Akavede højdepunkter

Vi skal til det igen. Selv om jeg hænger lidt i bloggerbremsen i disse uger og ikke helt får skrevet, så meget som jeg gerne vil, er jeg heldigvis ikke for travl til at dumme mig. Gentagne gange om ugen.

Højdepunkterne fra sidste uger er:

Tirsdag blev dagen, hvor jeg endelig efter måneder og uger og dovenskab og manglende tag-mig-sammenhed endelig igen pakkede tasken og tog til træning. Forklaringen? Jeg vågnede med ondt i det GODE knæ.

Fredag havde jeg egentlig planlagt at tage til fredagsbar med jobbet. Men jeg blev hjemme og læste bog i stedet. Rigtig hyggeligt, men også så roligt, at jeg blev rastløs lørdag og følte, at der skulle ske noget. Sendte en sms til en veninde og spurgte, om hun ’tilfældigvis var inde i selve København og frisk på vin’. Succes-raten på den slags beskeder er jo minimal, men hun ringede tilbage og var fandme: 1) 15 minutter væk på en cykel 2) til et arrangement med mennesker jeg kender og holder af 3) de havde fået et par afbud, så der var kuverter i overskud til en treretters menu med vin. Sjældent er jeg så hurtigt kommet ud af døren, og sjældent er jeg blevet så ulideligt fuld.

Da jeg forlod Psykopaten ved to-tiden om natten, anede jeg ikke hvor min ven var, jeg kunne ikke styre min hikke og jeg måtte tage en taxi hjem med cyklen bagpå. Så fuld var jeg.

Takket være min uendelige fuldskab, var jeg nødt til at sætte et vækkeur, så jeg kunne komme tidsnok op til min aftale med min bror søndag. Jeg havde lovet ham at hjælpe med at flytte 400 kilo gulvbrædder.

400 kilo.

Gulvbrædder.

Jeg måtte lige kaste op en enkelt gang, inden han kom og hentede mig, og havde en pose chips og en flaske vand med i bilen. Og dårlig ånde og en gigantisk hovedpine. Men det lykkedes. Jeg kæmper for at holde, hvad jeg lover folk at hjælpe med.

På en eller anden måde lykkedes det at undertrykke mine tømmermænd, mens vi bar sagerne ud af Silvan og læssede dem af igen. Af to omgange.

Men da min søde kæreste kom og hentede mig, og jeg igen bøjede mig ned og tog sko på, blev jeg udenfor så dårlig, at jeg ikke kunne nå ind på toilettet igen. Skrev efterfølgende en sms til min bror:

Måske var min kæreste også nødt til at holde ind på vejen hjem, så jeg lige kunne kaste op igen i en skraldespand på Frederiksundsvej. Undskyld København. I det mindste var der mest tale om vand… Der skal gå meget længe, før jeg er fuld igen.

Er du up to speed med mine seneste ugers akavede højdepunkter? Hvis ikke, kan du finde nogle her og her og her.

Du er selvfølgelig også som altid velkommen til at dele dine egne fortræffeligheder i kommentarfeltet. Jeg elsker noget at gnække lidt over.

Valgte at flashe mine ikke-eksisterende cash skills og tage en taxi hjem til Islands Brygge for at fejre min ven Anders, der fik 12 for sit speciale tirsdag. Stred business-agtig og tjekket ud af hovedbanegården fra toget og satte kursen mod taxierne. Endte som et deer caught in a headlight, da min ene elendige glatbundede Føtex-støvle valgte at regnvåd asfalt simpelthen var for stor en udfordring. Nåede heldigvis ikke helt i spagat, fordi mit venstre knæ tog fra.

Trådte ind i en taxa med et skrabet, blødende knæ og en endnu mere medtaget stolthed. gjorde kort proces, og har efterfølgende smidt fire par ikke-særligt-fast-stående sko ud.

Har også gjort en indsats for at erstatte nej-sko med reelle vinterstøvler. Gik så længe rundt i Frederiksberg-centret med opgivende blik og flere og flere trøjer over armen, jeg ikke kunne have på for sko-stress-sved. Opdagede på et tidspunkt, at en mand var gået fra den forrige forretning til den næste samtidig med mig. Måske tilfældigt, men han fulgte også efter mig ind i den næste. Blev ærlig talt lidt sur og overvejede, om jeg næsvist skulle spørge ham, hvad han håbede at opnå ved at følge efter en fremmed kvinde, der går alene rundt. Men så så jeg den. Walkie-talkien. Som hang i bæltet på center-betjenten, der fulgte efter mig, fordi jeg gik så længe rundt i så mange butikker og kiggede tilsyneladende formålsløst på ting, at man kunne få den tanke, at jeg ville stjæle noget. Blev ikke sex-chikaneret, opførte mig bare suspekt. Så deeet.

To dage senere så mine fødder sådan her ud: (Hurra for nye sko)

Der er heldigvis ingen af mine kolleger, der har opdaget det endnu. Men jeg opdager jævnligt, når jeg har været ude at tisse, at døren slet ikke er låst, når jeg går ud igen. Jeg ved ikke, hvad der er med min hjerne, men jeg tror simpelthen, at det højlydte klik, når man lukker døren, snyder min hjerne til at tænke “låst”. Satser stærkt på at aflære den dårlige vane igen, inden en af mine kolleger kommer til at gå ind, mens jeg sidder på tønden.

Smuttede på weekend med en flyver og en kæreste, og havde for en gangs skyld husket tandbørsten – ellers noget, der klassisk har været glemt og betydet, at det var tid til en ny tandbørste. Den første morgen stod jeg dog op, og konstaterede, at jeg ikke havde pakket nogen trusser. Nu er jeg ikke ligefrem commando-typen, så vi måtte altid lige ud og købe ekstra til resten af weekenden.

Brilliant type, I know. Du kan gnække over flere brilliante moments her og her og her.

Eller du kan bare dele ud selv i kommentarfeltet? Så får jeg også noget at grine af.

Tirsdag var jeg på uni og havde en mild eksistentiel krise. Jeg spiste to træstammer, fik en kæmpe bums på hagen og var rasende. Onsdag kom min menstruation og verden gav mening igen.

Onsdag morgen stod jeg op og konstaterede, at jeg havde fået min menstruation. “Fedt, så kan jeg lige nå at koge menstruationskoppen og få den på plads inden arbejde”, tænkte jeg. Men var tilsyneladende ikke helt vågen endnu. I hvert fald havde jeg været på arbejde næsten en time, da jeg igen konstaterede, at jeg havde fået menstruation, og nu var blødt igennem. På jobbet. Tak morgen-Trix.

Blev så befippet over den unge mand i apoteket, der ivrigt spurgte, hvad han kunne hjælpe mig med, at jeg hverken tjekkede, hvad det var for nogle øjendråber, han solgte mig eller nænnede at sige til ham, at det ikke lige var Tena-bind, jeg mente. Købte dem bare. Jeg bruger ikke tena. Står du og mangler en pakke?

Torsdag var hormonerne stadig i fuld galop, så jeg stod stivfrosset på nippet til at tude små ti minutter i Meny, mens jeg forsøgte at finde ud af, hvilken pakke frosne rejer, jeg skulle købe til min aftensmad. Beslutningen virkede bare så uoverskuelig.

Fredag var vi nået slutningen på måneden – men faktisk modsat stort set hele mit liv indtil nu – var jeg ikke økonomisk tre millimeter fra at sælge en nyre for at sikre moneter til de sidste par dage. Det er kommet snigende lige så stille – det der med, at jeg ikke altid bruger alle mine penge, inden vi er nået til den 15. i en måned. Men jeg er ret god tilfreds med det. Fredag var jeg så godt tilfreds, at jeg gik på en lille shopping spree og købte koncertbilletter for alle mine penge. For nu var det jo alligevel den 1. lige om lidt. Træerne og himlen, ik? De når aldrig at møde hinanden.

Hvornår var du allermest på kanten af et menneske i sidste uge? Og var der andre, som fik mens lige oven i fuldmånen, der også oplevede at være en ulykkelig varulvsagtig rasende melankoliker i 3-4 dage?

Hvis du ikke er up to date, så kan du læse om mine tidligere fortræffeligheder her og her og her.

Slog en fis i Meny. Den var lydløs, troede jeg. Men jeg kunne se på ham lidt længere henne ad brødhylden, at den mest var lydløs for mig, fordi jeg havde musik i ørerne.

Var tre dage om at møde på arbejde. Efterårsferie og flextid har vist sig at være meget svært for mig. Lidt synd for de kolleger, som troede, jeg ville dukke op mandag morgen, at jeg mødte lidt senere. Aka. onsdag.

Tre. Tre gange gik jeg i gang med at spise igen, da jeg var til brunch hos Artilleribanden i weekenden. Faktisk stoppede jeg først med at spise mig alt for mæt, tage en kop kaffe, snakke en halv time mere for så liiige at vippe en pandekage mere over på tallerkenen, da der ikke VAR flere pandekager. Eller mere bacon. Jeg kom hjem fra brunch kl. 17.

Hvornår har du været allermest tjekket i sidste uge? Og læste du med i sidste uge, da jeg tog til tv-optagelse på SDU med morgenhår?

Eller ugen før, da jeg kørte tilbage på job for liiige at spise den romkugle, jeg havde efterladt på mit skrivebord? Jeg. En tjekket blogger.

Jeg er tjekket, life is glam, og her er beviset fra den sidste uge:

Jeg kunne godt fornemme, at drengene på jobbet syntes, jeg var ret cool, da jeg fortalte om den lækre flaske champagne min kæreste og jeg delte i weekenden. Jeg fulgte dog straks historien op med informationen om, at jeg var iført joggingbukser på sofaen og at vi så Ringenes Herre, mens vi drak den…

Jeg blev også vanvittigt excited og glad, da jeg så, at Huset Kbh igen i år holder biograf-aftener med Rocky Horror Picture Show – en af mine helt store kærligheder er film som den og Hedwig and the Angry Inch. Jeg synger med, jeg kaster med toastbrød og jeg tager min fine hat på. Og min kæreste elsker det også, og i vores ellers ikke særligt-overlappende filmsmag er det med at tage, hvad man kan få. Så jeg blev ivrig. Lidt for ivrig. Skyndte mig at bestille fire billetter – for så kunne vi jo tage nogle venner med. Og først da hele herligheden var bestilt og booket, og jeg skulle til at skrive filmen ind i kalenderen, indså jeg, at min kæreste slet ikke er i Kbh den weekend. Han er i Aalborg til julefrokost. Så eeeh. Film-date anybody?

Kender I de der dage, hvor man når at beslutte sig for at blive hjemme og pjække og ombestemme sig igen cirka fire gange, fra man står op til man er i skole? Sådan er alle tirsdage for mig. Jeg egner mig virkelig dårligt til at skulle op klokken 5-et-eller-andet for at tage toget til Odense, hvor en overfyldt bus skal bringe mig ud på SDU. Endda selvom jeg er helt fjollet med mine fag og mine skolekammerater. Tirsdag morgen var jeg lige ved at give op, da mit faste lift til hovedbanen skrev, at HAN i hvert fald blev hjemme. Jeg var tæt på at give op igen, da det gik op for mig, at jeg ikke ville kunne nå det hurtige tog på cykel, men kun det næste. Jeg var næsten stensikkert blevet hjemme, hvis ikke jeg havde haft en kæreste liggende inde i sengen, som kunne dømme mig og en veninde-aftale i Odense, som jeg virkelig havde glædet mig til. Men altså. Jeg var træt og udseendet blev derefter. Tog simpelthen i skole med krøllerne og pandehåret samlet i den samme crazy knold, jeg havde sovet med, og jeg indså først min fejl, da et kamerahold troppede op til første time på SDU og skulle filme vores forelæsning. 

Jeg havde den dejligste aften med to veninder og et par flasker rødvin i ugens løb. Vi snakkede og snakkede og det var en af de der aftener, hvor telefonen bliver i lommen, for der er rigeligt at tale om uden. Faktisk blev telefonen så længe i lommen, at jeg ikke opdagede, hvad klokken var, før jeg gik ned til min cykel. Klokken 2 om natten. På en arbejdsaften. Jeg elsker mig, men jeg hader mig. Thank god for flex-tid.

Har du også været jævnt til middel utjekket i løbet af den sidste uge? Jeg elskede min læser Henriette, der i sidste uge fortalte om, hvordan hun i et søvndrukkent øjeblik havde brugt tandpaste som fodcreme. Classic!

Var du ikke med fra starten? Du kan læse mit første So this happened-indlæg her.