Menu

Farmor

Andre tanker fra søndagens oprydningsbunker:

, , 0

Oprydningen søndag bragte mig forbi julekortet fra min nu afdøde Farmor fra 2012. Jeg kunne for første gang se – sådan rigtigt – hvordan hendes hjælpeløse kragetæer slet ikke var den sirlige skråskrift, jeg husker hende for. Hvordan hun ikke kunne holde sig på en side af gangen, men skriften smelter sammen, så jeg faktisk i første omgang læste kortet forkert. Allerede dengang havde hendes hænder og hendes kognitive evner sat ud. Men jeg så det ikke. Jeg nægtede at se, at min elskede Farmor var begyndt at drysse under ud af en mental si nederst i hendes sind. Hun levede tre år mere.

Jeg fandt min Morfars håndskrevne tale fra min 18-års-fødselsdag. Et krøllet stykke linjeret papir, som jeg fik, da Mormor og Morfar flyttede ud af huset, de havde boet i 60 år og talen dukkede op igen. Dengang gjorde jeg ikke andet end at lægge talen i en udefineret rode-bunke. Søndag virkede den vigtigere end nogensinde. Det er det sidste, jeg har nu. Og et ægte minde, der afgiver ægte savn. Den slags savn, der ikke er sværtet af fortrydelse, som langt det meste af mit savn er. Rodet ubehjælpeligt sammen med ting, jeg ville ønske, jeg havde sagt eller gjort noget mere. Men de her to lapper papir, med nedskrevne jokes, udstregninger og lykønskninger fra min Mormor og Morfar, de er et ægte minde fra en fest og en dag, som vi delte.

Og lige der. Der savnede jeg Farmor og Morfar helt ind i knoglerne. Det lyder måske hårdt at sige, at det var første gang. Men det var en af de få gange, hvor jeg mærkede savn og kun det, og hvor jeg var bevidst om det. Fordi de gav mig ord med på vejen, og jeg ville så gerne have haft flere. Eller have skrevet mere ned af alle de historier, de fortalte mig. Findes savn uden en bismag af fortrydelse over det, man aldrig fik gjort?

I et langt mindre sørgeligt anliggende kom jeg også forbi en ny erkendelse.

Sååå. Kloge læsere og andre tjekkede typer der rent faktisk. Tja. Ved hvad der foregår i København. Og har nice tøj. Hvor kan jeg sælge mit skønne tøj på et marked, som folk gider besøge? Søndagens oprydning har nemlig også halveret min garderobe.

Det er plus size. Skal jeg måske sige. For en kynisk og ærlig gennemgang af mit tøjstativ har kostet mig halvdelen af garderoben. Tøj jeg elsker, tøj jeg har passet, tøj jeg aldrig har passet og tøj, som jeg elsker men simpelthen ikke går med. Men det kan ikke bare ryge ud. Aldrig.

Der er en komplet ubrugt kjole fra en lille NY-designer, som jeg stadig kan hulke lidt over ikke at fylde ordentligt ud i brystet. Der er en jakke fra den mindste vintage-forretning i Paris, hvor jeg med Rikke og Line kom til at bruge fire (?!) timer uden overhovedet at opdage det. Der er indkøb fra det år, jeg boede i Barcelona og fandt den sødeste walisiske mand, som havde byens bedste udvalg af nederdele. Der er en læderjakke fra turen til LA. De her ting er for gode. Men jeg bruger dem bare ikke.

Farmor byebye

, , , 1

Jeg bliver paf, hver eneste gang jeg kommer i tanker om, at jeg aldrig mere skal se min farmor igen. Ikke skal tale med hende mere.

Da farmor gik bort den første juli, var det meget sørgeligt. Også ugen op til, hvor hun var syg og havde en slange i halsen og ikke kunne få lov til at tale til os, selvom hendes smil og gestikuleren sagde os, at hun stadig havde mere, hun gerne vil sige,

Efter de tog slangen ud, var hun ikke ved bevidsthed igen. Hun faldt i søvn og sov ind. Det ærgrer mig, at hun ikke fik lov til at sige mere. Vi fik alle lov til at sige farvel til hende. Og det føltes lidt galt og meget overvældende, at fortælle hende, at jeg elsker hende og hvor meget hun har betydet i mit liv, mens hendes øjne stadig glitrede og hendes sind stadig var der. Og vi nogle øjeblikke lod som om, hun ikke skulle til at dø, for minutter senere at lade tårerne få frit løb. Min bror var helt ødelagt. Jeg har aldrig oplevet ham sådan. Det var så voldsomt det der med at få lov til at sige farvel til et bevidst sind. Klemme en hånd, som klemte igen. Og så vågne til en sms fra far om, at farmor ikke var mere. Vi fik sagt det hele. Det håber jeg også, hun gjorde, inden respiratoren tog hendes ord den sidste uge.

Nu sidder jeg tilbage med mit livs første tab. Jeg har aldrig mistet før. Jeg er klar over, hvor vanvittigt privilegeret det er. Men fordi farmor var 90. Fordi hendes lunger ikke kunne mere. Fordi hun har levet et fantastisk liv. Og fordi hendes hukommelse svigtede og jeg ved, hun savnede min farfar som forlod jorden for 33 år siden, så ved jeg, det var rigtigt og godt. At hun fik fred. Og det gør, at min sorg føles mere som forvirring end noget andet.

For nok er hun væk, men alt giver mening. Nok er jeg trist, men det var den rette tid. Nok savner jeg hende afsindigt, men som kvinden hun var for 10 år siden. Forvirrende.

Til gengæld holder farmor aldrig op med at gøre mig klogere. Selv fra døden har hun åbenbaret lidt visdom for mig. Udvidet min horisont, om man vil. For jeg tror ikke på noget. Jeg tror ikke på liv efter døden, jeg tror ikke på gud, ånder, reinkarnation, efterliv eller genfødsel. Jeg har evig og altid troet, at når man dør, så er man død. Punktum.

Men den overbevisning var også nem at hænge op på et sorgløst liv uden tab. Uden behov for trøst. Uden manglende mening, når nogle skulle herfra.

Nu kan jeg finde trøst i fantasien om, at da min farmor åndede ud, åbnede hun øjnene et andet sted i en anden udgave af sin krop. Måske for 40 år siden. Foran den sorte støbejernsport ind til det lille byhus i Odense, hun boede i en menneskealder. Jeg forestiller mig, hun åbner lågen, der har knirket på samme måde hele mit liv uden nogensinde at blive smurt. Fliserne fører forbi de duftende rosenbuske. Op til stokroserne langs den terrakotta-røde mur, hvor brumbasser summer dovent omkring. Det er en sommerdag. Døren ind til bryggerset står åben, som den altid gjorde, og fra køkkenet lige ved siden af, kan man høre en kaffemaskine grynte de sidste krampetrækninger, før alt vandet er løbet igennem.

For enden af køkkenet sidder min farfar. Ja, jeg mødte ham aldrig – men jeg kan se ham sidde ud for den skuffe, hvor hun resten af sin tid i huset gemte hans pibe, hans røgfarvede briller og hans barbermaskine. Kaffemaskinen er orange. Farfar ryger advokat-cerutter og sidder med ryggen mod kaffen og kigger ud af vinduet mod garageporten. Der står morgenbrød på bordet. Jeg forestiller mig, at farfar letter på sixpencen med en finger og tager en slurk kaffe, mens han griner lavmælt. Som om det er sjovt, at der kom hun – hans kone. Når han nu allerede har hentet morgenbrød for at overraske hende.

Min nu kun 50 år gamle farmor sukker et grin, på den måde hvor man lukker begge øjne og slipper spændingen i skuldrene. Så træder hun ud af skoene i dørkammen og stiller sig hen ved vinduet med farfar. Her tager hun en look light frem, som han tænder. De tager et hvæs. Morgenmaden kan vente.

Jeg har aldrig håbet så meget, at jeg tager fejl om efterlivet, som efter jeg har prøvet at miste.

Syndernes forladelse og bloggens evige liv

, , 1

Sidste uge tog pippet fra mig.

På syv dage befandt jeg mig tre gange i en kirke.

Første gang for at være med til at døbe Marco. Min venindes lille søn. Og jeg tænkte: “Gud, hvor burde jeg blogge om at være nået den alder, hvor ens veninder får børn.” Og man ikke længere hader det, men vil gøre alt for at beholde de damer i sit liv, der har fået børn. Med alt hvad det indebærer af ture i babybassinet i svømmehallen og overnatninger på sofaer. Der er så mange følelser forbundet med den udvikling.

Straks efter gik min farmor bort. 90 år gammel. Uden drama eller voldsomheder, blev hun indlagt på intensiv og kom i respirator fordi lungerne ikke kunne mere. Vi kom og sagde farvel og så døde hun. Og jeg tænkte “Gud, hvor burde jeg blogge om at miste”. Om at være 28 og miste for første gang i sit liv. Om hvor sørgeligt det er, selvom det er det rigtige. Og om, hvor forvirrende følelsen af at miste er, når jeg nu godt ved, at det var det rette for min elskede farmor.

To dage efter min farmor bisættelse, befandt jeg mig i en kirke igen, hvor en af mine bedste og ældste veninder sagde ja til den mand, jeg præsenterede hende for for otte år siden. Og jeg tænkte “Jeg burde blogge om, hvor meget jeg elsker bryllupper”. Og om, hvor tjekket jeg føler mig, når jeg både står for brudens make up, bryllupsfotografierne og lige er toastmaster for hele herligheden. Jeg burde hylde det at danse en hel sommernat væk og til sidst brokke mig over, hvordan det er at have tømmermænd i 30 grader.

Jeg lader tit være med at skrive herinde i flere måneder af gangen, fordi jeg er af den klare overbevisning, at jeg skal have noget på hjerte for, at det er værd at læse. For at jeg er stolt af det, jeg skriver. Med den sidste uges følelsesrutsjetur, mit livs første tab og mine to kære, kære veninders store dage, så har jeg pludselig mærket de der følelser igen. Og nu tror jeg, at jeg har lidt på hjerte – i hvert fald for en stund. Så vi snakkes ved, ik?

Intet nyt kan være godt nyt eller kolde bryster

, , , 4

Farmor havde fået dobbeltsidet lungebetændelse. 88 år gammel. Ja, jeg havde faktisk glemt præcis, hvor gammel hun er. Vi ved ikke, om hun nogensinde kommer sig over den.

Men det er meget forvirrende med viderebragte informationer i rejseforvirring overbragt af den faster, som også er syg og for nylig er blevet opereret. Faktisk ved jeg ikke, om farmor er fri af respiratoren. Men jeg ved, det er planen. Og at hun bagefter skal på lungeambulatorisk i gud ved, hvor lang tid.

Det føltes lidt som i 2010. Hvor hun var indlagt, mens jeg var i Istanbul i to uger. Hvor hendes blindtarm sprang. Og den ene dag er man klar til at pakke og rejse hjem på stedet, fordi opdateringerne hjemme fra kun lyder som død og sorg. Men hver anden dag, går det bedre. Ikke godt, men bedre. Og det er jo modtageren, der bestemmer budskabet og ikke alle beskeder gives lige nuancerede. Men i dag var en bedre dag. Så mor og far er fløjet, jeg flyver og så krydser vi fingre for den gamle dame. For hun er en fighter, og hun har gjort det før.

En anden person, der ikke er en fighter, var min ekspedient i Magasin i dag. Og det er en brat overgang, for jeg kan simpelthen ikke springe fra nær-dødsfarmor til bh-indkøb på nogen elegant måde, men i skal sgu lige høre det. Fordi jeg bare TILTRÆKKER dårlig service. Eller. Noget må jeg gøre forkert.

Da jeg i sidste uge væltede det meste af et glas friskpresset appelsinjuice ned ad benet på mig selv, ud over bord og gulv og endda lidt ned i nakken på damen niveauet under os, mens jeg hyggede med Christina, havde jeg egentlig besluttet mig for at dø i skammen.

Men Christina kan det der med at rejse sig og venligt men bestemt fortælle, at jeg har mistet min næsten fulde juice på sådan en måde, at der straks står en ny juice ‘som jeg selvfølgelig ikke skal betale for’. Det kan jeg bare ikke. Faktisk kan jeg kun det stik modsatte.

Således blev jeg i dag sendt i prøverummet af en Triumf-dame, som sendte mig afsted med to bh’er, som jeg ikke engang nåede at sige, jeg ikke brød mig om, før hun puffede mig mod prøverummet med to stk. mormor-skål (Sådan en, der når helt op under hagen), men en ‘praktisk’ kant, som aldrig kan skjules under en t-shirt i et materiale, der minder mere om en badedragt end om en lækker bh til den bløde hud på brystet.

Men vi skulle jo finde den rigtige størrelse, og det kunne vi vel lige så godt finde med en sort, spandex, mormor-bh, som med en hvilken som helst anden.

Jeg prøvede en størrelse. Og den anden, jeg havde fået med ind. Jeg forstod ikke helt forskellen. Men hun havde sagt, hun ville komme og tjekke, hvilken der sad bedst. Hun var bare lidt længe om det. Jeg prøvede den anden igen. Det hjalp ikke.

Til sidst var der gået så lang tid, og jeg havde forsøgt så mange forskellige bevægelser med hver bh, at jeg holdt igen mod panelet, mens jeg trak gardinet væk i hovedhøjde og med et par forsigtige ‘øøøhm, undskyld?’ fik kontakt til en anden triumf-ekspedient.

Ja, altså. Hendes kollega med det lange hår havde lovet at hjælpe mig, men nu kunne jeg ikke finde hende?

Kollegaen så mildt perpleks, men ikke direkte undskyldende ud, da hun forklarede, at min ekspedient da var gået til frokost.

Til frokost?

Mens jeg stod med bare patter, to grimme bh’er og et i forvejen regnvejrspræget fredagshumør? Så kan de sgu rende mig!

Så nu har jeg stadig primært bh’er, der er købt i gymnasie-tiden. Pisosse.

Det ville jo heller ikke være rigtigt uden lidt hjertesmerte

6

Farmor er på intensiv.

De tror, hun har haft et slagtilfælde. Men ingen ved det, for hun var alene da de skete, og vi ved ikke, hvor længe hun har siddet alene på toilettet ude af stand til at tale eller tørre sig, før min onkel og faster fandt hende.

Mor og far skulle rejse til Thailand i morgen. Jeg skal til Spanien på søndag – og havde tænkt mig at blive væk. Men nu hvad?

De siger, hun er stabil. Men hvor stabil er man på intensiv? Og hvor meget kan en 86-årig krop komme sig, hvis det virkelig var et slagtilfælde?

Jeg har aldrig mistet. Aldrig. Så nu venter vi.

Pokkers.

Istanbul for fa’en

, , 0

Først og fremmest – Farmor har fået fjernet blindtarmen, hvilket forklarer smerter i underlivet og er ifølge mor i bedring. Pyh, blev der sagt! Er så glad, håber hun kommer sig helt. Glæder mig til at komme hjem og se hende!

For det andet er Istanbul jo bare fantastisk! 15 millioner mennesker i én by – mod danmarks 6 millioner i hele landet. Her er liv døgnet rundt, larm, caféer med te og backgammon, små stræder med butikker og folk der råber til hinanden i stedet for at tale, musikere med sære citarer og andre instrumenter og varmt. Hvad mere kan man ønske sig? Og deler jo i øvrigt denne fantastiske tur med Lise, min dejlige veninde. (Hun smider billeder fra turen op på www.liseiam.blogspot.com, for hun er langt mere teknisk end jeg)

Vi bor hos Lises svoger og svigerinde – Ilker og Emel (der dog ikke er hjemme lige nu, de er til bryllup et eller andet sted i landet) Men så har vi Emek – Emels veninde, der hygger med os. De er så ufatteligt gæstfrie at man knap kan sætte sin tallerken i opvaskeren. Hotel.hvorsomhelst – go home! Og hvis man forsøger at lokke sig til at betale eller sørge for noget, klikker Emel blot med tungen – ligesom vi gør når vi er irriterede. Denne lyd kan temmelig meget oversættes til ‘nej’ og/eller ‘som om’..

Er på nettet i dag for anden gang denne uge, det er sært når man er vant til at tjekke mail flere gange dagligt. Ved pt ikke hvor min telefon er, men bruger den også kun når jeg skal se, om Mor har skrevet nyt om Farmor. Det er sgu ferie. Kan slet ikke forstå min afhængighed af computer og tlf derhjemme, når jeg tilsyneladende så let kan glemme det hele og bare ‘tagge along’.

Så nu vil jeg go with the flow igen og finde det fyrtårn, hvor kejserens et-eller-andet engang var lukket inde, indtil en slange bed hende og hun døde.. (Romantic, no?)

error

Enjoy this blog? Please spread the word :)