Tag: Familie

Farmor byebye

Jeg bliver paf, hver eneste gang jeg kommer i tanker om, at jeg aldrig mere skal se min farmor igen. Ikke skal tale med hende mere.

Da farmor gik bort den første juli, var det meget sørgeligt. Også ugen op til, hvor hun var syg og havde en slange i halsen og ikke kunne få lov til at tale til os, selvom hendes smil og gestikuleren sagde os, at hun stadig havde mere, hun gerne vil sige,

Efter de tog slangen ud, var hun ikke ved bevidsthed igen. Hun faldt i søvn og sov ind. Det ærgrer mig, at hun ikke fik lov til at sige mere. Vi fik alle lov til at sige farvel til hende. Og det føltes lidt galt og meget overvældende, at fortælle hende, at jeg elsker hende og hvor meget hun har betydet i mit liv, mens hendes øjne stadig glitrede og hendes sind stadig var der. Og vi nogle øjeblikke lod som om, hun ikke skulle til at dø, for minutter senere at lade tårerne få frit løb. Min bror var helt ødelagt. Jeg har aldrig oplevet ham sådan. Det var så voldsomt det der med at få lov til at sige farvel til et bevidst sind. Klemme en hånd, som klemte igen. Og så vågne til en sms fra far om, at farmor ikke var mere. Vi fik sagt det hele. Det håber jeg også, hun gjorde, inden respiratoren tog hendes ord den sidste uge.

Nu sidder jeg tilbage med mit livs første tab. Jeg har aldrig mistet før. Jeg er klar over, hvor vanvittigt privilegeret det er. Men fordi farmor var 90. Fordi hendes lunger ikke kunne mere. Fordi hun har levet et fantastisk liv. Og fordi hendes hukommelse svigtede og jeg ved, hun savnede min farfar som forlod jorden for 33 år siden, så ved jeg, det var rigtigt og godt. At hun fik fred. Og det gør, at min sorg føles mere som forvirring end noget andet.

For nok er hun væk, men alt giver mening. Nok er jeg trist, men det var den rette tid. Nok savner jeg hende afsindigt, men som kvinden hun var for 10 år siden. Forvirrende.

Til gengæld holder farmor aldrig op med at gøre mig klogere. Selv fra døden har hun åbenbaret lidt visdom for mig. Udvidet min horisont, om man vil. For jeg tror ikke på noget. Jeg tror ikke på liv efter døden, jeg tror ikke på gud, ånder, reinkarnation, efterliv eller genfødsel. Jeg har evig og altid troet, at når man dør, så er man død. Punktum.

Men den overbevisning var også nem at hænge op på et sorgløst liv uden tab. Uden behov for trøst. Uden manglende mening, når nogle skulle herfra.

Nu kan jeg finde trøst i fantasien om, at da min farmor åndede ud, åbnede hun øjnene et andet sted i en anden udgave af sin krop. Måske for 40 år siden. Foran den sorte støbejernsport ind til det lille byhus i Odense, hun boede i en menneskealder. Jeg forestiller mig, hun åbner lågen, der har knirket på samme måde hele mit liv uden nogensinde at blive smurt. Fliserne fører forbi de duftende rosenbuske. Op til stokroserne langs den terrakotta-røde mur, hvor brumbasser summer dovent omkring. Det er en sommerdag. Døren ind til bryggerset står åben, som den altid gjorde, og fra køkkenet lige ved siden af, kan man høre en kaffemaskine grynte de sidste krampetrækninger, før alt vandet er løbet igennem.

For enden af køkkenet sidder min farfar. Ja, jeg mødte ham aldrig – men jeg kan se ham sidde ud for den skuffe, hvor hun resten af sin tid i huset gemte hans pibe, hans røgfarvede briller og hans barbermaskine. Kaffemaskinen er orange. Farfar ryger advokat-cerutter og sidder med ryggen mod kaffen og kigger ud af vinduet mod garageporten. Der står morgenbrød på bordet. Jeg forestiller mig, at farfar letter på sixpencen med en finger og tager en slurk kaffe, mens han griner lavmælt. Som om det er sjovt, at der kom hun – hans kone. Når han nu allerede har hentet morgenbrød for at overraske hende.

Min nu kun 50 år gamle farmor sukker et grin, på den måde hvor man lukker begge øjne og slipper spændingen i skuldrene. Så træder hun ud af skoene i dørkammen og stiller sig hen ved vinduet med farfar. Her tager hun en look light frem, som han tænder. De tager et hvæs. Morgenmaden kan vente.

Jeg har aldrig håbet så meget, at jeg tager fejl om efterlivet, som efter jeg har prøvet at miste.

Følg, like og del:
20

Syndernes forladelse og bloggens evige liv

Sidste uge tog pippet fra mig.

På syv dage befandt jeg mig tre gange i en kirke.

Første gang for at være med til at døbe Marco. Min venindes lille søn. Og jeg tænkte: “Gud, hvor burde jeg blogge om at være nået den alder, hvor ens veninder får børn.” Og man ikke længere hader det, men vil gøre alt for at beholde de damer i sit liv, der har fået børn. Med alt hvad det indebærer af ture i babybassinet i svømmehallen og overnatninger på sofaer. Der er så mange følelser forbundet med den udvikling.

Straks efter gik min farmor bort. 90 år gammel. Uden drama eller voldsomheder, blev hun indlagt på intensiv og kom i respirator fordi lungerne ikke kunne mere. Vi kom og sagde farvel og så døde hun. Og jeg tænkte “Gud, hvor burde jeg blogge om at miste”. Om at være 28 og miste for første gang i sit liv. Om hvor sørgeligt det er, selvom det er det rigtige. Og om, hvor forvirrende følelsen af at miste er, når jeg nu godt ved, at det var det rette for min elskede farmor.

To dage efter min farmor bisættelse, befandt jeg mig i en kirke igen, hvor en af mine bedste og ældste veninder sagde ja til den mand, jeg præsenterede hende for for otte år siden. Og jeg tænkte “Jeg burde blogge om, hvor meget jeg elsker bryllupper”. Og om, hvor tjekket jeg føler mig, når jeg både står for brudens make up, bryllupsfotografierne og lige er toastmaster for hele herligheden. Jeg burde hylde det at danse en hel sommernat væk og til sidst brokke mig over, hvordan det er at have tømmermænd i 30 grader.

Jeg lader tit være med at skrive herinde i flere måneder af gangen, fordi jeg er af den klare overbevisning, at jeg skal have noget på hjerte for, at det er værd at læse. For at jeg er stolt af det, jeg skriver. Med den sidste uges følelsesrutsjetur, mit livs første tab og mine to kære, kære veninders store dage, så har jeg pludselig mærket de der følelser igen. Og nu tror jeg, at jeg har lidt på hjerte – i hvert fald for en stund. Så vi snakkes ved, ik?

Følg, like og del:
20

Københavnerpigen

På sådan en dag som i dag, hvor Roskilde smider et fabelagtigt lineup, det kilder i maven fordi, jeg skal se den Sunde og Raske i moooorgen, og jeres dejlige billeder fra smukke forårsdage pryder Instagram ud over det hele, kan jeg godt mærke det.

Jeg er Københavns pige, og København er min by. Selvom Barcelona ligger for mine fødder. Tro ikke, at jeg ikke nyder livet her også. Men København har bare alt, jeg har brug for.

København har en metro, som (når vinden blæser rigtigt) kører hele natten, Assistenten til solskinsdage med den Sunde og Raske, Thai take away klokken to om natten, døgnåbne kiosker, hotdogs, staden, verdens smukkeste nevø (og hans forældre), Stine og også snart Rikke! Flere dejlige damer, jeg hverken kan eller vil undvære, langt færre bakker, når man cykler rundt, førnævnte festival, Sankt Hans Torv, Pille, som skal være min rullementor, når jeg kommer hjem, mine rulleskøjter, min svømmehal, min lejlighed, min kæreste, mit hjerte.

Kan ikke lade være med, at klaske hånden i panden over, at jeg midt i en helt fantastisk oplevelse i en fantastisk by, altid er så meget en drømmer, at jeg går og tænker på næste skridt, næste by, næste krølle på min historie. Men jeg tror på, at jeg ikke nyder nu’et mindre bare fordi jeg ved at om lidt’et også bliver helt til skyerne!

 

RF13 var også bare lige i øjet. ØJET SIR’ JEG DIG!

2013-07-05 20.08.14 2013-07-06 20.17.32 IMG_20130706_111544 IMG_20130705_173900 IMG_20130705_150232 IMG_20130705_165004 IMG_20130705_125230 IMG_20130703_075055 IMG_20130704_085515 IMG_20130704_005203

Følg, like og del:
20

Når morfar går på røven

Først og fremmest, undskyld, hvis din kommentar forsvinder for tiden. Et eller andet spam-monster har fundet mig, og det er oftest nemmest bare at slette de 300 daglige spamkommentarer på én gang, end at gå kommentarerne igennem efter de rigtige. Så det er mere held end forstand, når jeg opdager dem. Det beklager jeg naturligvis. Mildt.

Men jeg besøgte lige morfar i går. Ja, og mormor. Cyklede forbi på Cil’s ubehjælpelige lyserøde rædsel af en pigecykel, der slår mere og mere med baghjulet for hver gang jeg er hjemme og låner den. Købte en dagmar-tærte, smed den i kurven og satte kursen mod de gamle for ligesom at tjekke op på humøret, efter morfar demonstrerede sin evne til ikke at høre efter.

Og han har sgu ondt den gamle. Ja, det kommer vel ikke bag på nogen, når han har fået en hel ny hofte sat ind i kroppen.

Og det lyder måske ondskabsfuldt, men jeg kan ikke lade være med at drille ham. Først og fremmest fordi han har haft kræft i tarmen, fået fjernet noget af tarmen, fået en stomi, været indlagt igen, fordi lægen havde glemt en svamp i ham, som fuckede tarmene op, fået fjernet mere tarm, fået en ny stomi, fået strålebehandling, fået fjernet det ene og det andet, været ved at stille træskoene en seks-otte gange efterhånden. Hans mave ligner et skakbræt af ar. Og manden er tæt på 80.

Og det ligger ligesom i kortene nu, at han vil overleve os alle. Hvis de seneste 10 års sygdom og ulykker ikke har taget livet af ham, så er der intet der gør. Især fordi, manden er idiot, når det kommer til at indse egen alder og evne. Før han gik turen med Mulle og faldt og brækkede hoften, stod han på en stige hele formiddagen for at pille taget af deres ‘sommer gazepo’. Og ikke en sjæl i nabolaget, der bekymrede kom forbi og spurgte, om en anden dog ikke kunne gøre det for ham, kunne lokke ham ned fra den stige. Han lytter ikke.

For i gamle dage, kunne han jo alt. Han lavede vores gaver selv. Han fiskede. Han havde 16 børnebørn på ryggen til rideranke på skift i løbet af de sidste nogleogtredive år.

Da jeg drillede han, stak han mig en fuck-finger og kommenterede bredden på min røv. Det er universal-sprog for, at han har det godt. Der er først noget galt, når morfar ikke er næsvis. Ja, mormor fik vist også fingeren. Så grinte vi allesammen og spiste lidt kage.

Der er to muligheder: Enten lever han evigt, eller også dør han af at lave et eller andet, som gør ham skideglad at prøve på. Og fred være med det. Han har sgu fortjent at komme til skade og nægte at høre efter, frem for at sidde stille i en stol og sygne hen til der kun er skygger af min morfar og historier fra gamle dage tilbage.

NB! Så bred er min røv altså heller ikke!

Følg, like og del:
20

Arven 3

Det sidste min mormor sagde til min morfar, før hun kørte hjemmefra i tirsdags var:

– Lad nu være med at gå tur med Mulle. Hun er bange for cyklister og du kan ikke holde hende, hvis hun bliver bange.

Bagefter gik min morfar en tur med Mulle. De mødte en cyklist. Mulle blev bange. Morfar brækkede hoften, røg på sygehuset og fik indopereret en helt ny hofte. Nu venter sengeperiode, genoptræning, liv med falsk hofte og endnu et punkt i hans kilometerlange sygehushistorie.

Det der med at høre efter, bruger vi ikke. Heller ikke når folk har ret.

Følg, like og del:
20

Lettelsens suk

Der må hoppes. Bare ikke på det dårlige ben. For nu er alt godt igen.

Det var ellers noget af en udfordring at give mig. Til brors fødselsdag for snart en måned siden. Hvor jeg fik en seddel med et lille billede. Nærmest bare en blækklat, som jeg kunne relatere til lakrids, ærter og stormvejr. Men det var det ikke – det var bevis på, at jeg skal være faster! Der var tårer (Mor), hovedrysten og smil (Far), og forvirring (Den Sunde og Raske Fyr og ordet onkel). Men mest af alt var der tys!

For de havde opdaget det meget tidligt, og de ville gerne vente med at fortælle det til for mange, før nakkefoldsscanningen. Så vi måtte IKKE sige noget. Nada! (Og det er mig?! Jeg kan ikke engang holde på mine egne hemmeligheder?)

Så jeg fortalte kun hemmeligheden til to udvalgte veninder. Ja, så dårlig en ven er jeg. Men til gengæld så smart, at jeg vælger venner i en retning, hvor min åbenmundethed ikke kan vende tilbage og bide mig i røven. Men man SKAL jo bare ud med den slags. Jeg skulle ihvertfald.

Bror og N var dog glade for deres beslutning den 27/9. Til scanningen. Da noget ikke var helt som det skulle være. Og der lige skulle tages nogle flere prøver. Og ord som ‘Downs’ dukkede op som neonfarvede bannerreklamer i deres bevidsthed.

Svar sidst på ugen. En uge, hvor N måtte blive hjemme. Fordi kontoret HAVDE regnet ud, hvorfor både hun og Bror skulle have fri. Fordi de vidste, hvor gerne hun vil være mor. Og Bror far. Og fordi de så gerne ville høre ‘alle detaljerne’.

Jamen, hvad fanden gør man, når detaljerne pludselig må vige pladsen i bevidstheden til fordel for ‘Hvad gør vi, hvis vores barn er mongol?’

Og de skulle have svar sidst på ugen. Sidste uge, that is. Men i fredags var alle lægerne på kursus. Jo, det sagde de sgu, da de ringede for at rykke efter svaret, der ikke var kommet! Come on? Sender et sygehus ALLE lægerne på kursus på samme dag?

Nåmen. Umiddelbart en god ting, at jeg ikke købte et meget stort armbåndsur og gav mig til at fiste nogen. For i dag kom brevet.

Jeg skal være faster til et sundt og raskt barn.

Tillykke Bror og N!

Følg, like og del:
20

Besøg

Moster og Onkel har været på besøg i Vindelhuset! Nu er vi oppe på fire gæster i Thisted. Det er heelt vildt det her.

Og! De havde blomster med:
Hvor surrøv-pensionist er man egentlig, når man vender om i døren i svømmehallen, fordi 40 præpubertære drenge netop har gjort deres entre?
Følg, like og del:
20

Powered by WordPress & Theme by Anders Norén

Enjoy this blog? Please spread the word :)