deres rolle er at lytte og lade dig tale. Ikke at forklejne din oplevelse, men udvise forståelse og give dig luft.

At have en ven eller to, du ved, du kan ringe til – og som omvendt må ringe til dig, når det brænder på hos dem, er en gave. Vi sender en sms først “Har du tid til, at jeg ringer?”. Og nogle gange har de ikke. Men når de har – og det gør vi os umage for at have – så er det en lettelse.

4 måder jeg får ro i følelserne på

2110

Du kan være kropspositiv og beholde tøjet på

, , 0

Jeg elsker damerne i sexet tøj, bikiner, blævrende twerk-lår og med stolthed i blikket, der viser deres krop frem og står ved den – præcis som den er. Lumps and all.

Jeg føler mig forbundet med dem. Jeg elsker mine stramme jeans, mine korte kjoler og når jeg er hjemme i privaten at have så lidt tøj på som muligt, så meget af tiden som muligt.

Men jeg vil bare gerne lige slå fast, at du ikke behøver vise dig og din krop frem for at være kropspositiv og for at bevise, at du har fortjent din plads i verden i netop din krop. Det kan godt føles som om, at du ikke rigtigt kæmper kampen med mindre du er med på frontlinjen med bare babser og et “still not asking for it”-skilt løftet over hovedet. Men det er ikke sandt. Enhver har ret til at gebærde sig på den måde, der føles sand for dem.

 

For i din ret til at være subjekt og ikke kun et objekt, er det også ultimativt dig selv der bestemmer, hvordan du vil bære dig, klæde dig og føre dig. Der er ikke en optræden eller påklædning, som har mere eller mindre ret til at blive respekteret.

Så hvis du ikke er med til at presse de afklædte grænser i samfundet, er det ikke ensbetydende med, at du ikke er en del af bevægelsen. Den bevægelse som på papiret også kæmper for din ret til at nyde og præsentere din krop, som det føles mest behageligt for dig.

Det kan godt føles som om, du skal være mere, vise mere, råbe mere og larme mere for at vise, at du kæmper kampen for alle kvinder. Men i virkeligheden skal du spørge dig selv, hvornår du er allermest dig selv. Hvornår du har det allerbedst i din hud og  dit tøj og din stemmeføring og din følsomhed. Og så vær præcis det og kræv din ret til ikke at skulle skrue op eller ned for andre menneskers skyld.

Når du er lige der, så kæmper du side om side med alle andre, der bare gerne vil have lov til at være tilpas i deres egen krop. Vi behøver ikke ligne hinanden eller have lyst til det samme for at kæmpe for hinandens ret til at være netop det, vil helst vil være.

Husk det. Du er nok, som du er lige nu. Tak for kampen, søs. <3

49739121_2042387475830568_2482609152854065152_n

Du må godt spørge, hvor gammel jeg er

, 2

“Ej sådan noget spørger man ikke om”, sagde moren lettere febrilsk til sin næsten-teenager-datter, som netop havde spurgt, hvor gammel den her spændende fremmede egentlig var.

Men jo. Gu spørger man da om sådan noget, hvis man er interesseret i svaret. For ved at tabuisere det, eller ved at gøre en kvindes alder til noget farligt, så snart svaret ikke åbenlys er under 25, gør vi kvinder over den alder forkerte.

Jeg ville ønske, at ens alder var netop bare det. Et tal der fortæller noget om, hvor mange fødselsdage, jeg har fejret og hvor mange somre jeg har tilbragt på jorden.

Ikke en måleenhed for, om jeg er ved at være lidt sent ude i forhold til at få børn, ved at ældes ud af at være fuckable (lad os være ærlige, det er det den fandens higen efter ungdom udspringer af) eller om jeg enten er 1) for ung til at have nok erfaring = ikke værd at ansætte. 2) I den fødedygtige alder = ikke værd at ansatte. 3) Over 50 = på vej på pension og dermed ikke værd at ansætte.

Jeg ville også ønske, at fødselsdagshilsner ikke blev leveret som “Tillykke med de 25 + 7” eller tøhø-semi-fornærmelser over, hvor gammel jeg bliver.

Hvad nu, hvis man bare rigtig godt kan lide sig selv og sit liv og det, man fylder i tilværelsen? Det har taget mig 31 år at lære, alt det jeg ved. At mestre, alt det jeg kan. At ryste andres forventninger, bedømmelser, sammenligninger og vurderinger af mig og bare nyde at være… mig.

Og det med, at jeg skal være yngre for at være den friskeste eller mest sexede version af mig selv, eller i ungdommen higer efter at være ældre og dermed mere erfaren, det fjerner os fra at nyde der, hvor vi er. Børn og unge, der ikke kan vente med at blive ældre og voksne og taget alvorligt og komme ind på diskotekerne er en ting. Vi kan ikke bebrejde deres ivrighed, men hjælpe dem til at forstå, at de nok skal nå det hele.

Men os andre? Os voksne. Os der betaler vores egne regninger og styrer vores eget liv. Hvad er vi egentlig for nogle forbilleder, hvis vi samtidig udtrykker, at vi helst vil være en anden alder, end den vi er?

Jeg forstår det ikke. Hvad er det, der er så meget værre ved at være over 30 end under 30? Jeg vil gerne være den første til at indrømme, at tømmermændene er værre, men maden, vinen, vennerne og selvværdet ik? Det har fandme aldrig været bedre.

IMG_20130705_173900

Undskyld søster. Jeg har været en dårlig allieret.

, , , 1

Alt for længe har jeg ikke set, hvad jeg gjorde ved mig selv og ved menneskerne omkring mig. De tykke af dem. Som jeg selv er en del af, og som jeg slog et slag for sidste uge.

Jeg har simpelthen ikke været klar over, hvad jeg gjorde. Jeg troede, jeg var for os alle. At jeg passede på os og repræsenterede os. Ligesom i indlægget her fra 2015.

Jeg er stadig sindssygt glad og stolt af langt det meste, jeg skrev dengang. Hvor jeg kun lige var begyndt at sætte ord på, at jeg var god nok og ikke skulle ændre mig. Men det sidste afsnit afslører alligevel, hvad jeg slet ikke havde forstået:

”
Og før i helseapostle kommer væltende og gemmer jeres fat shaming i bekymring og omsorg og snakker om overvægt og sundhedstilstand, så vid, at jeg squatter 100 kilo uden problemer, træner flere gange om ugen, spiser mine grøntsager (og mit bland selv slik) og at hverken læge eller talrige forsøg kan pege på sundhedsmæssige ulemper ved min størrelse pt.

“

For hvad så, hvis jeg en dag ikke træner 3 gange om ugen? Hvad hvis jeg bliver stresset og prioriterer skole, job og samvær med venner over at træne? Hvad hvis jeg ikke altid er sund og stærk? Er jeg så pludselig mindre værd som menneske? Er jeg så en dårlig tyk person? Skal vi bevise vores værd i form af styrke, mentalt overskud, træning eller noget helt fjerde for at kompensere for, at vi har den frækhed at veje flere kilo end så mange andre?

NEJ, vi skal ikke. Og jeg skal ikke. Den tankegang var – hvor flov det end gør mig at erkende – en måde at distancere mig selv fra ‘de dårlige tykke mennesker’ på. Dem som ikke var stærke eller sunde, samtidig med de var tykke. En måde at placere mig selv mentalt i et limbo mellem tyk og sund, så jeg ikke helt skulle dømmes lige så hårdt som de andre tykke.

Undskyld. Jeg vidste ikke bedre.

For kort tid siden skrev en af mine veninder til mig. Hun havde fundet en ‘test hvor god din form er’ i et dameblad. Men fordi hun ikke kan tage armbøjninger, konkluderede hun og testen, at hun må være mindst 200 år gammel.

Min kloge, gode og søde veninde, der hver dag er Mor for sine tre børn, slæber rundt på udstyr, sager og den yngste. Handler, laver mad, passer arbejde og forsøger at passe sig selv også, hun fik det indtryk, at hun var… ringe. Fordi hun ikke kan tage 15 armstrækkere.

Hvad fanden er det for en måde at måle mennesker på? Det må vi holde op med, og jeg skal også selv aflære den måde at vurdere mennesker på. De er ikke, hvad de magter. De er ikke, hvad de kæmper for. Vi har allesammen en i os boende værdi, fordi vi er til. Fordi vi er i live. Og det er godt nok. 

Så undskyld. Hvis du har følt dig sorteret fra af min ‘Jeg træner, så jeg er en god tyk person.’ Du og jeg er alt godt i livet værd, uanset om vi sidder på spinningcyklen, kontorstolen, sofaen eller hvadvedjeg. Hjælp mig med at huske det i fremtiden, hvis jeg omtaler dit eller mit eget værd forkert. Selvværd er en proces for mange. Vi kan øve os sammen.

Undskyld søster. Jeg har været en dårlig allieret.

2.0

Velkommen til Trix 2.0

, , , , 8

Jeg har truet med det før. Med at rydde op, tage mig sammen og gå i gang med at behandle den her blog, som den fortjener.

For mit tekstunivers fortjener uendelig meget godt. Det har været min dagbog, min rettesnor, mit råbested, mit frirum og i øvrigt stedet, der har givet mig nogle af de fineste venner, man kan forestille sig. Bloggen har altid behandlet mig godt, men jeg har ikke altid behandlet den godt.

Billede taget fra Weekendavisen af Pille

Det er der flere grund til. Nogle gange manglende tid, andre gange manglende inspiration eller dovenskab. En sjælden gang imellem har mit liv været i stormvejr, som de fleste skribenter vil vide, ikke gør sig særlig godt på internettet i realtid.

Men jeg må også være helt ærlig. Efterhånden som blogmediet voksede sig større og større, har jeg sgu følt mig for fin til titlen som blogger. Jeg elsker min blog og jeg har elsket at have en blog, men jeg har ikke altid kunnet lide ordet i hverken min eller andres mund, når jeg blev omtalt som en blogger. Fordi bloggere og influencere og youtubere og deslige er noget, vi har valgt er lidt mindre værd end de finere termer som journalist, forfatter eller PR/kommunikationsansat. Men altså. Det er jo syv sider af samme sag (dermed ikke sagt, at man ikke skal være helt ærlig om, hvornår man er hvad), og i sidste ende kan de ældre brancher og titler ikke skyde de yngre andet i skoene, end at de tit er bedre til at tjene penge. (Og misundelse er en grim ting, ikke?)

I de mange år med forskellige tanker om, hvad jeg gerne ville med bloggen, har jeg også altid været bange for at skubbe folk fra mig. Hvad vil mine faste læsere sige, hvis jeg pludselig begynder at tale om makeup? Stopper folk med at klikke forbi, hvis jeg vil anbefale musik eller bøger? Er jeg egentlig kun læseværdig, når jeg har ondt i livet, og folk kan få lov til at dykke ned i rå følelser?

Jeg har bare glemt, at bloggen er min. Den er mit fristed og mit ansvar og det er mig, som i sidste ende skal kunne lide at være her – for jeg er her mest af alle. Og jeg betaler for domænet.

Så med alt det sagt, velkommen til Trixyworld version 2.

Den ligner sig selv, men er blevet ryddet lidt op. De gamle faner er støvet af og under menuerne i toppen af siden kan du finde de ting, jeg kommer til at skrive mest om i fremtiden.

Og her bliver det smart. For forsiden vil som altid være som den er. Her er den seneste tekst øverst, og de andre følger efter i al uendelighed. Men hvis du ikke gider læse det hele, så kan du altid vælge både overordnet kategori eller mere specifikke underkategorier og slippe for alt det andet. På den måde håber jeg, at alle kan holde ud at være med.

Lidt mere nede i detaljerne, har jeg brugt en del energi på at rydde op i mine tags – de små kategorier, der står nederst i alle indlæg. Så hvis du læser om noget, du kan lide, så kan du også med tags læse mere i samme boldgade. Hvis du er ny læser her, kan jeg anbefale tagsne Klarsyn, Glimt, Far og Ze Låvestowy, hvis du vil have lidt historik over, hvad bloggen har været for mig de sidste 10 år.

For jeg har stadig masser af ord i mig. Lige for tiden vælter de frem og tilbage, og jeg skal lige huske mig selv på, at det at have en blog er et marathon og ikke en sprint. Så jeg håber, at jeg ikke supernova’er på jer og bare forsvinder igen om en måned. Det er ikke mit mål. Jeg er her for at vi igen skal tale om vigtige emner, være ærlige og rummelige overfor hinandens oplevelser og i håbet om, at min ærlighed kan være en inspiration eller hjælp til andre med samme følelser.

Men jeg er her også igen for at teste makeup, fortælle dig hvad for noget musik du VIRKELIG bør lytte til, hvis du ikke allerede gør. Jeg er her for at tale om mad og rejser og kunst og venner. Og du er inviteret til det hele, hvis du gider.

Så ja. Det er vel basically det. I’m back ma bitches. 

Velkommen til Trix 2.0

Du skal ikke tro – du skal vide

, 8

Nåmen håbløst bagud med det hele som sædvanligt, har jeg nu hørt tilstrækkeligt meget om giraffen Marius til, at jeg har en mening.

Ikke om Marius som sådan. Og det er alligevel også lidt sent med den slags. Men om diskussioner på internettet.

For de forgangne ugers ordkasterier har været et miskmask af tro, viden og følelser, som slet ikke passer sammen. Og når tingene slet ikke passer sammen, bliver diskussionerne grimme.

For der er da ingen tvivl om, at Marius var nuttet. Herregud, en to-årig giraf med en less-than-desirable sædbeholdning har jo ikke gjort nogen fortræd. Men nu var det altså zoo’s giraf og ikke min eller din. Og så bestemmer de vel? Jeg har oplevet kæledyr aflivet for mindre end et skemalagt avlsprogram.

Mit store problem i hele suppedasen har været folk, der tror, at følelser er viden. Eller folk som tror, de ved. Eller folk som tror, at deres viden er endegyldig og eviggrøn.

For lad os indse det, intet er så gennemskueligt, at man med tre argumenter og et udråbstegn er nået ind til sagens kerne. Intet. Politik og bureaukrati er to eksempler på ting, der burde være klare som glas, men som mere er en sø så grumset, at dine børn ikke må bade i den. Der er ingen, som når helt frem til sandheden, og folk der med stor overbevisning i stemmen slår fast, at de har gennemskuet det hele, udstiller for mig at se bare, hvor lidt har forstået af det store billede.

Ikke engang videnskab kan erklære at stå med den endegyldige sandhed og saglighed. For når der skal fondsmidler på bordet, må forskningen gå firmaernes bud. Er resultaterne ikke gode nok, kan uredelighed komme på tale, hvilket jo i bund og grund betyder, at mennesker, der burde lede efter sandheder snyder. Og en del af de mere imponerende fysiske teorier er – så vidt jeg har forstået og derfor TROR, men ikke ved – stadig blot teorier. Som vi arbejder med, fordi de ikke er bevist forkerte af noget, vi endnu har kunnet finde på.

Og folk der mener, at giraffens uskyldighed og nuttethed er vægtige argumenter, må forstå, at zoo ikke handler ud fra deres egne følelser. Vi kan godt blive enige om, at han var kær. Men det er ikke viden. Det er ikke et argument imod viden.

Det er tro heller ikke. Men det er okay at tro. Og mene. Og føle. Bare du er på det rene med, at det er dét, du gør. For kommentarfelter er åbne. Alle må være med. Jeg ville bare sådan ønske, at flere kommentarer startede med ‘nu er jeg jo ikke ekspert på området’, eller ‘jeg vil bare lige sige, at jeg føler’. Ikke ved. Ikke står med den endegyldige sandhed analyseret frem over en screensaver med et nuttet fjæs, to års studie på en smart uddannelse eller tre klik på wikipedia.

Ogdet er heller ikke den endegyldige sandhed, nedladende at slå fast, at det rent videnskabeligt ikke kan blive anderledes, for bestandens skyld. Det kan altid blive anderledes. Men det var zoo’s giraf. Og den fik det værste frem i mange mennesker, som blot ville Marius det bedste.

Og når den hals så er svunget, har jeg kun tre ting tilbage at bede om:

– Mærk efter, næste gang du åbner munden i en diskussion. Er det her noget du tror, ved eller føler?

– Tag den tid, du har brugt på Marius-artikler, underskriftindsamlinger og deslige, gang tiden med to og brug så dén mængde tid på at læse om Ukraine. Du skal!

– Indse, at jo mere vi forstår af verden, jo mere bør vi indse, at vi ikke ved en skid.

Drømmen om tossen

0

Når jeg har lidt for travlt. Når jeg går ture ude ved forældrenes sommerhus. Når jeg ikke kan finde ud af, hvad pokker jeg vil med mit liv, når jeg en dag skal have et arbejde. Når jeg bliver træt af beton og bilos, teenagere på dansegulve, mylder i butikker og køberi af ting, jeg slet ikke har brug for, så er der en tanke, som vender tilbage til mig.

Man sku’ være landsbytossen.

Jeg ville gå med hat. Med store flamboyante kjoler, med slæb og hele pivtøjet. Jeg ville gro alt muligt i haven og børnene i byen ville tro, at jeg var en heks. Det ville jeg have det fint med.

Der ville være hunde over det hele. Jeg ville bo ud til kysten. Hver dag ville jeg gå en tur ved stranden.

Jeg ville bruge min energi på skiftevis at være lykkelig og have hjertesorger over, hvad jeg nu kunne finde af fejl i verden. Jeg ville tude højlydt, når jeg følte for det og drikke vin til frokosten.

Jeg ville gøre alt fuldt ud. Have store armbevægelser. Male tudegrimme malerier og udstille dem. Jeg ville lave et dybt, larmende og unapologetic grin (Dybere og mere larmende end nu, forstås). Gå med lilla og blå øjenskygge. Spise chokoladekage til morgenmad.

Jeg ville være langt fra alting. Ville ikke have en Facebook profil. Eller en blog. Jeg ville være fri for den udgave af mig, der har brug for at dele.

Folk ville synes, jeg var tosset. De ville nok have ret.

Men nogen gange, ik’? Så gad jeg bare virkelig godt være tossen langt væk fra byen, smarte jobs og stilletter.

aunt

Lidt som Stockard Channing i Practical Magic, faktisk.

Load More

error

Enjoy this blog? Please spread the word :)