Svingstaten
Da jeg startede i praktik, var jeg i tvivl om, om jeg overhovedet ville kunne lide at lave nyheder. Det havde jeg jo ikke prøvet før. Og ærlig talt, så hører jeg til dem, der godt kan trættes af at læse 19 artikler om det samme emne, allesammen overfladiske og presset igennem i så højt et tempo at vigtige vinkler og tydelige tendenser sommetider drukner i en overfladisk dækning.
Her et år senere, kan jeg ikke huske, hvordan man skrive en artikel på over 3000 anslag. Jeg ved ikke, hvad man skal med mere plads. Måske (vil min egen onde tunge hævde) fordi, jeg selv er blevet til en hurtigt/nu/overfladisk type. Men jeg kan lide det. Jeg kan lide, når det går stærkt.
Jeg elsker at blive fagforelsket.Men det sker så ofte efterhånden, at jeg slet ikke bliver klogere på, hvad for en journalist, jeg vil være.
Først var det udland. Den store viden. Den dybe viden. Nødvendigheden i at kende et lands historie for at kunne drage fornuftige konklusioner omkring nuværende uroligheder. Forår rundt omkring. Liv og død. Ikke nyheder om livet på borgen eller vejret, nej. Liv eller død. Der sker altid noget stort og vigtigt et eller andet sted i verden. Verden har aldrig agurketid.
Så blev jeg lun på underholdning. Gik ellers i al hemmelighed og følte mig hævet over den slags. Alligevel endte jeg med at tigge mig med til finalen i Vild med Dans, selvom jeg ikke skulle arbejde. Jeg lærte at elske at interviewe mennesker, som brænder for det de laver helt inde fra hjertet af. Jeg fandt min indre glimmer-diva og hun er kommet for at blive.
Så blev det video-redaktionen. Løb stærkt og klar dig selv-redaktionen. Hvor man kom ud i verden, og selv stod og filmede, mens man interviewede. Hvor man er nødt til at bede Mikkel Kessler om at gå lidt i knæ, så man kan filme ham i den rigtige højde og hvor man kun har én chance for det rigtige klip, når begivenhederne ruller. Stedet hvor teknikken fangede mig, og jeg pludselig kunne sidde og redigere i flere timer, hvis jeg fik lov. Fordi det virkelig ændrede noget, om lyden nu var okay.
I dag har jeg været i retten første gang for krimiredaktionen. Og gæt hvad? I freakin’ love it! Den gode, den onde – hvad er sandt, hvad er løgn? Hvordan får offentligheden den mest sandfærdige dækning, uden at jeg lader mig drive af personlige følelser eller uvæsentlige sensationer. Har på fornemmeren, at de næste tre måneder kommer til at flyve afsted.
27. februar 2013 @ 19:42
Vælg krimi, altid krimi!
Nej, i virkeligheden tror jeg ikke du skal være så bekymret. Mange af områderne krydser ind over hindanden og du kan snildt rejse på både underholdning og krimi.
Bedste råd er, at du allerede ved, hvad du helst vil, når du lægger nyhedens interesse og adrenalinjunkieheden fra dig. Så længe det er nyt, spændende og der er action, så synes man jo det er fedt. Mit bedste råd er derfor at gå efter det, der gør dig glad til daglig. De store begivenheder er ikke rugbrødet, men glasueren. Find det rugbrød, du synes smager bedst. Og husk at du jo ikke er bundet til noget for evigt.
Og at du skal sige til mig, hvis der er noget ledigt på krimi, der hvor du er!!!!
27. februar 2013 @ 19:51
I promise at sige til. Men vi er jo travle. Og det var et rigtig godt råd, sgu. Foreløbig tror jeg dog ikke, at jeg can be a choser, når den dag kommer. Men måske engang…
27. februar 2013 @ 20:21
Jo det kan du. Men jeg er jo også gammel og desillusioneret. Efterhånden går det op for dig, at du ikke kan udholde folks elendighed og triste skæbner i krimi, eller at du ikke gider være på landevejen hver dag på nyheder, eller at underholdning pludselig virker tomhjernet eller meningsløs. Eller at arbejdstiderne bare er for latterlige.
Hen ad vejen dukker der dealbreakere op – og mange af tingene kan, som sagt, kombineres. Fagområder er efterhånden helt uddøde på redaktionerne, så go ahead. Og sig endelig til – jeg er god til at være travl!