Familie

Jeg bliver paf, hver eneste gang jeg kommer i tanker om, at jeg aldrig mere skal se min farmor igen. Ikke skal tale med hende mere.

Da farmor gik bort den første juli, var det meget sørgeligt. Også ugen op til, hvor hun var syg og havde en slange i halsen og ikke kunne få lov til at tale til os, selvom hendes smil og gestikuleren sagde os, at hun stadig havde mere, hun gerne vil sige,

Efter de tog slangen ud, var hun ikke ved bevidsthed igen. Hun faldt i søvn og sov ind. Det ærgrer mig, at hun ikke fik lov til at sige mere. Vi fik alle lov til at sige farvel til hende. Og det føltes lidt galt og meget overvældende, at fortælle hende, at jeg elsker hende og hvor meget hun har betydet i mit liv, mens hendes øjne stadig glitrede og hendes sind stadig var der. Og vi nogle øjeblikke lod som om, hun ikke skulle til at dø, for minutter senere at lade tårerne få frit løb. Min bror var helt ødelagt. Jeg har aldrig oplevet ham sådan. Det var så voldsomt det der med at få lov til at sige farvel til et bevidst sind. Klemme en hånd, som klemte igen. Og så vågne til en sms fra far om, at farmor ikke var mere. Vi fik sagt det hele. Det håber jeg også, hun gjorde, inden respiratoren tog hendes ord den sidste uge.

Nu sidder jeg tilbage med mit livs første tab. Jeg har aldrig mistet før. Jeg er klar over, hvor vanvittigt privilegeret det er. Men fordi farmor var 90. Fordi hendes lunger ikke kunne mere. Fordi hun har levet et fantastisk liv. Og fordi hendes hukommelse svigtede og jeg ved, hun savnede min farfar som forlod jorden for 33 år siden, så ved jeg, det var rigtigt og godt. At hun fik fred. Og det gør, at min sorg føles mere som forvirring end noget andet.

For nok er hun væk, men alt giver mening. Nok er jeg trist, men det var den rette tid. Nok savner jeg hende afsindigt, men som kvinden hun var for 10 år siden. Forvirrende.

Til gengæld holder farmor aldrig op med at gøre mig klogere. Selv fra døden har hun åbenbaret lidt visdom for mig. Udvidet min horisont, om man vil. For jeg tror ikke på noget. Jeg tror ikke på liv efter døden, jeg tror ikke på gud, ånder, reinkarnation, efterliv eller genfødsel. Jeg har evig og altid troet, at når man dør, så er man død. Punktum.

Men den overbevisning var også nem at hænge op på et sorgløst liv uden tab. Uden behov for trøst. Uden manglende mening, når nogle skulle herfra.

Nu kan jeg finde trøst i fantasien om, at da min farmor åndede ud, åbnede hun øjnene et andet sted i en anden udgave af sin krop. Måske for 40 år siden. Foran den sorte støbejernsport ind til det lille byhus i Odense, hun boede i en menneskealder. Jeg forestiller mig, hun åbner lågen, der har knirket på samme måde hele mit liv uden nogensinde at blive smurt. Fliserne fører forbi de duftende rosenbuske. Op til stokroserne langs den terrakotta-røde mur, hvor brumbasser summer dovent omkring. Det er en sommerdag. Døren ind til bryggerset står åben, som den altid gjorde, og fra køkkenet lige ved siden af, kan man høre en kaffemaskine grynte de sidste krampetrækninger, før alt vandet er løbet igennem.

For enden af køkkenet sidder min farfar. Ja, jeg mødte ham aldrig – men jeg kan se ham sidde ud for den skuffe, hvor hun resten af sin tid i huset gemte hans pibe, hans røgfarvede briller og hans barbermaskine. Kaffemaskinen er orange. Farfar ryger advokat-cerutter og sidder med ryggen mod kaffen og kigger ud af vinduet mod garageporten. Der står morgenbrød på bordet. Jeg forestiller mig, at farfar letter på sixpencen med en finger og tager en slurk kaffe, mens han griner lavmælt. Som om det er sjovt, at der kom hun – hans kone. Når han nu allerede har hentet morgenbrød for at overraske hende.

Min nu kun 50 år gamle farmor sukker et grin, på den måde hvor man lukker begge øjne og slipper spændingen i skuldrene. Så træder hun ud af skoene i dørkammen og stiller sig hen ved vinduet med farfar. Her tager hun en look light frem, som han tænder. De tager et hvæs. Morgenmaden kan vente.

Jeg har aldrig håbet så meget, at jeg tager fejl om efterlivet, som efter jeg har prøvet at miste.