Jeg har tænkt. Og tænkt, og tænkt, og tænkt. For hvad er vi? Er vi venner? Er I kunder, og jeg er en sælger? Er jeg sådan en, der ved ting – og gider I fortælles ting, eller bliver det træls, når jeg vidensdeler, underviser eller prædiker?
Og hvad er jeg for jer – og ikke mindst for mig selv som blogger. I mine unge blogger-år har jeg delt meget. Om alkoholmisbrug tæt på livet, om kærestesorger og mennesker, der har misbrugt min tillid. Om mit eget mindreværd og min terapi væk fra dette.
Dele af det vil jeg blive ved med og holde fast i, men jeg har så småt opdaget, at jeg har en linje. En forskel mellem om det jeg deler er personligt – om det er noget, der står mit hjerte nær, noget jeg brænder for, noget jeg reelt ved noget om og har en holdning til, eller om det er privat – om jeg deler konflikter, hænger mennesker (eller mig selv) ud, om jeg deler noget, hvor jeg vil blive ked af det, hvis nogle tager det videre, svarer mig imod eller hænger mig ud.
Jeg vil altid være personlig. Det at blogge er at give små facetter af mine tanker og min personlighed videre i håbet om, at I derude kan finde genkendelse, morskab, ny viden, indsigt eller samhørighed.
Jeg vil ikke være privat. Jeg vil ikke skrive ting, hvor jeg risikerer at fortryde det senere, fordi jeg var for vred eller ophidset, da jeg for til tasterne. Så vi kan godt tale om, at jeg har fået mit hjerte knust eller at jeg har så på sjælen, men du kommer ikke til at høre om det, mens det sker.
Mens de tanker har formet sig i mit hoved, har jeg samtidig tænkt: Hvad er det her? Er det privat, når jeg på Facebook giver min uforbeholdne støtte til TUBA, fordi de har betydet noget for mig? Eller er det et personligt islæt på en god sag?
Er det privat, når jeg skriver om at kaste op af tømmermænd en søndag, eller er det personligt? Hvor går grænsen?
Jeg tror, den et klar i nogle tilfælde. Og i andre tilfælde, knap så klar – men måske også knap så vigtig.
F.eks. har jeg ikke et rigtig godt svar på, hvad det her fraklip fra min seneste makeup-video er:
Men hold. nu. kæft, hvor jeg grinte, da jeg opdagede det.
Og helt ærligt, er det værd at være trendy makeup-blogger, hvis jeg ikke må have bar røv undervejs?
Vi skal til det igen. Selv om jeg hænger lidt i bloggerbremsen i disse uger og ikke helt får skrevet, så meget som jeg gerne vil, er jeg heldigvis ikke for travl til at dumme mig. Gentagne gange om ugen.
Højdepunkterne fra sidste uger er:
Tirsdag blev dagen, hvor jeg endelig efter måneder og uger og dovenskab og manglende tag-mig-sammenhed endelig igen pakkede tasken og tog til træning. Forklaringen? Jeg vågnede med ondt i det GODE knæ.
Fredag havde jeg egentlig planlagt at tage til fredagsbar med jobbet. Men jeg blev hjemme og læste bog i stedet. Rigtig hyggeligt, men også så roligt, at jeg blev rastløs lørdag og følte, at der skulle ske noget. Sendte en sms til en veninde og spurgte, om hun ’tilfældigvis var inde i selve København og frisk på vin’. Succes-raten på den slags beskeder er jo minimal, men hun ringede tilbage og var fandme: 1) 15 minutter væk på en cykel 2) til et arrangement med mennesker jeg kender og holder af 3) de havde fået et par afbud, så der var kuverter i overskud til en treretters menu med vin. Sjældent er jeg så hurtigt kommet ud af døren, og sjældent er jeg blevet så ulideligt fuld.
Da jeg forlod Psykopaten ved to-tiden om natten, anede jeg ikke hvor min ven var, jeg kunne ikke styre min hikke og jeg måtte tage en taxi hjem med cyklen bagpå. Så fuld var jeg.
Takket være min uendelige fuldskab, var jeg nødt til at sætte et vækkeur, så jeg kunne komme tidsnok op til min aftale med min bror søndag. Jeg havde lovet ham at hjælpe med at flytte 400 kilo gulvbrædder.
400 kilo.
Gulvbrædder.
Jeg måtte lige kaste op en enkelt gang, inden han kom og hentede mig, og havde en pose chips og en flaske vand med i bilen. Og dårlig ånde og en gigantisk hovedpine. Men det lykkedes. Jeg kæmper for at holde, hvad jeg lover folk at hjælpe med.
På en eller anden måde lykkedes det at undertrykke mine tømmermænd, mens vi bar sagerne ud af Silvan og læssede dem af igen. Af to omgange.
Men da min søde kæreste kom og hentede mig, og jeg igen bøjede mig ned og tog sko på, blev jeg udenfor så dårlig, at jeg ikke kunne nå ind på toilettet igen. Skrev efterfølgende en sms til min bror:
Måske var min kæreste også nødt til at holde ind på vejen hjem, så jeg lige kunne kaste op igen i en skraldespand på Frederiksundsvej. Undskyld København. I det mindste var der mest tale om vand… Der skal gå meget længe, før jeg er fuld igen.
Er du up to speed med mine seneste ugers akavede højdepunkter? Hvis ikke, kan du finde nogle her og her og her.
Du er selvfølgelig også som altid velkommen til at dele dine egne fortræffeligheder i kommentarfeltet. Jeg elsker noget at gnække lidt over.
Valgte at flashe mine ikke-eksisterende cash skills og tage en taxi hjem til Islands Brygge for at fejre min ven Anders, der fik 12 for sit speciale tirsdag. Stred business-agtig og tjekket ud af hovedbanegården fra toget og satte kursen mod taxierne. Endte som et deer caught in a headlight, da min ene elendige glatbundede Føtex-støvle valgte at regnvåd asfalt simpelthen var for stor en udfordring. Nåede heldigvis ikke helt i spagat, fordi mit venstre knæ tog fra.
Trådte ind i en taxa med et skrabet, blødende knæ og en endnu mere medtaget stolthed. gjorde kort proces, og har efterfølgende smidt fire par ikke-særligt-fast-stående sko ud.
Har også gjort en indsats for at erstatte nej-sko med reelle vinterstøvler. Gik så længe rundt i Frederiksberg-centret med opgivende blik og flere og flere trøjer over armen, jeg ikke kunne have på for sko-stress-sved. Opdagede på et tidspunkt, at en mand var gået fra den forrige forretning til den næste samtidig med mig. Måske tilfældigt, men han fulgte også efter mig ind i den næste. Blev ærlig talt lidt sur og overvejede, om jeg næsvist skulle spørge ham, hvad han håbede at opnå ved at følge efter en fremmed kvinde, der går alene rundt. Men så så jeg den. Walkie-talkien. Som hang i bæltet på center-betjenten, der fulgte efter mig, fordi jeg gik så længe rundt i så mange butikker og kiggede tilsyneladende formålsløst på ting, at man kunne få den tanke, at jeg ville stjæle noget. Blev ikke sex-chikaneret, opførte mig bare suspekt. Så deeet.
To dage senere så mine fødder sådan her ud: (Hurra for nye sko)
Der er heldigvis ingen af mine kolleger, der har opdaget det endnu. Men jeg opdager jævnligt, når jeg har været ude at tisse, at døren slet ikke er låst, når jeg går ud igen. Jeg ved ikke, hvad der er med min hjerne, men jeg tror simpelthen, at det højlydte klik, når man lukker døren, snyder min hjerne til at tænke “låst”. Satser stærkt på at aflære den dårlige vane igen, inden en af mine kolleger kommer til at gå ind, mens jeg sidder på tønden.
Smuttede på weekend med en flyver og en kæreste, og havde for en gangs skyld husket tandbørsten – ellers noget, der klassisk har været glemt og betydet, at det var tid til en ny tandbørste. Den første morgen stod jeg dog op, og konstaterede, at jeg ikke havde pakket nogen trusser. Nu er jeg ikke ligefrem commando-typen, så vi måtte altid lige ud og købe ekstra til resten af weekenden.
Brilliant type, I know. Du kan gnække over flere brilliante moments her og her og her.
Eller du kan bare dele ud selv i kommentarfeltet? Så får jeg også noget at grine af.
Tirsdag var jeg på uni og havde en mild eksistentiel krise. Jeg spiste to træstammer, fik en kæmpe bums på hagen og var rasende. Onsdag kom min menstruation og verden gav mening igen.
Onsdag morgen stod jeg op og konstaterede, at jeg havde fået min menstruation. “Fedt, så kan jeg lige nå at koge menstruationskoppen og få den på plads inden arbejde”, tænkte jeg. Men var tilsyneladende ikke helt vågen endnu. I hvert fald havde jeg været på arbejde næsten en time, da jeg igen konstaterede, at jeg havde fået menstruation, og nu var blødt igennem. På jobbet. Tak morgen-Trix.
Blev så befippet over den unge mand i apoteket, der ivrigt spurgte, hvad han kunne hjælpe mig med, at jeg hverken tjekkede, hvad det var for nogle øjendråber, han solgte mig eller nænnede at sige til ham, at det ikke lige var Tena-bind, jeg mente. Købte dem bare. Jeg bruger ikke tena. Står du og mangler en pakke?
Torsdag var hormonerne stadig i fuld galop, så jeg stod stivfrosset på nippet til at tude små ti minutter i Meny, mens jeg forsøgte at finde ud af, hvilken pakke frosne rejer, jeg skulle købe til min aftensmad. Beslutningen virkede bare så uoverskuelig.
Fredag var vi nået slutningen på måneden – men faktisk modsat stort set hele mit liv indtil nu – var jeg ikke økonomisk tre millimeter fra at sælge en nyre for at sikre moneter til de sidste par dage. Det er kommet snigende lige så stille – det der med, at jeg ikke altid bruger alle mine penge, inden vi er nået til den 15. i en måned. Men jeg er ret god tilfreds med det. Fredag var jeg så godt tilfreds, at jeg gik på en lille shopping spree og købte koncertbilletter for alle mine penge. For nu var det jo alligevel den 1. lige om lidt. Træerne og himlen, ik? De når aldrig at møde hinanden.
Hvornår var du allermest på kanten af et menneske i sidste uge? Og var der andre, som fik mens lige oven i fuldmånen, der også oplevede at være en ulykkelig varulvsagtig rasende melankoliker i 3-4 dage?
Hvis du ikke er up to date, så kan du læse om mine tidligere fortræffeligheder her og her og her.
Slog en fis i Meny. Den var lydløs, troede jeg. Men jeg kunne se på ham lidt længere henne ad brødhylden, at den mest var lydløs for mig, fordi jeg havde musik i ørerne.
Var tre dage om at møde på arbejde. Efterårsferie og flextid har vist sig at være meget svært for mig. Lidt synd for de kolleger, som troede, jeg ville dukke op mandag morgen, at jeg mødte lidt senere. Aka. onsdag.
Tre. Tre gange gik jeg i gang med at spise igen, da jeg var til brunch hos Artilleribanden i weekenden. Faktisk stoppede jeg først med at spise mig alt for mæt, tage en kop kaffe, snakke en halv time mere for så liiige at vippe en pandekage mere over på tallerkenen, da der ikke VAR flere pandekager. Eller mere bacon. Jeg kom hjem fra brunch kl. 17.
Jeg er tjekket, life is glam, og her er beviset fra den sidste uge:
Jeg kunne godt fornemme, at drengene på jobbet syntes, jeg var ret cool, da jeg fortalte om den lækre flaske champagne min kæreste og jeg delte i weekenden. Jeg fulgte dog straks historien op med informationen om, at jeg var iført joggingbukser på sofaen og at vi så Ringenes Herre, mens vi drak den…
Jeg blev også vanvittigt excited og glad, da jeg så, at Huset Kbh igen i år holder biograf-aftener med Rocky Horror Picture Show – en af mine helt store kærligheder er film som den og Hedwig and the Angry Inch. Jeg synger med, jeg kaster med toastbrød og jeg tager min fine hat på. Og min kæreste elsker det også, og i vores ellers ikke særligt-overlappende filmsmag er det med at tage, hvad man kan få. Så jeg blev ivrig. Lidt for ivrig. Skyndte mig at bestille fire billetter – for så kunne vi jo tage nogle venner med. Og først da hele herligheden var bestilt og booket, og jeg skulle til at skrive filmen ind i kalenderen, indså jeg, at min kæreste slet ikke er i Kbh den weekend. Han er i Aalborg til julefrokost. Så eeeh. Film-date anybody?
Kender I de der dage, hvor man når at beslutte sig for at blive hjemme og pjække og ombestemme sig igen cirka fire gange, fra man står op til man er i skole? Sådan er alle tirsdage for mig. Jeg egner mig virkelig dårligt til at skulle op klokken 5-et-eller-andet for at tage toget til Odense, hvor en overfyldt bus skal bringe mig ud på SDU. Endda selvom jeg er helt fjollet med mine fag og mine skolekammerater. Tirsdag morgen var jeg lige ved at give op, da mit faste lift til hovedbanen skrev, at HAN i hvert fald blev hjemme. Jeg var tæt på at give op igen, da det gik op for mig, at jeg ikke ville kunne nå det hurtige tog på cykel, men kun det næste. Jeg var næsten stensikkert blevet hjemme, hvis ikke jeg havde haft en kæreste liggende inde i sengen, som kunne dømme mig og en veninde-aftale i Odense, som jeg virkelig havde glædet mig til. Men altså. Jeg var træt og udseendet blev derefter. Tog simpelthen i skole med krøllerne og pandehåret samlet i den samme crazy knold, jeg havde sovet med, og jeg indså først min fejl, da et kamerahold troppede op til første time på SDU og skulle filme vores forelæsning.
Jeg havde den dejligste aften med to veninder og et par flasker rødvin i ugens løb. Vi snakkede og snakkede og det var en af de der aftener, hvor telefonen bliver i lommen, for der er rigeligt at tale om uden. Faktisk blev telefonen så længe i lommen, at jeg ikke opdagede, hvad klokken var, før jeg gik ned til min cykel. Klokken 2 om natten. På en arbejdsaften. Jeg elsker mig, men jeg hader mig. Thank god for flex-tid.
Har du også været jævnt til middel utjekket i løbet af den sidste uge? Jeg elskede min læser Henriette, der i sidste uge fortalte om, hvordan hun i et søvndrukkent øjeblik havde brugt tandpaste som fodcreme. Classic!
Var du ikke med fra starten? Du kan læse mit første So this happened-indlæg her.
Lad mig lige slå fast med det samme, at det absolut ikke er alle mænd, jeg nogensinde har delt kropsvæsker med, der har haft lyst til at se mig igen. Og vice versa. Som regel, hvis man har kysset lidt på en frø, og det ikke rigtig skal blive til mere end den ene nat, så ved begge parter det godt.
I enkelte tilfælde (ok, i ét tilfælde) har det ærgret mig, men jeg var for stor en kylling til selv at spørge efter et nummer, inden han gik. Og det endte måske med at være skæbnen, for næste gang jeg mødte ham i byen og vi smilede til hinanden, sad Den Sunde og Raske ved min side og var i færd med at møve sig tilbage i mit liv for at blive min kæreste.
Men hold fast i den del af sætningen, hvor han møvede sig tilbage i mit liv. For vi havde jo egentlig set lidt til hinanden et års tid eller to tidligere. Hvor jeg, da det stod klart, at vi ikke var i gang med at blive til mere, gjorde kort proces og helt Arnolds hasta li vista’ede ham ud af mit liv. For sådan er det nu engang mest effektivt at komme sig over en fyr. Ikke noget med at følge ham på sociale medier, lige holde øje, spørge fælles venner om ham eller tage en kop kaffe fra tid til anden ‘som venner’. Hvis han gør dig ked og det går forbi, så tillad dig selv at reagere på handlingerne og ikke ordene. Ordene er ofte “jeg vil ikke såre dig”, mens handlingerne gør netop det.
Men det en anden dag, i dag skal vi tale om, at jeg altså har haft en kæreste i fem år, som ellers først var pakket væk i mindekassen som et fjols. På en måde, er det da meget sødt, at vi fandt hinanden igen og havde nogle skønne år sammen.
Men hvad er der med mænd og det der med at komme tilbage? Selvom de har såret dig og opført sig helt forkert? Og i nogle/alle tilfælde sådan helt åbenlyst, så snart de er ude af et forhold?
Sådan gjorde min første kæreste. Da det efter flere år gik forbi med ham og pigen, han var mig utro med og endte med at forlade mig for (vi var 17, det lyder voldsommere end det var. Selvom det føltes ret voldsomt i mit teenagehjerte), ringede han da lige, for at høre, om vi ikke skulle gå ud sammen. For nu kunne han jo endelig have mig i sit liv igen, uden hun blev jaloux, som han formulerede det. For fanden altså?
I stedet for at slikke sår eller fundere lidt over tilværelsen, vælger nogle mænd den hurtigste løsning videre, de kan komme i tanker om. Og det er ikke engang vejen frem med en ny scoring, så hurtigt som muligt.
Nej, det er at åbne fortidens gokkekasse igen og se, om der ligger en pige dernede, som endnu ikke har udviklet nok modvilje og selvværd til at takke nej til en tur mere med en utro scumbag. Men det gjorde han altså. I ramme alvor. Ringede og ville gerne begynde at ses igen. Og Den Sunde og Raske valgte altså også “røv først, men jeg ringer igen”-metoden.
Senest er jeg blevet indhentet af en mand, jeg efterlod i 2010, da jeg flyttede fra Odense til Aarhus. Jeg kan afsløre, at han er en af de fremhævede fjolser i dette indlæg fra fortiden. (Note: Tarzen fra den sviner-række mødte jeg på gaden et par år senere, og han ville også gerne “drikke en kop kaffe” Smh.)
Men kort før jeg flyttede til Aarhus, så jeg en mand kortvarigt, men intensivt og hans lyssky opførsel og manglende navn på, hvem han skulle ses med førte hurtigt til, at jeg for første gang i mit liv opførte mig som en mistroisk, jaloux kvinde.
Jeg ved, at jeg ikke er sådan. Jeg har aldrig i andre forhold været sådan. Jeg ved, der foregik noget, og at min kvindelige intuition advarede mig mod ham, men i stedet for at handle på det åbenlyse, blev jeg jaloux og hagede mig fast i ham. Intuitionen forsøgte nok at oplyse mig, så jeg kunne gå, men man skal lige lære at arbejde med så stærk en kraft, det er, når man kan mærke helt ind i knoglerne, at et menneske lyver for én.
Anywho, det endte naturligvis mega dramatisk og dumt, og jeg var meget vred og ked af det. Men ikke klogere, end at jeg blev glad, da han kom tilbage med vand i øjnene få uger efter og lovede bod og bedring for kun en uge senere at trække stikket og slette mig på alle sociale platforme igen. Psyko-alarm.
Da jeg en måned senere var vel installeret i mit nye liv i Aarhus på sikker afstand af dramaet, og han skrev tillykke med fødselsdagen, og at jeg var smuk på mit nye profilbillede, gjorde jeg kort proces og blokerede ham.
Den blokering var jeg lige inde og tjekke i sidste uge, og den er der stadig, hvilket kan forklare, hvorfor han pludselig er dukket op i “Hvem har kigget på din profil på LinkedIn”. For suckeren har altså fundet mig igen her otte år senere. Og valgt – fordi jeg har blokeret ham på Facebook – at gøre opmærksom på sig selv på et medie, der er så smart, at det fortæller brugerne, hvem der har kigget på deres profil. Da jeg så det, ringede jeg til et par veninder, som holdt hånden under mig i dramaet dengang, og vi fik os et godt grin over det. Jeg fortalte det også til min kæreste, og vi fik os også et godt grin over det. Og så gjorde jeg ikke mere ud af det.
Men fredag nat 04:47 har jeg såmænd fået en anmodning om at blive connected på LinkedIn fra selv samme mand:
Ej men altså. Hvad sker der i hovedet på dem? Oplever du også den slags?
Jeg har truet med det før. Med at rydde op, tage mig sammen og gå i gang med at behandle den her blog, som den fortjener.
For mit tekstunivers fortjener uendelig meget godt. Det har været min dagbog, min rettesnor, mit råbested, mit frirum og i øvrigt stedet, der har givet mig nogle af de fineste venner, man kan forestille sig. Bloggen har altid behandlet mig godt, men jeg har ikke altid behandlet den godt.
Billede taget fra Weekendavisen af Pille
Det er der flere grund til. Nogle gange manglende tid, andre gange manglende inspiration eller dovenskab. En sjælden gang imellem har mit liv været i stormvejr, som de fleste skribenter vil vide, ikke gør sig særlig godt på internettet i realtid.
Men jeg må også være helt ærlig. Efterhånden som blogmediet voksede sig større og større, har jeg sgu følt mig for fin til titlen som blogger. Jeg elsker min blog og jeg har elsket at have en blog, men jeg har ikke altid kunnet lide ordet i hverken min eller andres mund, når jeg blev omtalt som en blogger. Fordi bloggere og influencere og youtubere og deslige er noget, vi har valgt er lidt mindre værd end de finere termer som journalist, forfatter eller PR/kommunikationsansat. Men altså. Det er jo syv sider af samme sag (dermed ikke sagt, at man ikke skal være helt ærlig om, hvornår man er hvad), og i sidste ende kan de ældre brancher og titler ikke skyde de yngre andet i skoene, end at de tit er bedre til at tjene penge. (Og misundelse er en grim ting, ikke?)
I de mange år med forskellige tanker om, hvad jeg gerne ville med bloggen, har jeg også altid været bange for at skubbe folk fra mig. Hvad vil mine faste læsere sige, hvis jeg pludselig begynder at tale om makeup? Stopper folk med at klikke forbi, hvis jeg vil anbefale musik eller bøger? Er jeg egentlig kun læseværdig, når jeg har ondt i livet, og folk kan få lov til at dykke ned i rå følelser?
Jeg har bare glemt, at bloggen er min. Den er mit fristed og mit ansvar og det er mig, som i sidste ende skal kunne lide at være her – for jeg er her mest af alle. Og jeg betaler for domænet.
Så med alt det sagt, velkommen til Trixyworld version 2.
Den ligner sig selv, men er blevet ryddet lidt op. De gamle faner er støvet af og under menuerne i toppen af siden kan du finde de ting, jeg kommer til at skrive mest om i fremtiden.
Og her bliver det smart. For forsiden vil som altid være som den er. Her er den seneste tekst øverst, og de andre følger efter i al uendelighed. Men hvis du ikke gider læse det hele, så kan du altid vælge både overordnet kategori eller mere specifikke underkategorier og slippe for alt det andet. På den måde håber jeg, at alle kan holde ud at være med.
Lidt mere nede i detaljerne, har jeg brugt en del energi på at rydde op i mine tags – de små kategorier, der står nederst i alle indlæg. Så hvis du læser om noget, du kan lide, så kan du også med tags læse mere i samme boldgade. Hvis du er ny læser her, kan jeg anbefale tagsne Klarsyn, Glimt, Far og Ze Låvestowy, hvis du vil have lidt historik over, hvad bloggen har været for mig de sidste 10 år.
For jeg har stadig masser af ord i mig. Lige for tiden vælter de frem og tilbage, og jeg skal lige huske mig selv på, at det at have en blog er et marathon og ikke en sprint. Så jeg håber, at jeg ikke supernova’er på jer og bare forsvinder igen om en måned. Det er ikke mit mål. Jeg er her for at vi igen skal tale om vigtige emner, være ærlige og rummelige overfor hinandens oplevelser og i håbet om, at min ærlighed kan være en inspiration eller hjælp til andre med samme følelser.
Men jeg er her også igen for at teste makeup, fortælle dig hvad for noget musik du VIRKELIG bør lytte til, hvis du ikke allerede gør. Jeg er her for at tale om mad og rejser og kunst og venner. Og du er inviteret til det hele, hvis du gider.
Så ja. Det er vel basically det. I’m back ma bitches.
Her henviser jeg naturligvis ikke til de tre (fire?) måneder, hvor bloggen ikke bare har ligget stille, men været decideret afmonteret af et gammelt widget, som ikke kunne opdateres til seneste udgave af Wordspress, og som jeg ganske enkelt gav op på indtil i går. Hvor jeg læste fejl-linjen, når man forsøgte at tilgå bloggen og på mindre end et kvarter havde løst problemet. Så deeet.
Nej, jeg henviser til de tre uger, der nåede at gå, fra jeg købte mit livs hidtil dyreste vinterhue, til den var væk.
Tre uger. Det er over 100 kroner om ugen.
Men den lyserøde hjemmestrik og mande-huen, jeg fiskede op af en glemmekasse i et fitnesscenter en gang, har jeg naturligvis stadigvæk begge to. Huer der enten matcher min vinterkolde hud fuldstændig og får mig til at ligne et slagteklart svin eller som med sin gråsorte fremtoning og evne til at dække alt mit får, får det til at ligne, at jeg kunne hedde Kenny.
Men den flotte lysegrå Magasin-sag, som kostede det hvide ud af øjnene, trods det at den kradsede, og som havde en lille fin pige-kvast på toppen, den har jeg mistet. Tabt. Vist nok ud af lommen. Uden overhovedet at opdage det.
Det bringer irriterende minder fra den vinter, hvor jeg mistede alle mine venstrehåndshandsker, og til sidst stod med fire højehåndshandsker, som jeg stædigt brugte på begge hænder.
Min eneste trøst i dette øjeblik, var et morgensnap fra veninde M. Der nedslående havde sat en ny rekord fra huekøb til huetab. 28 timer.
