Tag: Almindelig dumhed Page 2 of 5

En rekord af en art

Her henviser jeg naturligvis ikke til de tre (fire?) måneder, hvor bloggen ikke bare har ligget stille, men været decideret afmonteret af et gammelt widget, som ikke kunne opdateres til seneste udgave af Wordspress, og som jeg ganske enkelt gav op på indtil i går. Hvor jeg læste fejl-linjen, når man forsøgte at tilgå bloggen og på mindre end et kvarter havde løst problemet. Så deeet.

Nej, jeg henviser til de tre uger, der nåede at gå, fra jeg købte mit livs hidtil dyreste vinterhue, til den var væk.

Tre uger. Det er over 100 kroner om ugen.

Men den lyserøde hjemmestrik og mande-huen, jeg fiskede op af en glemmekasse i et fitnesscenter en gang, har jeg naturligvis stadigvæk begge to. Huer der enten matcher min vinterkolde hud fuldstændig og får mig til at ligne et slagteklart svin eller som med sin gråsorte fremtoning og evne til at dække alt mit får, får det til at ligne, at jeg kunne hedde Kenny.

Men den flotte lysegrå Magasin-sag, som kostede det hvide ud af øjnene, trods det at den kradsede, og som havde en lille fin pige-kvast på toppen, den har jeg mistet. Tabt. Vist nok ud af lommen. Uden overhovedet at opdage det.

Det bringer irriterende minder fra den vinter, hvor jeg mistede alle mine venstrehåndshandsker, og til sidst stod med fire højehåndshandsker, som jeg stædigt brugte på begge hænder.

Min eneste trøst i dette øjeblik, var et morgensnap fra veninde M. Der nedslående havde sat en ny rekord fra huekøb til huetab. 28 timer.

Følg, like og del:
error20

Sku’ vi æde nogle flere følelser

To døgn. Et helt glas nutella. En overordentlig luftig og næringsfattig pakke toastbrød.

Mere skulle der såmænd ikke til, før jeg lagde to og to sammen, ringede hjem til den Sunde og Raske og de gamle og fortalte dem, at det var lidt hårdt at forlade dem efter påskeferien og at jeg savner dem nu.

Jamen, hvor fanden skulle jeg vide fra, at det var savn, mine følelser forsøgte at formulere? Jeg æder dem jo bare. Følelserne.

Følg, like og del:
error20

Juleshopping og Bodil

Overvejer stærkt at liste ind til byen og gøre julegaveindkøbene. Fordi jeg ikke kan lide mennesker, mylder, køer, gåsegang og julestress. Og jeg har en snigende fornemmelse af, at søde Bodil kan spare mig for det meste.

Det er ikke fordi, jeg ikke vil respektere DMI og stormen. Men vi har jo tidligere erkendt, at min familie ikke er så big on det med at høre efter, når de kloge snakker.

Sidst der var storm, sad jeg fast i et s-tog. Fordi køreledningen var faldet ned og der lå et træ på skinnerne. “Det er bedst at vente. Jeg ved ikke, hvor længe”, sagde togmanden, inden vi klemte den bagerste dør op, hoppede ud af toget, løb væk fra den nedfaldne køreledning, klemte os igennem et krat og ud i en park, hvor de gamle træer knagede og bragede. Ude på gaden var det næsten mere vigtigt at holde øje flyvske valgplakater end tagsten, men jeg fandt en bus og skyndte mig hjem.

Da mor ringede for at høre, om jeg var i sikkerhed, valgte jeg den korte version. “Jaja, jeg er hjemme nu. Ingen fare på færde”. Men jeg kunne næsten have sparet det, for da jeg spurgte, hvor far var, fortalte mor træt, at han liiige var ved sommerhuset for at trække sin pram op af vandet, så den ikke sank.

Bagefter kørte hun over og handlede.

Vi er ikke så skarpe.

Såeøh – hvem vil med ud og handle?

Følg, like og del:
error20

Livet med opvaskemaskine

Vi har sådan en Smeg-opvaskemaskine. Italiensk pis, er det udtryk vi oftest bruger om den.

Lortet virker ikke. Den der dreje-rundt arm støder på kurven, de store tallerkener kan ikke stå op i den og den stopper gerne sig selv 2-6 gange i løbet af hvert læs og giver fem insisterende bip fra sig, der betyder: ‘Det kan godt være dit grej ikke er rent, men nu kører bussen her ikke videre’.

Vi bander, svovler, åbner og lukker og lader den køre videre. Nogle gange vælger vi et nyt program. Andre gange ser vores service rent nok ud til, at vi bare vælger, at den er færdig. Men det er den ikke.

Vores opvasker er så elendig, at det faktisk godt kan tage det meste af en dag at få den til at vaske én sølle vask. Og i den tid efterlader vi så morgenmadsskåle, blender, glas, brugte tallerkener og bestik stukket i et krus overalt på køkkenbordet, der ender med at ligne jegvedikkehvad. Fordi det venter på at komme i ‘opvaskemaskinenfrahelvede’, hvor det så kan blive vasket halvt af en fire-fem gange, før vi giver op og hiver det ud.

Det jeg sådan set bare ville frem til er, at vi bruger mere tid på vores opvask i vores opvasker, end hvis vi nu bare klemte ballerne sammen og vaskede det op. Men det gør vi ikke. We are stupid that way.

Oh well, nu sagde den lyden igen. Og i stedet for at smadre hele molevitten med en meget stor hammer, som er den umiddelbare trang i min krop, så starter jeg den nok bare igen og går min vej. Dovenskaben længe leve.

Følg, like og del:
error20

Ode til et par cowboy-shorts

Oh du skønne, du blå, du umulige at ødelægge – hvor er du?

Alt for længe har mine lår ikke kunnet lade sig omslutte af din kærlighed. Alt for længe har min bagdel været tvunget til at holde sig selv oppe, uden dit nærvær at støtte sig til.

Hvad skal mine lår dog stille op uden dine bukseben, der er så lange, at mine mælkehvide hudfolder ikke kradses til død og ødelæggelse i den hede sommervarme?

Du forstår mig som ingen anden. Kun et par timer tager det, før du har bøjet og føjet dig, så jeg ikke længere har en mavedelle hængende ud over kanten.

Hvad skal jeg stille op uden dig? Hvor forsvandt du hen i dagene op til Roskilde?

De beige bomuldsshorts var slet ikke det samme – og de bliver aldrig det samme igen efter den festival, som jeg véd, du ville kunne modstå.

Ingen andre af mine underdele forstår mig som du.

Men ak, du er væk. Måske for evigt?

Eller måske ligger nu et sted i den bugnende vasketøjskurv, som jeg endnu ikke har fået mod og mandshjerte til at gå i krig med.

I krig og kærlighed gælder alle kneb, men hvordan skal jeg klare krigen med vasketøjskurven uden min kærlighed – cowboyshortsne.

Kom hjem. Åh, kom hjem.

Følg, like og del:
error20

Definitely Forår

Har mistet en handske. En venstrehåndshandske.

Den fjerde venstrehåndshandske i år.

Nu har jeg fire højrehåndshandsker. To læder – en rød og en sort. To strik – en rød og en sort.

Så må det altså være slut med frost. For jeg nægter pure at købe flere handsker før tidligst til september.

Så skal det fryse mere, bliver det med højrehåndshandsker på begge hænger.

Ergo er det forår.

Følg, like og del:
error20

Det tog en slags overhånd

Fik en kylling og bacon sandwich til aftensmad. Og en rulle af de der vingummi’er. Og en pose skumbananaer. Og en pakke chokoladekiks med noget karamel i. Nu æder jeg chips. Jamen, så stop mig dog en eller anden?!

Til mit forsvar er jeg meget alene hjemme for tiden. Det er jeg åbenbart rigtig dårlig til. Bør finde nogen at lege med så. I stedet for bare at æde hele udsalgsmontren fra midten af Netto.

Det vil jeg tænke lidt over, mens jeg rører dip.

Følg, like og del:
error20

Tidlig tøjkrise

Er du vimmersvej, det er koldt i dag!

Og alligevel skal vi ud i aften. Og være sexede. Hoochy, kan man også kalde det. Vi kan tage det.

Men hvad pokker gør man, når det er SÅ koldt?

Er allerede begyndt at vakle på beslutningen om at skulle iføre mig noget stramt.

Både fordi vi spiste et stykke kage efter frokosten. Og det bliver man oppustet af. Men også lidt fordi, vi delte et stykke kage mere bagefter. (Bevismaterialet ligger på instragram: Trix5k)

Og lidt fordi, jeg også er oppustet af andre årsager. Ik’? Og fordi vi ER gået i gang med vinen her klokken 17.

Kan man drikke nok alkohol til, at kulden ikke kan mærkes? Det mener jeg, at man kunne engang. Det skal prøves igen.

Hvorfor er det ikke sexet at gå i byen i flyverdragt?

Følg, like og del:
error20

Enter: The Kartoffel Woman

Bør på et tidspunkt vise jer alle mine lækre julegaver. Også dem jeg købte selv. It’s really nice shit.

Problemet er bare, at et enkelt element faktisk er lige en tand for nice til mig. Kan i huske min svigermor? Ja ja, hende har vi tit smilet lidt overbærende af, grint lidt i krogene, moret os på hendes bekostning. Men jeg kan ikke benægte, at kvinden har smag.

Min very own Marc Jacobs clutch.

Allerede nytårsaften, blev det klart, at jeg ikke må have så fine ting med til fest – endvidere i byen, hvor andre kan stjæle dem. Jeg havde knap placeret mig på en af stolene i hjemmebaren ved den fest vi sluttede af til, før tasken lå og soppede i lige dele slots classic og kirsebærvin på bordet. Jeg er simpelthen ikke voksen nok.

Ergo må jeg bruge den til hverdag. En taske til den pris skal jo også bruges mest muligt.

Men den er jo en clutch. En stor en – bevares. Men der er ikke nogen stropper at have over armen, skulderen, hvorsomhelst, når jeg skal ud i verden.

Jeg kan kun bære den. Og den er henvist til cykelkurven, når jeg skal til og fra job. Men en dag som i dag regner det jo. Og det kan jeg næsten ikke bære at udsætte min lille taske for. Tænk nu, hvis den bliver våd?

Hvad gør man så? Eller rettere, hvad gør Trix, når hun endelig er blevet lukket ind i det eksklusive selskab af folk, der har tasker med et navn?

Hun pakker sin fine taske ind, så den ikke bliver våd. I dag pakkede jeg den ind i en nettopose.

Jeg går altså rundt med en svinedyr, tjekket Marc Jacobs taske, camoufleret som en nettopose for at beskytte den.

Tænk over det, næste gang du ser en posedame.

Følg, like og del:
error20

På røven

Har brugt så mange penge, at veninde M og jeg netop har udviklet konceptet til vores kommende, kørende bordelvirksomhed, for at tjene nogle af dem ind igen.

Backseat Girls – Vi kommer til dig, du kommer bare.

Følg, like og del:
error20

Page 2 of 5

Powered by WordPress & Theme by Anders Norén

error

Enjoy this blog? Please spread the word :)