Tag: Glimt Page 1 of 3

Velkommen til Trix 2.0

Jeg har truet med det før. Med at rydde op, tage mig sammen og gå i gang med at behandle den her blog, som den fortjener.

For mit tekstunivers fortjener uendelig meget godt. Det har været min dagbog, min rettesnor, mit råbested, mit frirum og i øvrigt stedet, der har givet mig nogle af de fineste venner, man kan forestille sig. Bloggen har altid behandlet mig godt, men jeg har ikke altid behandlet den godt.

Billede taget fra Weekendavisen af Pille

Det er der flere grund til. Nogle gange manglende tid, andre gange manglende inspiration eller dovenskab. En sjælden gang imellem har mit liv været i stormvejr, som de fleste skribenter vil vide, ikke gør sig særlig godt på internettet i realtid.

Men jeg må også være helt ærlig. Efterhånden som blogmediet voksede sig større og større, har jeg sgu følt mig for fin til titlen som blogger. Jeg elsker min blog og jeg har elsket at have en blog, men jeg har ikke altid kunnet lide ordet i hverken min eller andres mund, når jeg blev omtalt som en blogger. Fordi bloggere og influencere og youtubere og deslige er noget, vi har valgt er lidt mindre værd end de finere termer som journalist, forfatter eller PR/kommunikationsansat. Men altså. Det er jo syv sider af samme sag (dermed ikke sagt, at man ikke skal være helt ærlig om, hvornår man er hvad), og i sidste ende kan de ældre brancher og titler ikke skyde de yngre andet i skoene, end at de tit er bedre til at tjene penge. (Og misundelse er en grim ting, ikke?)

I de mange år med forskellige tanker om, hvad jeg gerne ville med bloggen, har jeg også altid været bange for at skubbe folk fra mig. Hvad vil mine faste læsere sige, hvis jeg pludselig begynder at tale om makeup? Stopper folk med at klikke forbi, hvis jeg vil anbefale musik eller bøger? Er jeg egentlig kun læseværdig, når jeg har ondt i livet, og folk kan få lov til at dykke ned i rå følelser?

Jeg har bare glemt, at bloggen er min. Den er mit fristed og mit ansvar og det er mig, som i sidste ende skal kunne lide at være her – for jeg er her mest af alle. Og jeg betaler for domænet.

Så med alt det sagt, velkommen til Trixyworld version 2.

Den ligner sig selv, men er blevet ryddet lidt op. De gamle faner er støvet af og under menuerne i toppen af siden kan du finde de ting, jeg kommer til at skrive mest om i fremtiden.

Og her bliver det smart. For forsiden vil som altid være som den er. Her er den seneste tekst øverst, og de andre følger efter i al uendelighed. Men hvis du ikke gider læse det hele, så kan du altid vælge både overordnet kategori eller mere specifikke underkategorier og slippe for alt det andet. På den måde håber jeg, at alle kan holde ud at være med.

Lidt mere nede i detaljerne, har jeg brugt en del energi på at rydde op i mine tags – de små kategorier, der står nederst i alle indlæg. Så hvis du læser om noget, du kan lide, så kan du også med tags læse mere i samme boldgade. Hvis du er ny læser her, kan jeg anbefale tagsne Klarsyn, Glimt, Far og Ze Låvestowy, hvis du vil have lidt historik over, hvad bloggen har været for mig de sidste 10 år.

For jeg har stadig masser af ord i mig. Lige for tiden vælter de frem og tilbage, og jeg skal lige huske mig selv på, at det at have en blog er et marathon og ikke en sprint. Så jeg håber, at jeg ikke supernova’er på jer og bare forsvinder igen om en måned. Det er ikke mit mål. Jeg er her for at vi igen skal tale om vigtige emner, være ærlige og rummelige overfor hinandens oplevelser og i håbet om, at min ærlighed kan være en inspiration eller hjælp til andre med samme følelser.

Men jeg er her også igen for at teste makeup, fortælle dig hvad for noget musik du VIRKELIG bør lytte til, hvis du ikke allerede gør. Jeg er her for at tale om mad og rejser og kunst og venner. Og du er inviteret til det hele, hvis du gider.

Så ja. Det er vel basically det. I’m back ma bitches. 

Velkommen til Trix 2.0
Følg, like og del:
error20

Klassebilledet

Det dukkede op i går på vej igennem bunker og poser og alskens ragelse. Den der forunderlige følelse, når weekendgæsten er taget tidligt hjem, du ikke har tømmermænd og du helt uforvarende kommer til at gå i gang med at rydde op. Det sker maksimalt en gang om året for mig, men i går var så dagen, hvor jeg lige fik ryddet halvdelen af mit hjem op.

Og jeg kom forbi tre klassebilleder. fra 7., 8. og fra da jeg blev student. De fleste andre har jeg klippet i stykker i teenageårenes frustration over ikke at passe ind og ikke at kunne lide de mennesker, som gjorde hverdagen hård og ubehagelig.

Jeg husker tydeligt, den dag min mor opdagede, at jeg havde ødelagt flere af årenes klassebilleder. Hun blev rasende og skældte mig ud, over alle de penge billederne havde kostet. Og vi kunne jo lade være med at købe dem, hvis jeg skulle behandle dem så dårligt. Det faldt aldrig mit barnehoved ind, at jeg også stjal hendes minder og billeder af mig i de år, hvor man næsten var et helt nyt menneske fra år til år på klassebilledet. Det har jeg det skidt med i dag.

Men dengang så jeg ikke andet, end at der stod jeg midt imellem de plageånder, som jeg ikke kunne fordrage og ikke kunne finde mig til rette i. Jeg stak ud. Når man satte os sådan op. Side om side. Skulder ved skulder. Var det kun alt for tydeligt, at jeg var tyk, og at det var derfor, de hadede mig. Det var forfærdeligt år efter år at være pigen, som blev sat op i drengerækken, fordi jeg ragede op og var både høj og bred. Nogle af årene syntes jeg ikke engang, at jeg lignede en pige, når billedet blev udleveret af klasselæreren.

De billeder, jeg fandt i går, viste mig noget helt andet. Viste mig, at alle mine følelser af at være forkert, har jeg projekteret over på nogle billeder, hvor jeg i det store hele bare var. Som alle de andre. Jeg hadede dem, fordi jeg stak ud som den tykke, men mine 30-årige øjne kan næsten ikke se den forskel. Barnet Trix stikker ikke mere ud i den ene ende, end andre gør i den anden. I de ældre klasser er jeg heller ikke højst mere. Jeg står midt i flokken. Mit tøj ser ikke dummere ud end de andres, det er ikke mig, der er midt i et host på billederne. Der er ikke spildt noget på mig og den lille runding af en mave kan fandme næsten ikke ses, når jeg står bagved rækken foran. Jeg er ikke højere. Jeg er ikke bredere. Bare lidt rundere.

Jeg. følte. mig. så. forkert.

Så forkert, at jeg ikke engang kunne se de andre på billedet for bare mig, der var forkert. Så forkert, at jeg ikke engang opdagede, at Søren år efter år skærer ansigter på billedet. Eller det år, hvor Stine er i gang med en blanding af et grin og et nys. Eller de ansigter, som ikke engang kan mønstre et smil på kommando. Mit bedste estimat er, at knap halvdelen af ungerne på de billeder hader det lige så meget som mig. Gad vide, om de også er gået hjem og har set sig selv være den mest forkerte i hele verden og set det sat til skue på et billede, blandt alle dem, der sætter standarden for ‘rigtig’?

Jeg gemte de sidste få billeder, der var. Og tænkte på, om ikke Rikke ligger inde med originalerne fra de år, jeg har ødelagt. Så kan jeg måske kopiere dem til min mor. Og til mig. For det heler at se på sit forkerte barnlige jeg med tilgivende voksen-øjne. Det heler så meget.

Følg, like og del:
error20

Glimt n

– Har du nogensinde hørt om en hund og en kat, der blev kærester?

Spørgsmålet overrumplede mig lidt. Ikke, at jeg nogensinde havde hørt om noget sådant. Mere, at jeg godt kunne mærke på Franks kropssprog, at der lå noget underligt bag. Noget virkelig underligt.

Frank gik på mit svømmehold, og da spørgsmålet blev stillet hang vi begge to på trappen i den dybe ende, fordi det er hårdt, når man skal lære at svømme uden bælte. Jeg ved ikke, hvor gammel jeg var. Gammel nok til at han forvirrede mig.

Fordi det viste sig jo i løbet af samtalen, at Frank havde brugt en smuk metafor. Hund og kat. I virkeligheden ville han gerne være kærester med mig. Og det fik han sagt uden alt for mange udenomsvingninger. Jeg panikkede. Sådan helt ind til knoglerne. Han var jo lige så gammel som Morten! (min bror), som i øvrigt også var på holdet. Ville Morten så ikke drille mig for evigt? Og var det ikke noget med, at sådan nogle kærester kyssede? (ADR). Ville jeg overhovedet kysse med Frank? Og hvor kunne vi gøre det, uden nogen så det? Bag vippen? Der er ikke mange steder at gemme sig i svømmeren.

Jeg fik vist sagt, at jeg ville tænke over det. Frank var alletiders. Gad altid lege. Kunne kaste mig længere ud på det dybe, end nogen af de andre drenge til svømning. Han hjalp mig, hvis jeg blev træt før kanten. Frank var en rigtig guttermand. Og nu ville han være min kæreste.

Efter svømning kørte vi altid direkte hjem til kartoffelmos og Disney Sjov (Ja, det troede jeg altså, at det hed. Nærmest indtil jeg gik ud af folkeskolen) Jeg kan ikke huske, at have skænket Frank og hans kæresterier en eneste tanke mere.

Men fredag kommer altid igen. Og en af de følgende fredage befandt jeg mig pludselig igen hængende på kanten med Frank. Og ingen i nærheden til at høre vores hviskerier.

– Nåmen, har du tænkt mere over det der med at være kærester? Altså, om du vil være kærester med mig?

1000 spørgsmål væltede op i mit hoved. Hvad gør kærester? Og vil Morten ikke drille os? Og hvad er forskellen på at være kærester og være venner som vi er nu? Og skal vi så kysse, for jeg er ikke sikker på, jeg kan lide at kysse? Men jeg fik ikke sagt nogen af dem højt.

Panikken overtog mit bryst, og jeg ved ærlig talt ikke, hvordan jeg gjorde det, men jeg afviste ham. Min bedste ven til svømning, kunne ikke blive min kæreste. Og jeg kunne ikke finde ud af at spørge om de ting, som rodede rundt i hovedet på mig.

Næste fredag, gad Frank ikke lege. Han kastede mig ikke ud på det dybe, og han ventede ikke på mig, for at se, om jeg blev træt, når vi svømmede baner med plade uden bælte på. Det gik op for mig, at fordi jeg ikke ville være kærester, så ville han ikke være venner mere. Åh, hvor blev jeg ked af det. Hvis jeg havde vidst det, kunne vi da godt have prøvet det der kæreste.

Selvfølgelig blev Frank i teenageårene den flotteste fyr til svømning. (Ja, jeg ved sgu ikke, hvordan man måler om børn er pæne). Og et par af mine veninder har sådan set kærestet og kysset med ham igennem gymnasiet. For Frank var sgu skidesød og skidepæn. Og han ville gerne være kærester med mig før alle de andre.

Følg, like og del:
error20

glimt m

Jeg faldt ned af stolen af grin.

Tidligere på aftenen løb vi rundt inde på festival-pladsen. Rikke, Line og jeg. Snobberne, om man vil. Det foregik helt sikkert ikke sådan, men jeg har det som om, jeg løb fra ting til ting. Vi spiste et eller andet. Drak øl. Dansede. Krammede. Ej, men det var så sukkersødt. Og ret beruset.

Nede på hoppepuden lå vi tre piger. Mast helt sammen, fordi vi lå for tæt og der ikke var luft nok i den oppustelige pude. En gang imellem fløj vi, når ungersvende forsøgte at få opmærksomhed ved at hoppe op på puden. Men vi så dem ikke. Vi fløj bare tættere på stjernerne. Snakkede om venskaber. Krammede. Drak vores white russians med beach barens insisterende musik pressende mod os fra den ene side og Søren Huss’ genforening med Saybia på den anden side. Vi lå i midten. I midten af alt.

Allerhøjest oppe, helt oppe bagved, måtte vi sande, at vi kom for sent til at få en god plads til LOC. Ikke på den der ‘øv’ måde. Jeg tænkte ikke engang over det, mens jeg lirkede mig ind i havet af fremmede mennesker så langt fra scenen, at jeg ærlig talt ikke kunne se, hvem på scenen der var Liam. Og jeg kunne ikke se storskærmene for høje mennesker og træer. Men jeg kunne overraskende nok hele Undskyld udenad. Vi kastede håndtegn. Andreas kom. Der var fadøl. Jeg har det som om, alle smilede. En mand gav mig en bid af sin hotdog. Da øllen var drukket og USO havde sunget ‘momentet’ kiggede vi på hinanden. Konstaterede, at det var fint. Det var alt, vi havde brug for og gik ned mod busserne. Midt i koncerten. Igen, var det ikke på en ‘øv’-måde. Der var bare rødvin og kiks hjemme i lejren, og det kaldte ligesom.

Hjemme trak vi stolene ud. Svøbte tæpper og jakker tæt om os. Lavede en rødvinsfontæne (rookie mistake at glemme en proptrækker og så være nødt til at presse proppen ned i flasken for at få hul). Vi pakkede tuc kiks og andet god ud. Dyppede det i smøreost. Skålede. Fortalte historier fra gamle dage. Mens vores læber blev blå af kulde. Og vores fødder mistede følelsen, fordi vi nægtede at gå i seng. Mens klokken nærmere sig tre om natten.

Da Line endelig indrømmede, at hun frøs, sad vi lidt i tavshed. Igen under stjernerne, men vi vidste godt, at det var på tide at krybe i soveposen og få varmen.

Rikke hævede sit glas, og udbrød med den bedste snobbe-accent jeg nogensinde har hørt

“Jeg tror sgu, at duggen er faldet”.

Jeg faldt ned af stolen af grin.

Måske skulle man have været der…

Følg, like og del:
error20

Glimt l

Den lugter lidt af jord. paranødden. Jeg slikker på den og dypper den i saltet, jeg har kværnet ud på køkkenrullen.

Lugten kommer igen, da jeg spiser den. Som at stå dér. I drivhuset. Mens sneen hvirvler ned udenfor. Inde er der nogleogtredive grader, og sveden hagler ned af ryggen på mig, mens jeg med hele min krop bakser planter ned i potterne på samlebåndet.

Jorden flyver i luften. Slår mig i næsen. Det lugter som nu.

Det sætter sig i øjnene. Det sætter sig i munden. Jeg har kun tid til at tørre det væk hurtigt med bagsiden af hånden. Så står den næste potte klar. Jeg kigger op og får øjenkontakt med Morten. Min bror.

Han smiler til mig. Vi er nemlig de hurtigste på hele gartneriet til at stå her og smadre små forsvarsløse planter ned i de potter, som får jord, plante, ekstra tryk og vand på samlebånd.

Det er lillejuleaftensdag. Vi er på arbejde. Måske er jeg 15 eller 16 år. I pausen er der ‘runner med brunner’ til dem, der har sagt ja til julevagten. ‘Men ikke for meget smør, jeg er på kur’. siger chefen. Så griner vi. Pausen varer 20 minutter.

Jorden føles tør, men lugter våd. Vi har ikke tid til at tale sammen. Kunne sikkert heller ikke overdøve maskinen, hvis vi prøvede. Sveden hagler videre, ryggen knokler, armene bliver trætte og jorden sætter sig. Mellem bryster, i armhulerne, ja jeg finder sgu også jord i trusserne, efter jeg er kommet hjem.

Men jeg er glad. Og i julestemning. Og alt er godt. Vi er gode. Vi er sammen. Og der er to kilometer hjem i det hvirvlende snevejr. Hjem til røget ørred, mor og far og jul.

Far kommer endda og henter os, så vi slipper for at cykle hjem.

Følg, like og del:
error20

Glimt k

Jeg tror, det var første gang, jeg nogensinde vandt noget. Og så føltes det så forkert. Den bittersøde smag af snyd gemte sig bagerst i mit svælg.

Det var ikke fordi, jeg ikke havde gjort mig umage. Det var jo Stine, Anna og Rikke, der var dommere. Og på det her tidspunkt i mit liv, var de the shit. Lidt ærgerligt, kan man selvfølgelig godt mene. For de gad jo ikke lege med mig. Men de var trekløveret i klassen, og når man var hende, som ikke havde andet valg end at hænge ud hos hende, der så Horton Sagaen hver eftermiddag og aldrig ville med udenfor og lege, så var de the shit.

Vi var i natuglerne. En gang om ugen blev den lokale børnehave, uglereden (før ugler blev hipster), forvandlet til ‘natuglen’, hvor de lidt større børn kunne komme og lege/hænge ud/hvad man nu sagde den gang. Jeg kunne ikke rigtigt finde ud af det. Så snart jeg havde spist for mine 10 kroners slik, som man kunne købe fra rullevognen, var jeg lost. Den tykke pige havde intet at foretage sig i puderummet, hvor de første spæde kys og gramserier foregik. Og jeg kan hverken tegne eller forme eller perle, eller hvad man nu kunne i det kreative hjørne. Det var stone dark uden for. Så selvom jeg altid skændtes med min mor over, at jeg skulle komme hjem klokken ni og ikke måtte vente, til natuglerne lukkede klokken ti, så anede jeg faktisk aldrig, hvad jeg skulle stille op med mig selv deroppe.

I dag var jeg inde, hvor de hørte musik. Og hvor vi fik stablet en dansekonkurrence på benene. Hvor folk to og to stillede sig op og shook what their mumma gave them. Eller. Jeg tror, jeg gik i femte… Rystede nok ikke så meget.

Som regel så jeg bare på. Jeg havde ikke rigtig nogen at danse med. Men den dag var der bare én bestemt BSB-sang, jeg gerne ville høre. Og så må man jo stille op i konkurrencen, så man kan høre sangen. Og danse hele sangen færdig, så de ikke stopper før tid.

Bagefter vandt jeg konkurrencen. Anna sagde, at det var flot, at jeg kunne huske så lang en dans udenad. Og så var det, at glansen gik af min sejr. For jeg ville jo aldrig kunne gentage hele den dans. Jeg havde bare improviseret. Det måtte de da også vide? Men jeg vandt altså. Kan ikke huske, hvilken Backstreet Boys sang det var, jeg bare måtte høre.

Klokken fem i ni stod jeg uden for uglereden. Den ligger på samme gade, hvor mine forældre bor. Der er måske 300 meter. Men for at komme frem og tilbage mellem hjem og natuglerne, skulle jeg forbi det nedlagte fjerkræslagteri. Det store, uhyggelige mørke – hvor jeg vidste at kødkroge, hakkemaskiner og afvasket blod huserede. Jeg stillede mig altid klar med en hånd fast hvilende på ugleredens rækværk. Fæstnede mine øjne stålfast på lyskeglen fra lygtepælen på den anden side af slagteriet. Trak vejret ind tre gange. Dybt. Og så spænede jeg aaaaalt mine korte, tykke ben kunne. Mine fødder gik som trommestikker. Dak dak dak dak dakdakdak!

Jeg sænkede først farten, når jeg var inde i lyset igen.

Følg, like og del:
error20

Glimt j

– Der var grønt, svarede jeg.

Det var ikke hele sandheden, men jeg kunne jo godt se det på ham. Se, at han ikke hørte rigtigt efter. Se, at han allerede havde besluttet sig for, at jeg burde svare noget med en druktur eller noget med kage eller noget andet, der ligger så yderligt på min tunge. Når jeg evig og altid svarer i snappy come backs, så holder folk på et eller andet tidspunkt op med at vente på mere.

Så jeg svarede, at der var grønt, selvom sandheden var, at der var smukt som i Astrid Lindgrens Ronja Røverdatter. Selvom sandheden var, at jeg har stået i minutter, hvis ikke timer og stirret fortryllet på dugdråber, der hang fra blade og træer og genspejlede al frodigheden i bjergene omkring mig.

Grønt. Når sandheden er, at de mere end 5000 gravstene fra folkemordet var hvide, og at jeg skammede mig over at gå som en tryg turist rundt blandt de efterladte kvinder og børn, som sad med sorgen helt frisk og åben dampende fra deres ånde og sårene i deres hjerter, mens vi gik forbi og sagde ‘Næææ’ og ‘Åhhh’ og tog billeder.

Grønt. Som om det ikke vendte sig i mig, da vores guide forklarede, at en del af de betjente der patruljerer området i dag, var de selv samme mænd, der var med til at dræbe tusindvis af muslimske mænd og drenge for kun tyve år siden i europas baghave. Som om jeg ikke stirrede med rædsel på deres hånder, og forestillede mig, at de var med til at smide de døde lig i massegrave og grave dem op igen. Flytte dem til et nyt sted, smide dem der og grave dem op igen. Og igen. Så længe at en stor del af de 8372 dræbte mænd stadig ikke er fundet. Stadig ikke er stedt til hvile. Stadig ikke har givet deres familier fred.

Grønt, svarede jeg. Som om gaderne ikke rummede så meget mere. Som om menneskerne ikke var til stede. Som om jeg ikke gik rundt blandt de moderate muslimer og skammede mig, når vi var fulde. Der. Midt på gaden. Havde jeg lyst til at krybe i et musehul, når nogle ville synge himmelhunden eller råbe højt. De er så stilede. Så classy. De går pænt klædt, de fører sig værdigt. Vi var bare den stive flok turister, der igen og igen bragede mod kanterne af deres kultur og samfund. For lidt tøj. For meget øl. Og det var ikke engang rart. Jeg ville have givet hvad som helst for at gemme mig bag dem.

– Der var grønt, svarede jeg.

Følg, like og del:
error20

Glimt i

Jeg vidste ret hurtigt, at jeg bedre kunne lide hende end ham. Ikke fordi, han er en han, men fordi han taler så HØJT. Og længe. Og afbryder. Og tager ordet, men glemmer sin sætning halvvejs og begynder på en ny, afbryder sig selv og hele tiden taber mig.

Flere gange sidder jeg bare og kigger på ham, mens min hjerne fyldes af tanker om, at jeg burde høre efter og at jeg jo selv stillede spørgsmålet. Men jeg ved godt, at jeg bare venter på, at dampen går af ham, så hun med sine rolige, velovervejede ord kan tage styringen igen.

De har hentet kage. Til os alle sammen. That’s really something. Normalt er vi glade, hvis der, ud over den obligatoriske tynde kontor-kaffe og vand, bliver stillet sodavand klar til os. Så ved vi, at de har glædet sig, til vi kommer. I dag er der både sodavand og kage. Vi nikker til hinanden i smug. Det er lækkert det her.

Men han forstyrrer mit øje og mine tanker. Han får kage sidst. Og mens hun venter med at spise af sin kage til en anden taler, kan han sagtens gøre begge dele samtidig. Kage. Snak. Kage. Åben mund. Når gaflen med kage nærmer sig munden, stikker han tungen frem, som en fedtet, glinsende tallerken, der kan gribe smulerne, som måske ikke når med ind. Hagen skubbes lidt frem, som på et stædigt barn, og så søger tungen ud og griber den klæge gulerodskage med smørglasur.

Hun holder pænt hånden under sin gaffel på vej op til munden, og strammer munden om gaflen, så kagen bliver derinde. Helt uden tunge. Helt uden at holde tallerkenen oppe under hovedet som en hagesmække. Men vigtigst, uden tunge.

Efter han har spist sit stykke, samler han smulderet op med fingrene og propper dem i munden. To-tre fingre ad gangen. Tungen kommer ud igen, og han afleverer kagekrummerne i en slags overhåndskast på sit sanseorgan. Efter de sidste krummer er samlet op fra tallerkenen, finder han en særligt stor én på bordet, som også lige ryger op på tunge-tallerkenen.

Så snakker han noget mere. Højt. Jeg kan ikke høre efter. Hans sætninger er helt ødelagte af alt det, han gerne vil sige. Nogen gange tager hun over, og så forstår jeg pludselig, hvad han ville frem til. Han udstråler, at han fortæller sandheden råt for usødet, men jeg kan ikke høre ordenligt efter.

Kagen kommer rundt igen. Vi tager små, høflige stykker anden gang. Så små stykker, at halvdelen af kagen ikke bliver spist. Men ingen vil tage tredje gang. Nogen passer den slanke linje. Jeg sidder bare og glor på den kage. Men så tager han stykke nummer to. Samme procedure. Tungen. Glinsende og våd stikker ud, som når en tumling har lært at kysse mor og far, med åben mund og tungen ude. Jeg har ikke lyst til mere kage nu.

Der er kun otte minutter tilbage. Vi stiller de sidste spørgsmål. Han fisker krummer. Igen, ligger der en særligt stor én. Midt på bordet. Han tværer den ud på fingeren og skraber den af på tungen.

Vi siger farvel. Han rækker hånden frem, tager min hånd og siger tak for i dag. Kage-hånden.

Følg, like og del:
error20

A wiff

To steder på min daglige cykelrute, nede på hjørnet af Lygten og nede ved den gule mur, ligger der to renserier/vaskerier.

Og når vinden er lun og helt rigtig, som i dag. Lidt vind, men rolig. Ikke sådan en blæst, der brager forbi dig så hurtigt, at du taber vejret, men en fin brise, som giver dig chancen for at snuse ind.

Så er de to punkter på min vej som at komme i himlen.

I luften hænger der den der duft af helt rent. Duften af sæben fra mors papæske nede i kælderen, hvor jeg sad oven på kummefryseren og spise en skub op is. Dem der, der er sat sammen i tresomhed med cola, hindbær og hvid (?!) smag.

De dufter af rent sengetøj. Af hovedpudebetræk, der næsten knaser, når man borer næsen ned i dem og suger grådigt ind, mens alle solskinsmorgener fra barndommens sommerferier i det lille træhus med en overdør, der altid stod åben, skyller ind i hjertet på ny.

De dufter af kludene, når man var syg og fik en våd, kold klud på panden.

De dufter af min kridhvide kjole, som jeg pavestolt spankulerede til Sankt Hans i. Følelsen af prinsesse inden et års ødelagte havemøbler og drivtømmer vrimlede op i den tusmørkefarvede midsommerhimmel og gennemsyrede alt tøj og hår med den umiskendelige lugt af bål og snobrød.

De dufter af de fine blondekraver. Dem som ikke sad fast på kjolerne, men som kunne tages på til hver enkelt. Dem som skulle bindes i nakken.

De dufter af at blive passet, når du er syg. Elsket, når du er barn. Lykkelig, når du drømmer.

Jeg vasker generelt for lidt tøj på vaskeri.

Følg, like og del:
error20

Glimt h

‘Hey duderiono. Hvis jeg nu lægger hus til et surprise party for dig x dag, kan du så godt?’

Sådan indledtes manøvrerne til mit første og eneste surprise party nogensinde. Jeg skulle flytte fra Odense til Aarhus for at begynde på det forjættede journaliststudie  og det skulle fejres mente mine venner. Jeg var enig.

Man kan mene, at det var lidt usportsligt af den kære Bucketkat at oute formålet, allerede inden alt var planlagt. Men hun gjorde det eneste rigtige. Jeg er nemlig en snooper. Kan ikke KLARE, når der er noget, jeg ikke ved. Det er blevet meget bedre. Jeg kan efterhånden undgå at føle mig personligt fornærmet, når noget ikke er min business mere, men dengang ville jeg unægteligt have regnet den ud under alle omstændigheder.

Så min forhåndsviden gjorde, at jeg ikke stejlede, da ALLE mine veninder pludselig ikke kunne ses netop den lørdag aften. Da Rikke og Birgitte skulle afsted til noget allerede klokken 18, som jeg ikke var inviteret til. Og jeg vidste bedre end bare at komme brasende, når det passede mig (som jeg ellers altid gør), når jeg først var inviteret op til førnævnte Kat klokken 20.

Jeg undlod at undre mig højlydt over, at pigerne skulle bage SÅ mange pølsehorn og pizzasnegle til en skitur i Norge, hvor jeg formoder, de HAR mad. Og jeg undlod at blive fornærmet over, at jeg på min allersidste aften i Odense, inden Aarhus kaldte, måtte tilbringe to timer i en sofa med Rikkes kæreste og hans ven, fordi ingen af mine egne venner havde tid.

Så på den måde gjorde Kat det eneste rigtige. For så diskrete er mine venner bare ikke. Og så fintfølende, på-vej-tagende og Sherlock Holmes er jeg. Bare. Måske har netop den aften lært mig, at jeg skal slappe af med det.

Så da jeg forlod Rikkes lejlighed for at gå 200 meter op ad vejen, så jeg godt en person, sandsynligvis Rikke (verdens næstmest indiskrete menneske), stå og holde øje med mig i deres vindue, for straks efter at gemme sig.

Jeg gjorde endda et stort nummer ud af at stoppe i kiosken efter cigaretter og ringe til Kat og høre, om hun skulle have nogen med. Og så gik jeg ellers min skæbne i møde.

Og selvom jeg godt vidste, at Rikke, Birgitte, Kat og Jesper havde planlagt lidt hejs – og jeg vidste, hvad vi skulle have at spise og at der skulle råbes af mig, så må jeg alligevel indrømme, at jeg blev rørt til tårer, da jeg trådte ind ad døren.

Fordi de havde gjort alt det for mig. Fordi de råbte og elskede mig. Fordi lejligheden var proppet med veninder, deres kærester, mine kammerater og venner og familie. Revl og krat. Rub og stub. Og de krammede og jublede og var alle sammen kommet for at sikre sig, at jeg ikke var i tvivl om, hvor meget jeg betød for dem, selvom jeg skulle flytte langt væk.

Hell, jeg får sgu da stadig lidt tårer i øjnene nu.

Og fjolserne havde købt gaver og rammet billeder ind og malet malerier. De skænkede vin og holdt tale. De fik mit hjerte til at svulme over stolthed. Over at jeg har rørt så mange mennesker og de mig.

Så selvom jeg vidste det hele på forhånd, blev jeg sgu alligevel taget med bukserne nede.Dét var en overraskelse.

Følg, like og del:
error20

Page 1 of 3

Powered by WordPress & Theme by Anders Norén

error

Enjoy this blog? Please spread the word :)