Nogle ting skal støttes. Fordi det er rigtigt og godt, og fordi det er en af de cooleste knægte, jeg havde fornøjelsen af at være en akavet teenager sammen med i gymnasie-tiden.
Det er dog ikke derfor, jeg anbefaler Kevins musikprojekt LIEB – det er fordi, det er fandens godt.
Jeg har skamhørt førstesinglen Nøgen de sidste par dage:
https://www.youtube.com/watch?v=dJHHOs8kn_4
Og i dag udkommer LIEB med deres anden single Drømmenes Planet, som jeg har glædet mig vildt meget til at høre.
For det kan noget! Kevin har lavet musik altid. Han har aldrig ikke rodet med et projekt eller lavet lydtæpper for andre eller nørklet med sit eget. Og jeg har aldrig oplevet ham lyde så meget som sig selv, som han gør med LIEB.
Drømmenes planet handler om hans vej gennem en fængslende depression. Drømmenes planet var ikke en flugt, men et sted hvorfra han kunne se tilbage på virkeligheden uden angst og præstationskrav.
https://www.youtube.com/watch?v=cp6JB95p18I
Jeg synes, at kunstnere der formår at give indblik i ægte kampe, er noget af det mest givende. Om det er i tekst, sang, tale eller billede, så kan det noget at spejle andre menneskers lidelser ved at vise sin egen version af en universel lidelse, som depression er. Vi vokser og lærer af at høre, hvordan andre har tænkt, følt og handlet i kampen mod de samme dæmoner, som vi selv kæmper med.
Derfor synes jeg også, at du skal finde LIEB og høre med. Jeg ville ikke blive overrasket, hvis de dukker op på festivaler til sommer. Lyden er perfekt til dansk sommer. Musikalsk mærker man, hvor umage de her mennesker gør sig for at lade instrumenterne komme til sin ret og førsteudspillet Nøgen var god fra første gennemlytning, men blev kun bedre de næste 10 gange, jeg spillede den.
Jeg har den der musik-vane, hvor man falder over en ny sang og så lige hører den 100 gange om dagen i nogle dage, før den bliver en del af en af mine playlister på Spotify. Det skete med LIEB.
Hør med! Del! Like og følg. De her mænd KAN noget, og jeg glæder mig til at følge rejsen herfra.
Foto: Van Horn
Og hold øje! Debut-LP med fire numre udkommer 30/11!
En af de ting jeg har navigeret dårligst i i løbet af min musikalske opvækst har været den der uformelige sfære af “hvad det er sejt at kunne lide”. Den sære sociale konstruktion har nogle gange (alt for tit) fået lov til at forskubbe balancen for, hvilke dele af min enormt brede musiksmag, jeg valgte at vise til verden.
Men ved du hvad? Musik skal røre dine følelser. Og jeg skal fandme ikke gøre mig til herre over, hvad der vækker noget i dig – ligesom ingen andre skal have lov til at bestemme, hvad jeg vælger at høre. De der guilty pleasures er jo ikke guilty for mig, mens jeg hører dem. De bliver kun skyldige, når andre lider af dømmesyge.
Jeg er selv mega skyldig i det. Hold kæft, der er meget musik, jeg mener er noget lort. Og jeg vil helt vildt gerne bestemme, at andre mennesker skal vælge det fra og se ‘lyset’, som jeg tror, jeg har klar til dem i form af bedre musik. Men når det samme bliver gjort mod mig, bliver jeg både såret, sur og rasende – og nogle gange skamfuld med deraf følgende endnu større raseri rettet mod både mig selv og den nar, som påduttede mig skam over mit musikvalg.
Jeg vil gerne kæmpe for at dømme mindre. Men jeg vil ikke holde op med at anbefale. Men jeg vil gøre det her og uden at mine forslag skal være en decideret erstatning for noget – det er bare god musik, som jeg elsker og gerne vil dele.
I dag skal det handle om Lady Gaga. Voksne Lady Gaga.
Du har måske allerede set A Star is Born i biffen – eller også har du den til gode, ligesom jeg. Men hun får ros, den gode Gaga. Og jeg er sikker på, hun fortjener det, for hold nu kæft, hvor har hun rykket sig. Og jeg vil gerne anbefale det album, jeg mener, har været en slags vendepunkt i hendes karriere. En løsrivelse, om man vil, hvor hun også fandt lyst og plads til at udtrykke sig på andre måder end bare med musik.
For mens jeg var lidt for lang tid om at hoppe med på galejen, da Poker Face brød igennem i 2008 (jeg har aldrig været den hurtigste), kunne jeg rigtig godt lide Judas, Bad Romance og Applause:
https://www.youtube.com/watch?v=pco91kroVgQ
Men tiden efter. Hvor Gaga har erkendt for sig selv og for verden, at hun lider af en smertefuld kronisk sygdom. Hvor hun desværre aflyste den koncert, som P og jeg ellers havde glædet os til. Men hvor hun er rundet de 30 (ligesom mig) og har taget magten tilbage fra popindustriens forventningspres og har tilladt sig selv at nytænke og skabe musik på nye præmisser, der har hun rykket sig helt vildt i min optik.
Jeg blev klogere på hende, da Netflix udsendte dokumentaren 5 foot 2, som jeg synes, du skal se, hvis du ikke allerede har gjort det.
Og så skamhørte jeg Joanne-albummet op til den koncert, som så desværre blev aflyst. (Vi tog til Roben og Knud i stedet for, så alt var ikke tabt). Men det album er, i min optik, et mesterværk i at rive sig fri og blive sin egen.
Storladede følelser, en snert af country og en personlig fortælling som den røde tråd igennem popsange, der fortsat er uendeligt genkendelige som Gaga, men som også er helt sin egen nu.
Du kender Million Reasons:
https://www.youtube.com/watch?v=en2D_5TzXCA
Men det jeg virkelig gerne vil have dig til at sætte pris på, er country-balladen og albummets titelmelodi “Joanne”, som Gaga har skrevet til sin afdøde faster og hvis bortgang har tematiseret albummets centrering om liv, død og den langt fra perfekte eksistens mens man er her.
https://www.youtube.com/watch?v=8ll04Zzw5UM
Min personlige favorit på pladen er stripper-hymnen Diamond Heart. Det nummer afspejler på sin vis perfekt, hvor jeg (og jeg antager) Gaga er i livet. Vi er nået dertil, hvor vi har sluppet tanken om perfektion. Vi er gjort fri af en del af ungdommens elendige tungsind, men den ægte version af os er også med sine egne fortrædeligheder, som man kan vælge at hænge sig mere eller mindre i. Hør den!
https://www.youtube.com/watch?v=ChuFMcqTL-M
Men jeg synes virkelig også, du bør lytte til Sinner’s Prayer
Og hvis du som jeg også elsker Florence and The Machine, så vil jeg lige gøre opmærksom på duetten med Florence Welch:
https://www.youtube.com/watch?v=i2sxw0K10wQ
Hun er lige et år ældre end jeg. Og Gaga er vokset. Jeg ved godt, at albummet er fra 2016 – men hvis du ikke har fanget og elsket det, så giv den en chance. For nullernes sange var dansemusikken til mine post-gymnasie-fester, senere blev 10’ernes sange mere og mere freaky og en slags flugt, jeg kunne følge med på, og som stak ud fra den meget pæne pop, som jeg følte mig mindre og mindre forbundet med.
Nu er Gaga cool, skælvende, bevidst om sin egen forgængelighed og utilstrækkelighed og kun mere glad for livet derfor. Hun er vokset, og hun tager mig med på Joanne-albummet.
Tjek det ud, eller tag et lyt igennem hendes 10 top ranked sange fra NME for en bredere indførsel i bagkatagloget.
Nu ved jeg ikke, hvordan tømmermænd spænder af for dig.
Men for mig begyndte de allerede omkring de 25 at udmunde sig i hele dage på toiletgulvet, eller i sengen med nedrullede gardiner og en angst for at vende sig, fordi den mindste bevægelse fik alt andet til også at vende sig.
Og det sker faktisk stadig en gang imellem, at jeg må ud om morgenen og tale i det store telefonrør. Også selv om jeg aldrig (nogensinde) har været black out drunk. Aldrig så fuld, at jeg ikke kunne skaffe mig selv hjem. Aldrig så fuld, at jeg ikke kunne tage mig af en veninde, der var fuldere. (Men altså, jævnligt så fuld, at jeg græder over et eller andet – jeg skal ikke gøre mig for hellig).
I sidste weekend blev jeg cirka så fuld, som jeg nogensinde bliver. Og derfor var jeg også jævnt dårlig søndag, og det gik op for mig, at julefrokost-sæsonen nærmer sig. Så måske er vi flere i den båd, der ikke gruer så meget for rødkål på kjole, som vi gruer for næste morgen?
Hvoromaltinger, så har jeg affundet mig med min skæbne som tømmermændsmesteren. Jeg får flere og værre tømmermænd end næsten alle mine venner, men til gengæld har jeg også lært at navigere i mine alkoholvaner så godt, at jeg har indtil flere gode råd til dig, som oplever at tømmermændene tager til og til og til…
De råd deler jeg i dag, og jeg tager gerne imod dine tømmermændshacks i kommentarfeltet!
Det er en gammel klassiker, men vand. Vand i løbet af aftenen. Vand i dit glas, hver gang du har tømt en drink eller i din flaske hver gang, du har drukket din øl og ikke noget nyt alkohol, før du har drukket den samme mængde vand som din sidste genstand. Det er det bedste råd, men desværre også det, man hurtigst glemmer, når først musikken spiller. Jeg har nogle få gange haft held med at udnævne en vandminister for aftenen, som hver gang vi ser hinanden skal minde mig om at drikke vand. Den går desværre ofte fløjten, men de få gange, det er lykkedes, har vi begge været glade for det dagen derpå.
Jeg ryger ikke til daglig, men det glemmer jeg nogle gange, når jeg drikker. Så synes jeg, det er hyggeligt. Cigaretter forværrer tømmermænd med 50-70 procent. Hvis du kan lade være, så lad være.
Mad i maven. Det vigtigste måltid er ikke din morgenmad, det er måltidet du spiser, INDEN du skal drikke. Bevares, natmad er også godt. Men mad inden. Kød, grønt, brød – hele pyramiden. Ikke kun en salat, men et solidt måltid. Det vil din krop takke dig for i morgen. Og hvis du er sulten på vej hjem, så spis bare igen. Der kan jeg bare sjældent få noget ned – det er altså maden inden eller mens du drikker, der tæller for mig.
Væskemangelstabletter. På apoteket kan man få nogle brusetabletter, som egentlig er til at sikre sukker og salt hos mennesker, som er syge og for svage til selv at få nok. Altså børn eller diarré-ramte. Men de er fandme smarte de tabletter, for det er dehydreringen der sammen med en mild forgiftning gør tømmermændene så grumme. Det er slet og ret brusetabletter, som du enten kan drikke i et glas vand, inden du går ud eller som jeg tit gør – inden du går i seng. Jeg køber også gerne et rør med på festival og starter hver dag med brusetabletter. De hjælper både mod heldagsdruk og i sol.
Treo. Nu kaster jeg ret tit op. Og hvis du sluger smertestillende piller og nogensinde har prøvet at kaste dem op igen, så ved du, hvorfor det er en dårlig idé. Jeg vil ikke gå i detaljer, men forestil dig en slimet vandmand, der smager af galde, som skal op igen. Gehts nicht. Men treo (gerne dem med citrus for mig) opløses, inden du drikker dem og er derfor ikke nær så slemme at holde nede, eller – hvis uheldet skulle være ude – at kaste op igen.
Jeg vil også gerne slå et slag for præventive treoer. At du drikker et glas vand med treo, før du går i seng ligesom med væsketabletterne. Men treo indeholder en smule koffein, og alkohol giver i forvejen en dårligere søvn end normalt, så du må selv vurdere, om du er typen, som ikke bliver påvirket af koffein, når du skal sove. Når du skal kaste op. Og her kommer vi altså til den del af indlægget, hvor jeg gerne vil understrege, at jeg ikke synes det er fedt at kaste op. Jeg synes heller ikke, det er fedt at være dalrende fuld, og jeg forsøger ikke på at opildne til hverken dødsdruk eller opkast – men det er et vilkår for mig. Nogle gange efter en sixpack fredag aften med venner. Jeg kaster bare op af ganske lidt, og jeg har ikke valgt afholdenhed af den grund. Så når jeg kaster meget op og giver gode råd om det, så er det med dét udgangspunkt. Vil jeg gerne lige understrege.
Når du vågner og kan mærke – den er ikke helt god, så er det ikke altid, at man løber ud og kaster op med det samme. Nogle gange kan man bare mærke, at den er der. Og i angst for at kaste op kan man ligge helt, helt stille i timevis og lide. Og lige meget hjælper det. Men det jeg gør er, at jeg drikker et stort glas koldt vand. Måske endda et glas solbærsaft. Selv om jeg ved, at jeg kommer til at kaste det op om lidt. For så HAR jeg noget at kaste op af og skal ikke bare ligge med kramper og hoste galde op. Og solbærsaft smager ens begge veje, modsat cola, mælk og så videre.
Og jeg gør det, jeg drikker et glas et eller andet velvidende, at jeg kommer til at kaste det op. For jeg kaster ikke op to gange lige i streg. Så når jeg har kastet op en gang, kan jeg uendelig forsigtigt nippe et glas med treo – langsomt, så jeg ikke overvælder min mave igen. Og dermed have større chance for at holde det nede længe nok til, at det rent faktisk hjælper.
Spis så snart du tør. Det er ikke rart, hvis man frygter at kaste op. Men jeg er nået den alder, hvor jeg ikke længere kan sove stædigt videre, til jeg har det bedre. Jeg ligger vågen og dødsrallende med mine tømmermænd. Og en af de ting, der kan hjælpe mig hurtigst på højkant igen er et måltid mad – så snart jeg kan holde det nede. Da jeg boede i bofællesskab på Bryggen, kunne det godt være voldsomt udfordrende, når lugten af stegt bacon nåede ind på mit værelse og fik alt til at vende sig nede i min mave. MEN hvis jeg kunne spise med ved formiddagsbordet, blev alt faktisk bedre.
Når vi er ude over punktet, hvor alt indtag kan blive katastrofalt, så er der ikke andet at sige, end at du skal drikke alt, du kommer i nærheden af af vand, sodavand, mælk, juice, kakao og hvad har vi. Du er dehydreret, og du kan nærmest ikke få for meget væske.
Jeg har også konstateret (meget mod min vilje) at en gåtur i adstadigt tempo kan være utroligt livgivende og hjælpe den trætte krop med at komme tilpas meget i omdrejninger til, at tømmermændene rent faktisk forlader kroppen og ikke bare bevæger sig rundt i den hele dagen på sofaen.
For 1000 år siden fik jeg rådet bananjuice. Det fås ikke i Danmark, men det virker, hvis du en dag har tømmermænd et sted, hvor det kan købes.
Jeg understreger lige igen, at jeg ikke opfordrer til overdreven alkoholindtag, misbrug af smertestillende eller bulimi. Det burde ikke være nødvendigt at sige, men i disse tider, ik´?…
Tiden er forbi, hvor jeg med vold og magt forsøgte at undertrykke mit indre stormvejr for så at ligge vågen den halve nat og ruge og argumentere inde i mit hoved. Jeg gider det simpelthen ikke mere.
Bevares, jeg er stadig nogenlunde cool på mit stadig forholdsvis nye arbejde, men de har altså heller ikke sat mit pis så voldsomt i kog endnu, at det har været et problem.
Men i de korte måneder, hvor jeg forsøgte mig som tillidsrepræsentant og forhandlingstype på mit gamle job, der var jeg ved at stille træskoene. Ikke kun over uretfærdighed og manglende fremskridt i forhandlingerne. Men over slipsetyperne, de kølige, beregnende “det regnede du vel heller ikke med”-attituder, der påklistrede sig selv betegnelsen “professionel” og holdt fast på, at det jo var jobbet og ikke mennesket, de forhandlede med og ud fra.
Men ved du hvad? Jeg gider ikke bestride et job, hvis der i det ikke er plads til, at jeg også er et menneske. Et menneske som bliver rasende, når jeg føler mig uretfærdig behandlet. Et menneske som bliver ked af det, når jeg føler mig utilstrækkelig – og det er andre, som har plantet følelsen i mig. Det menneske skal der være plads til, også når jeg skal være “professionel” og udfylde en rolle. Det har jeg besluttet.
Men for helvede – det skulle jo slet ikke handle om det. Det skulle derimod handle om, hvordan jeg alligevel fik lov til at sove, sidst jeg væltede rundt i et følelsesmæssigt stormvejr.
<!– wp:paragraph –> <p>Og lad mig være ærlig. Det sker jævnligt for mig. Og ikke altid af store udefrakommende begivenheder. Ud over, at jeg kan stå og småtude ned i de frosne rejer i Meny de første dage af min menstruation, så er jeg også ret følsom overfor tavshed. Fra venner eller familie. Jeg bliver skør i hovedet, hvis jeg sidder stille inde for længe, og jeg kan slet ikke hænge sammen- og få samling på mine følelser, hvis jeg ikke engang imellem får lov til at være alene. Sådan er der så meget.</p> <!– /wp:paragraph –>
Men her er fire ting, jeg gør, når følelserne bruser:
1) Jeg går ud til vandet.
Nogle gange er det nok bare at sætte sig ved en Brygge eller på en bænk ved Christianshavns kanaler, men allerhelst skal jeg ud til en strand. Til rigtigt vand.
Sæt dig ved vandet. Kig på det. Tag varmt tøj på og en kop kaffe med, så det ikke er kulden, der får dig til at trave afsted igen.
Jeg kan lide at tælle bølger. Det er noget med, at hver 7. bølge er lidt større end de andre – og jeg prøver at finde et mønster i bølgerne. Vandets lyde, vinden ved stranden og en uendelig horisont er gode til at dulme nerver til ro.
2) Headspace
Kender du appen? Det gør de fleste vel efterhånden, men hvis du ikke gør, så er Headspace en app, som er indtalt af Andy. Hans rare mildt britiske stemme guider igennem talrige meditioner – for en pris. Men man kan få 10 meditationer gratis – en slags indførsel, et gateway-drug. Og det er værd at prøve.
Hvis du – som jeg – aldrig har evnet reel meditation uden guide. Hvis tankerne alligevel bare flyver og flyver og flyver, og du pludselig er i gang med at overveje på hvilken side af vejen til Mostar fra Sarajevo det var, at du fik det der helt fantastiske grillede lam, så kan det være rart at lade andre hjælpe med at holde dig på sporet.
Savasana til sidst i yoga-timer er også god til dette, men den er tit (altid) bare for kort – med mindre man har scoret sig 1,5 timer med 0,5 times guidet meditation, og det er kun om onsdagen, sååå..
3) Nayyirah Waheed – eller din foretrukne digter, der har noget klogt at sige, eller en bog som trækker dig et godt sted hen.
I tilfælde af tæt-på-sammenbrudsfølelser kan jeg anbefale:
Morten Nielsen: Jeg ser nu i nat
Michael Strunge: Natmaskinen og 19. juni 1983, 25 år. København
Rupi Kaur; hele digtsamlingen Salt og også opfølgeren the sun and her flowers. Men mest Salt, hvor smerte og heling går hånd i hånd, som i The Hurt og Heal, der står lige overfor hinanden i bogen.
Paulo Coelho: Alkymisten
Antoine de Saint-Exupéry: Den lille prins
Frances Hodgson Burnett: The Secret Garden
Bear Heart: Vinden er min moder
4) En designated ven, du kan ringe til.
Denne kræver både sårbarhed, men også lidt planlægning. For naturligvis er det mega sårbart at dele, når du er overvældet af følelser af den ene eller anden grund. Men det hele bliver bare så meget mere håndgribeligt – og ligefrem mindre – når du siger det højt til et menneske. Et menneske som ved, at deres rolle er at lytte og lade dig tale. Ikke at forklejne din oplevelse, men udvise forståelse og give dig luft.
At have en ven eller to, du ved, du kan ringe til – og som omvendt må ringe til dig, når det brænder på hos dem, er en gave. Vi sender en sms først “Har du tid til, at jeg ringer?”. Og nogle gange har de ikke. Men når de har – og det gør vi os umage for at have – så er det en lettelse.
I dag skal vi tale lidt om de forskellige måder, man kan bruge pudder til at “sætte” sin foundation. Hvis du oplever, at din foundation eller concealer rykker sig eller bliver meget olieret i løbet af dagen, kan en af disse metoder hjælpe dig til at holde din makeup på plads og mat i længere tid.
https://www.youtube.com/watch?v=9LIvFcGXTjg
Her er, hvordan de to sider ser ud i forhold til hinanden. Som altid taget med selfie-funktionen bliver venstre til højre – billederne passer altså med, hvordan jeg vender på videoen herover.
Man kan tydeligt se, hvordan den store mængde pudder har lagt sig som et glat lag polyfilla over den ene side af mit ansigt – og det er altså det, baking kan. Men det er også meget lyst og en lille smule dødt.
Forfra ser man forskellen langt mindre:
I mere klart lys, ses det måske en smule, men uden close up synes jeg ikke, der er synlig grund til at gå amok med store mængder setting powder på en almindelig torsdag. (Undskyld, at jeg ligner en, der har røget en giga bønne. One can only dream)
Men tæt på, synes jeg godt, man kan se, hvad pudder kan. I rigelige mængder. For en god ordens skyld, understreger jeg lige, at jeg HAR lagt blush og at mine bryn er tegnet op på billederne. Ellers var det blevet lidt for Halloween-spøgelset.
Videoen kan lidt ses som en fortsættelse til sidste uges snak om foundation og svampe. Jeg er btw efterhånden ret glad for mit kamera-setup, men jeg tror, vi skal holde os til at filme med det opsatte lys og ikke for meget dagslys ind fra siden – selv om det passer godt til rolige formiddage. Men så må vi bare igang med fest-makeuppen – den passer til aften-filming og måske et glas rødvin.. Hæ. Jeg planlægger at følge op med læserforespørgsler den kommende tid – så stay tuned.
Indtil da, kan du jo øve dig på at lægge den hurtigste morgenmakeup med de produkter, jeg synes klarer projektet nemmest:
https://www.youtube.com/watch?v=yVlUzdZNbmo&t=2s
Eller bare følge op på mine bedste huskeregler, når du shopper makeup og ikke har lyst til at bruge hele børneopsparingen/voksenlønnen/su’en og så videre.
Gitte og hendes tre unger (og manden, bevares) er ude året rundt på domæent udeboern.dk . De roder med urter, griller pølser, bygger lige halvspontant en havestue og sidder om bål.
Så hvis du har de der børn, og du godt gider vise dem alt det hyggelige ved Halloween og blive bedre til at hygge udenfor, så synes jeg, du skal tage med. Der kommer til at være græskar til udskæring, hotMANdogs og skøn stemning. Og ja, der kommer også til at være ting, som voksne gider sætte tænderne i.
Og uden at prale for meget, så sagde ældstesønnen i huset faktisk, at hans mors ketchup smager, så han ikke kan kende forskel på den og dén i butikkerne. Det er altså børne-ros.
Altså, der var fandme ikke bål i haven, da jeg var barn. Og der var heller ikke voksne med derude. Og jeg hadede at blive sendt ud for at ‘få noget frisk luft’, når jeg for tredje dag i streg lå udstrakt på den cremefarvede halvfemserveloursofa og læste bøger. Men måske. Måske havde det været sjovere, hvis der havde været lidt sjovere i haven – og jeg ikke var gået alene derud. (Eller endnu værre, i følgeskab med min bror og en læderbold, så jeg kunne ‘stå på mål’).
Sidespor – tilbage til det væsentlige. Som er:
1: Gittes børn er latterligt søde:
dav
De griner blandt andet ad mine vittigheder, og så gider de også godt være med i haven. Til leg, til høst og til samvær.
2: Havekalender for Børnefamilier er en rigtig have med rigtige bed. Der står kaniner i et hjørne, der er bålplads og krydderurterne er spredt ud over det hele, så man kan gå på jagt og eventyr i bedene og finde alskens herligheder. Det er milevidt fra jordfarvede rektangler i gulvhøjde og et afmærket bed til hver afgrøde. Der er hyggeligt, vildt og kringelkroge. Hvilket på alle mulige måder gør haven bedre end ‘frimærkerne’, der for at være så nemme at holde som muligt også bliver kedelige.
3: Jeg nyder godt af deres have året rundt. Alt i den have bliver til noget, og der er altid honning fra fælles-avleriet, en lækker chipotle eller Nordicana-sauce på bordet og krydderurter fra haven i dressingen. (Ja, og drinksne får også smag fra haven), og jeg er vild med det.
I går var det lidt trægt, at jeg havde lovet Amalie, at vi skulle finde lige præcis de produkter, hun havde brug for. For selvfølgelig var to ud af tre ting, vi havde talt om, udsolgt. Og når man står der i Sephora og egentlig havde glædet sig til at købe noget, så kan man nemt komme til at tænke “Nå, men hvad kan jeg så købe i stedet?”. Det er en farlig tanke – for mig, fordi det ofte betyder, at jeg finder en rød læbestift, som er det nemmeste at vælge. Men jeg har fem liggende i skuffen derhjemme. For jeg kan godt lide bestemte farver! Og jeg udfordrer ikke de farver ret meget. Så der er INGEN grund til at trøstekøbe et produkt mere i samme kategori, bare fordi min pudder var udsolgt. For Amalie betød det også, at vi lige tænkte “Hvad med en BB-cream så?”. Men måske er det ikke lige her og nu på gulvet uden at ane, hvad der står på hylderne, at man skal træffe en beslutning om et produkt, der skal matche huden perfekt og gøre samme job som en ansigtscreme. Der skal lige research til.
Hvis du får hjælp: Se på din ekspedient
Når man står lidt rådvild mellem hylderne og ikke kan finde ud af, hvor man skal starte mellem de 18 muligheder for at få en ny foundation, concealer eller blush, så er de der. “Kan jeg hjælpe dig med noget?”-damerne. Og det kan de tit. MEN. Gør lige dig selv en tjeneste at kigge rigtigt på dem. Sådan grundigt. For blandt de dygtige makeup-artister og brand-eksperter, der går rundt og rådgiver om makeup i Magasin, Sephora etc., så er der altså også nogle damer, der bare er der. Som et job. Som sælgere. Og det kan du godt se på deres makeup. Så hvis du får gode råd om farve, produkter og applikation, så gør lige dig selv en tjeneste og kig på dem og spørg dig selv “Synes jeg, hendes makeup ser god ud?” Hvis ikke, så skal du måske ikke lade hende afgøre, hvordan din makeup skal se ud.
De er sælgere først – hjælpere second
Jeg havde lovet Amalie hendes livs bedste øjenskygge-base som without a doubt er Mac Paint Pot-øjenskyggerne. De er egentlig øjenskygger, men farven Soft Ochre er perfekt til min gule hudtone som en øjenlågsprimer, der holder øjenskygge på plads og forhindrer, at den lægger sig i folderne på øjet. Farven var dog for gul til Amalie, så vi bad om farven Painterly. Der er mildt rosa pigmenteret og derfor passer meget bedre til røde hudtoner. Men som var udsolgt. I stedet fik vi præsenteret en anden farve, som var endnu varmere i farven og rent faktisk så ud som en reel øjenskygge og ikke bare en base – og her skal du altid lige slå bremsen i. Når du beder om noget, de ikke har, vil de altid prøve at tilbyde dig noget andet. Uagtet, at det de tilbyder dig ikke lever op til det, du ikke kunne få. På samme måde skal du ikke bare stole på, at en anden pudder kan gøre det samme som din favorit, der er udsolgt. For de er så forskellige som… Ja, ting der er meget forskellige. De kan alle være gode, men hvis du kender dit BEHOV, skal du ikke gå på kompromis med et andet produkt.
Kræv din tester
De har dem i skuffevis og kassevis og de har små flasker og bøtter, de kan pumpe produkter ned i. Det kan godt være, de ikke nævner det selv, men du skal øve dig på at bede om testere. Når du prøver en foundation eller concealer eller andre cream-produkter, så er det bare ikke en særlig troværdig repræsentation af din virkelighed, at klatte noget på din hud sidst på eftermiddagen ved siden af den makeup du har (eller ikke har) haft på hele dagen. Du skal have ro til at prøve den hjemme, i ro og mag med dine andre produkter og se, hvordan tingene spiller sammen. Hvordan farven passer dig. Og hvor lang tid produktet holder på din hud. Det er vanvittigt at skulle kaste 250-500 kroner efter et produkt i blinde. Så bed om en tester, og bed gerne om nok produkt til to dage. De skal give dig den, og jeg har aldrig oplevet sure miner – de tilbyder det bare ikke selv, for en tester betyder, at du ikke køber noget i dag.
Kræv gennemsigtighed i Sephora og lign.
I makeup-afdelinger som Boozt, Sephora og lignende går der en masse søde damer rundt og hjælper dig med at vælge. Og de er allesammen ansat af hver sit brand. Så hvis du står foran Fenty og overvejer at købe noget, og hende der hjælper dig, lige pludselig taler om Makeup Forever eller et helt tredje produkt – ja, så er det nok fordi, hun arbejder for dem. Så spørg dem lige. Når de tilbyder dig hjælp. Spørg “Er du fra (indsæt selv det mærke du kigger på?”. Selv hvis du ikke kigger på noget bestemt, er det bare bedre at vide, hvem de repræsenterer – det giver dig bedre mulighed for at bruge deres råd til noget.
Walk around / 24 timers-reglen
HVER gang jeg er i Sephora vælter jeg mig i Rihanna’s glimmer-dimmer fra Fenty Beauty og går derfra som om jeg er en disko-kugle. Og jeg elsker den, og jeg har altid lyst til at købe den. Men jeg gør det ikke, for når jeg går hjem, glemmer jeg den igen. Jeg synes altså, den er sjov. Men jeg sidder ikke og mangler den, når jeg ligger min egen makeup derhjemme. Så når du prøver ting – så gør netop det. Prøv dem. Tag dem på videre, både så du kan se, om de holder eller ændrer udseende på din hud. Men også, så du kan mærke, om du rent faktisk stadig går og sukker efter produktet dagen efter. Det forhindrer altså en del ligegyldige impulskøb. Trust me.
Tag din ondeste veninde med
Ved du, hvem du kan stole på? Hende der fortæller dig, når du ligner en 12-årig der har fået fingrene i mors makeup-pung. Hende, der fortæller dig, når du har noget mellem tænderne og hende, der tager tykt pis på dig, hvis du i modens navn har kombineret tophue og trench coat, mens andre stadig går i shorts. Tag hende med, for hun skal nok fortælle dig, hvis du ligner et fjols – det kan man ikke stole på ekspedienter til at gøre.
Hvis du ikke følger med hos Trixyworld på Instagram, så er du gået glip af decideret ferie-spam i mine stories de sidste fire dage. Jeg er nemlig lige landet i Danmark igen efter en tur i himmelske Rom. Næstefter Paris er Rom og Berlin de byer, jeg har besøgt flest gange. Og jeg kommer helt sikkert igen – for det kan noget helt særligt at få ‘hjembyer’ ude i verden, som du kan navigere i og slappe af i, når du kommer tilbage. For hver gang skal man jage lidt mindre rundt for at se så meget som muligt, og det elsker jeg. Men mere om det en anden dag.
I dag skal det handle om, hvordan man kan gribe det an, hvis man køber fremmed makeup på ferien. Her taler jeg altså om makeup, du ikke kender i forvejen. Vi skal nok tale indkøb af favoritter en anden dag.
Men noget af det skønneste ved at rejse til udlandet er at lure på de lækkerier, som de har her men ikke hjemme i Danmark. Men ak og ve, du kan hælde mange penge ud af vinduet, hvis du ikke ved, hvad du skal gå efter, så jeg har samlet et par eksempler fra Rom og et par dos and dont’s du kan have i baghovedet.
Køb IKKE fremmed foundation/pudder på ferien af disse tre årsager:
Hvis du er på sommerferie, er der stor risiko for, at du ikke har den samme farve som de resterende 90 procent af året.
Hvis du er væk fra din vante hud-rutine/bader i anderledes vand/holder fri ude i solen, er der stor risiko for, at din hud opfører sig anderledes, end den gør hjemme i Danmarks kalkede vand med den sædvanlige creme og rens og kontorjob 8 timer om dagen.
Med mindre du henter en tester på dag ét og prøver produktet flere dage i træk, kan du umuligt vide, om det egentlig passer til dig og din hud.
Hold. nu. kæft. hvor har jeg brugt mange penge på den helt rigtige farve, som ikke var den rigtige farve 14 dage senere. Og hvor har makeup-artister lagt meget flot makeup på mig, som jeg så har købt, kun for at opdage seks timer senere tilbage på hotellet, at mit ansigt lige så stille er smeltet af mit rigtige ansigt indenunder. Vi har alle vores hud-issues, som makeup skal tage hensyn til, og du kan ikke vide, om det virker på vej igennem lufthavnen. Desuden har foundation som concealer samme risiko for at oxidere – og derfor må du aldrig købe det uden at lade de sidde på din hud – helst et kvarter først.
Læbestifter og øjenskygger er dejlige at shoppe. Men her er der lige to ting at huske.
Har du den her farve i tre andre variationer derhjemme? Og skal du bare til at købe den, fordi du er ude?
Ligger den her farve så langt fra, hvad du normalt bruger, at du sandsynligvis aldrig får den brugt derhjemme igen? (Hej, Icy blue øjenskygge-palette, som jeg troede ville være mysterious og sexy, men som faktisk bare gjorde mig til en grim udgave af Cindy Laupner i slut-firserne.)
Men det betyder jo ikke, at du aldrig skal shoppe noget. Jeg har bare et par forslag til, hvad du skal gå efter:
Prisen. Kan du få det billigere her end derhjemme? Så er det måske værd at prøve, selv om du bliver skuffet. På denne tur har jeg købt en stor blending-børste og en grøn concealer. Den ene ting har jeg decideret gået og manglet, og den grønne concealer som kan modarbejde rødme i huden, er noget, jeg har gået og gerne villet prøve – men mest for sjov. Ergo ville jeg ikke gå ud og betale massevis af penge for eksperimentet.
Hvis den her børste ikke viser sig at være all that, så har jeg kun spildt 70 kroner. Men faktisk har jeg ret stor tillid til Kiko fra dengang jeg boede i Barcelona. Jeg har en af deres børster til contour, som jeg stadig elsker og bruger her fire år senere. Og ja, der ligger også en flydende læbestift. Som er nude. Og jeg har 4 nude-læbestifter i forvejen. MEN jeg har jo ikke en flydende-matte-finish-nude-læbestift. Sagde hoarderen.
2) Kan du ikke få det derhjemme? Kiko er et godt eksempel på et mærke, som jeg opsøger, når jeg er i Sydeuropa. For det er lidt spændende at se, hvad de har, som jeg ikke kan få derhjemme. Ligesom Sephora og Ulta i NYC fik besøg, fordi de kan tilbyde noget, jeg ikke kunne få derhjemme. MEN denne regel kan ikke overskrive “Køb ikke Foundation”-reglen. Seriøst. Lad være med at gøre det. Jeg overvejer faktisk lige nu, om jeg har fejlkøbt nok foundations til at præsentere dem i sit helt eget indlæg – gider I se det, så I kan lære af mine fejl?
3) En kombination af de to ovenstående kan bruges til hudpleje. Men det kræver, at du kender din hud og kender dit behov. For hvis jeg ikke havde været lidt “Jaja, jeg køber den, den koster jo kun 12 euro”, så havde jeg aldrig opdaget denne Bioderma-sag:
Jeg skinner i T-zonen. Som så mange andre. Og helst vil mit ansigt have, at jeg bruger to forskellige cremer på kinder/kæbe/hage og pande/næse. For enten er der for lidt fugt i de matte eller for meget fedt i de hydrerende. Og det er pisseirriterende. Men den mattificerende creme fra Bioderma røg med hjem, fordi den var billig nok til at være en fejl, og den er blevet en del af mit faste indkøb, når jeg er sy’på. (Jeg ved, at man kan få en del Bioderma på de danske apoteker, men de koster 3-4 gange så meget som i Frankrig og Italien. Så jeg nægter.)
UV-sprayen er måske nok det bedste, der nogensinde er sket for solbeskyttelse til makeup. Den skal rystes grundigt, og pumpes ud over ansigtet, hvor den hydrerer, beskytter mod solen og – hvis du lader den tørre uden at pille – fikserer din makeup som en setting spray. Og den koster også det halve hernede. I shit you not.
(Nu skal vi så bare finde ud af at få det hele med hjem i håndbagagen. Det bliver mageløst).
Har du nogen mirakel-produkter, som du altid skal samle op, når du rejser ud i verden?
Det bliver ikke hér, du kommer til at skære ned på smørret. Bare så vi har dét på plads.
Som eksilfynbo med kæmpe kærlighed til Mo’er-øen og som kæmpe bagehoved, ser jeg det nærmest som en slags pligt, at jeg hjælper Sjælland og store dele af Jylland af med sølle kanel-befængte-tørkage-undskyldninger af en brunner. Og jeg har helt tilfældigvis opskriften på den bedste brunsviger i verden, og den er nedskrevet så pædagogisk, at selv mine allermest madhandicappede bekendte kan finde ud af det. Sååå. Kage?
Dej:
3,5 dl lunkent vand
50 g gær
0,5 dl sukker
1 tsk salt
1 æg
ca. 550 g hvedemel
100 g smeltet margarine/smør
Start med at smelte smørret og stil det til side til afkøling, så det stadig er flydende men ikke varmt, når du skal bruge det.
Opløs gær i vandet, og tilsæt sukker og lidt af melet og rør det sammen til en tapetklister-lignende masse. Tilsæt mere mel, æg og salt og ælt det sammen, mens du tilsætter mel til konsistensen er en hård dej. Tilsæt til sidst smørret og ælt til det er helt indarbejdet i dejen – det tager tid, når du slutter med smørret, men så er dejen også samlet helt perfekt. Lad dejen hæve 40 minutter under klæde ved stuetemperatur.
Dejen kan med fordel æltes på røremaskine eller med dej-rørere på elpisker, bliver kun bedre af at blive bearbejdet 5-10 minutter (Og så optager den også nemmere smørret).
Remonce:
200 g smør
400 g brun farin (eller hele pakken…)
¼ piskefløde
Alle tre dele smeltes langsomt sammen i en kasserolle, husk at røre løbende med en dejskraber. Lad den køle så meget som muligt uden at stivne, før den hældes på brunsvigeren, så lav den gerne straks dejen er sat til hævning.
Saml brunsvigeren:
Bred et stykke bagepapir ud i en dyb bradepande (brug gerne bagepapir, du selv skal klippe, så det kan blive ‘stort nok’ til at holde remonce på afveje inde i bradepanden).
Hæld dejen ud i bageformen og fordel den med fingrene godt ud i kanterne, så den ligger i et jævnt lag med tykkelse langs kanten. Lad den hæve under klæde 20 minutter igen.
Efter hævning, prikker du med fingrene ‘sukker-huller’ i dejen over det hele, men ikke så langt ude mod kanten, af den bliver bøjet ned. Du skal ikke stikke fingrene hele vejen igennem, men jævnt fordelte huller ud mod kanten og over hele brunsvigeren, så remoncen kan fordeles bedst muligt.
Hæld den afkølede remonce over dejen og fordel i hullerne, pensl gerne lidt op på kanten, men lad det ikke løbe ud over.
Bag herligheden ved 180 grader forvarmet varmluft omkring 17-18 minutter. Tryk på kanten for at mærke, om den er færdig og husk, at den er længere tid om at blive færdig i midten på grund af meget væde.
I dag er det torsdag, og det betyder sminkedag. Min comeback-plan her i starten er helt simpelt, at du skal vide nogenlunde, hvad du får de forskellige dage. Så søndag er (mere eller mindre) kloge indspark, torsdag er sminke og tirsdag er anbefalinger af den ene eller anden art. Så må vi se, om det bliver ved med at være sjovt.
Dagens video er en anbefaling af nogle concealere, jeg har brugt og været rigtig glad for. Der er lidt i forskellige prisklasser, og jeg taler også om, hvad du skal være opmærksom på i forhold til dispenser og farvevalg. Og ja, Youtubes bud på et forhåndsbilleder er ikke altid skideflotte. Heldigvis har jeg en god personlighed.
Lad mig endelig vide, hvis der (ud over bedre lyd og billede) er noget, I kunne tænke jer at se i en video eller læse om? Jeg nævner blandt andet, at man ikke skal gå alt for lyst med concealeren – vil I se et eksempel på det?
https://youtu.be/GCY_Yt8trXU
Og ja, så er det i øvrigt ikke for sjov, når jeg siger, at I skal vente og tjekke, om en concealer eller foundation ændrer farve, efter den kommer på huden. Sådan her så min arm ud fem minutter efter videoen var færdig, og den brune plet var altså lysere end min hud, da jeg smurte den på:
