Tag: Fest Page 1 of 3

Opsang til klokken 4-lurerne

I skal lade være.

I skal lade være med at passe jer selv hele aftenen og så, når jeg står helt fuld og træt i garderoben og har tabt min ene kontaktlinse i en Rick Astley sing along-dyst og fumler efter mit nummer, dukke op og spørge, hvor jeg skal hen.

Jeg skal hjem.

Jeg skal ikke lige have én øl mere med dig. Jeg tror ikke på, at du har ‘kigget på mig hele aftenen’. Jeg tror, du hænger ud og venter på fulde, trætte piger, som du kan nøjes med at poste en halv øl i, før du kan foreslå, at du skal med dem hjem. Fordi de allerede er på vej. Og det er megaklamt. Hvis du ikke gider tale med hende inden, så skal du simpelthen lade være med at prøve at score hende på vej hjem.

I skal lade være.

Ikke med at sidde på et springvand og drikke øl og hygge med jeres venner. Det skal i endelig gøre. Syng gerne også. Men lad være med at bruge det som en jagtmark. Lad være med at antaste hende, som er ved at låse sin cykel op for at køre hjem med spørgsmål om, om hun er gift eller single og udmeldinger om, at hun har smukke øjne, når vi begge to godt ved, at du blot er i gang med at tjekke, om jeg er fuld nok til, at du kan komme med hjem uden en større indsats.

I skal lade være.

Med at cykle op på siden af en dame klokken halv fem om morgenen og spørge hvor “vi” er på vej hen, når du slet, slet ikke har noget at gøre, det sted, hvor jeg skal hen. Hjem. I min seng.

Det er simpelthen så pissenederen opførsel. For hvis jeg havde været mig selv i en yngre, fuldere og mere usikker version, så kunne en af jer faktisk have haft held med jeres foretagende. Og jeg ville have fortrudt det bittert næste dag.

Følg, like og del:
20

Slow movement og tid der giver hold i nakken

Jeg har observeret noget spændende blandt mine unge medstuderende. Og blandt de unge danskere, jeg også er stødt ind i hernede. Det er ikke overraskende, men det er alligevel overraskende at være vidne til at vi – og vi alene- drikker som svin og opfører os som idioter.

Den unge generation på mit studie har lært en respekt for alkohol, jeg slet ikke kan genkende hjemmefra. De yndige franske mademoiselles sipper to glas sangria. De får røde kinder og fniser piget. Så tager de metroen hjem, helt askepottet omkring midnat.

Luke fra Manchester drikker slet ikke. Han gjorde engang. Meget. Britisk. Men i en alder af 19 har han allerede konkluderet, at det kommer der ikke noget godt ud af. Og så er han stoppet. Sådan rigtigt.

Luke fra staterne har overvejet meget hjemme fra, hvad den europæiske omgang med alkohol til unge skal betyde for hans 19 årige og der-er-to-år-til-han-må-drikke-derhjemme krop. Han fortalte mig, at han glæder sig til at smage. Vin og sangria. Cava og champagne. Men at han mest glæder sig til at opleve kulturen, hvor det er normalt og en del af hverdagen uden at være noget voldsomt.

Selv Lake, der vist har et temmelig afslappet forhold til en splif i ny og næ mener ikke at ‘alkohol er særlig godt for noget og slet ikke kroppen’.

Til sammenligning har jeg oplevet en dansk mr. fisse. Som initierede alle spørgsmål, svar og samtaler med ordet. Fisse. Fissefissefisse.

Jeg har mødt mr. telemarketing, som fandme nok mener, at Liberal Alliance har en vision på samme måde som Enhedslisten – det er bare en anden vision. Han gad dog ikke høre andre meninger end sin egen. Og forsøgte nogen, talte han bare højere. Indtil han lagde an på Line, damen i døren og hende der gik forbi. Hola guapa! Estoy muy caliente! Valgte den elegante løsning at lyve om at skulle hjem i seng, så vi kunne gå ud og spise natburger i fred.

For helvede, hvor er livet kort. SKal vores yngre generation ikke også snart i gang med det der med at være klogere end den forrige?

 

Dagens spansklektion blev taxturen hjem. Med chauffør fra Ecuador. Meget flink fyr, som har kørt taxa her de seneste 10 år, fordi regeringen i Ecuador stikker pengene i lommen selv. Han sender penge hjem til sine sønner, som går i skole og lidt til onkler og tanter, som har svært ved at klare dagen og vejen.

Men ikke til konen længere. De 10 år har kostet forholdet. Kærlighed kan ikke holde så lang tid siger han. Jeg siger 10 år dælme også er lang tid uden sin elskede. Han svarer, at 10.000 år kan give en sådan et hold i nakken. Så græd jeg lidt af grin og gav virkelig gode drikkepenge.

 

Følg, like og del:
20

Beauty Rutine: Klar til julefrokost

Nåmen, i dårligt lys, grimme vinkler og med kun ‘selfie-armen’ til hjælp, fotodokumenterede jeg min make up rutine inden kriminalredaktionens julefrokost i går.

Det blev nok til 60 billeder. Lidt for meget tænker jeg alligevel. Så jeg har lavet collager. Jamen, der er ikke et øje tørt, siger jeg dig.

20131214170902234

Jeg bruger enooormt mange produkter. Jeg elsker at dimse og dulle. Så husk, det her er ikke den NEMMESTE måde at dulle på. Den må i få en anden gang.

Først fugter jeg huden igennem og smækker lidt concealer under øjnene, mellem brynene, på næsen og på hver side af næsefløjene. Jeg dupper det ud med en lille pensel.

Bagefter kommer turen til en let mineral-pudder over hele ansigtet og kontur-tegning med min Riri Mac bronzer (uden glimmer/shine) Jeg lægger den under kindbenet, i hårgrænsen og under hagen og blender godt ud med en stor børste.

20131214171123639

(Og ja, det er et guldcover i spejlbilledet) Jeg giver æblekinderne en dejlig rouge og dupper en highlighter øverst på kindbenene og langs under/ydersiden af brynet.

(Hvis der er nogle af produkterne du vil vide, hvad er, så spørg. Men billederne er så ringe, at jeg alligevel ikke kan vise farverne ordentligt).

20131214171255568

Brynene får verdens ældste farve fra H&M. Øjenkrogen får en lys farve og globelinjen en neutral/mørk farve, som jeg blender godt ud.

20131214171355014

Flydende eyeliner over øjet, blyant under. Jeg bruger en grå for ikke at lukke øjet for meget.

Så smider jeg en gang mascara på, og tadaaaa:

20131214171526282

Jeg eeeelsker eye liner. Men øver mig på at slappe lidt af med læbestift, når jeg går all in på øjnene.

Hvad går du efter at fremhæve til julefrokosterne? Øjne, kinder eller læber?

Følg, like og del:
20

Jeg gir’ en omgang

Nå, jeg vil lige gå ud og finde noget mad, siger hun og stikker hånden i lommen, hvor et par mønter klirrer rundt.

Tidligere i dag fortalte hun, at hun egentlig ikke har særlig mange penge tilbage, og at hun ikke rigtig har råd til den salat, som hun har besluttet sig for at købe til frokost igen i dag.

Det gibber i mig, da jeg hører lyden af mønterne og nede i min hals kan jeg mærke ordene ’mangler du kontanter?’ forsøge at kravle op, men jeg synker dem.

For jeg kender hende jo ikke særlig godt. Ved ikke, hvornår jeg skal se hende igen. Der er ingen grund til at bede om lov til at låne hende penge kun for at glemme det igen. Og helt uden hun har sagt, at hun mangler dem.

Jeg gør det tit. Lægger ud og glemmer det. Spørger folk, helt uopfordret om de mangler kontanter eller har brug for at låne penge. Jeg ved egentlig ikke, hvorfor. Måske er jeg bange for, at folk ikke kan lide mig, hvis jeg ikke giver dem noget. Også mad. Eller drikkelse.

Jeg er altid den første til at købe en hel stribe øl, når vi træder ind på et diskotek. Sidst var vi otte, der skulle have øl på diskoteket. Jeg spørger ikke engang, om de er tørstige eller har lyst til det. Jeg køber bare en stribe øl til alle. Jeg har nok gjort det 100 gange. Som om jeg nogensinde får otte øl igen? Som om jeg nogensinde ville kunne drikke otte øl mere på det tidspunkt? Som om jeg skal give noget for, at folk kan lide mig.

”Jeg gir’”, siger jeg, hvis jeg ved en veninde er på røven og vi er ude og spise. Eller handle ind til aftensmad. Uagtet om jeg selv er på røven. Uagtet hun har valgt at handle ind og gå med på café, selvom hun er på røven. Nøjagtigt som jeg kan finde på. Uagtet at det ikke er nødvendigt for vores venskab at jeg køber hende, som det var nødvendigt at dele ud på sin fødselsdag i folkeren for ikke at blive mobbet den dag.

Enkelte gange var nogen mine venner, fordi jeg gav. Eller, venner var de ikke. Men de sugede gladelig til sig. Tappe, tappe, tappe. Ingen genopfyldning på den økonomiske balance eller på vores venskab. Bare en fastholdelse i mit mønster som fylder. Som ødsel. Som pleaser.

I dag tror jeg ikke, der er nogen tilbage i mit liv, som kunne finde på at bruge mig på den måde. Alligevel prøver jeg jævnligt at søge tilbage i den rolle. For hvis du ikke kan lide en person, siger du vel ikke ja til en drink på deres regning? Et slice? Take away’en? Middagen?

Det bliver kun værre, når jeg er fuld.

Og det er ikke engang nok at sige nej tak. Så presser jeg bare lidt på. ”Skal du SLET ikke have noget? Kage? Kaffe?”.

Det er faktisk ofte nødvendigt at fortælle mig direkte, at du godt kan lide mig UDEN jeg forærer dig noget.

Det er faktisk lidt ydmygende. At jeg fra tid til anden kan lide mig selv så lidt, at jeg ikke tror på, at nogen andre kan.

Følg, like og del:
20

Gothersgade

Jeg ved ikke, hvad det er for en syg fucker af en gud, der sikrer mig den uendelige dårlige karma, det er at møde klokken fem fredag morgen og klokken seks lørdag morgen.

Ikke at jeg har et problem med mødetiderne. Det er pikketidligt, jaja. Men jobbet kan jeg faktisk godt lide. Nej, det, der pisser mig af, er, at inden jeg selv har fri i morgen – hvor jeg kan drikke mig fuld, slå mig løs, holde weekend – så har jeg min lørdagsmorgentur ind ad Gothersgade at kæmpe med.

Nede på hjørnet ved søerne kommer hipsteren gående. Hvor langt han har gået, ved jeg ikke. Men der er noget helt galt med enten den stramme buks eller de smalle sko, for han går helt forkrampet og foroverbøjet med et unaturligt ekstra sving i sin krop, som når en teenager prøver at gå med de der ’nede under røven bukser’, men ikke kan holde dem oppe. Der er ikke skidemeget ironi over at ligne én, der får ondt af at gå i sit eget tøj…

Ud for botanisk står tre drenge. Venner måske, men der er altid én taber i teenagedrenges flok. Han får et dummeslag og bliver skubbet op af de grønne tremmer ved siden af busstoppestedet, mens tilskueren griner bøvet. For det er jo bare for sjov. Bøllen slipper ham, og det første taberen gør er at spytte efter hans sko og springe uden for rækkevidde højt grinende. Måske fordi, han er idiot. Måske er det nemmere at bede om den kæberasler der altid dukker op, når bøllen er stiv og medløberen skal imponeres. Kønne venner.

På hjørnet af Nørreport sidder to turtelduer på fortovet. Hun har ikke nok tøj på, siger min mors stemme i mit hoved. Hun får helt sikkert blærebetændelse af at sidde der for længe. Hun smiler og griner og snakker, og han ser da både venlig og åben ud. Indvendigt venter han på, at hun overgiver sig og tager med ham hjem. Derfor er de nødt til at blive der. Til en af dem giver op. Hvorfor kan han ikke bare følge hende til natbussen og være glad for at få et kys?

På modsatte side af Kongens Have kommer den mandlige udgave af Sex And The City gående. Fire kammerater på stribe. Pull overs. Hvide sneakers. Gelé i håret. Og en nederdrægtig, lummer latter fra de tre andre, mens de lytter til historien om, hvordan Samantha gerne ville kneppe hende pigen i baren, og hvad hun sagde og hvad han sagde… Det eneste jeg når at tænke er, at det jo tydeligvis ikke lykkes ham, så hvad de griner af, ved jeg ikke?

Efter dem kommer Rødovre-slænget væltende, vraltende og faldende imod Nørreport. De taler utydeligt. Ligner ikke nogen, der er en dag over 19. De er mange. Den fuldeste vælter ud forrest og råber som svar på et ukendt spørgsmål ”Jeg aner ikke engang, hvor fucking Rødovre ligger mand!”. Måske er de alligevel ikke fra Rødovre. De lugter af Jägerbombs. Kombinationen af den søde, kvalme stank af energidrik og den insisterende kommen-fornemmelse man får bagerst i svælget, når man kan lugter Jägermeister eller Unterberg. Det er bedst at holde vejret på vej forbi dem. Og bede en stille bøn for de mennesker, som skal udholde en bus- eller togtur med deres lugt og larm som selskab.

Manden der kommer gående bag dem, alene med en pizzabakke i den ene hånd, læner sig for meget frem, når han går. Og hans fødder peger ligesom udad, som om han er balletdanser og har lært at gå med sin turn out. Mon han vælter på et tidspunkt?

Der er overraskende få glasskår på cykelstien nede på bar-delen af Gothersgade denne lørdag morgen.  Men masser af drenge. Der råber op om, hvilke barer der stadig har åbent. Fordi her ti minutter i seks om morgenen, er der jo INGEN grund til at tage hjem endnu.

Drenge der får travlt med at lyne op, da politiet pludselig blinker bag dem, mens de står og pisser inde i hjørnet ved 7/11. Som om en hurtig ’zzzzip’ kan slette, hvad alle lige har set dem gøre.

Drenge der skal lære, at når man arbejder i 7/11, så skal der fandme være chokoladecrossainter klar inden seks. Faktisk helst inden fem. Fjolser.

En klistret overflade, der dækker hele tunellen uden for Wall Street og får sko til at sige en lille lyd, hver gang et skridt tvinger dem til at slippe jorden for en stund. En klæg lugt. Af øl-ånde, liderlighed og desperation.

Det er, hvad jeg får at arbejde med.

De billeder er, hvad jeg skal tage stilling til, når jeg i aften skal beslutte om jeg vil i byen eller ej, om jeg vil deltage i det morads, trække mig selv igennem de lugte, det søle, den opførsel.

Måske jeg bare tager et glas rødvin derhjemme…

Følg, like og del:
20

Down the drunken alley

Det var ikke rart i morges.

De der sidste få hundrede meter af Gothersgade inden Kongens Nytorv. Jeg har aldrig selv deltaget i en fest på et af de mange diskoteker og barer, som ligger forholdsvis ignorérbare i dagtimerne, men som om natten – især i weekenden – vokser tre hoveder og begynder at ånde på mig.

Nu, hvor det er blevet lidt koldt om morgenen, og jeg cykler før solopgang, kan jeg ligefrem mærke en lille temperaturændrig, når jeg bevæger mig forbi de døråbninger, hvor deres hormoner og blodårer har banket løs til rytmen hele natten.

Jeg kan lugte det. Som at cykle forbi en skraldebil. En sødlig lugt. Som en hørm, men ikke helt så kraftig. Men en mættet luft, der lugter sødligt. Af alkoholen og deres kroppe, mens de står og misser med øjnene mod den gryende dag, med hovedet dybe begravet i en kebab eller med en cigaret hængende slapt og uentusiastisk fra en hånd eller en mundvig.

Der er ikke mange af dem, der ser glade ud. Der hyler af grin, som om de har fået deres sjoveste øjeblik nogensinde lige hér i morgenbranderten. Nogle af dem ligner nogen, der ikke helt ved, hvad de skal stille op med sig selv. Måske har de glemt, hvorfor de er der? Enkelte af dem er kede af det eller sure. Følelserne på fulde mennesker afspejler sig som hugget i sten. Det er næsten lidt perverst at cykle forbi dem på vej til kontoret, og se tårevædede pigeansigter eller mænd der må holde deres venner for, at han ikke skal slå ud efter nogen.

Jeg er cyklet forbi dem så mange gange efterhånden. Og selvom jeg altid bliver umiddelbart mest rasende over de uanede mængder glasskår, de kan smadre ud på cykelstien og præcis HVOR elendige, de kan være til at se sig for og gå ind på fortovet, så er det aldrig den følelse, der forfølger mig.

I stedet bliver jeg trist. På deres vegne. Selvom jeg jo godt ved, at de er taget ud for at have det skidesjovt. Hell, jeg har da selv været ude med samme formål masser af gange i en anden by eller på et andet sted.

Men det er som om de sidste timer før daggryet med tiden er begyndt at skræmme mig.

For hvor jeg stadig kan skraldgrine med Rikke under armen, når vi dingler hjem efter en flaske vin lidt i tre om natten, eller hvor jeg godt kan blive sådan lidt ‘arj, lad nu være’, når skoene melder mig ud af dansegulvet klokken to, så vil jeg faktisk helst hjem deromkring. Så jeg ikke skal stå ansigt til ansigt med de store, voldsomme følelser, der dukker op lidt senere efter lidt flere øl eller gin/tonics.

Hvis jeg endelig skal pull en all nighter, så foretrækker jeg, at det er i en venindes køkken. Med mennesker, jeg ved, hvem er. Som jeg kan lide. Med forklædt som voksen på cd-afspilleren og ‘kan du huske dengang…’ som den mest brugte sætning mellem sokke-dansene på det imiterede dansegulv.

Jeg bliver så ufatteligt trist, når det ligesom… Går for langt? Når jeg cykler igennem flokken, der ikke vidste, hvornår nok var nok. Der måske endda har fået ødelagt en god aften ganske enkelt ved at blive ved for længe, med for meget alkohol blandt for mange mennesker.

Jeg siger ikke, at det aldrig kommer til at ske igen. Jeg siger bare, at jeg tror, jeg er ved at vokse fra det der med at blive ude hele natten. Jeg har det ikke i mig mere.

Følg, like og del:
20

26 og sol

Kan varmt anbefale forårsfødselsdage.

Eftermiddagen på min fødselsdag gik med en solstråle på Dronning Louises bro. Med at juble over, at min fødselsdag blev dagen, hvor det for første gang lykkes videnskaben at kurere et barn med hiv. Aftenen blev smurt ind i John Denver-musik, pandekager lavet af den Sunde og Raske og Asti med Mille.

I dag havde jeg så fri. Så jeg sov heeelt til klokken otte (Fuck dig døgnrytme?!)

Men det gør ikke noget – for det er forår! Er du tosset, det er forår.

Så meget forår, at jeg kastede mig ud i verden på mine rulleskøjter. Fantasien om handlingen var noget mere romantisk end den faktiske udfoldelse, men jeg overlevede. I kort tid. Inden jeg besøgte Muttilove på en lidt snigeragtig måde, hvor jeg ikke turde sige, at det var MIG. For jeg føler mig altid som en ret fesen D-liste wannabe, når jeg flasher ‘Ja, det er altså mig, der er inde i Trix’. Heldigvis regnede hun det ud, da jeg gik og næste gang (og der BLIR’ en næste gang), tør jeg godt sige Hej til den skønne dame med det skønne, skønne tøj. (Skal så meget have en nederdel. Og en jakke. Og en kjole).

Hældte lidt gullash i hovedet med en kammerat og hans kammerat. Frøs med anstand i solen på Dronning Louises igen. (For når solen er fremme, skal vi pinedød nyde den. Frostbid eller ej).

Gik i Silvan og købte urtepotteskjulere. Og begyndte så småt at lægge planer for den altankasse, som den Sunde og Raske havde med hjem til mig i sidste uge. Vil have salat. Og krydderurter. Og løg. Måske noget chili. Men skal først og fremmest finde ud af, hvilke typer grønt man kan gro, som er sværest at slå ihjel. Det skal pretty much kunne klare sig selv. For jeg har ingen evner ud i pasning af ting. Har sågar dræbt en aloe vera-plante engang.

Mens eftermiddagssolen badede min altan i lys og varme kom den underskønne Leise og drak en cappucino med mig. Så sad vi der i solen og planlagde alle de lækre ting vi skal spise på altanen til sommer. Koldskål, grillede majskolber, salater, skumfiduser, rødvin, kølig hvidvin og grøntsager der smager på den dér rigtige måde, som de kun gør om sommeren.

Hun blev til aftensmad inde i varmen. Drillede den Sunde og Raske lidt.

Nu er de begge gået. Leise hjem. Hun gav mig et kys på kinden. Den Sunde og Raske over og træne (jaja, uden mig). Han gav mig også et kys.

Jeg selv ligger på den røde sofa og får tæv i Wordfeud.

Tænker, at det der 26 tegner meget godt.

Følg, like og del:
20

Kig lige ud af vinduet

Skinner solen?

Er der forår i luften?

Synger fuglene?

Tror du lidt mere på kærligheden i dag?

Jamen, det var da så lidt.

Ja, for det er jo den, der har fødselsdag, som kan tage æren for alt godt, som sker på dagen, ikke?

Følg, like og del:
20

All out of Bacon

Intet i denne weekend er gået, som det skulle.

Først blev jeg fuld fredag. I stedet for at gå i biografen. Jeg tabte i bordfodbold, en russisk musikquiz og missede alt der minder om aftensmad. Åd nogle sallosbolcher i stedet.

Fik dog festet med nogle skønne kolleger. Én af dem var så sød at sige farvel – ja, han nåede endda i sin tilstand frem til at et lille farvelkys på kinden ville være en god idé. Cirka samtidig med, at jeg drejede hovedet og gik efter et kram. Som resultat kom han til at kysse mig på munden. Kollegaen, som jeg først er begyndt at tale med for en lille måned siden. Det bliver rart på kontoret i morgen.

På vej hjem holdt jeg ind og købte natmad til både den Sunde og Raske og mig selv. Så sad vi i sofaen og fortalte røverhistorier med rødløg og dressing i hele hovedet. Og grinte. Husker ikke af hvad.

Lørdag var jeg ikke såååå frisk igen. Faktisk måtte veninde M og jeg opgive at tage i svømmeren, som vi ellers havde aftalt. Til mit held var hun også fesen og tømmermændsramt.

Vi mødtes om aftenen dog. Til en fest vi har glædet os til længe. Men hvor 2/3 af selskabet desværre havde været spontanfulde med mig om fredagen. Det blev ligesom aldrig rigtig til andet end pizza og sladder fra om fredagen. Til gengæld er vi gode til sladder. Meget gode.

Nåede hverken at blive helt eller halvt fuld, så selvom jeg sov til klokken 13 igen i dag, havde jeg i det mindste ingen tømmermænd, da jeg stod op og lavede en lækker brunch. Det samme kan man ikke sige om den Sunde og Raske. Da han kom hjem i nat, var han sikker på, at hans cykel var blevet stjålet. Men en gåtur i dag afslørede dog, at den holdt nøjagtig, hvor han havde parkeret den. Det kunne han bare ikke huske i nat. Han kan heller ikke huske, at vi kom hjem samtidig.

Men altså. Vi endte med at lave en lækker brunch i går. Og igen i dag. (Er det bare mig, eller er champignoner på glas totalt undervurderede?!). Og nu har vi ædt al baconen. Og jeg kan ikke finde ud af, hvad fanden vi skal lave til aftensmad, hvis det ikke skal være en ret bygget op om bacon.

Hvad spiser du som søndagsmåltid?

Følg, like og del:
20

Oopsie

Nåmen, tre af kollegerne havde afskedsreception i går. De skal tilbage på skole nu.

Det skulle fejres. Vi drak lageret, stjal madresterne fra kunstforeningens fernisering, lokkede de ‘rigtig voksne’ til at hente øl i etaper, listede udenfor og røg cigaretter, spillede musik på min telefon, tegnede sømandstatoveringer på hinandens arme, sang Jamie Walters’ “Hold on”.

Jeg ved egentlig ikke, hvornår jeg kom hjem, men jeg har crossainter og kakao med på job i dag.

Jeg har også ringet til veninde M. Hun blev stivest i går, og kom ikke samtidig med os andre. Hun er på vej nu. jeg har også en crossaint til hende.

Og jeg har sikret mig, at kollega ‘papi’ er vågen og klar til at møde klokken 10.

Skal bare tage den med ro i dag. Håber jeg.

Følg, like og del:
20

Page 1 of 3

Powered by WordPress & Theme by Anders Norén

Enjoy this blog? Please spread the word :)