Skodjobs
Da jeg var yngre, troede jeg altid, at min karriere bare var sådan noget, der af sig selv ville ske for mig. Måske fordi gyldne muligheder på vigtige tidspunkter har manifesteret sig for mig – og det er så meget nemmere at gribe de gyldne muligheder end at skulle arbejde for dem selv.
Og hvor det er næsten magisk at fortælle om dengang, min gode ven (dengang en fremmed) Peter fra Ritzau ringede, og de stod og manglede en praktikant netop som jeg var færdig med at have kyssesyge, så skal vi også huske den anden side. Lortejobbene. Og vi skal stå ved dem, sådan at unge mennesker med skodjobs ikke spejler sig i de liv som voksne fører og tænker, at de har et skidt arbejdsliv. Så lad mig lægge for og invitere – hvad har dit værste skodjob været? Smid en kommentar, eller blog om det og skriv til mig – så linker jeg til din historie.
For mig var der tankstationen, som jeg faktisk holdt meget af at arbejde på. Men hvor ejernes søn havde et narkomisbrug (det var en offentlig kendt hemmelighed, vi ikke måtte tale om). I dårlige perioder kom han i åbningstiden, mens mor og far ikke var på arbejde og tømte kassen. Så kunne man stå der. Og have det forfærdeligt og ringe til chefen og sige, at han havde gjort det igen. Men mere kunne vi ikke gøre. Det var synd for ham og for dem – men det var fandme også synd for os teenagere, der skulle være i det. Jeg får faktisk stadig en sten i maven af at tænke på det.
Der var også den chef, om engang kaldte mig “ud bagved”, selv om der stod mennesker i kø, og gav mig en gedigen skideballe for åben dør. Han var så ubehagelig, at jeg vendte tilbage til kassen med tårer i øjnene og blev trøstet af kunderne. Hvis jeg som voksne Trix så det ske i dag, ville jeg sige, at den unge bare skulle være gået sin vej. Ud af døren og aldrig vendt tilbage. Nogle ting er ikke det værd.
Der var den forfærdelige måned, hvor jeg i en kold lagerhal pakkede firmajulegaver i 12-timers-skift – altså hvor arbejdsdagene var 12 timer lange til hvad jeg husker som tretten kroner og en pissemyre i timen. Med en chef der sad på kontoret og 17-årige Trix der pludselig blev hende, som skulle tælle og styre og lede de andre teenagere, som også hadede at være der. Der stoppede jeg faktisk før tid. Ingen skal arbejde 12 timer ad gangen i faste skift. Hvor fanden var der en fagforening henne i det?
Der var også de to måneder, hvor jeg det allermest deprimerende sted, jeg nogensinde har boet, toppede min tilværelse af med at stå op klokken 4 om natten for at skurre lokummer efter teenagedrenge på en teknisk skole. Hvor jeg blev trukket ind i liv, jeg ikke kendte og drama, jeg ikke gad være en del af og blev ydmyget på gangene af møgknægte, der skulle have været bedre opdraget hjemmefra.
Eller den ene måned jeg holdt som telefonsælger af forsikringsmøder. Hvor vores navne blev skrevet på en tavle og så fik man en streg for hver møde, man havde booket. Og de smarte sociopat-typer, der ledede holdet, holdt øje med, hvor mange gange man gik på toilettet og råbte top tre fra top og bund op i løbet af vagten. Og hvor jeg engang ringede og spurgte efter en mand, der viste sig at være død.
Eller den sommer, hvor jeg fra 22 til 06 skulle sætte papholdere på kileremme sammen med to andre på en stor fabrik udenfor byen, og hvor jeg blev fyret fra, fordi jeg mødte på arbejde i mine skumsandaler og ikke de påkrævede sikkerhedssko. Vi var tre. Men regler var regler. Det er faktisk måske eneste gang, jeg nogensinde er blevet fyret. Det var ok. Jeg var ikke god til det job, og jeg kunne heller ikke lide det.
Men jeg havde dem. Mange af dem. Og jeg kom først væk fra dem, da mine forældre fik mig til at gøre alvor af min snak om at søge ind på Journalisthøjskolen, og da jeg begyndte at søge jobs selv.
I stedet for at kende nogen, som kender nogen, der mangler nogen – bevares, det er faktisk en god måde at få job på i dag, men dengang betød det ofte, at en voksen kendte nogen, som manglede unge mennesker til et skodjob. Men når jeg selv spurgte “Har I brug for en til?”, så blev jeg trisse på verdens bedste bodega, jeg blev tjener på verdens lækreste franske restaurant – og jeg scorede det job, jeg har nu, hvor jeg sidder med udsigt over Københavns Havn og skriver historier og klipper videoer og er sådan en, folk spørger til råds om ting – fordi jeg ved helt vildt meget.
Jeg bliver stadig skidebange for at blive afvist, når jeg skal spørge, om der er brug for mig et sted, hvor jeg virkelig gerne vil hen. Det er sårbart og ikke rart at blive afvist, når det er noget, jeg rigtig gerne vil. Men tit ik’? Så siger de ja, eller gemmer mit nummer eller skriver et halvt år senere – eller også dukker der noget andet op.
For sandheden er jo, at når man laver noget, man kan lide og man er god til, så er der ikke kun ét drømmejob derude – så opstår der nye hele tiden, og muligheder kommer og går, og nogle gange skal man huske, at man har det rart, hvor man er – og andre gange skal man hoppe på vognen og se, hvor den kører hen.
