Tag: Arbejde

Skodjobs

Da jeg var yngre, troede jeg altid, at min karriere bare var sådan noget, der af sig selv ville ske for mig. Måske fordi gyldne muligheder på vigtige tidspunkter har manifesteret sig for mig – og det er så meget nemmere at gribe de gyldne muligheder end at skulle arbejde for dem selv.

Og hvor det er næsten magisk at fortælle om dengang, min gode ven (dengang en fremmed) Peter fra Ritzau ringede, og de stod og manglede en praktikant netop som jeg var færdig med at have kyssesyge, så skal vi også huske den anden side. Lortejobbene. Og vi skal stå ved dem, sådan at unge mennesker med skodjobs ikke spejler sig i de liv som voksne fører og tænker, at de har et skidt arbejdsliv. Så lad mig lægge for og invitere – hvad har dit værste skodjob været? Smid en kommentar, eller blog om det og skriv til mig – så linker jeg til din historie.


For mig var der tankstationen, som jeg faktisk holdt meget af at arbejde på. Men hvor ejernes søn havde et narkomisbrug (det var en offentlig kendt hemmelighed, vi ikke måtte tale om). I dårlige perioder kom han i åbningstiden, mens mor og far ikke var på arbejde og tømte kassen. Så kunne man stå der. Og have det forfærdeligt og ringe til chefen og sige, at han havde gjort det igen. Men mere kunne vi ikke gøre. Det var synd for ham og for dem – men det var fandme også synd for os teenagere, der skulle være i det. Jeg får faktisk stadig en sten i maven af at tænke på det.

Der var også den chef, om engang kaldte mig “ud bagved”, selv om der stod mennesker i kø, og gav mig en gedigen skideballe for åben dør. Han var så ubehagelig, at jeg vendte tilbage til kassen med tårer i øjnene og blev trøstet af kunderne. Hvis jeg som voksne Trix så det ske i dag, ville jeg sige, at den unge bare skulle være gået sin vej. Ud af døren og aldrig vendt tilbage. Nogle ting er ikke det værd.

Der var den forfærdelige måned, hvor jeg i en kold lagerhal pakkede firmajulegaver i 12-timers-skift – altså hvor arbejdsdagene var 12 timer lange til hvad jeg husker som tretten kroner og en pissemyre i timen. Med en chef der sad på kontoret og 17-årige Trix der pludselig blev hende, som skulle tælle og styre og lede de andre teenagere, som også hadede at være der. Der stoppede jeg faktisk før tid. Ingen skal arbejde 12 timer ad gangen i faste skift. Hvor fanden var der en fagforening henne i det?

Der var også de to måneder, hvor jeg det allermest deprimerende sted, jeg nogensinde har boet, toppede min tilværelse af med at stå op klokken 4 om natten for at skurre lokummer efter teenagedrenge på en teknisk skole. Hvor jeg blev trukket ind i liv, jeg ikke kendte og drama, jeg ikke gad være en del af og blev ydmyget på gangene af møgknægte, der skulle have været bedre opdraget hjemmefra.

Eller den ene måned jeg holdt som telefonsælger af forsikringsmøder. Hvor vores navne blev skrevet på en tavle og så fik man en streg for hver møde, man havde booket. Og de smarte sociopat-typer, der ledede holdet, holdt øje med, hvor mange gange man gik på toilettet og råbte top tre fra top og bund op i løbet af vagten. Og hvor jeg engang ringede og spurgte efter en mand, der viste sig at være død.

Eller den sommer, hvor jeg fra 22 til 06 skulle sætte papholdere på kileremme sammen med to andre på en stor fabrik udenfor byen, og hvor jeg blev fyret fra, fordi jeg mødte på arbejde i mine skumsandaler og ikke de påkrævede sikkerhedssko. Vi var tre. Men regler var regler. Det er faktisk måske eneste gang, jeg nogensinde er blevet fyret. Det var ok. Jeg var ikke god til det job, og jeg kunne heller ikke lide det.

Men jeg havde dem. Mange af dem. Og jeg kom først væk fra dem, da mine forældre fik mig til at gøre alvor af min snak om at søge ind på Journalisthøjskolen, og da jeg begyndte at søge jobs selv.

I stedet for at kende nogen, som kender nogen, der mangler nogen – bevares, det er faktisk en god måde at få job på i dag, men dengang betød det ofte, at en voksen kendte nogen, som manglede unge mennesker til et skodjob. Men når jeg selv spurgte “Har I brug for en til?”, så blev jeg trisse på verdens bedste bodega, jeg blev tjener på verdens lækreste franske restaurant – og jeg scorede det job, jeg har nu, hvor jeg sidder med udsigt over Københavns Havn og skriver historier og klipper videoer og er sådan en, folk spørger til råds om ting – fordi jeg ved helt vildt meget.

Jeg bliver stadig skidebange for at blive afvist, når jeg skal spørge, om der er brug for mig et sted, hvor jeg virkelig gerne vil hen. Det er sårbart og ikke rart at blive afvist, når det er noget, jeg rigtig gerne vil. Men tit ik’? Så siger de ja, eller gemmer mit nummer eller skriver et halvt år senere – eller også dukker der noget andet op.

For sandheden er jo, at når man laver noget, man kan lide og man er god til, så er der ikke kun ét drømmejob derude – så opstår der nye hele tiden, og muligheder kommer og går, og nogle gange skal man huske, at man har det rart, hvor man er – og andre gange skal man hoppe på vognen og se, hvor den kører hen.


Følg, like og del:
error20

Gothersgade

Jeg ved ikke, hvad det er for en syg fucker af en gud, der sikrer mig den uendelige dårlige karma, det er at møde klokken fem fredag morgen og klokken seks lørdag morgen.

Ikke at jeg har et problem med mødetiderne. Det er pikketidligt, jaja. Men jobbet kan jeg faktisk godt lide. Nej, det, der pisser mig af, er, at inden jeg selv har fri i morgen – hvor jeg kan drikke mig fuld, slå mig løs, holde weekend – så har jeg min lørdagsmorgentur ind ad Gothersgade at kæmpe med.

Nede på hjørnet ved søerne kommer hipsteren gående. Hvor langt han har gået, ved jeg ikke. Men der er noget helt galt med enten den stramme buks eller de smalle sko, for han går helt forkrampet og foroverbøjet med et unaturligt ekstra sving i sin krop, som når en teenager prøver at gå med de der ’nede under røven bukser’, men ikke kan holde dem oppe. Der er ikke skidemeget ironi over at ligne én, der får ondt af at gå i sit eget tøj…

Ud for botanisk står tre drenge. Venner måske, men der er altid én taber i teenagedrenges flok. Han får et dummeslag og bliver skubbet op af de grønne tremmer ved siden af busstoppestedet, mens tilskueren griner bøvet. For det er jo bare for sjov. Bøllen slipper ham, og det første taberen gør er at spytte efter hans sko og springe uden for rækkevidde højt grinende. Måske fordi, han er idiot. Måske er det nemmere at bede om den kæberasler der altid dukker op, når bøllen er stiv og medløberen skal imponeres. Kønne venner.

På hjørnet af Nørreport sidder to turtelduer på fortovet. Hun har ikke nok tøj på, siger min mors stemme i mit hoved. Hun får helt sikkert blærebetændelse af at sidde der for længe. Hun smiler og griner og snakker, og han ser da både venlig og åben ud. Indvendigt venter han på, at hun overgiver sig og tager med ham hjem. Derfor er de nødt til at blive der. Til en af dem giver op. Hvorfor kan han ikke bare følge hende til natbussen og være glad for at få et kys?

På modsatte side af Kongens Have kommer den mandlige udgave af Sex And The City gående. Fire kammerater på stribe. Pull overs. Hvide sneakers. Gelé i håret. Og en nederdrægtig, lummer latter fra de tre andre, mens de lytter til historien om, hvordan Samantha gerne ville kneppe hende pigen i baren, og hvad hun sagde og hvad han sagde… Det eneste jeg når at tænke er, at det jo tydeligvis ikke lykkes ham, så hvad de griner af, ved jeg ikke?

Efter dem kommer Rødovre-slænget væltende, vraltende og faldende imod Nørreport. De taler utydeligt. Ligner ikke nogen, der er en dag over 19. De er mange. Den fuldeste vælter ud forrest og råber som svar på et ukendt spørgsmål ”Jeg aner ikke engang, hvor fucking Rødovre ligger mand!”. Måske er de alligevel ikke fra Rødovre. De lugter af Jägerbombs. Kombinationen af den søde, kvalme stank af energidrik og den insisterende kommen-fornemmelse man får bagerst i svælget, når man kan lugter Jägermeister eller Unterberg. Det er bedst at holde vejret på vej forbi dem. Og bede en stille bøn for de mennesker, som skal udholde en bus- eller togtur med deres lugt og larm som selskab.

Manden der kommer gående bag dem, alene med en pizzabakke i den ene hånd, læner sig for meget frem, når han går. Og hans fødder peger ligesom udad, som om han er balletdanser og har lært at gå med sin turn out. Mon han vælter på et tidspunkt?

Der er overraskende få glasskår på cykelstien nede på bar-delen af Gothersgade denne lørdag morgen.  Men masser af drenge. Der råber op om, hvilke barer der stadig har åbent. Fordi her ti minutter i seks om morgenen, er der jo INGEN grund til at tage hjem endnu.

Drenge der får travlt med at lyne op, da politiet pludselig blinker bag dem, mens de står og pisser inde i hjørnet ved 7/11. Som om en hurtig ’zzzzip’ kan slette, hvad alle lige har set dem gøre.

Drenge der skal lære, at når man arbejder i 7/11, så skal der fandme være chokoladecrossainter klar inden seks. Faktisk helst inden fem. Fjolser.

En klistret overflade, der dækker hele tunellen uden for Wall Street og får sko til at sige en lille lyd, hver gang et skridt tvinger dem til at slippe jorden for en stund. En klæg lugt. Af øl-ånde, liderlighed og desperation.

Det er, hvad jeg får at arbejde med.

De billeder er, hvad jeg skal tage stilling til, når jeg i aften skal beslutte om jeg vil i byen eller ej, om jeg vil deltage i det morads, trække mig selv igennem de lugte, det søle, den opførsel.

Måske jeg bare tager et glas rødvin derhjemme…

Følg, like og del:
error20

Et sted bag ved starthullerne

I ved alle de der gange, hvor jeg brokker mig over, at jeg har så travlt, så travlt, og slet ikke kan nå alt det, jeg gerne vil, og glemmer at gå i bad eller spise frokost, fordi der er så mange dejlige mennesker, der skal ses og så mange træninger, der skal trænes og øl der skal drikkes, og jeg i bund og grund synes, det hele er ganske hårdt?

Glem det! Slet det fra hukommelsen! FUCK, hvor er jeg dårlig til at have tid og ferie. Som i helt hysterisk dårlig. Som i at, jeg har ikke været uden for efter andet end mad og bland selv-slik, siden jeg kom hjem fra Skanderborg.

Havde ellers virkelig set frem til at komme hjem og se København og de typer, som bor her. Og komme til træning og lure på trænerne og grine med Stine. Og gå nogle ture i de smukke gader, inden efteråret kommer og gør det koldt. Jeg skulle også vaske lidt tøj. Skrive nogle artikler. Finde en ny ansigtscreme.

Men i stedet har jeg lavet dybe, insisterende balleaftryk i den røde sofa. Her sidder jeg. Eller ligger. Og det er det. Måske kører der lidt musik eller en serie på den bærbare. Men mest af alt så sidder jeg bare stille og stresser over alt det, jeg ikke når, når jeg bare sidder stille.

Problemet er, at jeg kom til at tænke. I et lidt for beruset, ømt og højtravende øjeblik på festivalen fik min veninde og jeg sat ord på, at jeg nu 2/3 inde i uddannelsen STADIG ikke ved, om jeg vil være journalist. Jeg véd, at jeg gerne vil være noget med ord, jaja. Men det er vel det samme som at sige, jeg gerne vil trække vejret på daglig basis. Ikke særlig specifikt. Og så havde vi et endnu mere ømt øjeblik, over Lennon, der engang sagde “When I was 5 years old, my mother always told me that happiness was the key to life. When I went to school, they asked me what I wanted to be when I grew up. I wrote down “happy”. They told me I didn’t understand the assignment, and I told them, they didn’t understand life”. Ja, jeg sagde jo, det var ømt. Men hvordan finder man opskriften på det der ‘happy’?

Min største frygt i verden. Eller, måske ikke den største, men en af de mest udtalte, er at det i mit arbejdsliv skal gå mig som min fars. Han har et job. Han har haft det i nogle år. Han har aldrig haft svært ved at finde et job. Langt hen ad vejen ligner jeg ham. Når der skal mad på bordet, så må man gøre, hvad der skal til. Også selvom jeg måtte gøre rent på en teknisk skole i Thisted klokken fem om morgenen, eller pakke kileremme på en fabrik fra 22 til 06. Eller fiske lorte op af et badebassin i friluftsbadet. Det var ligesom en måde at sørge for, at resten af mit liv kunne blive dejligt og rart på.

Men han hader det. Han hader sit job. Og han er der 37 timer om ugen. Han gider ikke. Han glæder sig aldrig. Og hver dag er en endeløs række af minutter, der går mellem pauserne. Adskilt af en rugbrødsmad i kantinen og en pepsi max i eftermiddagspausen. Ind til han igen kan indånde den frie luft og køre hjem. Men så venter jobbet igen næste morgen.

Jeg vil ikke, vil ikke, vil ikke finde mig selv om fem år i sådan et job, der bare er en bitter pille, som hver dag skal sluges, for at resten af min tilværelse skal hænge sammen. Jeg vil bare så gerne glæde mig. Til et eller andet på det job. Men hvad?

Hvad kan gøre mig glad? På arbejdet? Hvad skal der til for at jeg glæder mig til at komme på job? Hvor kan jeg få den slags opgaver, som gør, at kreativiteten bare flyder og jeg virkelig får lyst til at gøre mig umage?

Hvad kan man overhovedet blive med ord? Er det sjovt at være tekstforfatter? Eller reklame-filejs? Kan man få lov til at hjælpe nogen med at skrive deres biografi? Eller hjælpe nogen med at forstå dansk kultur og forretningsmetoder?

Nu har jeg gjort det igen. Siddet stille for længe og tænkt for længe. Men jeg kommer aldrig frem til noget. Jeg bliver bare bange for, at jeg aldrig opdager det job, som kan få det til at gå op i en højere enhed for mig.

Argh. Bliver nødt til at vaske op nu. Og høre musik. Højt.

Følg, like og del:
error20

Tre – to – én

Det er den sidste àrbejdsuge, inden jeg går på ferie.

Havde egentlig ønsket ferie i denne uge også, men vi var så mange der havde ønsket ferie, at chefen tørt påpegede, at det ville ikke kunne lade sig gøre. Så hang den der. I akavet tavshed. Og jeg giver mig bare ALTID først.

– Jamen, så skal jeg nok komme på arbejde og droppe ferie i den uge, sagde jeg.

Ferie som jeg så ikke får afholdt. Fordi jeg er praktikant. Og min praktiktid snart er ovre. Og man ikke kan få udbetalt feriedage. Så jeg afleverede bare fem gratis arbejdsdage hos hende. Indser jeg nu.

Hun er i øvrigt selv på ferie i denne uge.

Motiveret much?

Følg, like og del:
error20

Det vil jeg være, når jeg bliver stor…

Allerinderst inde, har jeg ingen idé om, hvad der præcis er, der vil gøre mig lykkelig hver dag. Jeg har så småt indset, at vi ikke alle kan gøre som den Sunde og Raske Fyr, og få en uddannelse indenfor det vi interesserer os allermest for, blive den bedste i faget – og nummer to i Danmark der får etiketten ‘certificeret ekspert’ i det program, vi kan tegne i. Vi kan ikke gå igennem livet, og aldrig have en dårlig dag på arbejde. Altid elske at sidde foran en skærm, med technomusik bragende i høretelefonerne og gøre ting smartere og bedre. It’s not gonna happen.

Så målet må være, at finde noget, jeg vil elske mindst 60 % af tiden, og kun hade for alvor 10 % af tiden. Se, allerede her er jeg en realist, hvilket jeg har hørt, er en forudsætning for succes.

I min ‘Uddannelsesmappe’ fra 8. klasse (Hvad var dealen med dem? Der er jo INGEN der skal træffe den slags valg som 14-årige?) Står der at jeg gerne vil være naturfotograf eller journalist. Så langt, så godt.

Viceinspektør Finn Søberg mente dog, at det var for svært at blive journalist. Og at jeg måske skulle vælge et mere tilgængeligt fag. Da min veludviklede 14-årige hjerne påpegede at ‘nogen skulle det jo lykkes for, hvorfor ikke mig?’ Grinte han, gav mig ret, og påpegede at jeg jo altid kunne komme tilbage til skolen som rengøringskone. Jeg har stadig lyst til at finde ham og tvære hans ansigt ind i sennep.

Så ville jeg gerne være astronaut. Men de skal have en meget præcis højde. Alle skal være over 1,70 meter. Det er jeg ikke. (Og det var jo naturligvis det eneste, der stod imellem mig og den karriere.)

Faktisk var det også højden, det var galt med, da jeg ikke kunne blive Falckredder, man lad nu det ligge.

Jeg elsker at skrive. Jeg kan ikke lade være med at skrive. Jeg elsker ord. At holde taler der får folk til at grine først, så blive rørt til tårer, og så grine lidt igen. Jeg elsker, når folk ikke kan sige PRÆCIS hvad de mener, at omformulere sætningen til den rammer netop dét, de gerne vil udtrykke.

Jeg lavede bloggen for flere år siden, men den tog først fart, da jeg startede på journalisthøjskolen. Spørgsmålet er så bare, om den tog fart, fordi jeg begyndte at skrive mere og således åbnede op for min kreativitet – eller om den var en nødvendig ventil, når alle tekster skulle bygges ‘sådan’ op, indeholde netop ‘det’, og være præcis ‘så’ lange. Jeg ved det ikke?

Jeg ved ikke, om jeg vil være journalist. Og jeg ved ikke om jeg vil blive en god journalist. Men helt kynisk tror jeg, at det er en af de professioner, der kan åbne flest døre til det dér med at leve af at skrive. Med mindre jeg en dag får idéen. Men jeg ville ikke holde vejret, mens jeg ventede, hvis jeg var dig.

Min allerdybeste hemmelighed, som vist efterhånden er ret åbenlys, er at jeg elsker at sætte hår. Og style tøj. Jeg har lavet en modeblog, for christ sake. (By the way – tak fordi i ikke alle forlod mig!) Således fik jeg vetoret over Rikkes outfit til hendes indflytterfest. Jeg satte hendes hår. Mit eget. Jeg lærte hende at bruge den flydende eyeliner, som bare er så pæn til hende.

Da jeg boede i Odense klippede jeg hendes hår. Og Katrines. Og de andres. Jeg satte Brors hår i sluthalvfemserne, da de fedtede dreadlocks var lige sagen. Jeg kan klæde mig så jeg ser bragende godt ud, og ingen kan gennemskue min tvivlsomme selvtillid og de 10 (tyve) kilo, der er ekstra dyppelse til mit livs pomfritter.

Og jeg tror faktisk, at jeg kunne være fint tilfreds med et liv som frisør. Eller stylist. Eller hvad de nu hedder, dem der gør folk smukkere og fremhæver deres gode sider. Men jeg synes, jeg er for klog til at ‘spilde’ min hjerne på den slags. Helt ærligt. Jeg tror, jeg ville dømme mig selv, hvis jeg blev en rigtig god og glad frisør, der aldrig fik sig en smart byline eller et tjekket mediehus i ryggen.

Jeg kunne også blive glad som bioanalytiker. Jeg elskede biologi. Og jeg glemmer ALDRIG den dag vi lavede gel-elektroforese. Med rigtig DNA. OG den dér slyngemaskine, og pipetterne. Og vores gruppe var den eneste, det lykkedes for. Og jeg synes kitler er sexede. Er det grund nok?

Jeg tror, at moralen med dette indlæg må være, at jeg ikke aner, hvor jeg gerne vil ende i slutningen af min uddannelse – så det er lidt svært at sige, om jeg er igang med den rigtige.

Er det sådan alle har det? Er det sådan man bliver voksen? Ved ikke at få det hele?

Følg, like og del:
error20

By the way…

Så manglede de ikke servitrisser på café Nytorv. Det gjorde de dog på Bondestuen.

Og efter en kort samtale, blev de enige med hinanden om, at de gerne ville have mig.

Men da jeg sad storsnøftende, med hovedet på en Sund og Rask skulder i mandags, flød ordene ud af min mund, helt af sig selv.

‘Jeg vil ikke arbejde på en bar. Der er kun én Andersens Bodega. Det vil aldrig blive det samme. Jeg har ikke lyst til at være hende der flytter til Thisted og arbejder i en bar.’

Så jeg ringede ned til Tonny i går og takkede nej. Det er alligevel ikke de småpenge værd, at stå i en bar hver lørdag nat og høre folk blive stive med en dialekt, jeg ikke forstår.

 

Følg, like og del:
error20

Og så dansede vi…

Jeg havde en gang en chef. Han var rigtig flink, men vi talte ikke rigtigt sammen. Jeg var 20 år. Han var chef-typen, fraskilt med to børn, hvoraf et af dem var hjerneskadet. Vi havde ingenting til fælles.

Så kom den årlige somethingsomething fællesdag for alle ansatte, inden for den offentlige instans jeg nu engang var ansat i. En hel dag. 12 timer med foredrag, frokost, og vin ad libitum bagefter. Dødsjammerligt kedeligt. Ufatteligt, jeg ikke faldt i søvn den dag.

Men da dagen var overstået, og jeg havde kedet mig med mennesker jeg ikke rigtigt kendte eller havde noget til fælles med i 10 stive timer, blev jeg alligevel hængende til gratis mad og vin. Man er vel en grådig lille møgunge, og jeg var smerteligt bevidst om, at jeg kun havde mælk og porrer i køleskabet derhjemme. (Enough med de porrer?)

Men vi blev en broget flok på 30-40 stykker og endte selvfølgelig med at drikke os sanseløst berusede. Og vi grinte. Hold kæft, hvor havde jeg det sjovt. Og jeg dansede med de gamle mænd (Du ved, dem over TREDIVE!), ligesom jeg danser med min far.

Men til sidst var der altså en fuld gammel mand. 45+. Der misforstod et eller andet. Og ville snakke dybt og danse tæt. Hvordan jeg altid havner i sådan nogle virkelig akavede situationer ved jeg ikke. Men det gør jeg. Og der var hans hånd. på vej mod min røv.
Men så var han der – min chef. Løsrev mig fra vammel, gammel gris og dansede dansen færdig med mig ‘chicken mooves’ og villde svingture. Det var som at blive reddet af en superhelt, der undsatte mig, så jeg slap for utrolig akavet øjeblik med gift mand som aldrig havde en chance og burde indse den slags.

Siden den dag var vi venner. Chefen og mig. Og jeg blev også gode venner med 4 andre damer, der blev fulde med mig den aften. Og som alle ligesom jeg måtte opgive cykelturen hjem og tage en vogn. Og som ikke drak i lang tid efter den aften. Vi mødtes på det der akavede sted, hvor man har været fuld med nogen, man ikke kender endnu og egentlig føler, at man har blottet sig selv for meget.

Nogen gange savner jeg de mennesker. For det meste tænker jeg ikke på dem. Det er længe siden nu. Men den aften blev de en del af mit liv. Mennesker jeg satte pris på. Nogle gange møder man folk bedst gennem akavetheden.

Ved ikke, hvor jeg vil hen med det her.

Følg, like og del:
error20

Overbooking

Blev kaldt på arbejde igår. Efter i flere måneder at have brokket mig over, at jeg aldrig får den faste torsdagsvagt, jeg blev lovet engang i tidernes morgen, ringede min chef mig faktisk på arbejde igår.

Den ene torsdag, hvor min vigtigste plan IKKE var umotiveret middagslur med alt tøjet på og tv’et kørende i baggrunden (bevares, det går altid ud i løbet af luren, men i princippet).

Det var faktisk den torsdag, hvor heeele klassen havde en deadline kl 14 og bagefter skulle gå hjem og læse alle de andres opgaver igennem, så vi kunne gennemgå dem i PLENUM (min lærer eeeelsker det ord) fredag formiddag.

Det var faktisk også den torsdag, hvor det lissom var sidste udkald for rengøring inden kæresteweekend med Sund og Rask Fyr. Han har vist opdaget, at jeg ikke er prinsesse, men er altid sød til at lade som ingenting, når jeg tydeligvis har gjort hovedrent dagen inden han kom.

Det er faktisk det eneste tidspunkt, jeg gør rent på, så hvis han bare kom lidt oftere, havde jeg ikke den slags problemer?

Hvoromaltinger! Jeg fik ikke liige lavet lektier. Eller gjort rent. For da jeg var hjemme fra job, var der ikke mere energi, det var for sent at støvsuge og mit engelske (international klasse = opgaver på engelsk) VAR gået i hi for natten.

Men jeg løste sagen på en – hvis jeg må sige det selv- absolut genial måde!

Jeg pjækkede fra skole, hvor jeg alligevel ikke ville få noget ud af at være, iogmed jeg ikke havde lavet lektier. Og så gjorde jeg rent i stedet for. Og det har jeg det faktisk fint med. Har fået døds-sms’er fra stakkels, australske Damien hele dagen, der var mødt i skole efter internationel ‘Fahita-night’. Han havde tydeligvis mest lyst til at ørle, og bekræftede at jeg på ingen måde gik glip af noget relevant.

Nu er klokken desværre bare over 14, og fredagsbaren er åben. Smider lige lidt krydderi i kraniet, og så er jeg på vej. Man kan jo godt få det bedre i løbet af dagen!

Og Den Sunde og Raske Fyr kommer først senere. Skal underholdes indtil da. Og undgå at blive kampstiv –
Wish me luck! Og kig forbi hvis du er i Århus, der er plads til alle.

Følg, like og del:
error20

Really weird shit

Rygtet havde spredt sig på restauranten. Om at vi fik julegaver. Alle sammen.

Rygtet blev bekræftet, og vi hørte i krogene, at julegaven var et gavekort til Svineriet i Mejlgade. Supposedly it’s the BOMB! Jeg blev meget imponeret. Snakkede med Vibse om, at det var lidt fedt, man kunne slæbe kæresten med ud en aften, selvom SU’en ikke rækker så langt. Især nu, når den Sunde og Raske Fyr afleverer speciale. Han har også snart fødselsdag.

Fik overrakt vinrødt gavekort i dag. I lækker kvalitet. Åbnede det. 3 retter mad MED vin.. MUMS!

Til én person.

Så kan jeg så invitere min usynlige ven på date, eller nøjes med at ruinere mig selv halvt. Hurra.

Stod lamslået med 4 kolleger og gloede på kortet. Gloede på hinanden. Gider vi ud og spise sammen?

Vi har været kærester i fire måneder idag. Den Sunde og Raske Fyr og mig. Jaiii!

Følg, like og del:
error20

Powered by WordPress & Theme by Anders Norén

error

Enjoy this blog? Please spread the word :)