Lise var den første. Ven altså. Hende har jeg kendt, siden jeg kom til verden. 27 år er det sådan set blevet til nu.
Rikke hang på mig fra første skoledag i børnehaveklassen. Vi har delt klasse hele vejen gennem tre små, landlige folkeskoler og gymnasiet. Stine og Pernille kom til i 7. klasse.
Dem og enkelte andre dejlige damer fra way back, kan nærmest i søvne fortælle, at pandekager midt om natten er min specialitet. De kender mine snappy come backs, før jeg siger dem. De bliver ikke overrasket, når jeg uforvarende bliver en gribbekontrollerende whatever-zilla, når folk forsøger at tage beslutninger for mig. Vi har delt så meget efterhånden, at de færreste ting kan komme bag på dem. De har set det hele.
Line mødte jeg først, da jeg kom til Barcelona. Over nogle øl hos fælles venner. Vi har kendt hinanden i to måneder nu.
I den tid har vi delt flere oplevelser – af de store, venskabsformende, end jeg har nået med de fleste af mine venner gennem hele livet.
Vi har delt nederen boligsituationer. Ikke de samme, men vi stod cirka samtidig i boliglort til knæene og kunne spejle os så tydeligt i hinandens oplevelser, at det uundgåeligt tegnede tydelige billeder af, hvem vi er og hvilke værdier, vi deler.
Vi har siddet sammen på café, da jeg fik stjålet min pung. Og Line gik uden at kny med på politistationen, hjalp mig med det spanske og hjalp med at udfylde alle dokumenters moder.
Vi har delt boligjagt. Først på den lette, drømmende måde. Hvor man som venne-nyforelsket kan se sig det samme sted som den anden. Hvor det er nemt at slibe kanter. Senere delte vi en noget mere desperat boligjagt, hvor hendes lejlighed var opsagt og jeg sådan set allerede var hjemløs. På et boligmarked, der tvang os til at slibe kanter. Rigtigt. For man kan ikke få billigt, centralt og altan i samme ligning. Man kan få to af de tre. Jeg var villig til at droppe centralt. Line var mere hooked på at droppe billig. Og så måtte vi ellers forhandle os frem til et sted, vi både kunne nå at få fingrene i og som vi kunne dele.
Jeg er aldrig før flyttet sammen med et menneske, jeg kendte så lidt som Line.
Og hun har måttet stole på mig. To måneders depositum, agency-fee og marts’ husleje skulle betales kontant. Straks. Og med kun min løfte om at ‘pengene er på vej’, måtte Line kneppe samtlige hævekort for at fremskaffe kolde kontanter. Og i øvrigt købe mad til mig. Metrokort. Stikke mig en femmer til kaffe. Finde sig i, at når noget manglede, var det kun hende, der kunne ‘købe det på vej hjem’.
Nu har vi snart boet her i to uger. I dag tog vi på hospitalet. For i onsdags blev Line syg. Maveinfluenza gættede vi på, mens vi lige dele morede os over og kviede os ved, at døren ud til toilettet i lejligheden ikke lukker tæt. Faktisk slet ikke. Vi måtte bare forsøge at se det lyse i, at vi så hurtigt kom hinanden så meget ved. Indtil den forventede to-døgns holdbarhed på infektionen ikke holdt. I stedet fik hun mere og mere ondt.
I dag tog vi på skadestuen. Fordi lægehuset ikke ville have os ind, når hun allerede havde været der i torsdags. Fordi hun var for syg til at gå på apoteket og spørge efter råd til, hvad der kunne hjælpe hende. Og min forklaring kastede vores apoteker-dame ud i en sikker forvisning om, at hun skulle tilses af en læge.
To måneder inde i venskabet pakkede jeg en taske med cola (til maven), tæpper (til feberen), oplader, vigtige papirer og min bog og tog med på camping i venteværelset.
Når man har hele livet til at slibe kanter, lære hinanden at kende og nå til et punkt, hvor man holder så meget af hinanden at sygdom og penge er noget, man deler og løser sammen, føles det ikke som noget særligt.
Når man gennemgår de samme trin, læringsprocesser og samtaler på to måneder, føles det uvægerligt som om universet vil fortælle dig, at denne person skal du knytte dig til. Og passe på. Og lade passe på dig.
Selvom tidligere dårlige erfaringer med venner, der ikke var rigtige venner, har lært mig at passe på. At være lidt skeptisk og se tiden an. Ikke at blande penge og (nye) venskaber. Ikke at gøre mig for afhængig af en person, jeg endnu ikke er sikker på har min ryg. – Så har de sidste to måneder lært mig, at ligegyldigt, hvor skuffet jeg tidligere er blevet. Hvor brændt, klogere og mere kynisk jeg er blevet, så er der stadig plads til nye mennesker, som jeg bare er nødt til at lægge mit venskab i hænderne på og så tro på, at de ikke kvaser det.
Det manglende valg har kastet mig ud i at genopdage, hvor fantastiske nye venner kan være, når man står i situationer, der ellers normalt kalder på én af de første eller mor og far.
