Tag: Kærlighed

Kvinder bliver sex-zoned

Ved du hvad? Det her ord har manglet! Det har manglet, manglet, manglet. Og hvis du kan finde på et bedre ord, tager jeg gerne imod det, men indtil videre vil jeg gerne foreslå sex-zoned og tale om, hvor stort et problem det er.

Du ved allerede, hvad det betyder, ikke? For det er sket for os alle igennem hele ungdommen og voksenlivet.

Mænd bliver friend-zoned, kvinder bliver sex-zoned. Ironisk nok tit af hinanden i netop den konstellation.

Derfor er jeg FÆRDIG med nogensinde at have bare den mindste smule smirkende smil i mundvigen, når mænd jokingly beklager sig over at være blevet friendzoned. Der er ikke mere goodwill her, for de mænd der beklager sig over at være blevet ‘sat til vægs’ som en ven (som om det er et tab at blive en kvindes ven), de har just præcis placeret kvinden i kassen med individer, de kun er interesseret i, hvis de kan få lov at bolle med dem.

Vi tager den lige en gang til: Kvinder har i årevis, nærmest generationer fået skældud, når de ikke spredte ben for villig hantyr men i stedet ‘kun’ ville tilbyde ham: Venskab, en håndsrækning i livet, samtaler, omsorg og interesse for hinandens eksistenser.

Men har vi skældt mændene ud for ‘kun’ at interessere sig for en kvinde i den udstrækning, at han kunne komme til at have sex med hende? Vi har døbt dem fuckboys, vi har lært os selv og hinanden at aflæse signalerne, når de skriver ét men tydeligvis kun venter på at kunne dreje samtalen over på sex eller nøgenbilleder eller sex igen. Men vi har ikke stillet dem til ansvar for, hvem fanden de tror, de er, hvis de mener, at de må blive sure over at blive friend-zoned, når de selv sex-zoner kvinder!

En af mine gode veninder sagde det meget fint, da hun en overgang datede en fyr og stemningen mellem dem var hot, og selv om hun virkelig gerne ville have et stykke med mand, så holdt hun igen på første date. Og på anden date. Og på tredje date. Fordi “Jeg gider ikke være én han kun vil knalde med”. Hun forsøgte med ren stædighed at date sig over i den anden kategori af damer, som man reelt dater og ikke bare forsvinder som dug for solen fra, så snart det er lykkedes at komme i seng med hende.

For hun kunne godt mærke det. Selv om han var sød, og en af deres date legit varede i ni timer (?!) med mad, gåtur, snakke og vin, så lyste det alligevel igennem. At her var en fyr, som gerne ville knalde – og hvis han kunne få lov, ville hun blive en dame, han knaldede med. Og så ville hendes skæbne i hans indre katalogisering være beseglet. (Hvilket naturligvis skete. Sex én gang efter 14 dage og fire dates, et akavet farvel-knus og radiotavshed, som kun blev afbrudt, da han skuespillede overrasket over, at hun blev såret af hans opførsel).

Ved du, hvad der er værre end at være liderlig og få at vide af et andet menneske, at de ikke er interesseret i dig på den måde men hellere vil samtale med dig? At være sårbar i en ny relation og få at vide, at du er vældig interessant kun for at opdage, at det er et dække for en mand, som aldrig har været interesseret i andet end at få pikken dyppet.

Så slut med friend-zoned. Jeg vil gerne høre, om du også er blevet sex-zoned? For hold kæft hvor sker det meget for mig. I forskellige stadier af relationer også. Her kan vi lige sende en ukærlig tanke, til de mænd, som jeg troede jeg var venner med – indtil de forsvandt; enten ved at få en kæreste og derfor ikke gide holde sig til mere eller bare når de indså, at de aldrig ville score mig. Den svier. Selvom jeg ikke gider have dig som ven, hvis du er sådan et menneske, så svier det at opdage, at jeg har holdt af sådan et menneske.

Og jeg er færdig med at tage den på mig som en skamstøtte, at mænd nogle gange kun er interesseret i sex. Da jeg var yngre, tog jeg det som noget JEG skulle skamme mig over, hvis jeg havde været sammen med en mand, som straks efter stak halen mellem benene og aldrig lod høre fra sig igen. Det slog en flig af mit selvværd, hver gang jeg var faldet for en falsk indledende interesse, som blot var spil for fisse-galleriet. Og det gav de der ubehagelige mavefornemmelser, som jeg helt, helt misforstået forsøgte at arbejde mig igennem. Fordi det skete så tit, at jeg troede, det var et vilkår, og fordi jeg troede på, at det var MIG der var dum, når jeg friend-zonede – det var der jo et ord for. Jeg havde ikke et ord for, hvad mænd gør, når de stavnsbinder mig som mulig sex-partner og intet andet. Men det har jeg nu. De sex-zoner.

Men nu – fra i dag af – følger de 50 år, hvor jeg vil have lov til at sige om en mand, at han var en kæmpe narre-ven som bare sex-zonede mig, mens vi var ved at lære hinanden at kende. For hvis nogen skal skamme sig, så skal det fandme ikke være dem, som ikke vil knalde. Det skal være dem, som ikke vil indrømme – at de KUN vil knalde.

Jeg forstår godt motivationen for sex-zone-mændene. For hvis de er helt ærlige “Hej, du ser tilpas lækker ud til, jeg godt gider lader som om, jeg hører efter hvad du siger i  x antal timer og 4 piña coladas, inden jeg forsøger at dyrke sex med dig og så smutte” – så er succesraten meget, meget lav. Men måske er det intentionen du skal arbejde på i stedet for din approach. Hold dig ærlig, både mand og kvinde. Både sex-hungrende og forholdssøgende. Og accepter, at kun med ærlighed kan du undgå at være en gigantisk røv, der lyver for andre mennesker i din egen interesse.

Kvinder bliver sex-zoned
Følg, like og del:
20

Hvad jeg tror ondt i maven over Tinder-fyren betyder

Det er mega feje hold at kloge sig på singlelivets udfordringer, når man ikke selv er single.

Men det er, hvad jeg har tænkt mig at gøre i dag – så spring fra nu, hvis du ikke gider det.

Kombinationen af mit indlæg om gamle flammer (med særdeles brændte broer), der forsøger at mase sig ind i mit liv igen og en veninde, der efter et par ellers ret vellykkede Tinder-dates med sød mand alligevel blev ramt af forkrøblende “Hvad nu hvis han ikke skriver”-angst, fik mig til at tænke over den der mavepine.

Du ved godt, hvad jeg taler om. Vi har alle haft den.

I tilfældet med min veninde dukkede mavefornemmelsen op efter de første par dates i forklædning – nemlig som en usikkerhed på sig selv. Hun er som mange andre blevet brændt før – desværre meget værre end flertallet af os skal udstå. Og det sætter sine spor at rode rundt med mænd, som ikke vil os det bedste.

Det giver en usikkerhed, når man tydeligt kan mærke noget i kroppen og følelserne, som ikke er rigtigt. Men hvis man bliver løjet for, gaslightet eller får at vide, at det er én selv, der ser spøgelser og overdramatiserer. Det ødelægger vores tillid til kroppens signaler, og det er noget lort.

For en mand der lyver systematisk, lyver ikke for din skyld. Han lyver fordi sandheden kan få dig til at handle på en måde, som ikke er til hans fordel. Og der er en kæmpe forskel.

Som nævnt i indlægget med gamle flammer, så er jeg faktisk ret overbevist om at intuition (og kvindelig intuition i særdeleshed) kan noget. Vi kan bare ikke altid dechifrere den og forstå, hvad det er, vores underbevidsthed eller krop fortæller os.

Hvis den voldsomme mavepine, usikkerhed eller tvivl på dig selv ikke er normal for dig, så er det ikke dig, den er gal med. Så er tvivlen og mavepinen et signal om relationen.

Rent ud sagt tror jeg, at vores reaktioner er så stærke og ubehagelige, fordi intuitionen fornemmer, at her er en uoverensstemmelse mellem:

A) Hvad mennesket siger og gør

B) Hvad mennesket siger og de signaler, mennesket sender

C) Dine forventninger og de signaler, mennesket sender

Og her vil kloge hoveder måske sige, at jeg ikke skal råde alle over en kam til at komme væk, hvis de mærker de her signaler. Men det vil jeg. Den naturlige reaktion er tit at kæmpe mere for relationen, at gøre sig mere tilgængelig – eller mindre og se, om man kan vække interesse den vej igennem. Story-tjekning, veninde-byture som skal dokumenteres på SoMe (så han kan se, hvad han går glip af) eller beskeder, som slutter med et spørgsmål for at sikre sig et svar (og skuffelse, når svaret er Ok, LOL eller andre ligegyldigheder).

Ved du hvad? Sådan ville du ikke behandle et menneske, som du synes godt om. Sådan ville du ikke behandle dine venner. Og hvis den her person ikke kan interessere sig mere for dig end at du får mavepine af det, så. giv. slip.

Jeg er overbevist om, at det er DET kroppens ubehag forsøger at forklare dig. Ikke at du skal leve med den her følelse for at blive værdsat af et andet menneske, men at du skal fjerne dig selv fra følelsen og relationen.

Den er næsten idiot-sikker, omend tit utroligt nedslående. For vil de faktisk noget, så skal de nok lade høre fra sig. Men vil de ikke noget, så beviser de blot min pointe. Også selv om de så keder sig om søndagen og lige skal høre, wyd (What you’re doing).

“Men Trix, du har linket til blogindlæg om Den Sunde og Raske Fyr og I blev jo kærester i fem år?”. Ja. Og jeg havde ondt i maven én dag. Én.

Den første gang vi så hinanden (to år tidligere), havde jeg ondt i maven hver tirsdag til fredag, hørte fra ham lørdag, var håbefuld søndag og så startede vi forfra igen. Og den trummerum gentog jeg i et par måneder, før jeg fattede, at hans handlinger var det, jeg skulle tolke på og ikke hans kønne brune øjne og fuldemandsløfter. Så jeg har lært det på nøjagtig samme måde som alle andre.

Men i de tilfælde, hvor et menneske har været oprigtigt interesseret i mig. Har kunnet lide mig og hvor vores interesse har været gensidig nok til at udvikle sig til et forhold (eller et par måneders afprøvning og et nej tak), der har jeg altså ikke været hensat til mavepine og tolkning. Det har han heller ikke. Usikkerheden kan komme over os alle, og sommerfugle i maven er en del af det at lære et nyt menneske at kende på en romantisk måde, men den dårlige tunge usikkerhed, angsten for at være “for meget” eller være “for tilgængelig” – usikkerheden på, hvordan ens handlinger og ord vil blive modtaget eller en atypisk jalousi, de er faktisk ikke en del af at opbygge en rar og god relation. Og du hjælper ikke en god relation på vej ved at ligge under for spilleregler, du ikke kan tyde og fysisk har det dårligt med. Du afgiver blot magt og kontrol. Jeg siger ikke, du skal have alt 1000 procent som du havde forestillet dig. Men du skal heller ikke miste enhver indflydelse på, hvordan jeres relation skal forvaltes og udvikle sig.

Jeg er klart blevet mere uforsonlig med alderen. Mere grænsesættende. Jeg har kortere til “Så kan du også bare have dig selv” og “Hvem fanden tror du egentlig, du er?”, men jeg har ikke fortrudt og jeg har ikke fået færre eller dårligere relationer ud af det.

Mens min veninde havde allermest ondt i maven, skrev jeg denne besked til hende:

“Stol på dig. Selv om du er usikker, er du ikke urimelig og din mavefornemmelse er klog og du skal lytte til den og stole på den. Hvis han aldrig er den, der kommer til dig, er det ikke rart. Så er han ikke rar. Punktum.”

Og det står jeg ved. (Han var i øvrigt ikke rar. Viste det sig. Præcis som hendes intuition fortalte hende)

Følg, like og del:
20

Hvad er der med mænd og det der med at komme tilbage og kradse på døren?

Lad mig lige slå fast med det samme, at det absolut ikke er alle mænd, jeg nogensinde har delt kropsvæsker med, der har haft lyst til at se mig igen. Og vice versa. Som regel, hvis man har kysset lidt på en frø, og det ikke rigtig skal blive til mere end den ene nat, så ved begge parter det godt.

I enkelte tilfælde (ok, i ét tilfælde) har det ærgret mig, men jeg var for stor en kylling til selv at spørge efter et nummer, inden han gik. Og det endte måske med at være skæbnen, for næste gang jeg mødte ham i byen og vi smilede til hinanden, sad Den Sunde og Raske ved min side og var i færd med at møve sig tilbage i mit liv for at blive min kæreste.

Men hold fast i den del af sætningen, hvor han møvede sig tilbage i mit liv. For vi havde jo egentlig set lidt til hinanden et års tid eller to tidligere. Hvor jeg, da det stod klart, at vi ikke var i gang med at blive til mere, gjorde kort proces og helt Arnolds hasta li vista’ede ham ud af mit liv. For sådan er det nu engang mest effektivt at komme sig over en fyr. Ikke noget med at følge ham på sociale medier, lige holde øje, spørge fælles venner om ham eller tage en kop kaffe fra tid til anden ‘som venner’. Hvis han gør dig ked og det går forbi, så tillad dig selv at reagere på handlingerne og ikke ordene. Ordene er ofte “jeg vil ikke såre dig”, mens handlingerne gør netop det.

Men det en anden dag, i dag skal vi tale om, at jeg altså har haft en kæreste i fem år, som ellers først var pakket væk i mindekassen som et fjols. På en måde, er det da meget sødt, at vi fandt hinanden igen og havde nogle skønne år sammen.

Men hvad er der med mænd og det der med at komme tilbage? Selvom de har såret dig og opført sig helt forkert? Og i nogle/alle tilfælde sådan helt åbenlyst, så snart de er ude af et forhold?

Sådan gjorde min første kæreste. Da det efter flere år gik forbi med ham og pigen, han var mig utro med og endte med at forlade mig for (vi var 17, det lyder voldsommere end det var. Selvom det føltes ret voldsomt i mit teenagehjerte), ringede han da lige, for at høre, om vi ikke skulle gå ud sammen. For nu kunne han jo endelig have mig i sit liv igen, uden hun blev jaloux, som han formulerede det. For fanden altså?

I stedet for at slikke sår eller fundere lidt over tilværelsen, vælger nogle mænd den hurtigste løsning videre, de kan komme i tanker om. Og det er ikke engang vejen frem med en ny scoring, så hurtigt som muligt.

Nej, det er at åbne fortidens gokkekasse igen og se, om der ligger en pige dernede, som endnu ikke har udviklet nok modvilje og selvværd til at takke nej til en tur mere med en utro scumbag. Men det gjorde han altså. I ramme alvor. Ringede og ville gerne begynde at ses igen. Og Den Sunde og Raske valgte altså også “røv først, men jeg ringer igen”-metoden.

Senest er jeg blevet indhentet af en mand, jeg efterlod i 2010, da jeg flyttede fra Odense til Aarhus. Jeg kan afsløre, at han er en af de fremhævede fjolser i dette indlæg fra fortiden. (Note: Tarzen fra den sviner-række mødte jeg på gaden et par år senere, og han ville også gerne “drikke en kop kaffe” Smh.)

Men kort før jeg flyttede til Aarhus, så jeg en mand kortvarigt, men intensivt og hans lyssky opførsel og manglende navn på, hvem han skulle ses med førte hurtigt til, at jeg for første gang i mit liv opførte mig som en mistroisk, jaloux kvinde.

Jeg ved, at jeg ikke er sådan. Jeg har aldrig i andre forhold været sådan. Jeg ved, der foregik noget, og at min kvindelige intuition advarede mig mod ham, men i stedet for at handle på det åbenlyse, blev jeg jaloux og hagede mig fast i ham. Intuitionen forsøgte nok at oplyse mig, så jeg kunne gå, men man skal lige lære at arbejde med så stærk en kraft, det er, når man kan mærke helt ind i knoglerne, at et menneske lyver for én.

Anywho, det endte naturligvis mega dramatisk og dumt, og jeg var meget vred og ked af det. Men ikke klogere, end at jeg blev glad, da han kom tilbage med vand i øjnene få uger efter og lovede bod og bedring for kun en uge senere at trække stikket og slette mig på alle sociale platforme igen. Psyko-alarm.

Da jeg en måned senere var vel installeret i mit nye liv i Aarhus på sikker afstand af dramaet, og han skrev tillykke med fødselsdagen, og at jeg var smuk på mit nye profilbillede, gjorde jeg kort proces og blokerede ham.

Den blokering var jeg lige inde og tjekke i sidste uge, og den er der stadig, hvilket kan forklare, hvorfor han pludselig er dukket op i “Hvem har kigget på din profil på LinkedIn”. For suckeren har altså fundet mig igen her otte år senere. Og valgt – fordi jeg har blokeret ham på Facebook – at gøre opmærksom på sig selv på et medie, der er så smart, at det fortæller brugerne, hvem der har kigget på deres profil. Da jeg så det, ringede jeg til et par veninder, som holdt hånden under mig i dramaet dengang, og vi fik os et godt grin over det. Jeg fortalte det også til min kæreste, og vi fik os også et godt grin over det. Og så gjorde jeg ikke mere ud af det.

Men fredag nat 04:47 har jeg såmænd fået en anmodning om at blive connected på LinkedIn fra selv samme mand:

Ej men altså. Hvad sker der i hovedet på dem? Oplever du også den slags?

Følg, like og del:
20

Kødfri tanker fra en kærlighedsflexitar

Det seneste år har jeg reduceret mit kødforbrug med cirka 90 procent. Det, der startede som et par kødfrie dage om ugen med Artilleridrengene, tog fart, da jeg forelskede mig i en mand, der lever vegetarisk.

Omstillingsparat som, mit cv siger, jeg er, tog jeg fat på et temmelig nyt madunivers. Og de ting der er lykkes, vil jeg gerne dele ud af. Mestendels fordi:

Når jeg læser, at det der hakket noget bliver revet ned fra hylderne, forstår jeg godt nysgerrigheden. Hvad kan det? Hvad er det? Smager det virkelig på en måde, så man kan tro, man får kød? Men jeg bliver også lidt irriteret.

For i det år hvor jeg har handlet ind med min vegetar, er jeg blevet meget mere krakilsk med at læse indholdsfortegnelser, for hvor er der meget vegansk mad, der er noget lort. Det er palmeolie, hærdet kokosolie, stabilisatorer, udvandet hvedemel og noget-der-måske-engang-var-en-råvare blendet, forarbejdet og hakket til ukendelighed for at efterligne noget, det ikke er.

Og det er slet ikke nødvendigt. Det kan være værd at prøve. Jeg kan forstå lysten til en overgangsrite, der gør kødfri dage mere spiselige, men det er ikke madkvalitet i min optik. Så her kommer både et par råd og et par opskrifter, der har gjort mig glad i det vegetariske køkken.

1) Lav mad ud fra dine favoritter.

I grøntriget elsker jeg champignoner og peberfrugter. Og majskolber og bønner. Så når jeg laver mad uden kød, der normalt er en god smagssætter, så går jeg til værks med mine favoritter. Jeg ved godt, at du ikke gider lave mad med den samme grøntsag hver gang. Men med tanke på den begrænsede variation i dyr – svin, høne, ko, fisk – og de utallige tilberedningsmuligheder, så kan du altså også variere dine favoritter fra det grønne på samme måde.

Jeg smørsteger gerne mine svampe og får mest mulig smag ud af dem. Jeg bager eller griller mine peberfrugter eller smider dem sidst i noget, hvor de kan give knas. Jeg griller majskolber, som med smør og salt kan gøre alting til et lille mesterværk. Jeg laver chili sin carne med bønnerne. Igen og igen men med nye twist efterhånden.

2) Keep it simple

Hvis du skal handle 19 ting ind, inklusiv et krydderi, du aldrig har hørt om, har du måske taget munden for fuld. Med mindre, du har smagt den her ret, og bare må hjem og lave den selv, så kan du gå mere simpelt til værks.

Igen foreslår jeg at tage kendte favoritter og gøre noget med dem. Som kartoffelmos. Som sovs. Hvad kan jeg spise, hvis jeg gerne vil have min elskede bearnaise?, tænkte jeg en dag. Svaret blev (fordi det var sommer) lækre grillede arparges og fyldte grillede portobello-svampe.

3) Do “yum”

Har du en modstander i husstanden? Et barn, der ikke gider? En “jeg har en aftale med kaninerne om, at jeg ikke spiser deres mad, hvis de ikke spiser min”-type?

Så er heftige grøntsagssager måske ikke stedet, du skal starte. Men hvad nu hvis der er pizza? Eller chili sin carne? Her kan jeg jo godt se, at det der hakkede er smart, fordi det ligner og imiterer kød, og du ved selv bedst, hvor gelinde din familie skal tages. Men ffs. Er man nødt til at fake kød for at få lækker mad i familien? (Kan det høres, jeg ikke har børn?)

Her er et par lækre opskrifter, jeg elsker og bruger. Ish:

Pizza: Gorms pizzadej og guide er god. 

Du kan også bare hente dejen i køledisken eller hos din pizzamand. Jeg er blevet vild med at bage selv, men det tager fandme tid og tålmod.Til to pizzaer skal du bruge:

Et glas grøn pesto

to-tre store kartofler (ikke så store de bliver melede)

en-to friske, runde mozzarellaer (jeg bruger to, ost mand!)

et bundt frisk rosmarin

Skræl kartoflerne – eller skrub dem, det er op til sæson og dig – og skær dem i tynde skiver. Her er et mandolinjern smart. Sådan et har jeg ikke, så jeg går i krig med kartoffelskræller og ostehøvl. Det koster lidt hud på fingrene, men jeg kan ikke skære tyndt nok selv. Læg skiverne i vand, så de ikke bliver brune.

Når dejen er rullet ud (og din ovn allerede er 200-220 grader varm) smører du et lag pesto ud på bunden som var det tomatsauce. Jeg pensler også gerne olivenolie langs kanten. Læg så kartoflerne tæt over hele pizzaen, drys med hakket rosmarin og smid den i ovnen 8-10 minutter alt efter, hvor varm ovnen er og hvor hurtigt pizzaen ser ud til at blive bagt. Træk, skær eller flå mozzarellaen fra hinanden. Når pizzaen er halvvejs-ish efter de 8-10 minutter, smider du osten på og lader den bage færdig til kanten får farve og osten er smeltet. Så. Nemt. Servér, som om du er universets hersker.

Dal: Jeg går altid ud fra Valdemarsro’s opskrift. Jeg gør det ikke helt ens hver gang, og nogle gange skal der meget raita til at mildne min sjuskede omgang med chili. Men det der med at finde en gigalækker grund-opskrift og så lege med den, det er jeg fan af. Jeg har prøvet med grønne linser og beluga-bønner i blandingen.

Hvis du som jeg har en aversion mod bouillonterninger og fond på flaske, kan du lave din egen version af Jane Faerbers grøntsagsbouillon. Den er edderlækker. Jeg laver som regel halv/halv med og uden ost, så ham, jeg kan lide, kan lave vegansk mad også. Og så bruger jeg knap så meget salt, men fryser blandingen i isterningebakker med låg. Så kan man tage en op ad gangen.

Pasta: Jeg går groft til værks på den her Jamie Oliver-opskrift. Og når jeg siger groft til værks mener jeg: Hvadend pasta, jeg har i huset. Ikke altid med citronskræl, for det er ikke altid, jeg har citroner af en kvalitet, jeg vil rive ned i maden. Courgetter i samme farve. Nogle gange også en gulerod eller peberfrugt eller noget andet, jeg har i køkkenet. Ikke altid mynte, hvis jeg ikke har det. Catch my drift? Opskriften er mit udgangspunkt for det muliges kunst. Og den smager eddergodt uanset, og det tager ingen tid.

Og så vil jeg gerne lige rose Oliver for mange af hans “max 5 ingredienser”-opskrifter. Der er flere vegetariske, jeg skal prøve. Der er en bog, men han lægger altså rigtig mange opskrifter ud på sin hjemmeside også.

Gryderet: Endnu en sag fra Jamie Oliver. Og jeg kan nok ikke få nok af den nogensinde. Jeg. elsker. svampe. Og nej, jeg havde ikke de rigtige svampe og rigtige mængder. Sidst prioriterede jeg at skaffe shiitake, fordi deres nøddeagtige smag er lækker umami. Så købte jeg en svampe-blanding, nogle portobello og nogle tørrede karl johan. Og jeg brugte ikke smør uden salt, jeg brugte det smør, jeg allerede har. Til gengæld er det værd at bruge tiden på at stege svampene rigtig godt af, så de ikke skal tilberedes mere, når de skal tilbage i retten. Husk det, det gør en forskel.

Se lige, dude!

Følg, like og del:
20

På den anden side af vandfaldet

Engang troede jeg, at der var noget af livet jeg ikke levede. Dengang jeg var en forvirret teenager. Det var som om, der var noget, jeg ikke helt fattede. Den der følelse af, at alle andre mennesker har et sammenhold uden om dig, men i stedet for at føle, at de andre gjorde noget, følte jeg, at jeg ikke rigtigt forstod, hvad de gjorde anderledes end mig, siden de alle sammen kunne snakke sammen og huske hinandens navne og blive venner bare fordi de havde været i samme rum en aften.

Det var som om en lille del af verden, ikke det hele, men bare sådan skummet på toppen, levede et andet sted end mig.

Jeg så dem gennem et slør. Fuldt synlige. Jeg kunne høre deres stemmer, se deres ansigter. Men der var en lille mumlen, jeg ikke fik med. Billedet var altid lidt sløret.

Og jeg forstod ikke hvorfor. Jeg forstod ikke, hvorfor jeg skulle være så akavet, at jeg aldrig rigtigt kunne være med i de andres verden.

I dag forstod jeg, at det var fordi, de ikke kunne være med i min.

Så er det pludselig fedt at blive ældre og klogere.

Følg, like og del:
20

Kan det nåes?

Er det muligt at fange et glimt af lykke, og huske det præcis som det er? Uden at forpeste det med fortid, mulig fremtid, dit og mit og alle de andres?

Kan man vælge bare at være lykkelig, når man kender sig selv og sit følelsesliv så godt, at man ved, at selv den højeste lykke en gang imellem må vige for tårer?

Hvad stiller man op med vemod uden en modtager?

Når man overvældes af en dønning – ikke engang en rigtig bølge- men mere et skvulp i vandet, der minder en om, at de følelser der engang gjorde ondt, ikke er holdt op med at eksistere bare fordi man ikke mærker dem lige nu?

Kan man vælge ikke at frygte, hvad der næste gang vil bringe det vemod og det eftertænksomme tungsind, der akkompagnerer at være et følsomt pigesind fanget i den morsomme piges krop?

Kan man være lykkelig altid, når livet, ligegyldigt hvordan vi vender og drejer det, også byder på grå dage?

Kan man overvinde frygten for, at én dag mere uden den store ske og trygheden viger for en barnagtigt vrede mod alt det, man kunne få, hvis bare man var egoistisk nok til at bede om det.

Vil han, hun, dem og alle de andre, hvis de en dag får valget, vælge at gøre mig lykkelig, hvis jeg kræver det af dem?

Eller er jeg for tid og evighed overladt til at skabe min egen lykke? Og magter jeg det ansvar?

Følg, like og del:
20

En voksen ønskeseddel

Jeg bliver femogtyve lige om lidt. Jeg har netop lavet en ønskeseddel. Den indeholder en del af de klassikere som mine venner og familie elsker at hade.

F.eks ønsker jeg mig igen ‘den perfekte røde kjole’. Og tatoveringer. jeg ønsker mig også tasker, jeg ikke selv har råd til. Og penge, så jeg KAN få råd til dem.

Men for første gang nogensinde har ting som tallerkener og vinglas også fundet vej til listen. Med ord som Royal Copenhagen og Eva Solo påklistret. Det er aldrig, aldrig, aldrig sket før.

Ærlig talt, har jeg altid gået udenom den slags ønsker, fordi jeg ikke kan tage dem på. Jeg har bare købt billige køkkenting, med undtagelse af to pander, knive og et piskeris. Hvis de småting er i orden, kan jeg klare det meste.

Men den Sunde og Raske og jeg har forelsket os i nogle helt bestemte tallerkener. Og de koster fandme 500 kroner stykket. Og derfor går vi ikke bare ‘lige’ ud og køber stel til 12. Nej, vi må ønske os dem lidt ad gangen. (Som andre normale mennesker åbenbart har vidst og gjort længe?)

Og nu, hvor han fejrede sin fødselsdag i sidste uge og fik fem elementstallerkener i den klassiske blå farve, virker det sgu lidt unfair, hvis jeg ikke også ønsker mig dem.

Det var altså en kæreste med en plan der skulle til, før jeg begyndte at samle på et stel. Langt ude, ik?

Følg, like og del:
20

Kærlighed über alles

I går var jeg rødvinsfuld og teenagesnavende. Skruet ned i den eneste kjole, der passer for tiden. Bænket ved siden af den Sunde og Raske, og Lis’ kæreste – pigeflokkens nyanskaffelse. Vi sad fire piger, for første gang nogensinde med fire kærester – og for første gang nogensinde til vores femte venindes bryllup.

Jeg har altid sagt, at jeg elsker bryllupper fordi folk er glade og bliver længe, men faktum er, at jeg ikke har været til mange af slagsen, og slet ikke dem, hvor folk blev længe og festede igennem. Det ændrede vi igår. Det var fantastisk.

Og selvom jeg synes det er feje hånd, når gommens lillesøster hulkende i sin tale, fortæller at deres afdøde far ville være stolt og tvinger tårer i alles øjne. Og selvom jeg synes, at en sketch med de to viasat-havenisser er lige bondsk nok, så elsker jeg det. At man i løbet af en aften skal røres til tårer flere gange, og grine hjerteligt at ting, man måske normalt ville fnysegrine lidt af.

Jeg elsker kærlighed. Det kan ikke skjules. Og når Stine står i sin hvide kjole omgivet af lyskæder og smilende ansigter i hendes forældres have, kan jeg ikke finde på noget bedre. Hendes far viede hende og Thomas, med tyk stemme og stolthed osende ud af hver fiber i hans krop. Det var enestående.

Jeg kan ikke sige en eneste dårlig ting om min aften igår. Ikke engang turen hjem var slem. Mine forældre er naboer til forsamlingshuset, hvor det hele foregik. Jeg fik en hotdog til natmad og en blomst med hjem. Det kan jo ikke bliver bedre.

Jeg tror, at bryllup er min nye livret. Hvordan bliver man inviteret til nogle flere af dem?

Følg, like og del:
20

Nice vs. Nordjylland

Så trækker vi stikket. Råber pik og skrider. Tager en uge på langs.

Og hurra for det. I går beskrev den Sunde og Raske Fyr vores nye fælles lejlighed som en garage. Og han har ret. Den ligner mest af alt et opbevaringsrum for ting, der aldrig bliver plads til.

Ikke at vi ikke prøver. Men efter én dags skabssamling, udpakning og rodorganisering, var vi nødt til at køre jylland tyndt for at gøre x-lejlighed i skive ren og for at overdrage nøgle på x-lejlighed i Århus. Så der nåede vi ikke det store. Og igår pakkede vi blot taskerne, satte os i bilen og VUPTI 5 timer senere var vi i København. (Ja, jeg bor så langt væk…) Rundt regnet 740 km på to dage. Baaah!

Vi fik en nat på brors sofa og en køretur til lufthavnen klokken halv 5. Nu venter vi bare på at få lov til at gå ombord. For at tage på ferie. Og ved I hvad? Så kommer bror sgu og henter os igen, når ferien er overstået. Lækkertlækkertlækkert. Ham har jeg altid godt ku’ li’.

Er der nice i Nice? Jeg ved det ikke, men jeg finder ud af det! De lover ihvertfald op til 28 grader i dag, og jeg har lange bukser på. Vi ender med at skulle klæde om i lufthavnen, for vi har ikke et hotelværelse før kl 13. Men jeg er ligeglad – vi har fri og vi skal på ferie…

Om der vil være tavshed her i min lille Trixyworld er ikke til at sige. Jeg har ikke brug for ferie. For mig er det ferie at skrive. At få lov at drysse tilfældigt ordgylle på verden uden en lærer, der står og slår mig i hovedet med komposition, længde og tegnsætning (obviously).

Men en blog kræver internet, og det ved jeg ikke, om jeg kommer i nærheden af. Så måske ses vi snart eller måske går der lidt længere. Hvis der gør, så vil jeg savne dig!

Følg, like og del:
20

Når tiden går baglæns /ven

Det er ikke til at gætte, hvis man ikke lige ved det, men jeg var tyk som barn. Ikke fed, ikke besværet, men heller aldrig som alle de andre.

Det har egentlig ikke noget med dagens indlæg at gøre, men det er en vigtig pointe for at forstå, hvad jeg blev mobbet med, og hvorfor jeg blev holdt udenfor af de populære børn. Eller, de børn der var mere bange for at være anderledes end jeg. Jeg kæmpede aldrig særlig meget for at blive en af de seje. Ergo kæmpede jeg heller ikke imod dem, der drillede mig.

Hvis jeg blev kaldt tyk, eller hvis jeg endnu engang ikke blev inviteret med til pyjamasparty hos Åse eller fik en lammer af Mike, smuttede jeg hjem fra skole. Hjem til mor. Verdens mest uproblematiske pjæk. For mor forstod mig altid.

Da jeg endelig var færdig med folkeskolen, var jeg godt klar over, at der ikke var nogen jeg ville savne. Nok heller ikke nogen, jeg ville snakke med mere.

Så da Rikke trådte ind af døren til klasseværelset på min første dag i gymnasiet, kunne jeg have gravet mig ned. Hjertet sank i livet på mig, og jeg så min chance for en ny rolle og en ny hverdag forsvinde ud af vinduet.
Rikke har aldrig mobbet mig. Rikke gjorde ikke meget væsen af sig. Men for mig repræsenterede hun akkurat den rolle jeg var blevet tildelt de sidste tre år, rollen som den tykke, kloge pige, som man snakkede med, hvis der ikke var nogen andre.

Og den ville jeg bare så gerne slippe ud af.

Men ved i hvad? Der var en mening med galskaben. For den Rikke jeg gik i folkeskolen og gymnasiet med, er den samme Rikke der sidder ved siden af mig i sofaen nu. Hun er den Rikke der om lidt, skal smøre mine forbrændte baller ind i aftersun efter en utilsigtet forbrænding. Den Rikke der betalte min aftensmad.
Min bedste ven.

Ikke den dummeste Brøndbyfan havde oddset på det venskab, da vi i folkeskoleårene brugte hver eneste dag sammen uden nogensinde at lære hinanden ordentligt at kende.

Hvor er jeg glad for vi fik en chance til. Jeg tror faktisk at de bedste ting i mit liv, er sket ved at give eller få en second chance. Det vil jeg huske mig selv på i fremtiden, når noget går surt første gang.

Følg, like og del:
20

Powered by WordPress & Theme by Anders Norén

Enjoy this blog? Please spread the word :)