Barcelona

Mit vækkeur ringer klokken 9 og ikke klokken 7 eller 8, som jeg er vant til hjemmefra (eller 4, når der er morgenvagt på radioen).

Men oftest bliver klokken 11 før jeg får slæbt mig op og ud af sengen. Det der med at have et værelse, der ikke har noget naturligt lys fucker i DEN grad med min hjerne. Ironisk nok står jeg ofte op før lejlighedens spanske beboer. Og i de to tilfælde, hvor vi har haft besøg af håndværkere og malere omkring klokken 9, er hun faktisk gået i seng igen, efter de er kørt.

Så stener jeg. Fordi jeg først kommer op klokken 11, og liiige skal lave lidt morgenmad, kommer jeg ikke så meget ned og træne som situationen indbyder til. Men jeg får tit lige besøgt en hyggelig solbelyst café, hvor jeg nyder et kapitel i min bog og en kop kaffe på vej i skole.

Jamen, på vej i skole spørger du? Ja. Jeg har ingen dage, der starter før 13:30. Til gengæld har jeg to dage om ugen fri klokken 18 og to dage om ugen fri klokken 20.

Konsekvensen af det er blevet, at jeg har fået en enormt spansk tilgang til det der med aftensmad. Jeg forstår sgu godt, hvorfor de ikke få spist aftensmad før klokken 22. Oven i de sene skoletimer, skal det lige nævnes, at det er uhyre uhøfligt at snacke i timerne. Faktisk foretrækker de, hvis du kan vente med at tage en tår vand fra din flaske eller spise tyggegummi til pausen. Så mens vi sidder til Journalistic Production fra 18-20 forsøger mine tarme at begå selvmord.

Og hvis man først spiser aftensmad klokken 22, og så lige ser lidt film på computeren, skyper med den Sunde og Raske og forsøger at rydde lidt op eller sortere vasketøj inden sengetid, ja, så kommer man først i seng ved 1-tiden. Og gæt så, hvad der sker næste morgen, når vækkeuret ringer kl 9?

Det er skruen uden ende. Jeg kan ikke helt regne ud, hvordan jeg kan undgå at fucke mine morgener gevaldigt op. Jeg er typen, der helst skal have noget RIGTIGT at stå op til. I en sommerferie, er det først til allersidst, at jeg begynder at vågne ved 8-tiden af mig selv. Håber dælme, at den evne indtræffer snart i España.

Men hvis i vil have mig undskyldt, klokken er 13 og jeg må hellere lave noget morgenmad.

Her er lidt miks fra den sidste uge, de fleste kan du også finde på instagram: Trix5k.

Beslutningen om at genindføre brunetten i december har vist sig både at være god og mindre god.

Den er god fordi lommetyvene efter sigende går efter blonde piger. I flok. Piger, som traditionelt ikke er vant til at passe virkelig godt på deres tasker og som med al sandsynlighed ikke løber efter dem, hvis de stikker af med en taske. Sådan en vil jeg meget nødig ligne.

Mindre god fordi folk taler til mig. På mine første to dage har to forskellige spaniere spurgt mig om vej. Og “Desculpe mi, no hablo mucho español” er bare en rigtig dårlig vejvisning.

En ældre dame rablede også en længere sætning af efter mig i går, mens hun trak sin rulle-taske efter sig. Jeg var halvvejs igennem en pakke oreos, og måtte synke kraftigt for igen at pardonne. For jeg fangede intet af, hvad hun sagde. Hun lukkede øjnene et kort sekund og smilede overbærende. Kaldte mig guapa og gik videre. Dén del fik jeg dog fat i. Gud ske lov! Tænk, hvis jeg havde misset en kompliment.

At dømme efter tonelejet og ansigtsudtrykket på manden, der kom ud fra Casino Barcelona lidt i tre om eftermiddagen, forsøgte han også at komplimentere mig. Temmelig  slesk, men jeg er sikker på, at han var enig i, at jeg havde en særdeles god dag i går. Desværre husker jeg kun meget lidt af sætningen, og google translate og jeg er kun noget frem til, at han sagde noget om min onkels milt…?

Anderledes let at oversætte var de to ældre herre, der løftede på hat og øjenbryn, da jeg gik forbi. Den kompliment er sgu universal. Og meget mere elegant end slesk leveret fremmedsprogssætning. Men efter mit sammenstød med Juan, er jeg ret skeptisk over for mændene hernede generelt. Og jeg skal virkelig have lært at sige kæreste. Tengo uno Sund og Rask Fyr er ikke gangbar sprog-valuta. Darnet.

Men altså, jeg antager, som følge af de første dages oplevelser, at jeg passer godt nok ind. At jeg først afsløres som uduelig turist, når jeg åbner munden. Så måske bliver dette de fem måneder, hvor jeg lærer at tænke, før jeg taler?

Mandag var igen udforskelsesdag, og jeg valgte at gå i lige linje fra vores hjem til havet. Turen er lige godt 3 kilometer og kan som sådan i københavner-tempo tilbagelægges på cirka en halv time.

Jeg gik glad og frejdig lidt over middag med den klare plan at se vandet og få noget frokost, inden jeg skulle mødes med Camilla klokken 16.

Men så let går det bare ikke, når man går i glo tempo og skal tage billeder af alt. Det tog mig det meste af to timer at gå de skide tre kilometer og jeg var døden nær af sult, da jeg nærmede mig vandet. To gange faldt jeg over restauranter med et passende antal spaniere på, og overvejede kort at gå ind og få noget mad. Men da var jeg alligevel så tæt på vandet, at jeg var nødt til at gå videre.

Jeg elsker hav. Virkelig meget. Men jeg troede alligevel ikke, jeg var typen, som ofrede min frokost for at stå den 13. januar og dyppe tæerne i Middelhavet til stor morskab for menneskerne på restauranten bag mig. (Det hjalp ikke, at jeg først skulle lirke mine strømebukser af inden under kjolen).

Men det er jeg. Jeg. Der altid tænker på mad. Droppede frokosten for et hav. (Og en i øvrigt dejlig gåtur).

Senere mødtes jeg ganske rigtigt med Camilla, men hun fik hældt så mange gode historier, glas med cava, kaffer, drinks og tapas i mig, at jeg kun tog ét billede. Og det var af en drink sidst på aftenen. Flot Trix.