Tag: Far Page 1 of 3

Et liv med Kim Larsen

I mit barndomshjem var Kim Larsen den største helt. Vi havde også kassettebånd med Johnny Reimar og The Beatles, men det er med ‘lune’ Larsen at jeg har skabt allerflest barndomsminder med dansende voksne, fællessang og pigestreger med Lise og de andre børn ved sommerhuset.

Jeg behøver ikke nævne Sømand ombord, This is my life, Hvis din far gir dig lov, Det bedste til mig og mine venner, Strengelegen!, Susan Himmelblå, Papirsklip eller Tarzan Mama Mia, for I kender dem godt. Og I kender ham godt.

Og gode danskere sangere er en af de der kategorier, hvor jeg nok ikke er den eneste, som har et særligt forhold til ham. Det har tusindvis af andre mennesker også. Alligevel tænker jeg, at mit forhold til Kim er helt specielt. Jeg har hilst på ham på Boogies og i Magasin i Odense. Jeg har engang lovet ham at læse Pelle Erobreren, inden jeg fyldte 30. (Jeg har den stående, men jeg nåede det ikke. Skammer mig lidt). Kim Larsen er den første koncert, jeg kan huske – og den seneste, jeg har været til.

18/8-2018

For i mit voksenliv er koncerter med Kim blevet noget, jeg dyrker både med mine skønne venner – og med minde forældre. Så mens I andre var regnbuefarvede til Pride, klappede jeg i takt med Mor og Far i Fredericia, hvor vi hver især blev ekstra glade eller rørte, når netop vores yndlingssange kom. Da jeg boede i Barcelona i 2014, fejrede vi min fars fødselsdag dernede og i gave fik han koncertbilletter til Larsen. Vi har en stående aftale om at følge ham fra nu og til han ikke gider spille mere. Jeg er helt vild med at have noget, der er min ting med mine forældre.

Kim Larsen har også sikret mig tilnavnet jukeboksen i sommerhusets haveforening, fordi det evig og altid ender med at være den musik, vi sætter på til hyggelige grillaftener, som udvikler sig, sommerfester og påske/pinsefrokoster – og fordi det altid er mig, der kan sangene udenad. Sådan har jeg det med meget musik. Hvis det først sidder fast, sidder det der for evigt. Jeg kan stadig det meste af Andeby-sangen fra 4. klasse, men jeg måtte slå op hvad det nu var korrelation betød på job i går. Sådan vælger min hjerne selv, hvad den vil hænge sig i.

Og hvad fanden vil jeg så med en lang tekst om Kim Larsen? Jo, jeg vil såmænd bare dele, hvilke sange, du ikke må gå glip af , hvis du er kommet senere på toget end mig og mest kender de store hits.

Rabalderstræde (Forever), Gasolin: U Lu La Lu. Det helt rigtige nummer om en lykkeridder, som har store drømme men ikke rigtigt når nogen vegne. Meget symptomatisk for lyd og tematik i Larsen og Gasolins ungdom. Og tjek så lige det lilla silketørklæde på stillbilledet. Young Kim 4-ever.

Hvem kan sige nej til en engel, Kim Larsen: Vil du huske mig? Et halvfemseralbum fra en tid, hvor Kim ikke var blandet sammen med et navnkyndigt band. Alligevel var folk vilde med Her i Odense og Syd for Køge, men min farvorit på albummet var denne. Men titelsangen, Den Største Sorg og Hvileløse Hjerte fra skiven var også klart medvirkende til lidt weltschmerz hos teen-Trix.

Kielgasten, Kim Larsen og Bellami: Kielgasten. Vil i virkeligheden gerne anbefale hele albummet Kielgasten, med De Fortabtes Avenue, Flyvende Sommer, Dengang da jeg var lille, Soldaterkammerat, Pianomand og Den Allersidste Dans. Men netop sangen Kielgasten og Strengelegen var nogle af de første djævlevers, jeg kunne helt udenad og jeg har underholdt mangt en snapsefuld pinsefrokost med netop denne.

Værsgo, Kim Larsen: På en gren. Jeg elsker albummet fra 1974 og Kim der sidder med en smøg i flaben og stråhatten på skrå. Sangen starter ud på en gren i vort kvarter, men folder sig lynhurtigt ud til fjerne himmelstrøg og giver mig instant wanderlust, når jeg hører den.

Kim Larsen og Bell’Star: Bell’Star; senest udegivet på Guld og Grønne Skove i 1995. (Jeez, er det så længe siden?). Da jeg arbejdede på Andersens Bodega i Odense var en af mine stamgæster Palle. Palle var en skideflink fyr, og han var altid god for en snak, når der var lidt stille bag disken og han kom skønt ud af det med mine venner, når de kiggede ned og passede på mig, når der var gang i den. Stamgæsterne dernede var de flinkeste mennesker i verden. De tog altid en håndfuld tomme flasker med op fra fyldte borde, hvis der var travlt, eller luskede til skraldespanden og tømte deres askebægre, hvis jeg flaksede travlt omkring. Men som alle andre, kan vi have gode dage og dårlige dage. Og hvis Palle engang imellem havde en dårlig dag og var lidt trist eller i dårligt humør, så satte jeg Bell’Star på og sang med på den med ordene Palle’Star i stedet. Og det gav sgu altid et smil på læben, når jeg sang, at Palle var en super sophisticated lady.

7-9-13, Kim Larsen og Kjukken: Marianne. Den sang var et af de der fine tilfælde, hvor Albummet 7-9-13 bare spillede igen og igen over en juleferie, mens vi alle var hjemme på Fyn. Det viste sig, at både min Bror og jeg virkelig godt kunne lide skiftet fra de ret velstyrede kvadratiske strygere i versene til det mere flydende og luftige omkvæd. Nynner stadig omkvædet for mig selv fra tid til anden.

Forklædt som Voksen, Kim Larsen og Bellami: Bellami. “En glad Fidus” er, hvad Bellami er. Både med og uden den million, han vinder. Og hvis jeg nogensinde vinder en million, går det mig nok som i denne sang. Men det gør i virkeligheden ikke så meget, for jeg vil hellere være en glad fidus, end jeg vil være rig.

Kim i Cirkus, Kim Larsen: Dagen før. Ok, ok. Jeg ved godt, at Dagen for var med på tour i 2017. Og den er også ganske populær og meget kendt, og slet ikke en ‘se lige de her sange’. Men jeg er ikke for fin til at drømme om en gentagelse af min favorit fra 231045-0637. Sangen er på igen på live-albummet Kim i Cirkus, som du også snildt kan sætte på fra ende til anden, hvis der skal synges fællessang og snakkes “Kan du huske, dengang, hvor?”…

Har jeg glemt din ikke-lige-så-voldspillet-som-de-store-hits favorit med Kim?

Følg, like og del:
20

Velkommen til Trix 2.0

Jeg har truet med det før. Med at rydde op, tage mig sammen og gå i gang med at behandle den her blog, som den fortjener.

For mit tekstunivers fortjener uendelig meget godt. Det har været min dagbog, min rettesnor, mit råbested, mit frirum og i øvrigt stedet, der har givet mig nogle af de fineste venner, man kan forestille sig. Bloggen har altid behandlet mig godt, men jeg har ikke altid behandlet den godt.

Billede taget fra Weekendavisen af Pille

Det er der flere grund til. Nogle gange manglende tid, andre gange manglende inspiration eller dovenskab. En sjælden gang imellem har mit liv været i stormvejr, som de fleste skribenter vil vide, ikke gør sig særlig godt på internettet i realtid.

Men jeg må også være helt ærlig. Efterhånden som blogmediet voksede sig større og større, har jeg sgu følt mig for fin til titlen som blogger. Jeg elsker min blog og jeg har elsket at have en blog, men jeg har ikke altid kunnet lide ordet i hverken min eller andres mund, når jeg blev omtalt som en blogger. Fordi bloggere og influencere og youtubere og deslige er noget, vi har valgt er lidt mindre værd end de finere termer som journalist, forfatter eller PR/kommunikationsansat. Men altså. Det er jo syv sider af samme sag (dermed ikke sagt, at man ikke skal være helt ærlig om, hvornår man er hvad), og i sidste ende kan de ældre brancher og titler ikke skyde de yngre andet i skoene, end at de tit er bedre til at tjene penge. (Og misundelse er en grim ting, ikke?)

I de mange år med forskellige tanker om, hvad jeg gerne ville med bloggen, har jeg også altid været bange for at skubbe folk fra mig. Hvad vil mine faste læsere sige, hvis jeg pludselig begynder at tale om makeup? Stopper folk med at klikke forbi, hvis jeg vil anbefale musik eller bøger? Er jeg egentlig kun læseværdig, når jeg har ondt i livet, og folk kan få lov til at dykke ned i rå følelser?

Jeg har bare glemt, at bloggen er min. Den er mit fristed og mit ansvar og det er mig, som i sidste ende skal kunne lide at være her – for jeg er her mest af alle. Og jeg betaler for domænet.

Så med alt det sagt, velkommen til Trixyworld version 2.

Den ligner sig selv, men er blevet ryddet lidt op. De gamle faner er støvet af og under menuerne i toppen af siden kan du finde de ting, jeg kommer til at skrive mest om i fremtiden.

Og her bliver det smart. For forsiden vil som altid være som den er. Her er den seneste tekst øverst, og de andre følger efter i al uendelighed. Men hvis du ikke gider læse det hele, så kan du altid vælge både overordnet kategori eller mere specifikke underkategorier og slippe for alt det andet. På den måde håber jeg, at alle kan holde ud at være med.

Lidt mere nede i detaljerne, har jeg brugt en del energi på at rydde op i mine tags – de små kategorier, der står nederst i alle indlæg. Så hvis du læser om noget, du kan lide, så kan du også med tags læse mere i samme boldgade. Hvis du er ny læser her, kan jeg anbefale tagsne Klarsyn, Glimt, Far og Ze Låvestowy, hvis du vil have lidt historik over, hvad bloggen har været for mig de sidste 10 år.

For jeg har stadig masser af ord i mig. Lige for tiden vælter de frem og tilbage, og jeg skal lige huske mig selv på, at det at have en blog er et marathon og ikke en sprint. Så jeg håber, at jeg ikke supernova’er på jer og bare forsvinder igen om en måned. Det er ikke mit mål. Jeg er her for at vi igen skal tale om vigtige emner, være ærlige og rummelige overfor hinandens oplevelser og i håbet om, at min ærlighed kan være en inspiration eller hjælp til andre med samme følelser.

Men jeg er her også igen for at teste makeup, fortælle dig hvad for noget musik du VIRKELIG bør lytte til, hvis du ikke allerede gør. Jeg er her for at tale om mad og rejser og kunst og venner. Og du er inviteret til det hele, hvis du gider.

Så ja. Det er vel basically det. I’m back ma bitches. 

Velkommen til Trix 2.0
Følg, like og del:
20

Farmor byebye

Jeg bliver paf, hver eneste gang jeg kommer i tanker om, at jeg aldrig mere skal se min farmor igen. Ikke skal tale med hende mere.

Da farmor gik bort den første juli, var det meget sørgeligt. Også ugen op til, hvor hun var syg og havde en slange i halsen og ikke kunne få lov til at tale til os, selvom hendes smil og gestikuleren sagde os, at hun stadig havde mere, hun gerne vil sige,

Efter de tog slangen ud, var hun ikke ved bevidsthed igen. Hun faldt i søvn og sov ind. Det ærgrer mig, at hun ikke fik lov til at sige mere. Vi fik alle lov til at sige farvel til hende. Og det føltes lidt galt og meget overvældende, at fortælle hende, at jeg elsker hende og hvor meget hun har betydet i mit liv, mens hendes øjne stadig glitrede og hendes sind stadig var der. Og vi nogle øjeblikke lod som om, hun ikke skulle til at dø, for minutter senere at lade tårerne få frit løb. Min bror var helt ødelagt. Jeg har aldrig oplevet ham sådan. Det var så voldsomt det der med at få lov til at sige farvel til et bevidst sind. Klemme en hånd, som klemte igen. Og så vågne til en sms fra far om, at farmor ikke var mere. Vi fik sagt det hele. Det håber jeg også, hun gjorde, inden respiratoren tog hendes ord den sidste uge.

Nu sidder jeg tilbage med mit livs første tab. Jeg har aldrig mistet før. Jeg er klar over, hvor vanvittigt privilegeret det er. Men fordi farmor var 90. Fordi hendes lunger ikke kunne mere. Fordi hun har levet et fantastisk liv. Og fordi hendes hukommelse svigtede og jeg ved, hun savnede min farfar som forlod jorden for 33 år siden, så ved jeg, det var rigtigt og godt. At hun fik fred. Og det gør, at min sorg føles mere som forvirring end noget andet.

For nok er hun væk, men alt giver mening. Nok er jeg trist, men det var den rette tid. Nok savner jeg hende afsindigt, men som kvinden hun var for 10 år siden. Forvirrende.

Til gengæld holder farmor aldrig op med at gøre mig klogere. Selv fra døden har hun åbenbaret lidt visdom for mig. Udvidet min horisont, om man vil. For jeg tror ikke på noget. Jeg tror ikke på liv efter døden, jeg tror ikke på gud, ånder, reinkarnation, efterliv eller genfødsel. Jeg har evig og altid troet, at når man dør, så er man død. Punktum.

Men den overbevisning var også nem at hænge op på et sorgløst liv uden tab. Uden behov for trøst. Uden manglende mening, når nogle skulle herfra.

Nu kan jeg finde trøst i fantasien om, at da min farmor åndede ud, åbnede hun øjnene et andet sted i en anden udgave af sin krop. Måske for 40 år siden. Foran den sorte støbejernsport ind til det lille byhus i Odense, hun boede i en menneskealder. Jeg forestiller mig, hun åbner lågen, der har knirket på samme måde hele mit liv uden nogensinde at blive smurt. Fliserne fører forbi de duftende rosenbuske. Op til stokroserne langs den terrakotta-røde mur, hvor brumbasser summer dovent omkring. Det er en sommerdag. Døren ind til bryggerset står åben, som den altid gjorde, og fra køkkenet lige ved siden af, kan man høre en kaffemaskine grynte de sidste krampetrækninger, før alt vandet er løbet igennem.

For enden af køkkenet sidder min farfar. Ja, jeg mødte ham aldrig – men jeg kan se ham sidde ud for den skuffe, hvor hun resten af sin tid i huset gemte hans pibe, hans røgfarvede briller og hans barbermaskine. Kaffemaskinen er orange. Farfar ryger advokat-cerutter og sidder med ryggen mod kaffen og kigger ud af vinduet mod garageporten. Der står morgenbrød på bordet. Jeg forestiller mig, at farfar letter på sixpencen med en finger og tager en slurk kaffe, mens han griner lavmælt. Som om det er sjovt, at der kom hun – hans kone. Når han nu allerede har hentet morgenbrød for at overraske hende.

Min nu kun 50 år gamle farmor sukker et grin, på den måde hvor man lukker begge øjne og slipper spændingen i skuldrene. Så træder hun ud af skoene i dørkammen og stiller sig hen ved vinduet med farfar. Her tager hun en look light frem, som han tænder. De tager et hvæs. Morgenmaden kan vente.

Jeg har aldrig håbet så meget, at jeg tager fejl om efterlivet, som efter jeg har prøvet at miste.

Følg, like og del:
20

Arven 2

– Og så kommer der en pause med ‘They don’t really care about us’, hvor vi allesammen kan klappe i takt og synge med, sagde jeg. Om den play liste, jeg var ved at lave til lørdagens fest.

– Tror du ikke, du skal slappe lidt af med planlægning og bare lade festen være fest, spurgte min ven.

Men helt ærligt, hvad er der galt med at tænke sin play liste igennem? At sikre sig en downer for hver fjerde dansesang, så folk ikke skal vælge imellem at sætte sig ned eller danse videre, når de i virkeligheden ikke kan mere? Jeg tænker jo bare på alle. Synes jeg selv.

– Hvem fanden har haft OCD på vores opslagstavle?, spurgte Cil om en anden gang. Og altså… Jeg havde jo bare sådan lige… arrangeret deres magneter ik’?

Det så forfærdeligt ud. Gjorde det jo for deres egen skyld. Hver farve for sig. Pæne rækker. You know the drill.

Men da min ven satte spørgsmålstegn ved min minutiøse planlægning af weekendens fest, blev jeg lidt stødt.

For jeg er jo sådan en loose go with the flow-type ikke? Jeg er ikke sådan en der obsesser. Med mindre du bruger metal-redskaber på min teflonpande. Eller drysser salt på min mad, før du har smagt på den. Eller, eller, eller.

Hvor kommer det fra?, tænkte jeg. Har jeg altid været sådan?

Men så kom jeg til at tænke på min fars hjørne af køkkenbordet. Med cigaretter, e-væske, huskeliste og brille-etui linet op på snorlige række. INGEN piller ved det hjørne. Heller ikke selvom man laver mad og mangler plads.

Hver aften inden han går i seng, arrangerer han tingene, så de ligger perfekt næste morgen.

Hej fremtid.

Og sangen? Vi nåede slet ikke at høre den.

Følg, like og del:
20

Arven 1

Nogle af de gaver, mine forældre har efterladt i min genetiske pulje, er så småt begyndt at gå op for mig.

Fra den biologiske arv har visse ting altid været åbenlyse. Som mit far-grin, som vi fik talt om, da jeg havde været til Specialklassen for første gang. Altså det der med at grine på indåndingen. Hydr, hydr. På skrift ligner det lidt Fedtmules grin, men det er bare længere tilbage i halsen. Som når du hiver lidt efter vejret. Svært at forklare. Men ikke særlig feminint. Slet ikke.

Andre ting han har efterladt i min DNA gennem det miljø, jeg er opvokset i, tænker jeg anderledes alvorligt over. Det der med, at hvis en af dine forældre drikker, så har du 50 procent risiko for selv at ende i et misbrug eller i et forhold med en misbruger. Så må man lige spidse øjne og ører, når kæresten begynder at afsløre sider af sig selv, som man ikke havde været opmærksom på. Ikke den Sunde og Raske nej. Ham her. Det er også den viden, der gør det næsten umuligt for mig at åbne en flaske vin og tage et glas uden selskab. Hvis den Sunde og Raske siger nej tak en tirsdag aften, bliver proppen siddende i. For jeg skal i hvert fald IKKE være sådan en, der drikker alene. For tit.

Hvad min mor her efterladt i min miljø-arv er nok også vanen med, at hvis noget skal gøres ordentligt, skal jeg gøre det selv. Utålmodigheden. Jeg beder dig ikke om at gå ned med skraldet, for så selv at lade dig vælge, hvornår. Nej, hvis jeg beder dig om noget, ligger der altid implicit i min spørgsmål en forventning om, at du gør det NU.

Men hun har også efterladt mig masser af empati og gode råd. Gudskelov er det dog far, I take after, når det kommer til at parallel-parkere og finde rundt efter kort.

Men her i sidste weekend, til morfars 79 års fødselsdag, fik jeg en forsmag på, hvad fremtiden byder på at genetiske herligheder, som jeg ikke kan slippe for.

Det skete da mor, mormor og moster sad på rad og række og skraldgrinede. Og her snakker jeg ikke om måden deres rynker falder ens på. Fuck rynker. Dem får vi alle. Og heller ikke deres øjne, som er blevet lysere med alderen, indtil mormors i dag er helt himmelblå. Jamen det er de altså.

Men det var slet ikke det, jeg hængte mig i denne formiddag.

Jeg konstaterede blot, at kvinderne i min familie mister halsen i fyrreårsalderen. Derefter er der dobbelthage hele vejen.

Fuck.

Følg, like og del:
20

Coming home

Har tilbragt noget af weekenden på Fyn. Med forældrene, en kuglegrill, en hundehvalp og et sommerhus. Det har været ren idyl, meget stille og ufatteligt tiltrængt. Faktisk var det lidt som om, at de 36 timer jeg nåede at slappe af bare vækkede behovet for ferie i stedet for at lade mig op til en ny uge.

Men kan det andet? Der er jo så dejligt ude på landet.

Skylar Grey – I’m coming home

IMG_20130608_172957

IMG_20130609_163526

IMG_20130609_163338

 

IMG_20130609_163224

 

IMG_20130609_163034

IMG_20130609_162912

 

 

 

 

 

 

 

Men alt det her ved i jo allerede, hvis i følger med på Instagram: Trix5k

Far fik Weber-gear i fødselsdagsgave. Jeg fik solbrændte bryster og spareribs til aftensmad. Sådan bør alle weekender være.

Følg, like og del:
20

Ugeupdate

I morges puttede jeg en kontaktlinse i et øje, der allerede havde én. Manøvren gjorde hjernedødt ondt og ødelagde både den nye og den gamle linse, som efterfølgende kunne pilles ud i småstykker.

Ergo er jeg iført briller i dag.

I går havde den Sunde og Raske fødselsdag. Men vi fejrede jo store dele af den i weekenden. Så det blev en rolig dag, hvor jeg med rusten morgenstemme sang en lille fødselsdagssang under dynen ved sekstiden. Stegte to gigantes og meget røde bøffer med bearnaise til, fordi det er det bedste han ved, og stemte højt og tydeligt ja til at se ‘The Expendables 2’.

Fødselsdagen i weekenden gik rigtig godt. Mor bagte boller. Svigermor bagte pølsehorn. Jeg bagte kager. Der står stadig blomster i hele lejligheden efter værtinderollen. Det er jeg egentlig svært tilfreds med.

Om aftenen drak vi os fulde. Jeg med nogle skønne medprakkere, den Sunde og Raske hjemme i stuen med fire kammerater. De sad stadig og snakkede alvorligt, da jeg kom vaklende hjem klokken halv fem om morgenen med en shawarma/falafel-kombo under armen.

Søndag skulle jeg tidligt op og fejre, at far har været ædru i et år. Et ÅR. Hører du mig? Det var i øvrigt kun mildt akavet at fejre fars ædruelighed med så mange tømmersvende, at jeg måtte lægge mig på sofaen et par timer.

Vi havde købt far et ur. Og indgraveret nogle datoer i det. Fordi han har fortjent en evig påmindelse om, hvad han har opnået. Nu sidder den på hans håndled. Og hver gang han kigger på uret, er der gået lidt mere tid, hvor han har truffet det rette valg og taget hånd om sit eget liv.

Hvad er der ellers sket i ugens løb? Jeg har købt en cowboy-vest. Nu mangler jeg bare at gennemskue, om jeg er typen, der kan pull off en cowboy-vest. Det vil tiden vise.

I dag skal jeg købe fødselsdagsgave til en fætter, der fylder 25 og lige har overhalet mig indenom og er blevet færdig med sin uddannelse også. Tak for den symbolik. Jeg skal også købe en gave til Rikke. Min allerbedsteste veninde. Jeg har stress. Hun har fortjent noget helt specielt. Hvad så end, det er. Måske får hun bare et skilt, hvor der står ‘noget helt specielt’ på?

Hvad har du lavet i ugens løb? Og endnu vigtigere – hvad skal du i weekenden?

Følg, like og del:
20

Den søde ventetid

Selvom den Sunde og Raske og jeg bor i en dejlig stor lejlighed, kan kvadratmeterne godt krympe lidt, når mine forældre indfinder sig den 23. ved frokosttid.

Ikke, at vi ikke hygger os. Men i en lejlighed, hvor køkken, spisestue og sofa-område ligger i samme rum, er der ikke andet for end at være sammen – hele tiden.

Den Sunde og Raske forlod mig til fordel for Odense allerede tidligt morgen, lillejuleaftensdag, så det var kun mine forældre og jeg, der skulle finde os til rette i min normalt rummelige sofa. Der var netop plads til os tre. Havde den Sunde og Raske været hjemme, måtte en af os have siddet ved spisebordet og kigget med.

Men nu kører det. Far ligger i sofaen og ‘tjekker mails’ på sin telefon – smart phonens forunderlige verden er gået op for begge mine forældre indenfor det sidste halve år. Han har mormors hjemmehæklede tæppe over sig, fordi han stadig er ved at komme sig over en slem lungebetændelse. Brillerne sidder helt ude på næsetippen og engang imellem griber han mit tyve år gamle pandakrus og tager en tår kaffe.

Mor har fået sat anden i ovnen. Komplet med svesker og æbler op i røven. Jeg har åbenbart ikke de der små stege-nåle, som man lukker kropsåbninger med, når fyldet skal holdes indenbords. Mere voksen er jeg ikke. Men jeg havde stadig grillspyd til overs fra sommerens mange grillaftener med spiralpølser, grillede pebere og champignoner. Så nu er vi med igen. Hun sidder med de lilla briller på – jeg ved ikke, hvor længe hun har været besat af den farve. Før lilla var det koboltblå, og radiatorerne i mit barndomshjem er stadig meget, meget koboltblå, fordi der ligesom gik tema i den, da vi skulle male. Hun læser hjemmet, som vi lige har købt i netto på vores formiddagstur ud i et pænt affolket Nørrebro.

På bordet ved siden af os ligger alle mine gaver. Fem af dem er til mine forældre. De har også en gave med til mig, men jeg tror faktisk ikke, de kan give mig en bedre gave end den velsignede ro vi sidder i lige nu, mens Kvamm og co. fortæller os, at de har store briller og at det er jul i Angora.

Selv min lakridsthe dufter af jul. I Hugo-kruset.

Ja, hele mit liv dufter sgu af jul i dag.

Glædelig jul til dig og dine.

 

Følg, like og del:
20

Summa Summering

For uendeligt længe siden spurgte jeg, om der var noget, i gerne ville høre om. Emner, der var gledet i glemslen uden passende uddybning, nysgerrighed eller ønsker til indlæg.

Nadja mindede mig om, at hvor i alle spillede en stor rolle i mit følelsesliv, da vi lavede en intervention på min far, hjalp ham i behandling, tog med ham til behandling, støttede ham, trøstede ham, fik ribbet op i nogle gamle sår og gjorde os selv sårbare, så har i hørt meget lidt om ham siden.

Måske er det stadig fordi, den gode fortælling har lidt hjertesmerte. Måske er det fordi, jeg ikke har samme behov for luft, når alt går godt. Men sådan skal det ikke være. Når jeg kan krænge min sjæl ud om alt, der er hårdt for mig, kan jeg også huske at fortælle, når noget er godt.

For det er godt, kære læsere. Noget så godt.

Da vi satte os ned for at tale alvorligt med far den 21. januar i år, var et af min brors argumenter, at så længe vores far drak ville han aldrig få lov til at være alene med sit kommende barnebarn. Wille ankom i april og min far har allerede én gang været booket som barnepige, mens damerne og de unge skulle ud og slå sig løs.

Mor troede, at far ville vælge flasken. Hun var så angst for, at alt hvad hun havde gjort for at holde sammen på vores familie i tyve år skulle ramle sammen, fordi min bror og jeg satte noget i gang, vi måske ikke kunne gennemføre. Hun var i starten villig til at lade tingene forblive, som de var, for ikke at gå det ukendte i møde.

Men efter et år, hvor hun har været igennem to kikkert-operationer i hjertet, hvor den ene smadrede hendes veneklapper i lysken, hvorefter hun så skulle igennem en større operation for at flytte raske veneklapper fra anklen og op i låret. Et år, hvor hun i flere uger ikke har kunnet gå eller handle ind. Køre bil eller passe sit elskede arbejde. Efter sådan et år, siger hun selv nu, at timingen for hendes mands ædruelighed ikke kunne have været bedre.

Jeg selv, spørger du?

Jeg er bare glad. Jeg er glad for at min nevø har en farfar – noget min bror og jeg aldrig selv har haft. Jeg er glad for at min far er til stede nu. At jeg kan se ømheden i hans øjne, når han leger med Wille. At jeg har set ham græde uden at bedøve følelserne væk.

Jeg er glad, når min far går forbi min mor i køkkenet, og lige skal gramse hende lidt på brysterne, fordi han tror, vi ikke kigger. Jeg er glad, når han stadig kan tage på jagt med sine venner, der alle som én sørger for at have pepsi max på lager, så der er noget til ham, når de andre skal have en øl.

Jeg har fået min far. Og fundet min far. Han er stadig en mand og samtalen kan stadig godt dø ud på nogle underlige tidspunkter, fordi han løber tør for ting at sige. Men han er min far. Og en delesmøg i tavshed under garagetaget i regnvejr er blevet et velfortjent pusterum i vores samvær.

Om et par år planlægger vi en tur til Alaska, hvor vi vil ride på hesteryg og vandre i bjergene. Bare os to.

Jeg kan ikke love en: Og de levede lykkeligt til deres dages ende – men vi er fandeme godt på vej.

Følg, like og del:
20

Jubilæum

Jeg fik en sms i onsdags.

‘Hej Trix

I dag er det et halvt år siden, jeg har drukket en bajer.

Af hjertet tak.

Hilsen Far.’

Har du læst noget smukkere?

Følg, like og del:
20

Page 1 of 3

Powered by WordPress & Theme by Anders Norén

Enjoy this blog? Please spread the word :)