Syndernes forladelse og bloggens evige liv
Sidste uge tog pippet fra mig.
På syv dage befandt jeg mig tre gange i en kirke.
Første gang for at være med til at døbe Marco. Min venindes lille søn. Og jeg tænkte: “Gud, hvor burde jeg blogge om at være nået den alder, hvor ens veninder får børn.” Og man ikke længere hader det, men vil gøre alt for at beholde de damer i sit liv, der har fået børn. Med alt hvad det indebærer af ture i babybassinet i svømmehallen og overnatninger på sofaer. Der er så mange følelser forbundet med den udvikling.
Straks efter gik min farmor bort. 90 år gammel. Uden drama eller voldsomheder, blev hun indlagt på intensiv og kom i respirator fordi lungerne ikke kunne mere. Vi kom og sagde farvel og så døde hun. Og jeg tænkte “Gud, hvor burde jeg blogge om at miste”. Om at være 28 og miste for første gang i sit liv. Om hvor sørgeligt det er, selvom det er det rigtige. Og om, hvor forvirrende følelsen af at miste er, når jeg nu godt ved, at det var det rette for min elskede farmor.
To dage efter min farmor bisættelse, befandt jeg mig i en kirke igen, hvor en af mine bedste og ældste veninder sagde ja til den mand, jeg præsenterede hende for for otte år siden. Og jeg tænkte “Jeg burde blogge om, hvor meget jeg elsker bryllupper”. Og om, hvor tjekket jeg føler mig, når jeg både står for brudens make up, bryllupsfotografierne og lige er toastmaster for hele herligheden. Jeg burde hylde det at danse en hel sommernat væk og til sidst brokke mig over, hvordan det er at have tømmermænd i 30 grader.
Jeg lader tit være med at skrive herinde i flere måneder af gangen, fordi jeg er af den klare overbevisning, at jeg skal have noget på hjerte for, at det er værd at læse. For at jeg er stolt af det, jeg skriver. Med den sidste uges følelsesrutsjetur, mit livs første tab og mine to kære, kære veninders store dage, så har jeg pludselig mærket de der følelser igen. Og nu tror jeg, at jeg har lidt på hjerte – i hvert fald for en stund. Så vi snakkes ved, ik?
6. juli 2015 @ 13:11
Jeg har det på nøjagtig samme måde – med veninder, der får børn og bliver gift rundt om hovedet på mig hele tiden. Og med kun at blogge, når lysten virkelig er der. Min kom også tilbage for et par uger siden efter et halvt års fravær. Og det føltes skide godt. Håber, følelsen holder ved hos dig, og at der er flere ord på vej!